Boganmeldelse: Mich Vraa – Haabet

Titel: Haabet. Forfatter: Mich Vraa. Sider: 315 sider. Forlag: Lindhardt & Ringhof. Udgivelsesår: 2016. Anmeldereksemplar: Lindhardt & Ringhof. ★★★★★

“Efter måneder på havet, det grumme ocean der kostede os så mange liv under overfarten, rejser disse øer sig af det lysende hav, og var man ikke forbenet, ugudelig skribent, ville man fornemme en guddommelig ånd i det vidunderlige syn; for det er nærmest ikke til at beskrive hvor smukt et skue de er, øerne. Pludselig er de der, som en flotile af fartøjer med skum for den østvendte bov, smalle lysende bræmmer af det hvideste sand mellem havets blå og bjergenes frodige, grønne massiver.”

Mich Vraas stærke, modige og smukke roman om slavehandel på De Vestindiske Øer er altopslugende fra første side, sprogligt overlegen og gennemført i sin brevudveklselende fortælleform. Uden tvivl min største læseoplevelse i år!

I fragmentariske kapitler får vi gennem flere interessante fortællerstemmer i brevform fortalt historien om slavehandel på de Dansk Vestindiske Øer i slutningen af 1700-tallet, ligesom den uretfærdige forskel på hvid og sort, slave og fri udpensles. For “mens førstnævnte kom som eventyrer og nybygger for at høste øernes rigdom, kom sidstnævnte mod deres vilje, som de usleste af væsener, knap nok mennesker, for at slide sig til døde og se deres børn og kære gøre det samme for den hvide mands forgyldte kraveknappers skyld”.

I Haabet følger vi som læser Anton Frederiksen, kaptajn på fregatten Haabet, der rejser ud i verden og har slaver med i sin last, hans kone Ane og deres eventyrlystne datter Maria, der i sin tid blev født på en af de Dansk Vestindiske Øer, og som i 1803 glæder sig til at følge med sin far på endnu en rejse over verdenshavene til Sankt Thomas og de andre øer. Men det er til morens store ærgelse, da Ane har forfærdelige minder forbundet med De Vestindiske Øer. Vi følger også den ideologiske og humane professor Mikkel Eide, i sin søgen efter det virkelige liv på sukkerplantagerne, da han på anmodning af redaktør de Souza er sendt ud for at skrive en bog, senere “Den danske forbrydelse,” om slaveriet og forholdende på de frodige øer i Vestindien. Professor Eide bor for en tid i 1823 på plantagen Solitude vest for Charlotte Amalie på øen Sankt Thomas. Her skal han opleve og nedskrive livets gang, men det går hurtigt op for den humane professor, at man ikke kan være et tænkende menneske, hvis ikke man kan ænse brutaliteten og råddenskaben. Den uretfærdighed, som de rige plantageejere behandler deres slaver med. Voldtager dem, pisker dem, kalder dem undermennesker og regner dem ikke for at være et menneske. De sorte har ikke nogen sjæl. Ikke mere end en ged eller en ko. De er dyr. Beskidte og lugtende. Professor Eide er en fritænker, der kæmper for den sorte mand, men han har det svært med at bære den personlige skam ved selv at være en hvid mand. Redaktør Souza skriver derfor således til ham: “Man kan og må ikke stå til ansvar for de fejl og måske endda forbrydelser som ens fæller i race, nationalitet eller samfundsklasse begår“.

Den skiftende fortælleform med brevvekslinger, der ikke kun varierer fra afsender til modtager men også i årstal, gør ikke bare fortællingen mangfoldig, men også uhyre spændende og konstant i bevægelse. Som læser glemmer man tid og sted omkring sig og bliver fra første side suget ind af Vraas smertefulde og digteriske sprog, som er højst troværdigt, gennemsyret af historiens geologiske ophav. Det er en sproglig lækkerbisken af en symfoni Vraa præsenterer sin læser for, fyldt med tovværk og tømmer, beskøjter, hvide skumtoppe på bølgerne, spændte sejl, vestenvind, kridtet sand, azurblåt hav, palmebælter og overdådige plantager. Fortællekompositionen består af breve, dagbøger, og logbogscitater, og udgør tilsammen en højst attråværdig blandet landhandel. Det er stor fortællekunst af Vraa.

For overskuelighedens skyld har jeg her anført de forskellige handlindsspor, som romanen følger:

• 1788: Kaptajn Frederiksen er på vej hjem fra Sankt Thomas, hvor han har sejlet ulovlige slaver ned og har haft sin kone og to måneder gamle datter med på rejsen, da et blodigt slaveoprør opstod.
• 1802: Maria skal med faren til De Vestindiske Øer igen og er ovenud begejstret. Moren meget skeptisk. Brevvekslinger og Marias personlige dagbogsoptegnelser.
• 1803: Skibslæge Peder Reimanns dagbog. Hans syn på de sygdomme og dødsfald, der sker på rejsen fra Guldkysten til De Vestindiske Øer, den rejse hvor Maria også er ombord.
• 1810: Maria erindrer sin første rejse med Haabet i 1802. Tænker tilbage og fortæller i sin bog “Den Dramatiske og Samdfærdige Beretning om Min Tid på Havet og på Jorden“.
• 1823: Professor Eide er ankommet på Sankt Thomas og skal skrive sin bog. Mange år efter, at slavetransporterne ifølge loven skulle være ophørt.

Professor Eide frastødes af sine oplevelser på Jan Marcussens sukkerplantage på Sankt Thomas jo længere han er der, jo mere brutalt og umenneskeligt bliver det for ham. Eide forsøger at forstå slave- og plantageejeren Marcussens valg og handlinger, men opdager, at det er for sent: “Hans afstumpethed chokerede mig. Jeg var lige ved at sige noget i den retning, men jeg gjorde det ikke. Det var som om der hele tiden blev skrællet endnu et lag menneskelighed af det sted hvor jeg opholdt mig, af de mennesker det bestemte reglerne på Sankt Thomas”.

Midtvejs i romanen væmmedes jeg selv ligeså meget som Professor Eide. Han beskriver det meget præcist her: “Jeg læser om de hvides sadistiske straffemetoder og gyser og væmmes og lægger teksten fra mig. Og et øjeblik efter læser jeg videre“. Det er nøjagtigt det samme, som Anna Neye påpeger i sin guidebog til hvide, det er derfor, at Colson Whiteheads Den underjordiske jernbane har vundet Manbooker og Pullitzer prisen, og hvorfor Mich Vraas bøger er solgt i store oplagt og har givet ham Otto B. Lindhardt prisen. Fordi vi fascineres af brutalitet, fordi vi må vide mere om vores forfædres forbrydelser, fordi vi må tale om og erkende vores historie som kolonimagt. Det er en ambivalens mellem forfærdelse og fascination, som er både svær at forsvare og anklage.

I dag er de Dansk Vestindiske Øer blevet til De Amerikanske Jomfruøer. Solgt til Amerika for 25 millioner under Første Verdenskrig. Og som Anna Neye også påpeger i sin bog, så er slavehandlen måske afskaffet, men vi tjener stadig penge på andres ulykke. Mich Vraa skriver følgende i romanens efterskrift: “Sankt Thomas er i dag et turistmareridt. Slavernes efterkommere er endt som den hvide krydstogtturists tjenere og souvenirkræmmere”.  Romanen såvel som efterskriftet gav mig lyst til at råbe og slå hovedet ind mod muren. Kan vi ikke stoppe denne verdens elendighed! Forhåbentlig. I mellemtiden kan danskere kan passende starte med at læse Haabet og andre oplysende tekster om slaveriet og kolonisering.

At læse romanen var som selv at gå ombord på Haabet. Liggende i vandet, halvt nedsunket i sit brede runde skrog og en syngende rig knejsende over dækket, og lastet med velsmagende passager: “Sukkeret strømmede over Atlanterhavet; sveden strømmede ned ad negrenes rygge; blodet strømmede fra de piskede kroppe. Kongen blev slavehandler. Fruen i Bredgade nippede til sin te. De fromme danske bedsteborgere lukkede øjenene. Så kom forbuddet mod den transatlantiske slavehandel.“

PASSENDE BØGER AT LÆSE EFTER HAABET:

Mich Vraa – Peters kærlighed (selvstændig fortsættelse af Haabet)
Susan Donnell – Pocahontas
Anna Neye – En guidebog for hvide
Diana Gabaldon – Drums of Autumn
Diana Gabaldon – The Fiery Cross
Colson Whitehead – Den underjordiske jernbane
Solomon Northup – 12 år som slave
Harriet Beecher Stowe – Onkel Toms hytte
Wilbur Smith – Den gyldne løve
Niels Brimnes et. al – Danmark og kolonierne
Astrid Nonbo Andersen – Ingen undskyldning
Thorkild Hansen – Slavernes skibe og Slavernes øer
Isabel Allende – Øen under havet

GemGem

GemGem