Boganmeldelse: Pia Ryding – Smukke og lille skat

Titel: Smukke og lille skat. Forfatter: Pia Ryding. Sider: 234 sider. Forlag: Skriveforlaget. Udgivelsesår: 2017. Anmeldereksemplar: Skriveforlaget ★★★★

“Jeg trækker vejret helt ind og skal til at gå i gang, fjerne computer, tage tallerkner frem, og så er de der. Polaroidbilleder, der hænger på en lysebrun, glat tørresnor, sat fast med træklemmer. Min barndom. Jeg kan se de første billeder, lejligheden, som vendte ud mod baggården, min fars værksted”.

Man gjorde to børn fortræd. I romanen Smukke og lille skat skildrer forfatteren Pia Ryding ærligt og gribende en familie præget af tavshed og incest.

Søstrene Mille og Pia fortæller hver især deres version af barndommen fyldt med skilsmisse, omsorgssvigt, overgreb og tavshed. En barndom, hvor de for det meste er overladt til sig selv og ikke bliver passet på af forældrene.

Det er Pias egen familiehistorie, hvilket kun gør romanen endnu stærkere og autentisk, som læsningen skrider frem. Det er tydeligt, at det har været vigtigt for Pia at give en stemme til sin søster og ikke mindst sig selv, at åbne op for tabuet at vokse op med overgreb, og ikke mindst vise andre børn og unge i samme situationen, at det at tale om det er bedre end at være tavs. Som hun skriver i forordet: “..vi har vundet retten til at vælge vores liv. Retten til vores historie”. Pia har sammen med sin søster givet deres historie videre. “Så den kan genfortælles, gøres større eller mindre, få sit eget liv”. Pia Ryding vil vise, at vores stemmer kan have stor magt. Ikke meget ulig den prisnominerede og anerkendte norske forfatter Vigdis Hjorths roman Arv og miljø, der ifølge hende er et skrig, der blev til skrift. Også hos Hjorth handler det ikke så meget om selve incesten, men om at blive hørt.

Vi møder første gang jeg-fortælleren Pia, da hendes psykolog opfordrer hende til at sætte noget på skrift omkring sin barndom til deres næste session. Pia har egentlig ikke lyst til at huske tilbage, men tager alligevel snakken op med sin mand over stegte bøffer. Og så er de der. Minderne fra hendes barndom i form af gulnede polaroidbilleder. Og Pia husker tilbage. Til lejligheden på Nørrebro, farens værksted, hvid arbejderklasse, ungdomsoprør og hippier, spraglet tøj og nøgne kroppe, hårdt arbejde, kogte kartofler og øl. Og en rodet familie bestående af mor, far, bror, en halvsøster, en stedfar og to farmødre.

Er i tematik og fortællemåde i familie med Vita Andersens Indigo, Vigdis Hjorths Arv og miljø, Lotus Turells Hemmeligheder for pige og Tove Ditlevsens Det tidlige forår, og vil helt sikkert begejstre læsere, der også nyder de fire andre damers evne for at erindre og skrive gribende scener mellem børn og forældre.

Det er en skarp og velfortalt historie, kløgtig udgivelse af Skriveforlaget, omend der er et par taste/tavefejl og til tider lidt forkert kommatering, men selve historien og temaet overdøver det heldigvis.

Pia Ryding formår meget troværdigt at skrive det barnlige erindrende jegs Forestilling af verden frem, hvilket skaber en autencitet, der sammen med den skiftende synsvinkel som er henholdsvis Pia og søsterens Milles tilbageblik bærer romanen fremad.

Begge pigerne er skiftevis naive og rationelle omkring det, at deres stedfar beder dem røre ved ham og rører ved dem også. På den ene side ved de godt, at det ikke er normalt, at det er forkert, men på den anden side er det også rart. At far putter Mille og ligger sig helt op af hende. Så ved hub jo, at han faktisk elsker hende. Det er lige dele barskt og frustrerende at læse om de misbrug, søstrene bliver udsat for. Man får som læser et skræmmende og grusomt indblik i, hcad det vil sige at være udsat for incest, og ikke mindst hvor svært det er at italesætte og stoppe. Søstrene deler i lang tid ikke med hinanden, hvad deres far og stedfar tvinger dem til at gøre: “Ja, altså, jeg hørte min søster og far. For vi deler værelse. Det er dejligt, så kan jeg være ligesom hende. Jeg ved ikke, om hun forstår, hvad jeg mener, så jeg siger ikke noget“, tænker Mille.

Usikkerheden og forældrenes svigt påvirker Pia op i sine ungdomsår. Hun føler sig ikke hjemme noget sted og er tydeligt mærket af sin stedfars overgreb og morens kølighed. Moren har altid bedst kunne lide lillebror. “Jeg har raget mit hår af. Da jeg havde kørt den blå skraber hen over min hovedbund første gang, blev jeg nødt til at gøre det færdigt. Jeg er ikke sej nok til at blive punker, prøver at klæde mig ud som skinhead, køber et par støvler. Jeg ser mig ikke i spejlet. Hører ikke til”.

Smukke og lille skat er barsk og til tider direkte kvalmende læsning. Mange passager var svære for mig at læse, men hvor er det modigt og vigtigt, at Pia og Mille har delt deres historie med os alle.

En gribende historie om at råbe op, konfrontere og ikke blive hørt. Om at indse, at intet barn må blive udsat for misbrug. Om en mor, der ikke kan finde ud af at passe på sine børn. Om to søstre, der først bliver splittet men finder hinanden igen, da de indser deres barndoms rædsler. Av, mit hjerte en bog.