Titel: Dødevaskeren. Forfatter: Sara Omar. Sider: 336 sider. Forlag: Politikens Forlag. Udgivelsesår: 2017. Anmeldereksemplar: Politikens Forlag ★★★★☆
“Hun ville så gerne lette sit hjerte; give slip på alt det smertende mørke, men hun vidste, at hvert et ord, hun havde at sige, kun førte til mere død og ulykke.”
Det sker med jævne mellemrum, at et litterært værk ikke kun er en spændende fortælling, men en virkelig historie, vigtig for sin samtid og for vores forståelse af hinanden, det kan sågar være et spørgsmål om liv og død. Sådan en bog er Dødevaskeren. Sara Omar har uden tvivl skrevet den modigste og vigtigste bog i 2017.
At det har kostet forfatter Sara Omar dyrt at skrive Dødevaskeren kan der vist ikke herske nogen tvivl om. Se bare de mange ophedede diskussioner, værket efterfølgende har været afsæt for, eller på de PET-vagter, der har vogtet tæt ved Sara Omars side gennem hendes bogsignerings-tour rundt i landets boghandlere og litterære institutioner.
Dødevaskeren er en barsk og hjerteskærende fortælling om et udsat pigeliv, om religion, miljø, familie, ære og skam. Vi følger pigen Frmesk, der i kraft af sit køn ikke er ønsket af faren, og hele sin barndom må ligge under for tvivl om, hvorvidt hun er forbandet eller velsignet. Da faren, og dennes familie, vil have omskåret Frmesk, og volden samtidig intensiveres mellem Frmesks mor og far, ser moren ingen anden udvej end at sætte Frmesk i pleje hos sin mormor og morfar. Hos sine omsorgsfulde og belæste bedsteforældre, mormoren er Dødevasker og vasker de kvinder, ingen andre vil begrave, og faren er pensioneret oberst med et mangfoldigt bibliotek og et kritisk blik på Islam og religion generelt, får Frmesk for en stund den trygge barndom, som alle børn har krav på. Men 80’ernes Kurdistan er præget af folkedrab, krig og had, og inden længe indhenter Frmesks fortid hende.
Jeg skulle bare lige læse de første kapitler, da jeg ikke var helt sikker på, om jeg kunne bære endnu en hård læseoplevelse, da har lige været igennem Den, der lever stille og Den fabelagtige familien Frank, men Omars fortælling greb hurtigt fast i mig, og jeg havde svært ved at lægge den fra mig igen.
Litterært er Dødevaskeren måske ikke den største kunst, sprogligt bærer det præg af mange korte sætninger, der giver fortællingen et lidt til tider rapt tempo, men tematisk, eksistentielt og helt grundlæggende er det intet mindre end en magtdemonstration. Hvor er det modigt af Omar, at hun har taget sproget og ordet i sin magt og givet det videre. Til alle os, der ikke forstår. Til os, der ikke kender til sådanne rædsler og livsvilkår, til alle kvinderne, til mændene der hader dem, til kvinderne der hader de andre kvinder i stedet for at stå sammen, men også til de, som forsøger at redde dem. Til os alle. Og til forhåbentlig efterfølgende debat og åbenhed omkring de ting, der udfolder sig i kulturer, som den Frmesk er opvokset i. Romanen kan nemt ses som en kritik af Islam, og det er den på sin vis også, men som med andre gode socialrealistiske værker er det også en fortælling om miljø, om fattigdom og relationer, om familier og traditioner, om magt og frygt. Ting der ligeså vel som religion kan påvirke den måde, vi er sammen med hinanden på.
Der er alligevel dele af sproglig overlegenhed og maleriske beskrivelser af vinduer, beskrevet som levende mennesker med øjne der ser, som her, hvor Omar med det samme sætter scenen for sin læser, og tager os med til en lille krigshærget landsby i Kurdistan i 80’erne:“Den lune østenvind stred sig umætteligt gennem Zamwas snoede gader i sin jagt på ofre, som den kunne rive omkuld eller trække med sig i sit slibende glid mellem byens bygninger. Dens hæse åndedrag piskede små, skarpe sandkorn op fra vejene og lod dem hvirvle rundt i en støvet dans langs byens forblæste husrækker”.
Der er allerede fra starten et krævende persongalleri, og de arabisk klingende navne kan være svære for den gennemsnitlige kartoffeldansker som mig selv at holde styr på, men det har forlaget og Omar løst nogenlunde med listen over navne forrest i romanen. Dødevaskeren er fortællemæssigt komponeret med et nutidsplan, hvor vi følger Frmesk, som i 2016 er indlagt på Skejby Hospital, hvorfor ved vi ikke, og så et datidsplan, fortalt af en alvidende fortæller, skiftende mellem bedsteforældrenes, forældrene og den tætte families synspunkt, om Frmesks fødsel og tidlige barndom i 1980’ernes Kurdistan i byen Samwa.
I en samtale mellem Frmesk og den unge medicinstuderende Darya på Skejby, hvor BBC kører i baggrunden, taler de om menneskerettigheder, homoseksualitet og undertrykte kvinder. Darya mener, at det er politik, men Frmesk mener, at det er Koranen, da Tyrkiets præsident Ergodans politik bygger på koranen. Darya mener ikke, at man kan sætte lighedstegn mellem koranen og politik, fordi koranen rummer mange smukke ting ifølge hende, og det er er spørgsmål om, hvordan man fortolker den. Frmesk remser en række vers fra koranen om, der siger, at kvinder er mænds pløjejord og de skal behandles derefter. At den mange steder legaliserer vold mod og voldtægt af kvinder. Men Darya forsvarer igen og siger, at hun ikke tolker koranen sådan. “Men hvordan står du som kvinde, hvis du bliver gift med en mand, der tolker Koranen præcis på den måde?” spørger Frmesk så. Omar har virkelig fat i nogle af de svære spørgsmål, og hvor er det modigt, at hun tør stille dem.
Hold nu op, Dødevaskeren er virkelig barsk og til tider kvalmende læsning. Jeg havde lidt den samme oplevelse, som da jeg læste Et lille liv. Jeg var næsten ikke sikker på, at jeg kunne læse videre efter side 79, hvor faren voldtager moren, kun få dage efter Frmesks fødsel, hvor moren endnu ikke er vokset sammen forneden, og hvor han under akten udbryder: “Jeg skal fandme give dig for sent, din ko. I har gjort min madras uren, og det for en møgunge af en pige”, efter han opdager, at Rubar har født deres datter på hans seng. Det gjorde ondt helt inde i hjertet at læse det, men jeg er glad for, at jeg alligevel fortsatte.
At skrive denne roman må for Sara Omar have været det samme, som det var for Frmesks mormor at vaske de døde: “Det var urent, det mente alle andre, men hun kunne ikke efterlade dem som uslebne krystaller og ignorere deres tavse stemmer.” TAK, Sara. Fordi du ikke ignorerede de tavse stemmer!