Titel: Manhattan Beach. Forfatter: Jennifer Egan. Sider: sider. Forlag: Klim. Udgivelsesår: 2018. Anmeldereksemplar: Klim ★★★☆☆
“Piger med blæselamper. Piger, der skar metal i stykker; piger, der byggede støbeforme af skibsdele i træ. En nøgternhed hos selv de kønne af dem; kig eller lad være. Tørklæder bundet om håret. Dexter beklagede sig ofte over, hvor bløde moderne piger var, men disse damer så i høj grad ud til at kunne bære en revolver”.
Manhattan Beach er en rørende fortælling om en datters længsel efter sin far, og hendes søgen efter at opklare, hvorfor han forsvandt sporløst. Det er Pearl Harbor møder Godfather, og i de bedste dele af romanen er det bragende intenst.
Anna Kerrigan er tolv år, da hun første gang møder Dexter Styles. En mand hvis betydning for hendes egen far og familie Anna endnu ikke kan forstå. Hun registrerer en mystisk spænding mellem de to mænd, men først år senere, da Annas far forsvinder, møder Anna igen Dexter og begynder at forstå de mørke hemmeligheder der bandt sig om hendes fars liv. USA og resten af verden er i krig, og Anna arbejder i mellemtiden på et orlogsværft, hvor kvinderne har overtaget mændenes job. Efterhånden bliver Anna også den første kvindelige dykker, som deltager i farlige, undersøiske reparationer af de gigantiske krigsskibe.
Det var egentlig meningen, at jeg skulle anmelde Manhattan Beach, da den udkom på dansk hos Klim i december sidste år, men jeg opdagede aldrig Camillas besked, så derfor har jeg først nu fået bogen til anmeldelse. Og selvom jeg ikke læser anmeldelser af de bøger jeg selv skal vurdere, inden jeg læser dem, så har jeg alligevel opfattet, at Manhattan Beach har fået fine ord med på vejen. Hvis man var i tvivl kunne man bare kigge på de flotte internationale omtaler. Evening standard kalder den “en gribende version af den store 1800-tals roman” og herhjemme skriver Berlingske, at bogen er “elementært spændende, halvt thriller, halvt historisk drama, og de sidste 100 sider sidder man med hjertet oppe i halsen”. Jeg kender faktisk slet ikke selv til Egan, så beg glædede mig til at gå i gang med Manhattan Beach, der også scorer højt i Goodreads vurderinger.
Egan har valgt en altvidende fortællerstemme, der skifter mellem de forskellige karakterers synsvinkel, og det kan sådan set skifte fra den ene sætning til den anden, hvilket gør fortællingen nuanceret og giver et indblik i mange karakterers tanker og følelser, men det kræver også en opmærksom læser. Vi skifter primært mellem Anna Kerrigan, faren Eddie Kerrigan og den mystiske Dexter Styles’ synsvinkel.
Annas far forsvinder sporløst en dag. Han efterlader sig en bankbog og papirer til moren, som har han planlagt det. Pigerne og moren taler aldrig om ham igen. Nu er de alene, og Anna arbejder på orlogsværftet i Brooklyn med at måle ting til krigsskibene og forsørger moren og lillesøsteren Lydia, som er krøbling. Anna bliver veninder med den ligefremme og livlige Nell, der tager hende med på natklubben Moonshine på Manhattan. Her støder Anna igen ind i Dexter Styles, men giver ham spontant sit navn som Anna Feeney, og afslører altså ikke deres forbindelse, som går gennem hendes forsvundne far Ed Kerrigan.
Dexter er gangster, opererer på begge sider af loven, og har en rig svigerfamilie, en datter Tabatha, som Anna legede med som barn, og nu de to tvillinger, Phillip og John Martin, sammen med konen Harriett. Dexter er imponeret over, at Anna og de andre kvinder er begyndt at overtage mændenes arbejde, som er udsendt i krigen, og beslutter sig for at besøge værftet sammen med sin svigerfar, svoger og datter, som alle er nysgerrige også. “Tabby betragtede sin morfar, men den gamle mands blik rørte aldrig hendes. En svaghed i hans generation: De havde ingen anelse om kvinders værdi”.
Jeg elskede Anna. Hun er stærk, modig og stædig. Hun VIL være dykker og bærer den tunge dykkerdragt i smerte men stilhed og overbeviser løjtnant Axel på orlogsværftet om, at han skal lade hende dykke. Hun går sine egne veje og følger sine instinkter og følelser. Anna var uden tvivl også den mest interessante karakter – måske fordi jeg bedre kan identificere mig med en ung, ambitiøs kvinde fremfor en ældre gangster. Jeg nød virkelig Egans sprog og karakterer. De var tilpas fyldte med mystik, ligesom jeg også var glad for tidsbilledet af 40’ernes krigsramte Amerika. Jazz, gangsters, rationeringsmærker, fabrikker og natklubber. Min læseoplevelse var dog overordnet set lidt svingende, og jeg morede mig klart mest, når jeg var i selskab med Anna og de andre damer på værftet, end når jeg bevægede mig i irske og italienske mafiakredse med Dexter Styles, Dunnellen og Ed Kerrigan. Slutningen skuffede mig desværre også meget, jeg fandt den lidt flad, som jeg ofte gør med “krimier/thrillere”, men det er som helhed en udemærket roman, og mange andre læsere vil nok føle sig fint underholdt.
Anbefalet lyd under læsning: Glenn Miller —