Anmeldelse: Syng, levende og døde, syng af Jesmyn Ward

Titel: Syng, levende og døde, syng. Forfatter: Jesmyn Ward. Sider: 304. Forlag: Politikens Forlag. Oversætter: Juliane Wammen. Udgivelsesår: 2018. Anmeldereksemplar: Politikens Forlag ★★★☆☆

“For jeg ville have Michaels mund på mig, fra første øjeblik jeg så ham komme gående over græsset hvor jeg sad i skyggen af skolens skilt, så han mig. Så forbi hud af samme farve som kaffe og mælk, øjnene sorte, læberne blommefarvede, og han så mig. Så det omvandrende sår jeg var, og kom for at være min lindring”.

Syng, levende og døde, syng er en brutal og samtidskritisk roman, der tager afsæt i race, fordomme og familie, men som desværre aldrig nåede helt ind under huden på mig. 

Jesmyn Wards prisbelønnede og anmelderroste roman om en families dramatiske historie i Sydstaterne er endnu en af Politikens Forlags smukke, oversatte bøger. Romanen er blevet omtalt og rost blandt anmeldere og andre forfattere, og jeg selv havde da også glædet mig til at se, om bogen levede op til de høje forventninger.

I romanen møder vi Jojo, der er tretten år gammel og bor med sin lillesøster Kayla hos deres bedsteforældre ved Mississippis kyst. Her kæmper Jojo med at forstå, hvad det vil sige at være en mand. Han mangler ikke forbilleder og ser op til sin sorte morfar Pop, sin hvide far Michael, som snart bliver løsladt fra fængslet, sin fraværende farfar Big Joseph, og minderne om sin afdøde morbror Given. Jojos mor Leonie er en flygtig tilstedeværelse i hans liv. Hun vil gerne være en god mor, men er ude af stand til at sætte sine børns behov først, og når hun er på stoffer er det særlig svært. Hun skiftevis trøstes og hjemsøges af syner af sin afdøde bror, som kommer til hende, når hun er påvirket. Da børnenes far løslades sætter Leonie, JoJo og Kayla af sted nordpå i bil mod fængslet Parchman i hjertet af Mississippi. Der vandrer en anden trettenårig dreng, genfærdet af en død indsat, rundt på gangene. Med sig bærer han hele den dramatiske historie om de amerikanske sydstater – og han har også noget at lære JoJo, om arv og kærlighed, vold og tilgivelse.

Jojo og hans familie lever i en verden, hvor de er Sorte og de andre Hvide. Som Leoni siger: hvis jeg kommer op at skændes med min hvide veninde Misty, og der bliver ringet efter politiet, så er det mig, der kommer i fængsel. Man fornemmer altså som læser det vigtige underliggende tema, som romanen tager op: race. Romanen er bygget op som skiftende kapitler, hvor det primært er moren Leonie og sønnen Jojo, der bærer synvinklen og fortæller historien.  I Jojos kapitler er der også længere, kursiverede passager, hvor Bedstefar Pop fortæller Jojo om sin fortid. Om fængslet og bomuldsmarkerne, og sulten og ondskab. Og det er faktisk her, at jeg fandt romanen stærkest.

Leonie kan ikke slev tage sig af sine børn, og det er tydeligt at Jojo har overtaget forældrerollen. Det er ham, der kender Kaylas behov, det er ham hun søger, når hun er syg eller ked af det. Ikke deres mor, der skiftevis ærgrer sig og ikke tager ansvar for sine børn. Cokerusen er for stor og spøgelset af hendes afdøde bror Given for insisterende. Romanen skildrer sylespidst de problematiske familieforhold. Bedstefar og svigerfar Big Joseph er racist og hader Leonie, fordi hun er Sort, og ikke mindst børnene, fordi de er halvt Sorte, og samtidig bærer de to familier på en gammel tragisk sorg, der for altid har bundet dem sammen.

Jesmyn Ward skriver autentisk og har givet børnene en sydstatslig accent, der fornemmes selv i den danske oversættelse. En autentisk roman om om familie, social arv, om at sønner ikke er deres fædre. Om at bryde fri, være modig. Om kærlighed der ikke er farvet. Og om racisme, fordomme og skyld.

“Det eneste en nigger kan finde ud af, er at være slave”.

Jeg var næsten halvvejs gennem bogen, og den havde stadig ikke rigtig bidt sig fast i mig. Jeg fandt fortællingen lidt rodet og uden fokus. Bedstefar Pops erindringer fra bomuldsmarkerne var gribende og fik mig til at tænke på Whiteheads underjordiske jernbane, men fx passagen om en fremmed drengs arrigskab, da han taber i Grand Theft auto, og moren der slår ham for at få ham til at falde ned kedede mig og gav ikke mening for selve plottet.

Syng, levende og døde, syng er et dysfunktionelt familiedrama skildret troværdigt i sin sprogtone, men uden nogensinde at blive rigtig  vedkommende for mig. Anbefales til læsere af Lisa Wingates Inden vi blev jeres, Glasslottet og Colson Whiteheads Den underjordiske jernbane.