Boganmeldelse: Puk Damsgård – Ser du månen, Daniel

Titel: Ser du månen, Daniel. Forfatter: Puk Damsgård. Sider: 302. Forlag: Politikens Forlag. Udgivelsesår: 2016. Anmeldt for: Findbog.dk. ★★★★

Puk Damsgård har begået en dokumentarisk beretning så skræmmende, rørende og spændende, at man skulle tro det var den nyeste Jussi-Adler Olsen krimi. Men det er virkelighed. Det er historien om et menneskes værste mareridt, og om at overleve det.

“End ikke om natten var der ro. Daniel lå og lyttede til, at fanger blev slæbt ud af andre kælderrum og banket. Skrigene og piskeslagene nåede ind i cellen, hvor han talte slagene for at lukke angsten ude. Det hjalp at tælle. Ofrene hylede og peb, nogle gange i et kvarter, andre gange i flere timer. Torturen gjorde Daniel søvnløs og paranoid.”

Den danske freelancefotograf, Daniel Rye, er bare én ud af mange europæiske og amerikanske gidsler, der har siddet fængslet hos terrororganisationen Islamisk Stat. Til gengæld er han en af de få, der kom ud af fangenskabet i live. På en reportagetur til Syrien i 2013 bliver Daniel pludseligt kidnappet, og sidder derefter 398 dage som gidsel, hvor han bliver tortureret og mishandlet, både fysisk og psykisk. I fængslet møder han, og udvikler et tæt venskab til, amerikaneren James Foley. Ham kender de fleste desværre fra makabre videoer, hvor han bliver halshugget i den syriske ørken.

I Puk Damsgårds beretning følger vi Daniel i de forfærdelige måneder, hvor han sidder i fangenskab, samtidig med at hans familie hjemme i Jylland forsøger at købe ham fri. Den danske stat forhandler ikke med terrorister, og derfor måtte Daniels familie selv skaffe de mange millioner til at købe Daniel fri og ikke mindst betale for eftersøgningen.

Puk Damsgård skriver i et dokumentarisk og journalistisk sprog, men der er også plads til det mere poetiske og skønlitterære islæt, som her: “Skovene lænede sig imødekommende ind over den smalle landevej, Old Rochester Road, der bugede sig en times kørsel fra Boston. Knaldrøde ahornblade lyste op mellem grønne graner, og gullige, orange, pink nuancer hang stadig på grenene som en sidste kamptrækning inden den mørke tid. Der duftede af længsel og vinterens komme, og af Daniel og Arthurs cigaretter“. Det er fortælleteknisk godt håndværk af Damsgård, der evner at blande genrerne, så fortællingen om Daniel blive levende, selv for den læser, der sidder i sin trygge lænestol, og læser om rædsler, man ellers kun hører om i nyhederne.

Daniel Rye er tidligere gymnast, men den tryghed der fulgte med det stille og rolige liv hjemme i Jylland var ikke nok. Han ville ud i verden, opleve noget, og gøre en forskel med sine foto-reportager. Derfor valgte Daniel Rye i 2013 at rejse til Syrien for at tage billeder af de mennesker, der blev påvirket af borgerkrigen. Men turen udviklede sig ikke helt, som Daniel havde planlagt.

Bogen giver et realistisk og frygtindgydende indblik i militant islamisme, radikalisme og krigen i Syrien, der er et resultat af Puk Damsgårds mange år som mellemøstkorrespondent og journalist. Hun peger blandt andet på, at problemet med radikalisering er, at det er nemt at høre til. Noget den unge belgier, Jejoen Bontinck mærker på egen krop, da han selv rejser til Syrien for at kæmpe som hellig kriger. Også ham venter der dog en nogen anden oplevelse, end hvad han havde forventet. Og mest foruroligende er det at læse, at de radikaliserede er mennesker som dig og mig. Europæere der taler dansk, fransk, engelsk og belgisk. Som Damsgård skriver:

“Torturbødlerne, vagterne og kidnapperne var enten et produkt af det syriske regime, Irakkrigen eller livet i Europa.”

Handlingsmæssigt har bogen to spor. Damsgård har valgt at skifte mellem Daniels fangenskab i Syrien og familien hjemme i Danmark, der kæmper for at få ham hjem, og kører forhandlinger med Islamisk Stat på Daniels mors email. Det skaber et thriller-moment, der bærer fortællingen fremad, skaber action og giver anledning til nedbidte negle hos den fastholdte læser. Samtidig bliver Daniels skræmmende historie også sat ind i et bredere samfundsperspektiv, da Damsgård også beretter om de tusindvis af syrere, der gennem årene er blevet tortureret i det syriske regime og militærs fængsler. “Under præsident Hafez- al-Assads lederskab fra 1971 til 2000 blev tortur sat i system og fortsatte som en systematisk procedure under hans søn, Bashar al-Assad, der overtog præsidentembedet fra sin far”.

Det positive i denne horrible fortælling, om noget af det værste et menneske kan udsættes for, er, at vi kan overleve det. Og at der på et eller andet tidspunkt skabes en rutine. Imellem torturen, frygten, modløsheden, håbet og angsten, opstår der venskaber og en hverdag, som kan holde gejsten oppe. Det skete ikke kun for Daniel under fangenskabet, men også hjemme hos familien, der forsøgte at leve sit liv, imens de samlede ind til forhandlingerne. Håbet og familiens sammenhold er rørende, og det er svært ikke at knibe en tåre, når man læser de sidste sider, hvor de endelig bliver genforenet med Daniel.

Det er en barsk, men vigtig fortælling, hvilket også afspejles i den Cavling-pris, som Puk Damsgård modtog for bogen i 2016 for sin “indsigtsfulde, modige og menneskelige reportager fra Mellemøsten og ‘Ser du månen, Daniel’. Medierne og alle os herhjemme ved slet ikke noget om, hvad gidsler hos Islamisk Stat rent faktisk gennemgår, men med Ser du månen, Daniel får vi muligheden for at forstå.

“Overlevelse kunne også være at glemme sine egne lidelser og hjælpe andre, der havde det værre”.

Grundet genreblandingen i bogen er det svært at beslutte, om den er pirrende som en spændingsroman eller foruroligende som en psykologisk thriller, men én ting er sikkert: Du kan ikke lægge den fra dig, når du først er begyndt!

BONUSINFO: Netop nu er Daniel Rye på endnu en landsdækkende tour med sit populære foredrag om tiden som gidsel hos Islamisk Stat. Jeg har selv hørt foredraget, og det er som bogen både rørende, skræmmende og gribende.