Titel: De urolige. Forfatter: Linn Ulmann. Sider: 399. Forlag: Gyldendal. Udgivelsesår: 2016. Anmeldt for: Gyldendal ★★★★
En smuk og skrøbelig beretning om at huske, begribe, elske, leve og dø. Linn Ulmann skildrer ømt, troværdigt og nærværende sin barndom og voksenliv.
“De ville være frie. De ville være børn. De talte om frihed og kunst, men kom løbende tilbage til trygheden hver gang det ukendte blev for meget. De var børn af den lille verden. Min mor og far ville være fortabte sønner, begge to, når festen var slut, ville de hjem.”
Linn Ulmann er dette år nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris for den genrebrydende roman De urolige, der omhandler hendes opvækst som barn af det kendte par Liv Ulmann og Ingmar Bergmann. Og det kan man godt forstå. Da jeg læste romanen skulle jeg dog lige læse mig helt ind i den. Den starter smukt med et kapitel, der i punktlig essaylignende form fortæller om pigens forhold til sine forældre og livet på Hammars, men den tager for alvor fat om sin læser, når vi kommer til kapitlerne om bogprojektet mellem pigen og faren, der skulle blive til via båndoptagelser. Linn Ulmanns beskrivelser af farens sygdom og deres sidste tid sammen er helt unik:
“Det tog tid at dø, det foregik, og hvis nogen havde spurgt mig den sommer: Hvad laver han nu? ville jeg have svaret at han ligger og dør, selv om det ikke ville have været helt rigtigt, for selv om han lå rigtig meget, skete det også at han sad eller krummede sig sammen, af og til blev han af geskæftige eller velmenende kvindehænder løftet op og placeret i kørestolen og trillet ud i køkkenet og fik serveret en omelet.”
Dialogerne mellem datter og far, da sygdommen for alvor tager fat i ham er til tider uforståelige, falmende, langsomt, fordi faren søger efter de rigtige ord, har glemt dem, præget af alderdom, og pigen må væbne sig med tålmodighed. Det er ømt og modigt af Linn Ulmann at skildre sin berømte far, teater – og filminstruktøren Ingmar Bergmann på en sådan måde, men hun gør det med respekt og forståelse. Også de afklarede passager om Linn Ulmanns liv med sin mor, den berømte skuespillerinde Liv Ulmann, er værdigt læsestof. Man fornemmer nærmest smerten helt inde i huden på sig selv, når pigen fortæller om, hvordan hun fulgte med moren til USA, men aldrig faldt til, om de utallige barnepiger, og om det misforståede venindeforhold, der opstod mellem dem. Det er dog ikke kun forældrene, som Linn Ulmann fortæller om. I nogle af bogen sidste kapitler reflekterer hun også over sit eget liv og handlinger. Her indrømmer hun ærligt, at hun efter farens død, ser “en kvinde med rykvise bevægelser som taler højt og går hurtigt, og som ingen vil have noget at gøre med. Jeg ville ikke have lyst til at have noget med hende at gøre.” Det er en roman, der fortæller om det at glemme og huske på samme tid. Om at tage sig af hinanden og snakke sammen, når vi stadig er her, og om at mindes, når tiden sammen er slut.
Jeg anbefaler romanen til den eksperimenterende læser, der gerne vil prøve kræfter med en anderledes romangenre, og til dem der nyder æstetik og uforglemmelige betragtninger over livet.