Titel: Vinterbørn. Forfatter: Dea Trier Mørch. Sider: 293. Forlag: Gyldendal. Udgivelsesår: 1976/2016. Anmeldt for: Gyldendal ★★★★★
En helt unik skildring af livet på SVANGREGANGEN i 1970’erne med alt hvad det indebærer af lugte, lyde, smerte og glæde.
“Symmetrisk i to lange rækker sidder barselskvinderne i det hvide hospitalstøj med deres nyfødte i armene i sengelampernes kegleformede lys. Brysterne er blottede og børnene lagt til. Der høres små smaskelyde, stønnen og dæmpet tale. Hvilken fulkommengjort kvindeverden!”
Dea Trier Mørchs klassiker fra 1975 er netop blevet genudgivet af Gyldendal og har bevaret den litografiske forside fra førsteudgaven, tegnet af forfatteren selv. Følelserne omkring bogen er ligeså stærke som dengang for 40 år siden. Læs bare Kristeligt Dagblads artikel her. Og nu hvor jeg ikke selv havde stiftet bekendtskab med klasikkeren før, så er genudgivelsen den perfekte mulighed. Det er en bog som alle kommende mødre, såvel som de der allerede har født, bør læse. Dea Trier Mørch formår at tegne et skarpt portræt af sygehusvæsenet anno 1976 med spareplaner, brunlarkerede træbakker og rygning på stuerne. Det ses blandt andet i beskrivelserne af Linda, der læser Romanbladet, og den polske rengøringsassistent Baska, som er så on point og sigende for den tid, som romanen indgår i.
På svangregangen taler kvinderne om alt fra politik til præventionsmidler, og det er denne enkle hverdagssnak, som mange kvinder i 70’erne og opefter har kunne relatere til. Romanen fortæller samtidig den upolerede sandhed om det at føde og tiden derefter med barselsudflåd, amning og uendelig træthed. Romanen er fortalt af en alvidende fortæller, men i dagbogsform og følger således kvinderne på svangregangen fra den 16. december til 15. januar. Det er en vigtig og stadig aktuel bog om fødsler og seksuallivet, hvordan det hænger sammen og ikke gør, og så er det et værk, der sætter problemer til debat i den brandesianske tradition. For hvad betyder den individuelle frihed og retten til at bestemme over sin egen krop? Hvis barnet er handicappet, må moren så slå det ihjel? Ifølge en af kvinderne i bogen, så er moren den eneste, der har ret til det. Det er altså store etiske spørgsmål, der bliver diskuteret i Triers klassiker.
Vinterbørn tager sin læser helt med ind i de fødende kvinders tanker. De selvsikre urinstinkter og de unødvendige bekymringer. Men vigtigst af alt, så er romanen også en hyldest til sygeplejersker, læger og jordmødre, hvis indsats og omsorg er altafgørende for den fødende. Noget der heldigvis ikke har ændret sig i de 40 år, siden romanen udkom. Hvilken fuldkommengjort bog!
Fantastiske passager
Almindeligvis kender hverken manden eller kvinden noget til kvindens vagina. Den er mørk og mystisk og lisså gådefuld som stjernehimlen.
Denne mærkelige kvindeverden, hvor den ene kvinder stikker hånden op i den anden kvindes vagina.
Der ligger de – VINTERBØRNENE – i deres mekaniske livmødre af glas og stål. Dømt til at overleve.
Der er en mærkelig, helt speciel lugt på barselsgangen. En sødlig duft af spædbørnenes afføring og urin, af det blodige barselsudflåd mellem mødrenes ben, af mælken, der løber fra brysterne og stivner på hospitalsskjorten. Af sved blandet med de prangende, kunstigt fremdrevne blomsters duft og lugten af klor og vaseline.
Vinterbørn er en af de bedste læseoplevelser, jeg nogensinde har haft. Den udkom kort efter, jeg havde født mit første barn, så den var meget aktuel og relevant for mig at læse. Senere har jeg læst den igen flere gange, og den vil altid stå i min bogreol 🙂
Det er dejligt og velfortjent, at bogen nu er genudgivet, så endnu en generation af kvinder/mødre kan få glæde af den!