Krimigenrens gentagelser

AT LÆSE EFTER GENTAGELSER
Et litteratursociologisk perspektiv på bestsellerlitteraturens populære krimigenre med Jussi Adler Olsens Afdeling Q serie som eksempel.

Litteratursociologi – et teoretisk overblik
Litteratursociologien undersøger samspillet mellem litteratur og samfund, hvilket indebærer at analysere 1) hvordan samfundet skildres i litteraturen, og 2) hvilken rolle litteraturen spiller i samfundet, og samtidig klargøre hvilke ydre vilkår, som findes for produktion, distribution og forbrug af litteratur. Litteratursociologien har derfor traditionelt to grene, som optager forskningen: Litteraturen i samfundet og samfundet i litteraturen. Grundet denne bredde som her antydes, bliver det tydeligt, at litteratursociologien henter sin teoretiske basis fra andre forskningstraditioner såsom feltteori, institutionssociologi, offentlighedsteori, magtstudier, historieforskning, kulturstudier, pædagogik, etnologi, kommunikationsteori og æstetik (Otherholm, 2013). Litteratursociologien står derfor med ”…det ene beinet i kultur- og medisociologien og det andre i litteraturvidenskapen” (Otherholm, s. 12). Den tværfaglighed som litteratursociologien præsenterer viser et potentiale i forskningen, og i takt med digitalisering og nye mediers plads på bogmarkedet, vil værdien i at kunne forstå vores samtids måder at læse på og vores smagsvurderinger især være aktuelt, og deraf konstaterer jeg, at litteratursociologien som videnskab, ser ud til at have en retfærdig plads i det fremtidige litterære og akademiske miljø.

Samfundet i litteraturen
Litteratursociologiens ene gren omfatter studier og forskning af den måde, hvorpå samfundet skildres i litteraturen. Her benyttes der primært tekstanalyser på værkerne, som kigger nærmere på, hvordan bogen skildrer virkeligheden. Det kan gøres ved hjælp af tematiske læsninger inspireret af feministisk, marxistisk, postkolonial og global litteraturforskning, så man derved får åbnet op for de samfundskritiske områder som litteraturen beskæftiger sig med såsom køn, etnicitet, religion, krig, magt, klasse, politik osv. Det er også her, at man beskæftiger sig med den realisme, som der findes i mange værker, og samtidig de problemer der opstår, når grænsen mellem fakta og fiktion bliver svær at få øje på. Her hjælper litterater og forskeres tematiske læsninger til at forstå litteraturen bedre. Det kan eksempelvis være gennem queer-læsninger af kønnet i litteraturen med fokus på hvordan samfundsmæssige kønsnormer sætter sig igennem i litteraturen. Det kan også være postkoloniale studier, der undersøger de forskellige måder at opfatte etnicitet på, og hvordan dette afspejler sig. Disse tematiske læsninger sker ud fra den forestilling, at man dels kan aflæse sådanne kulturer i litteraturen, hvilket stammer tilbage fra ideologikritikken, hvor man antager, at litteratur påvirker de mennesker der læser det, og at de samtidig bliver påvirket af de ideologiske strukturer, der ligger i litteraturen. Samfundet skildret i litteraturen giver derfor en måde at bearbejde de konflikter der er i samfundet på. Litteraturen er ikke bare en afspejling samfundet men også en reaktion derpå.

Litteraturen i samfundet
I studier og forskning af litteraturens liv i samfundet koncentrerer man sig om den litterære produktionsproces fra forfatter til forlag, og ikke mindst hvordan denne litteratur så markedsføres og bagefter omtales og vurderes i anmeldelser og på sociale medier. Man undersøger også hvordan litteraturen bliver formidlet ud til læserne, om det er gennem biblioteker, boghandler eller uddannelsesinstitutioner og derved inddrages også et kulturelt perspektiv. Et andet væsentligt forskningsområde i denne gren af litteratursociologien tager udgangspunkt i læserne. Det handler om deres oplevelser med litteraturen, deres præferencer og smag, hvad de læser, hvorfor og hvordan. Med den stigende digitalisering og flere e-bøger på markedet er forskning i nye genrer, digitaliseringens påvirkning af produktions- og distributionsforhold og forholdet mellem læser og forfatter især populært at undersøge. Der er tre indfaldsvinkler til at undersøge litteraturen i samfundet. Den litterære institution med Jürgen Habermas, det litterære kredsløb med Robert Escarpit og Hans Hertel, og det litterære felt med Pierre Bourdieu i spidsen med sine observationer over magtstrukturer, positioner og smag. Derudover har kulturhistorikeren Robert Darnton skrevet meget om begrebet ’boghistorie’, ligesom man ikke kommer uden om medieforskeren Henry Jenkins og begrebet ’mediekonvergens’.

 Problemstilling
Man kan derfor som forsker og fagperson koncentrere sig primært om samfundet i litteraturen eller litteraturen i samfundet, men inden for visse undersøgelsesområder kan det være en fordel at gribe fat i begge felter. Det er netop, hvad jeg selv gør i min analyse af Jussi Adler-Olsens populære bestsellerserie om Afdeling Q – set i et litteratursociologisk perspektiv. Adler-Olsens store succes er interessant at se nærmere på, fordi krimi-genren i den grad har besat bestsellerlisterne, og samtidig kan Adler-Olsens romaner placeres i de to grene af litteratursociologien. Så når jeg ser på samfundet i litteraturen i forbindelse med Adler-Olsen, er det fordi Afd. Q serien skildrer samfundskritiske problemstillinger, og når jeg ser på litteraturen i samfundet er det netop fordi, at Jussi Adler-Olsen og Afd. Q serien har fået så stor succes og solgt mange millioner eksemplarer, hvilket naturligt giver anledning til at se på hele markedsføringen, salget og køberne. De konkrete tal på salget af Afd. Q serien er som med alle andre tal i bestsellerlitteraturen svære at opstøve, og de tal som florerer på nettet og andre steder, bør derfor altid tages med forbehold. Det er dog et overvældende salg Adler-Olsen har begået, hvor der regnes med over 1 million solgte bøger i Danmark, dvs. de fire første Afd. Q bøger og tre af hans andre krimithrillere (Politiken, 2011).

Litteratursociologien tilbyder nogle svar på denne succes. Èt af dem skal findes i mennesket og den moderne læsers trang til gentagelser. Vi læser bevidst eller ubevidst efter gentagelser, og krimigenren selv tilbyder en fast og genkendelig skabelon, som tiltrækker læsere i alle aldersgrupper. Krimigenren er på ganske kort tid blevet genren over alle genrer på bestsellerlisterne, og med Adler-Olsens Afd. Q serie som eksempel, har jeg sat mig for at undersøge genrens succes i et litteratursociologisk perspektiv. En anden årsag til, at genren er blevet så populær er, at den ofte skildrer aktuelle samfundsmæssige problemstillinger, og giver derfor indblik i nogle miljøer, som normalt ikke er tilgængelig for læseren. Hermed kom der også for alvor et gennembrud for den skandinaviske krimi på bestsellerlisterne med Stieg Larsson i front. I 00’erne og især ind i 10’erne solgte også svenske og danske krimiforfattere som Camilla Läckberg, Sara Blædel og ikke mindst Jussi Adler-Olsen pludselig i rigtig mange oplag (Handesten, s. 433).

Litteratursociologiens pionerer
Litteratursociologien har som alle andre videnskaber nogle pionerer, som har været med til og stadig er med til, at definere den. Herhjemme er det litteratursociologen Hans Hertel med sit litterære kredsløb, litteraturforskeren John Christian Jørgensen med sin særlige interesse for litterær vurderingsteori og metoder, og litteraturforskeren Svend Møller Kristensen, som var et stort navn fra 1940-60’erne. Også Per E. Sørensen er vigtig at nævne, som med sin elementære litteratursociologi er meget Habermas inspireret, og lægger sig op ad marxistisk teori, hvor han ser hele litteraturen som en afspejlingsteori fra marxismen og som en reaktion herpå. I Sverige er det blandt andet Johan Svedjedal i Uppsala, som leder af sociologisk institut, der står for en stor del af den litteratursociologiske forskning. I Norge Knut Oterholm, Jofrid Karner Smidt og Tonje Vold, der har udgivet Litteratursociologisk perspektiv, som er en oversigt over litteratursociologisk forskning. Så er der de store fra udlandet: Pierre Bourdieu med sit arbejde i hele ’det litterære felt og dets magtstrukturer og positioner’, Robert Escarpits ’litterære kredsløb’, Robert Darnton med sit bidrag om ’boghistorie’, Umberto Ecos bud på ’populærlitteraturens gentagelser og deres betydning’ og ikke mindst Rita Felski og J. A. Appleyard med deres udviklingspsykologiske teorier om læsningens stadier og muligheder. I beskæftigelsen med litteratursociologiske studier og forskningsområder tages der både kvalitative og kvantitive metoder i brug. Hvor nogle af teoretikerne i Oterholms Litteratursociologisk perspektiv tager mere kvalitative metoder til sig, har Lars Handesten i Bestsellere anlagt et mere kvantitivt perspektiv, for samtidig at få så mange bestsellere som muligt med, og skildrer dermed et fyldestgørende billede af genren og dens betydning i Danmark siden 1980.

I den svenske litteratursociologiske tradition har Lars Furuland udarbejdet en model over centrale områder i litteratursociologisk forskning, som jeg fandt nyttig i min egen sondring i det brede litteratursociologiske felt. Furulands centrale områder er: Forfattervilkår og rekruttering, forlagsredaktører og forlagenes aktører, markedsføring og salg, skole og bibliotek som formidlere, og publikums anskaffelse og læsning (Svedjedal, s. 24). Grundet min egen opfattelse og interesse har jeg selekteret blandt Furulands punkter, og jeg koncentrerer mig derfor primært om markedsføring- og salgsdelen, samt publikums læsning i min analyse.

Selektering
Min fascination af og undren omkring bestsellerfænomenet, som i den grad har gjort sit indtog i litteraturen, danner baggrund for struktureringen af min kandidatuddannelse, min forskningsoversigt og mit kommende speciale. I forsøget på at forklare bestsellerfænomenet, med krimigenren som eksempel, placerer jeg mig primært inden for den danske tradition med Hans Hertel i spidsen, den norske med Jofrid Karner Smidt, Knut Oterholm m.fl., den svenske med Johan Svedjedal som kaptajn og de udenlandske med Bourdieu, Escarpit, Habermas og Eco, for bare at nævne nogle.

Pierre Bourdieu og hans forskning inden for litterære felter, kulturel kapital og habitus kommer jeg ikke uden om, når jeg bevæger mig i de litteratursociologiske studier, men det er især hans bidrag til smags- og receptionsforskningen, som han er mest kendt for, og det er da også primært den, som jeg benytter i min analyse af Afd. Q serien (Oterholm, s. 29). I min søgen efter at forklare hvordan krimigenren udtrykker samfundsmæssige forhold, bevæger jeg mig også ind i det område af litteratursociologien, hvor man fokuserer på selve teksten og analyserer den virkelighed, som den giver udtryk for. Det gør jeg ved en, grundet opgavens omfang, overordnet tematisk analyse af romanen Journal 64 og placerer mig derfor også ind i del af litteraturstudiet, som koncentrerer sig om den ideologikritiske tradition.

Litteratursociologiske problemer og mangler
Forskningsmæssigt er der mange store problemer og emneområder inden for litteratursociologien, som man kan tage fat på. Læsegrupper, blogs, kirkernes læsekredse, e-bogens indflydelse, bibliotekernes nye opgave, selvudgivelser, bestsellerlister, fankulturer og hele receptionssiden er ikke fyldestgørende belyst endnu. Jeg vil i min analyse give et, om end lille men vigtigt, bidrag med teoretisk og metodisk hjemmel i Hertels litterære kredsløb, Cecilie Napers teser om fascination og smag, Bourdieusk og Mukařovskýsk receptionsteori, Gundhild Aggers krimitypologi og Umberto Ecos betragtninger over betydningen af gentagelser i populærlitteraturen.

Bestsellerlisterne er endnu et problem i litteratursociologien, da deres troværdighed igen og igen er blevet diskuteret, og det er da også problematisk både at anskaffe sig listerne, men også at få et sandt billede af, hvilke bøger der solgte bedst i hvilke perioder. Det er der mange grunde til, hvilket Rasmus Grøn blandt andet giver nogle bud på i sin artikel The Bestseller List and its (Dis)contents. The Construction of the bestseller, ligesom litteraten Lars Handesten også belyser det i sin bog Bestsellere. Et andet problem med litteratursociologien er, set med dansk forsknings øjne, at der simpelthen ikke er meget forskning inden for litteratursociologien, og især inden for bestsellerens forskningsområde halter det med danske undersøgelse og resultater. Dette påpeger især Handesten da også i sin bog, der netop er et bud på denne mangel (Handesten, s. 16). I Danmark har man heller ikke været så optaget af ’litteraturen i samfundet’, og der er plads til mere forskning inden for den del. Problemet er, at den forskning, der findes inden for ’book history’ og boghistorie, distributionsforhold, hvordan litteraturen bliver læst, censur, landegrænser mv., ikke har interesseret sig for, hvad bøgerne handler om. I meget af den boghistorie som er lavet, har folk været optaget af 1700 og 1800-tallet, men ikke nær så meget vores nutidige litteratur. Som nævnt giver Lars Handesten en løsning på netop denne problemstilling med sin litteratur- og kulturhistorie over de mest solgte bøger i Danmark inden for de sidste tredive år.

 En del af reader-response-teorierne som jeg benytter er litteratursociologisk anlagt, men jeg har erfaret, at teoretikere som Wolfgang Iser og Umberto Eco er problematiske at anvende. De tager udgangspunkt i det, som findes inden for teksten, og i litteratursociologien vil man gerne undersøge, hvad der sker også uden for teksten. Iser og Eco opbygger en litteraturteori om hvordan der læses, men de får ikke så nøje undersøgt, hvorfor der læses. Her har jeg så med fordel konsulteret forskere som Rita Felski, Lars Handesten, Appleyard, Berntsen og Folke for overblik over undersøgelser af læseroplevelser.

 Den tjekkiske receptionsforsker Jan Mukařovský bliver også ofte benyttet, når man ønsker et analyseredskab til empiriske undersøgelser af læseoplevelser og litterær respons, og jeg har da også selv anvendt ham i min analyse af Adler-Olsens bøger. Problematisk er det dog med ham, at de fleste af Mukařovskýs tekster er skrevet på tjekkisk, og de få engelske oversættelser som findes er meget gamle og derved også svære at anskaffe sig, hvilket jeg selv, og andre som arbejder med litteratursociologien, må tage med i sine overvejelser, når man udvælger materiale.

Termen litteratursociologi
Selve termen ’litteratursociologi’ giver også udfordringer. James English, litteraturprofessor fra Pennsylvania Universitet påpeger, at den ikke bliver brugt særlig meget lige nu, hvilket skaber forskningsmæssige problemer for videnskaben, der ellers var meget anvendt i 70’erne. Årsagen er, at litteratursociologi er blevet forbundet med den marxistiske litteraturkritik i 70’erne, og den ville man helst ikke slæbe med ind i 80’erne. Der bliver forsket meget i litteratursociologi, men problemet ligger i, at der ofte skal søges på andre fagtermer, når man udvælger litteratur i sin forskning. Det har også været et fokuspunkt i denne forskningsoversigt, hvilket jeg uddyber i afsnittet om min information – og litteratursøgning.

 Egen placering i feltet
I kampen om hvad humaniora er, og hvad vi skal med vores eget litteraturfag, definerer vi humanister os faktisk i modsætning til sociologien, men vi hævder samtidig, at vi tager fat i den kvalitative ende, hvor sociologien tager fat i det kvantitative. Vi analyserer alle de store og komplekse værker, fordi det for os handler om kvalitet. Vi er en aversion mod alt hvad der kan tælles, og som vægter højt i andre videnskaber. Men hvorfor skulle vi ikke også tælle og tage kvantitative undersøgelser af populærlitteraturen med? Jeg oplever, at der i det litterære miljø efterhånden er blevet plads til at beskæftige sig, ikke kun med det folk burde læse, men det de rent faktisk læser, nemlig krimierne og de andre bestsellere. Med bestsellerforskning medfølger naturligvis en masse tal, men vi behøver ikke definere os selv i modsætning til dem. Vi som humanister kan åbne litteraturen på en måde, så ’alle andre’ ikke misforstår den. Som da mange ’almene læsere’ misforstod Jørgen Leths værk, der viste sig ikke at være selvbiografisk til punkt og prikke. Lars Handesten udtalte så smukt til en forelæsning i litteratursociologi: ”Alle kan tælle, men det er ikke alle, der kan læse”. Og det er netop, hvad jeg forsøger mig gennem min studieplan, i denne forskningsoversigt og i mit kommende speciale – at åbne litteraturen for andre og ikke mindst mig selv.

Analyse af Jussi Adler Olsens Afdeling Q serie – med særligt fokus på Journal 64

Kongen af dansk krimi
Jussi Adler-Olsen er for alvor blevet en af Skandinaviens mest solgte krimiforfattere. Ikke kun i Danmark, men også i Tyskland, Holland, England og Norge har Adler-Olsens krimithrillerserie om vicekriminalkommissæren Carl Mørk solgt i millionoplag og ligget på bestsellerlisterne med alle seks bind (Handesten, s. 469). Siden den første bog om Afd. Q fra 2007, Kvinden i buret, er succesen ikke blevet mindre, og Adler-Olsen vandt da i 2010 også De Gyldne Laurbær for fjerde bind Journal 64, ligesom forfatteren selv har høstet flere udenlandske priser. De Gyldne Laurbær gik blandt andet til Adler-Olsen og Journal 64, fordi den ifølge Politikens anmelder, Bo Tao Michaëlis, var et: ”hæsblæsende og brandspændende melodrama af international format” og han udtalte samtidig, at Adler-Olsen uden tvivl er blevet Danmarks konge af krimi (DR artikel, 2011).

Der er flere grunde til Adler-Olsens store succes med bøgerne om Carl Mørk, assistenten Assad og sekretæren Rosa der tilsammen udgør Afd. Q – en afdeling i kælderen på Politigården, hvor gamle uopklarede sager ofte ender på skrivebordene. En af de mest oplagte er hele kendiseffekten omkring Jussi Adler-Olsen som person. Da han først blev anerkendt var der ingen vej tilbage. Han er og bliver et navn, et brand, som i sig selv kan sælge store oplag (Handesten, s. 24). Derudover opstår der ifølge de svenske litterater Knut Oterholm og Kjell Ivar Skjerdingstad et venskab mellem læser og forfatter, og selvom den trofaste Jussi-læser måske ikke oplever alle bøgerne som lige fantastiske, så læser de dem alligevel, fordi de ønsker at beholde Adler-Olsen i deres litterære liv. Oterholm og Skjerdingstad interviewede en forlagsredaktør som påpegede: ”..i og med at jeg opplever kvalitet synonymt med vennskap, så er det ikke slik at du forkaster forfatteren ved første dårlige bok. Du tåler den. Og du leser heller den igjen enn å begynne på en ny aktuell, kritikerrost, må-lese-bok.” (Oterholm, s. 186). Journal 64 havde derfor allerede gode vilkår for at blive en bestseller, fordi den udkom i en serierække, der allerede er populær hos de læsere, som hungrer efter endnu en kriminalsag i Afd. Q. Handesten beskriver det således i sin bog: ”Èn storsælgende bog af en kendt forfatter er godt, men en serie er bedre. Disse bøger skaber selv events, som påkalder sig en medieopmærksomhed..” (Handesten, s. 31).

Mediesymbiose
Medierne har også en stor indflydelse på bestsellere som Afd. Q serien, fordi man i medierne blandt andet taler om og med forfatteren bag. Således spiller både aviser, sociale medier, TV og radio en stor rolle for hele den markedsføringsstrategi, der ligger i udgivelsen af bøger i Adler-Olsens kategori, og der opstår derved en mediesymbiose, som jeg senere vil komme ind på ud fra Hans Hertels model over det litterære kredsløb. Handesten påpeger det tydeligt, når han siger, at bestselleren også opnår: ”…sin særlige status og værdi gennem bestemt markedsføring, ved interviews med forfatteren og læserne, gennem en forfatters øvrige succesfulde forfatterskab og igennem købernes og læsernes identitet.” (Handesten, s. 50).  Derudover er de to første bind om Afd. Q serien, Kvinden i buret og Fasandræberne, allerede blevet filmatiseret, og Zentropa og TV2 har også købt rettighederne til de to næste, hvoraf Flaskepost fra P har præmiere i marts 2016 (TV2 artikel, 2011). Ifølge Umberto Eco er disse film, det han kalder en remake, hvor man fortæller en tidligere succesfuld historie en gang til (Eco, s. 196). Medieforskeren Henry Jenkins mener at denne tekniske udvikling, hvor bøger ofte bliver til film og omvendt, dermed skaber ’mediekonvergens’ (Oterholm, s. 38). Og ligesom bøgerne, har også de to første film om Afd. Q solgt ganske fornuftigt. Denne mediekonvergens grundlægger dog ifølge Jenkins også et rum, hvor forfatter og læser kommer tættere på hinanden. Det ses blandt andet på Facebook, hvor læserne kan skrive til Jussi Adler-Olsen på hans personlige side, og samtidig kan de debattere med ham og andre Jussi-læsere (Oterholm, s. 39).

Samfundskritisk krimithriller
Journal 64 er som de andre bøger i serien samfundskritiske maskukrimier baseret på genren krimithriller og tilføjet et historisk plot. Vi følger ikke bare Carl Mørk og Afd. Q i samtiden (mere præcist 2010), romanen indeholder også et historisk spor, der fører læseren tilbage til tiden på Kvindehjemmet på Sprogø fra omkring 1955-59. I perioden 1923-1961 udfoldede den autentiske skamplet i Danmarkshistorien med anbringelser og isolation af ”seksuelt løsagtige” og ”moralsk defekte” kvinder. Samtidig slår bogen et andet vigtigt spor ned i 1987, hvor en af øens ofre, Nete Hermansen, planlægger og udfører den ultimative hævn. Romanen er en maskukrimi, fordi den har en mandlig forfatter, en mandlig hovedperson, og skildrer et meget mandligt univers (Handesten, s. 468). Adler-Olsen kalder selv sine bøger for krimithriller og beskriver genren således:

”En thriller er opbygget sådan, at den handler om at forhindre et mord i at ske, og det vil sige, at læseren pludselig skal se længere frem i historien, end man måske har lyst til, og man skulle gerne derhen i en fart for at se, om det sker i virkeligheden. Det er thrillerelementet. Har man så et lille mord og tilsætter thrillerelementet, ja, så har man krimithrilleren.” (Litteratursiden, 2014).

Adler-Olsens bøger om Afd. Q er samfundskritiske, fordi de har noget kritisk at sige, om det samfund som vi lever i. I en Habermarsk’ forstand betyder det, at litteraturen her er med til at bryde ind i den borgerlige offentlighed, og hjælper dermed til at skabe debat om problemstillinger, som fortjener opmærksomhed (Habermas, 1974). Så krimigenren skal ikke bare servere spænding og underholde læseren, den skal også gerne engagere sig i samfundsmæssige og erkendelsesmæssige problemstillinger. Det kan være alt fra økonomisk kriminalitet, etniske konflikter, indvandrerdebat, terrortrusler, pædofili, skilsmisseproblemer osv. På den måde tilbyder krimiforfattere som Adler-Olsen deres læsere et kig ind i miljøer, som de ikke selv færdes i, eller som de måske end ikke aner eksisterer. Journal 64 gav i hvert fald mange læsere en skrækkelig og hjerteskærende beretning om de forfærdelige hændelser, som danske kvinder var udsat for i næsten et halvt århundrede på den lille ø mellem Fyn og Sjælland. Nogle læsere har efterfølgende udtalt: ”Siden jeg læste Journal 64, så har det bare aldrig været det samme at køre over Storebæltsbroen” (Privat Facebook udtalelse).

Gundhild Agger, professor på Institut for Kultur og Globale studier på Aarhus Universet, skriver i sit arbejdspapir om krimitypologi også om denne kobling mellem fiktion og realisme: ”Også selv om der åbenlyst er tale om ren fiktion, dyrker mange krimier en forankring i en realistisk fremstillet virkelighed, der henviser til alment kendte steder og alement kendte forhold” (Agger, s. 3). De fleste kendte nok til Kvindehjemmet på Sprogø, men for jeg selv, og nok også en del andre, var Adler-Olsens fiktion min første introduktion til en periode af mit lands historie, som jeg end ikke vidste var foregået. Derfor er det ifølge Agger også vigtigt at: ”Det grundelæggende, faktuelle stof skal være i overensstemmelse med, hvad den historiske forskning kan dokumentere – uden at der nødvendigvis er belæg for alle detaljer” (Agger, s. 6). Sidst men ikke mindst påpeger Agger, at den samfundskritiske roman, som eksempelvis Journal 64, viser, at forbrydelsen ikke så meget er den egentlig forbrydelse (jf. mordene) men statens håndtering af Sprogøpigerne, både før og under deres ophold på øen. I Journal 64 er den gamle forbrydelse (Sprogøpigerne) en måde, hvorpå man kan trække tråde op til samtiden, og det er en fast ingrediens i krimien. Vi ser det da skurken Curt Wad og hans parti Rene Linier viser en racistisk, nazistisk og fanatisk side, som nok får mange læsere til at tænke tilbage på 2. Verdenskrig og Hitlers jødehad (Adler-Olsen s. 114 og især s. 129 jf. partibeskrivelsen). Gundhild Agger har mange flere spændende observationer over krimigenren i sit arbejdspapir, men grundet denne opgaves omfang, har det ikke være muligt for mig at gå dybere ind i det, hvorimod jeg i et givent speciale helt klart ville anvende Agger igen.

Krimigenrens gentagelser
Krimigenrens store gennembrud især i Skandinavien, men også i udlandet, og dens hyppighed på det 20. århundredes bestsellerlister, giver grobund for, at krimithrillere som Adler-Olsens kan vokse sig større, og dermed har både det nationale og internationale aspekt afgørende betydning for succesen (Handesten, s. 32). Genren i sig selv tilbyder et plot og en struktur, der tiltaler den svage læser, som af mange forskellige grunde ikke kaster sig ud i store komplekse værker (Handesten, s. 32). En anden og meget afgørende faktor for krimigenrens stålfaste plads på bestsellerlisterne, er den form for genkendelse og gentagelse, som genren tilbyder. Læserne læser ganske enkelt efter plottet, som findes i en simpel skabelon. Umberto Eco, Peter Brooks og andre teoretikere har skrevet en del om det, men for nærværende vil jeg primært koncentrere mig om Lars Handestens udlægning af tendensen.

Drivkraften hos den typiske Jussi-læser ligger altså i begæret efter at læse mening og sammenhæng frem. At løse gåden (Handesten, s. 44). Ofte kritiserer litterater og professionelle anmeldere denne simple skabelon, men hos læserne, som i sidste instans er dem der afgør, hvilket værk der bliver en bestseller, er det et yderst populært og velkomment narrativt element. Umberto Eco giver i sin artikel ’Innovation og repitition: between modern & postmodern aesthetics’ en årsag til, hvorfor læserne trods alt bliver ved med at læse krimithrillere som Adler-Olsens, når nu gentagelserne er så tydelige: ”…contemporary mass media [litterature] use different devices for making the expected appear unexpected” (Eco, s. 194). Da jeg selv læste Journal 64, var jeg som læser hele tiden klar over, hvem skurken var, nemlig Nete Hermansen, Sprogøpigen med den forfærdelige fortid som søgte hævn over alle, der havde gjort hende ondt, og jeg var derfor helt fortrolig med, at Carl Mørk stille og roligt også ville tilegne sig denne viden. Overraskelsen kommer da også først på s. 454 i bogen, hvor det går op for en anden skurk, Curt Wad, at kvinden han troede var Nete, som han netop var i gang med selv at hævne sig på og afsløre, i virkeligheden er Gitte Charles, en ansat på Sprogø, som i over to årtier har spillet Nete Hermansen. Curt Wad skal i scenen forklare, hvem de fem lig rundt om bordet er, og han forklarer: ”Gitte Charles, står der. Jeg kender hende ikke.. Jaså. Så synes jeg, du skal kigge rigtigt efter. Se dog på hende, dit svin… Det er jo Nete, sagde han og tog sig til brystet…” (Adler-Olsen, s. 454). Først her, på en af romanens sidste sider, finder både Carl Mørk, Curt Wad og læseren ud af, at Nete Hermansen blev dræbt af Gitte Charles den dag i 1987, hvor alle parter troede, at det var Nete Hermansen, der dræbte Gitte Charles. Og det er altså Gitte Charles, som Curt og Carl står overfor og taler med, og ikke Nete Hermansen, som har været død i over 20 år. Læseren får her til sidst endelig den overraskelse i plottet, som gør, at vi trods genrens gentagelser, selv gentager vores læsemønster, og går videre med den næste krimithriller fra boghylden. Fordi vi som læser elsker følelsen af at, være på sporet af sagen, men stadig blive overrasket. Vi opdager vores egne evne til at opdage, hvad der kommer til at ske. Eco beskriver det således: ”We do not think: ”The author has constructed the story in a way, that I could guess the end”, but rather, ”I was so smart to guess the end in spite of the efforts the author made to decieve me” (Eco, s. 196). Jussi-læseren nyder Afd. Q seriens plot, ikke så meget fordi, der findes gentagelser og faste skabeloner, men fordi: ”… he enjoys the way in which the same story worked over to appear to be different” (Eco, s. 200).

Som det så ofte er blevet påpeget i litteratursociologien, så er litteraturen et sted, hvor læseren kan flygte til, væk fra virkelighedens problemer. Og netop i krimigenren finder man med det narrative plots opbygninger denne tryghed. Tema, persongalleri, motiv og handlingsgang er for Jussi-læseren bekendte, men derfor kan en ny bog om Afd. Q stadig overraske og skabe spænding. Samtidig får Jussi-læseren her også den fornødne hjælp, så ikke vedkommendes litterære kompetencer bliver sat alt for meget på prøve, og netop derfor vender den faste Jussi-fanskare tilbage igen og igen.

Læsningens former
Adler-Olsens krimithrillerserie er realistiske samtidsromaner, nogle mere end andre, men på trods af de meget realistiske skildringer, så viger genren ikke fra sine mønstre og skabeloner, så de derved skaber den genkendelse, som mange krimilæsere og især Jussi-læseren søger. Den typiske Jussi-læser, men også læsere der søger genkendelighed i andre krimier, læser for underholdningen og spændingens skyld. Det Folke og Berntsen kalder en personlig oplevelseslæsning, med hvilken man i kriminalromanen søger afkobling (underholdning), og i nogle og mere sjældnere tilfælde opnår en form for identifikation og efterfølgende selvrefleksion (Handesten, s. 46).  Kriminalromaner som Adler-Olsens giver læserne mulighed for en flugt fra virkelighedens problemer, og selvom denne genre ofte indeholder mord, tortur, uhygge, usikkerhed og angst, så er disse elementer dog kontrollerbare i fiktionen, og derved er læseren i trygge hænder hos Adler-Olsen, modsat i det virkelige liv (Handesten, s. 472).

Jussi-læseren læser efter opklarelsen af gåden, og når den først er løst, så kan læseren have en tendens til at glemme hele affæren, fordi de indviklede plots, som i Journal 64, simpelthen er mest interessante, når læseren er en aktiv del af dem i selve læsningen. Dog vender krimi-læseren altid tilbage. Handesten forklarer her ved hjælp af få sætninger formålet med krimien og grunden til, at vi alle griber ud efter den igen og igen: ”Det er i gentagelsen, at krimiernes underholdningsmæssige og tryghedsskabende effekt ligger. I en verden, som er i konstant og uoverskuelig forandring, har krimierne været stabile leverandører af netop tradition, sikkerhed, lov og orden.” (Handesten, s. 475). Og også Gunhild Agger forklarer at: ”Den moderne, samtidig krimi har til en vis grad fået status som afløser af eller supplement for den alment litterære samtidsskildring” (Agger, s. 2). Det er nu ikke kun i andre romangenrer, at man oplever en realisme og en samfundskritisk skildring, krimigenren tilbyder det også, og det ses tydeligt i Journal 64 som her, hvor Nete Hermansen beskriver, hvordan det der nager hende mest, er de mennesker som misbrugte den tillid, som samfundet gav dem, og som endda fuldt ud troede på, at det de gjorde, var berettiget (Adler-Olsen, s. 91).

Det litterære kredsløb
For at illustrere hele hypen omkring Adler-Olsens bestseller-serie, har jeg fundet det relevant at placere bøgerne i Hans Hertels litterære kredsløbsmodel, med hvilken han fra Robert Escarpit er blevet inspireret. Om baggrunden og behovet for en nyere model over de litterære kredsløb argumenterer Hertel: ”Et resultat af mediernes økonomiske og tekniske udvikling er, at der er opstået en ny indbyrdes afhængighed mellem tryk- lyd- og billedmedier. Her slår den klassiske litteratursociologiske teori ikke til” (Hertel, s. 31). Formålet med Hertels version var en model med bedre tilpasning i en skandinavisk sammenhæng, da Escarpits primært var anvendelig på det franske bogmarked før 70’erne.

Det mest opsigtsvækkende ved Adler-Olsens Afd. Q serie er, at bøgerne aldrig har været placeret i de speciallitterære kredsløb, men er startet i det populærlitterære kredsløb med oplag på over 10.000 eksemplarer og både hardback, paperback og bogklub-udgaver. Derfra tager bøgerne hurtigt medieelevatoren ud i det masselitterære kredsløb, hvor Adler-Olsens bestsellere nu bliver spredt og sælges i endnu større oplag med over 50.000 solgte. Herfra går det endnu stærkere, og med filmatiseringerne af de to første bind i serien har bøgerne nu også bevæget sig ud i det intermediale kredsløb, hvor også lydbøgernes popularitet stiger. Jussi-læseren er det som Escarpit kalder en blokadebryder fordi de skaber en hvis udveksling mellem kredsløbene, blandt andet som det sker, når endnu flere begynder at læse Adler-Olsens bøger om Carl Mørk, som følge af filmatiseringerne. Afd. Q serien er en succes, og derfor bevæger den sig også helt naturligt ud i det orale kredsløb, hvor digitale og sociale medier hjælper til øget salg. Der skrives en masse artikler om Jussi Adler Olsen som person og forfatter, det florerer med interviews og anmeldelser af hans bøger, han optræder på krimimesser og store bogmesser som BogForum, han modtager tonsvis af priser, folk i både almindelige og professionelle litterære kredse taler om ham, og der er generel megen hype i dette kredsløb. Tager man Journal 64 som eksempel, placerer den sig måske endda først i det orale kredsløb, inden den når de andre, fordi den er en del af en allerede storsælgende serie fra en meget populær forfatter.

Funktion
Litteratur har, ifølge receptionsteoretikeren Jan Mukařovský, forskellige funktioner alt afhængig af læseren og gerne også flere funktioner samtidig (Oterholm, s. 43). Mukařovský nævner tre forskellige funktioner, som en tekst kan indeholde: En æstetisk funktion, som er knyttet til oplevelsen og glæden ved at læse, en kognitiv funktion, som knytter sig til det, at man som læser oplever at få udvidet sit litterære kendskab og erkendelse deraf, og sidst en symbolsk funktion, hvor det at man læser i det hele taget og har kendskab til litterære værker giver en status og berettigelse i bestemte sociale grupper – det som Bourdieu vil kalde symbolsk kapital. Jussi-læseren befinder sig typisk i den æstetiske funktion, da en Jussi-læser først og fremmest læser for selve oplevelsens skyld, spændingen, læsningen efter plottet og gådens løsning, og fordi de opnår glæde ved at læse.

Fascination og kvalitet
Et sidste område, som jeg har fundet nødvendigt at belyse for at finde årsagen til Afd. Q serien og krimigenrens generelle succes, er en anden del af litteratursociologien – nemlig receptionssiden, hvor man kigger på fascination og kvalitet. Forskningsmæssigt har især Bourdieu blandt andre beskæftiget sig med det i sit receptionsteoretiske og kulturæstetiske bidrag fra 1979/1984 ”Distinction: a social critique of the jugdement of taste”, hvori han undersøger, hvorfor mennesker vælger forskellige kulturelle goder frem for andre, hvad de vælger, hvordan de bruger deres valg og på hvilke markeder de tilbydes. Hele pointen er hos Bourdieu, at disse kulturelle udtryk først får mening socialt, i den måde hvorpå de tages i brug. På baggrund af sine undersøgelser udpeger Bourdieu så tre smagstyper: Den legitime smag, en middel smag og den folkelige smag (Oterholm, s. 51). Hvor den legitime smag beskriver den smag som har høj anerkendelse i samfundet og et meget æstetisk præg, der er den folkelige smag optaget af en sammenhæng mellem kunst og liv, og især evnen til indlevelse og identifikation, og det at engagere og berøre sit publikum har stor værdi for den folkelige smag. Meget logisk er en middel smag en smag i mellemposition til den folkelige og den legitime, men aktørerne med middel smag har dog ikke nok kulturel kapital til at skabe sig en naturlig berøring med legitime kunstudtryk. Tager vi Jussi-læseren som eksempel, så besidder denne læser en folkelig smag. Som tidligere nævnt søger Jussi-læseren jo netop indlevelse i bøgerne, og de skal gerne berøre dem, tale til dem, og skabe en flugtdør væk fra virkeligheden.

Også Cecilie Naper har koncentreret sig om fascination og smag i bestsellerlitteraturen, men kvalitet er et svært begreb at arbejde med, fordi det først og fremmest er så uforanderligt, men også svært at definere, da det ofte er subjektivt bestemt. Der er dog alligevel gjort visse forsøg på at løse subjektivitetsproblemet i læseteorien, som Jofrid Karner Smidt forsøger i kapitlet ’Subjektivitetsproblemet i leseteorien – et dialogisk perspektiv’ i bogen Litteratursociologisk perspektiv. Jeg har dog valgt at kigge hovedsageligt på Cecilie Naper, som også har våget pelsen og haft som projekt at undersøge, hvad det er som fascinerer amatørkritikere (det er sådan nogle som Jussi-læseren), og hvilke kriterier de vurderer bøger efter. På sin vis har det også været mit eget projekt i denne forskningsoversigt, ligesom det også er baggrunden for den undren omkring store bestsellere, som jeg ønsker at fordybe mig i i mit speciale. Naper påpeger at: ”..to fortolkninger av én og samme tekst aldri vil være helt identiske, og at litteratur leses og forstås på ulik måte avhengig av leserens forventningshorisont og lesestrategier, inkludert i hans elle hennes erfaring med og kunnskap om litteratur” (Oterholm, s. 275). Det er altså det som Bourdieu kalder den kulturelle kapital, der afgør hvordan læseren tolker og forstår den bog, som vedkommende læser. Bourdieu har gennem sine empiriske studier af det franske samfund fundet nogle fælles kulturelle træk såsom uddannelse, baggrund, kendskab til koder i kunst og litteratur og intellektualitet, som påvirker hvordan og ud fra hvilke vilkår visse grupper af mennesker vurderer (Oterholm, s. 274). På samme måde vurderer Jussi-læseren ud fra de fællestræk, som de har med hinanden: Det vil ofte være kriterier som spænding, genkendelighed i plotstruktur, karakterer og miljøer, samfundskritiske og realistiske skildringer, letlæselige sprog, underholdning, afslapning, oplevelse, flugten fra hverdagen og i Journal 64 er et af succeskriterierne fra amatøranmelderne den historiske vinkel om Sprogøpigerne (Private Facebook udtalelser fra et bogforum).  En læser udtaler også, at hun vender tilbage til Afd. Q serien igen og igen, fordi ”..det er som at møde gamle venner”.

Konklusion
Efter min sondring i det store litteratursociologiske landskab, og i mit praktiske arbejde med krimigenren, er det gået op for mig, at litteraturen i sidste ende vurderes i forhold til, om den har evnen til at ændre læserens horisonter. Og det er netop, hvad Jussi Adler-Olsens Afd. Q serie gør med den hårrejsende, samfundskritiske og til dels autentiske skildring af Sprogøkvindernes skæbner i Journal 64, som i den grad opfylder alle kriterierne for en rigtig bestsellerkrimi.