Anmeldelse: Hengiven af Patti Smith

Titel: Hengiven. Forfatter: Patti Smith. 112. Forlag: Klim. Oversætter: Charlotte Kornerup. Udgivelsesår: 2018. Anmeldereksemplar: Klim ★★★★★

“Vi må skrive, kaste os ud i et utal af kampe, som handlede det om at tilride et genstridigt føl. Vi må skrive, men ikke uden konsekvente bestræbelser og visse ofre: kanalisere fremtiden, genopdage barndommen og indfange fantasiens og rædslens tåbeligheder for en åndeløs læserskare”. 

En lille bog men stor litteratur. Rockstjernen, forfatteren og poeten Patti Smith tager i Hengiven sin læser med inden for i den verden, hvorfra hun finder inspiration til at skrive. 

Jeg elsker elsker elsker Patti Smith og ikke mindst hendes erindringsroman Just Kids. Derfor kunne jeg selvfølgelig ikke andet end takke ja til at læse og anmelde Hengiven, da Klim sendte den til mig. Bogen er en del af Yale Universitys udgivelsesserie Why I Write, hvor de har bedt en række forfattere fortælle om, hvorfor de skriver. Og som altid fortæller Smith om sin kærlighed til litteraturen på en måde, der kan smelte selv den største modstander. Hun hylder sine litterære helte, og vi hylder hende.

Bogens fortælling kredser om en ung kvinde, der undersøger besættelsens dybe kraft. I essayform og med udgangspunkt i notater følger vi fortælleren til Albert Camus’ hjem og forlæggeren Gallimards have. Vi er også med på rejse til Simone Wells grav uden for London og på vandring gennem navnløse parisiske gader i Patrick Modianos romaner. Vi får som læser et sjældent indblik i verden omkring os, set gennem Patti Smiths øjne. Hvordan hun oplever sine omgivelser som forfatter, kunstner men også som læser selv.

Patti Smith prædiker også læresætningen: Vil du skrive, så læs. Kan du ikke skrive, så læs: “Det irriterer mig, at jeg ikke kan skrive, men tænker, at dét at fortabe sig i den energiske sløvhed i Modianos univers næsten er ligesom at skrive. Man kryber ind under huden på fortælleren og mærker hans svagt paranoide optagethed af bagateller, og rummet omkring en forandres. Midt i en sætning rækker jeg uundgåeligt ud efter min pen”. Hengiven er en lang kærlighedserklæring til litteraturen med små, skønne anekdoter fra Smiths lange læseliv: “Udsigten til at gå ombord på et fly uden en bog fremkalder en bølge af panik” skriver Smith. En god bog kan fungere som en slags vejleder, ja endda ændre en rejses forløb.

Om Bevidsthedens arbejde hedder den første selvbiografiske del i bogen, hvor Smith bogstaveligt talt tager på en litterær rejse. Hun skal til Paris og mødes med sit franske forlag, og er ligeledes en indre refleksion i Smith over skrivekriser og inspiration, og hvor den kommer fra. Og konklusionen er enkel: Inspirationen kommer alle vegne fra, i alt hvad hun oplever. Pludselig bliver en tallerken med helt runde æg til en rund dam, eller ting bliver vendt på hovedet. Anden del hedder Hengiven og er en rørende fortælling om en hende og en ham. en art novelle, om en hende og ham, er fremragende skrevet. Poetisk som vi har mærket og set Smith skildre kærligheden i Just Kids: “Han gik på gaden, første gang han lagde nærke til hende. Hun var lille. Hendes hud var porcelænsagtig, og hun havde et tykt, mørkt, skarptklippet pandehår. Det var vinter, men hendes kappe var tynd, og sømmen på hendes uniform var ujævnt syet”. Hun er en forældreløs estlandsk kunstskøjteløber med store drømme, han er en ældre, velhavende og voyerisk forfører og måske også hendes redning: “Om natten, når de lå sammen og var matte, fik de glimtvis indtryk af hinandens verdener. Han fortalte om et priviligeret liv med en far, der var diplomat, og en mor, der kom fra en fremtrædende schweizisk familie. Han havde haft privatlærer, talte mange sprog og var socialt formfuldendt, men i sit indre var han rastløs, fortæret af en trang til at rive alt fra hinanden for så at sætte det sammen igen efter sit eget hoved. Han fandt trøst i Rimbaud, som gjorde netop det med ord”. Tredje del hedder En drøm er en drøm, og her er vi igen tilbage i det selvbiografiske, og tager med Smith på besøg i Albert Camus’ hjem i Paris, ligesom vi er tilbage i Smiths indre tanker og blik på verden.

Patti Smith er en benådet fortæller. Hvem kan skrive så gribende og indtagende en “roman” på 60 sider? Historien om den ældre mand Alexander og skøjteløberen Eugenia tryllebandt mig fuldstændig, og lod mig hungre efter mere. Deres dialoger er så kraftige, at de næsten springer op fra siderne: Jeg tilhører ingen, siger Eugenia udfordrende til Alexander: “Ingen? Han smilede og knappede hendes sweater op”. 

Hengiven er intelligent og poetisk prosa, det er en overbevisende og fin lille note i Smith imponerende forfatterskab.