“Jeg vil gerne være kaptajn på mit eget skib.”
Efter nøjsomt at være blevet lukket ind på Politikens Forlag, med gæsteklistermærke på skulderen, bippen med adgangskort og en form for svingdør uden sving, gik vi op ad trapperne, og kom ind i det flotte direktørkontor. Her var der sildebensparket, og hvide, victorianske, loft-til-gulv boghylder fyldt med de smukkeste bøger, der var højt til loftet med stuk og smukke vinduer med udsigt over Vesterbro. Her mødte jeg og tre andre bloggere en sen tirsdag eftermiddag den bogaktuelle krimi-forfatter, Jens Henrik Jensen, der netop har udgivet sin tredje bog i serien om krigsveteranen Niels Oxen, De frosne flammer.
Efter at vi havde sat os til bords med mad og drikke, præsenterede vi os for hinanden. Ved bordet sad blandt andet Majken fra bogblogger.dk, der har eksisteret siden 2007. Her er de et hold af anmeldere, der anmelder alle slags bøger, men især anmelder Majken krimier, og derfor var det også oplagt for hende at deltage i aftenens arrangement. Ved siden af Majken sad Finn fra krimicirklen.dk, som er en af de ældste bogblogs. Den startede i 1986 og udkommer også fire gange årligt som et gratis magasin. Finn har desuden læst mange af Jens Henrik Jensens bøger. Ved siden af jeg selv sad Ann-Kristine fra ordfraenbibliofil.wordpress.com. Hun anmelder skønlitteratur og skriver mange blogindlæg om litterære arrangmenter, ligesom hun også anmelder freelance for bogrummet.dk, der har over 7000 anmeldelser. Det var Helle Wacher fra Politikens Forlag, der stod som arrangør og torvholder på aftenens arrangement, og Helle indledte også med at understrege, hvor stor betydning bogbloggerne og internettet har for forlagene. Hun er glad for, at vi gider at læse deres bøger. “Bøger er kulturbærere i vores samfund, og derfor skal de ud til så mange som muligt. Det er dét, vi blandt andet kan bruge bogbloggerne til. Til at formidle bøgerne til en almene læser“, fastslog Helle.
Niels Oxen
Jens Henrik Jensen begyndte derefter at fortælle lidt om Oxen-serien, der altså i skrivende stund tæller tre bøger. Jens Henrik indledte med at fortælle, at han er glad for det samarbejde der i de senere år er opstået mellem bogbloggere og forfattere. Med 25 år bag sig i avisbranchen, hvor Jensen ofte undrede sig over de mange bøger, der IKKE blev anmeldt, mener han, ligesom Helle, at det er fantastisk at bogbloggerne kan løfte den opgave.
“Bogen får en anden stemme.”
Fordi vi bogbloggere kan tale mere i øjenhøjde med den almene læser, og fordi vi ikke har salg for øje, når vi deler vores oplevelser med litteraturen. “Vi publicerer jo faktisk alle sammen, både forfatterne og bloggerne“, sagde han med et smil på læben. Oxen-serien er ifølge Jens Henrik en cirkel med en start og en slutning. Det er kulminationen på seks års arbejde med karakteren Niels Oxen, og det har udviklet sig til et tæt makkerskab, selvom Niels Oxen er en fiktiv person. Nogle gange ER man ligefrem sin hovedperson, fortæller Jens Henrik. Der er ifølge ham en sammenhæng i trilogien, og man bør derfor læse den fra starten. Men det var ikke klart i begyndelsen, at Oxen-serien skulle blive en trilogi. Det var først halvvejs inde i De hængte hunde, at Jens Henrik kunne fornemme, at han slet ikke var færdig eller kunne blive færdig med Niels Oxen. Han kunne godt lide sin hovedperson, og kunne fornemme, at der var mere i ham. Flere historier at fortælle. Oxen er en kompleks person, en krigsveteran, der har mange lag i sig, som stille og roligt afpilles i løbet af de tre bøger.
De åbne slutninger
I krimigenren skal der helst ikke være åbne slutninger. Læseren forventer, at sporene kobles sammen til sidst, og at man finder morderen. Men i første bind om Niels Oxen kunne Jens Henrik simpelthen ikke slutte historien. Han var nødt til at have åbne slutninger, så han kunne binde historien sammen. Der var mange ubesvarede spørgsmål. I tredje bind, De frosne flammer, som netop er udkommet, afsluttes intrigen mellem Niels Oxen og det magtfulde selskab Danehof. Dermed binder Jens Henrik “sløjfe” på den gave, som han forærer Niels Oxen-fans verden over. Og det går faktisk rigtig godt med serien. Især i Holland, og lige nu bliver der også arbejdet på at træde endnu mere ind på det tyske marked. Bind 2, De mørke mænd, slutter meget åbent. Her efterlades læseren med en kæmpe tvivl, og der har da også være utålmodighed at tyde blandt Oxen-fans, som har ventet på tredje bind.
Skriveprocessen
Jens Henrik blev spurgt til, hvilken skriveproces han gennemgår, når han skriver sine romaner. Af artikler og en hurtig internetsøgning fremgår det, at Jens Henrik, modsat mange andre krimiforfattere, bruger hele to år på at skrive sine bøger. Dermed ligger der også et kæmpe research-arbejde bag. Blandt andet har Jens Henrik læst en masse om krigsveteraner, inden han startede på Oxen-serien. Jens Henrik har ikke som sådan en køreplan, han skriver bare, uden helt at vide, hvor det bærer hen. Og romanen skal helst være udfordrende, ikke kun for læseren, men også for Jens Henrik. Han bruger derfor lang tid på at lave indviklede plots, der udfordrer. Når han sidder så længe med en historie, kan han nogle gange blive helt i tvivl om, hvorvidt den egentlig er spændende, og så stopper Jens Henrik sin skrivning, og kigger nærmere på, om trådene i historien er for gennemskuelige. Modsat mange andre forfattere så bruger Jens Henrik ikke betalæsere. Han skriver sin historie selv, og kan også bedst lide at “være kaptajn på skibet“. Han vil føre det sikkert i havn. Derfor handler det ifølge Jens Henrik om at tviste handlingen, flette små historier ind i historien, så man opretholder spændingen. Hvor meget skriver du?, spurgte vi. Jens Henrik svarede meget resolut, at i en god periode skriver han fem sider om dagen hver dag i en måned. Nogle gange sætter hans sig små mål. Og dem skal han nå. Men andre dage kan han måske skrive 8-9 sider. De 5 sider om dagen er dog rimelig færdige. Når han først har skrevet dem, så går han ikke tilbage og retter i dem. “Det er de 5 sider, som fører mig videre”, fastslår Jens Henrik.
Krigsveteranen
At Niels Oxen lige er blevet en krigsveteran har noget at gøre med de artikler, som Jens Henrik læste om, hvordan danske krigsveteraner bliver behandlet af systemet, når de vender hjem til Danmark igen. Og derfor ville Jens Henrik i sin roman lave et tværsnit gennem krigsveteraner, og hvordan de trives med post traumatisk stress. Jens Henrik understreger også, i snakken om romanfigurer, at der ikke er nogen genvej til at skabe en god karakter. Den skal have sit eget liv, og skal ikke komme fra et evt. interview med krigsveteraner.
Inspiration og facebook-venner
Om det at blive inspireret fortæller Jens Henrik, at han hele tiden samler ind. Hvis han pludselig kommer på en scene, dialog eller et sted, så skribler han det ned med det samme.”Jeg er som et egern, jeg går hele tiden og samler sammen og lægger ned i min skuffe“, fortæller Jens Henrik. Og så roser han sine facebook-venner. Jens Henrik er hurtigt blevet en af Danmarks mest populære forfattere på facebook, og han ser mange gode muligheder i den interaktion, som der opstår mellem forfatter og læsere derinde. Dem der følger Jens Henrik på facebook er glade for Oxen-universet, de kommer løbende med kommentarer og beskeder, hvor de roser bøgerne for deres raffinement. Mange læsere skriver også til Jens Henrik, at de har helt ondt af Oxen og alt det, som han skal gennemgå i bøgerne, men at de troligt følger ham. Og det er læserne der, på facebook især, motiverer Jens Henrik til at skrive videre. Samtidig forsøger han også at svare så mange som muligt, så de ved, at han sætter pris på deres kommentarer.
En anderledes krimi
Jens Henrik Jensen bliver ofte rost for sine indviklede plots, og sin evne til at forny krimigenren, som i forvejen er så fyldt med gentagelser. Se evt. mit blogindlæg her om krimigenren. Hos Jens Henrik indeholder handlingen noget, som mange andre krimiforfattere mangler, og samtidig er Oxen også en anderledes romanfigur. Han er ikke journalist eller politiassistent, han er tungere og med mere substans. Og så lægger der et slør af hele veteran-problematikken, og vores danske system, der ikke behandler vores veteraner ordentligt.
At være forfatter
Mange af os omkring bordet denne sene tirsdag aften, ville gerne vide, hvordan Jens Henrik har det med at være forfatter. Og ifølge ham er der både fordele og ulemper. Det er en udfordring at være forfatter, fordi Jens Henrik kun er sig selv. Han bruger ikke betalæsere, fordi han gerne vil have, at bogen er sin egen. Som tidligere nævnt er der også typisk to år imellem Jens Henriks bøger, og det kan godt blive ensomt engang imellem, at sidde med sine egne tanker og sin romanfigur så længe ad gangen. I de perioder snakker han næsten ikke med nogen. “Jeg snakker egentligt kun med pædagoger, når jeg henter børnene“, griner Jens Henrik. Men han nyder også at være forfatter. Det er et privilegium understreger han, og hvor han på avisredaktionen altid havde travlt, er der i forfatterskabet tid til at fordybe sig i en anden verden.
De frosne flammer
Bind 3 om Oxen er en lang bog, men Jens Henrik synes egentligt, at den er skarpt skåret. Ikke ét ord for meget, og det gik faktisk nemt nok med at skrive den. Jens Henriks redaktør på Politikens Forlag, Anne, var også begejstret for den, og hun er ellers svær at imponere. Men det er også vigtigt at kunne forny sig i en trilogi, forklarer Jens Henrik. Alle forfattere har ofte et eller flere yndlingsord. Fx afslører Jens Henrik, at han altid skriver formentlig, i stedet for måske. Det vil jeg formentlig altid lægge mærke til, når jeg skal læse en af hans romaner. Vi talte også en del om titler, og Jens Henrik forklarer, at han altid har sin titel klar, inden han begynder at skrive. Nogle gange kan det være en arbejdstitel, men den holder som regel ikke længe, før Jens Henrik finder den endelige. De hængte hunde havde han fx fra start, hvor der gik længere tid med De mørke mænd. Der er bogstavrim i alle titlerne i trilogien, og derfor skulle De frosne flammer også være et bogstavrim. Men der arbejdede Jens Henrik længe med en arbejdstitel der hed De fortabte frænder, som så blev til De frosne flammer, der er et udtryk for Niels Oxen og de andre hovedpersoner. Det har haft store konsekvenser for dem at gå op imod magteliten. De er frosset til. Deres flammer er slukket, og da titlen først faldt på plads, tænkte Jens Henrik: “Wauw!”
Hvad læser forfattere selv
Som mange andre forfattere har Jens Henrik heller ikke tid til at læse meget litteratur, ud over den han selv skriver. Så da vi spurgte ham, hvad han læser, skulle han lige tænke sig om. Han nævnte dog, at han mest læser krimier, og netop har læst Jo Nesbøs Snemanden. Lige nu læser han Arne Dahl, som han holder meget af, og har læst meget af, og selvfølgelig også Wallander. Men der skal jo være plads til en klassiker, så en gang om året læser Jens Henrik også lige noget Hemingway, og er i den forbindelse blevet glad for at læse Martha Gelhorn (hun var gift med Hemingway), og Jens Henrik læser netop hendes samlede artikler.
Kommer der mere Niels Oxen?
Der er vist mange, der spændt venter på, om vi kommer til at høre mere fra Oxen, eller om den sidste bog i trilogien er slutningen. Til det svarer Jens Henrik, at han ikke helt ved, om han er færdig med Oxen. Danehof ja, men Oxen kan måske godt udvikle sig. Intet er dog sikkert. Jens Henrik ved heller ikke helt, hvornår han sætter sig til tasterne igen. Lige nu er der travlt med promovering, interviews og signeringer af De frosne flammer, og han har ikke en deadline for, hvornår han vil gå i gang med sin næste bog.
Da de to hyggelige timer var forbi, nåede vi alle lige at få signeret vores bøger og få et fællesbillede med Jens Henrik. Det var et meget veltilrettelagt arrangement fra Politikens Forlags side, og jeg håber helt bestemt, at jeg får lov at blive inviteret en anden gang igen. Jeg var også så heldig, at jeg fik alle tre Oxen-bind foræret, og fik dem samtidig signeret. Nu ved jeg da, hvad jeg skal læse i efterårsferien.