Titel: Der der. Forfatter: Tommy Orange. Sider: . Oversætter: Rasmus Hastrup. Forlag: Politikens Forlag. Udgivelsesår: 2018. Anmeldereksemplar: Politikens Forlag ★★★☆☆
“Vi er blevet defineret af alle mulige andre og bliver stadig bagtalt på trods af lettilgængelige internetfakta om vores historiske virkeligheder og nuværende betingelser som folk”.
Der der er skrevet med en insisteren og en usentimentalitet, der gør de indfødte amerikanere og fortælleren til herrer over deres egen fortid fremfor et offer. Det er ikke en roman der er skrevet for, at vi skal få ondt af de indfødte amerikanere, men fordi vi skal forstå deres historie.
Tommy Oranges formål med den anmelderroste roman Der der er at give en mere sandfærdig stemme til de moderne indianere. En der ikke er påvirket af en overordnet og konstrueret historiefortælling, som den børnene lærer i de amerikanske historietimer. Tommy Orange er selv indfødt amerikaner og indlemmet af cheyenne- og arapaho-stammen, og han er på den måde personligt investeret i sin debutroman, som han har arbejdet på siden 2010, hvor idéen først opstod.
Prologen i Der der er et historisk tilbageblik for at give læseren de fornødne forudsætninger for at danne sig indtryk af resten af fortællingen, for at vi kan forstå de indfødte amerikaneres ståsted i dag. Hvordan deres forfædre fik taget deres land fra dem af fremmede kolonister, der troede, at de havde fundet En Ny Verden. Ifølge Orange er sandheden om, hvad der skete, i historier over hele verden, og blodet fra nedslagtningerne, ikke længere i cirkulation. Men det vil de være nu, pga. Der der. En modig og usentimental debutroman af en forfatter, der bruger hele sin arv og historie til at gøre os andre klogere. Når Orange således fortæller om fortidens brutale massakrer på sit folk, taler han også om dem som et “vi”. “Vi” blev mejet ned med haubitser, “Vi” stod under det amerikanske flag, mens de gik løs på os. “De” flåede “os” i stumper og stykker. Der hersker altså en meget distinkt og undertregende os vs. dem mentalitet, der kun underbygger romanens stærke budskab.
Indianerne blev flyttet til byen som en del af den hundrede år lange folkemordskampagne. De skulle udryddes, blive ligesom de andre. Tilpasse sig byens beton og veje. Men det skete ikke: “Vi for ikke vild mellem de høje bygninger, strømmene af anonyme masser, trafikkens uophørlige spektakel. Vi fandt hinanden, lancerede indianercentre, tog vores familier og powwows med, vores danse, vores sange, vores perlesmykker” skriver Orange.
Romanen er polyfonisk, flerstemmig, og dølger således en række personer, der skal samles til en stor powwow i Oakland. Der skiftes således både mellem jeg-fortællere og tredjepersonsfortællere, hvilket gør romanen endnu mere nuanceret og med flere vinkler. Det kræver også en opmærksom læser at holde styr på. Orange har udtalt, at det var et helt bevidst valg, at den skulle være flerstemmig, fordi han selv havde læst sådan en roman, hvor alles historier lidt efter lidt bliver vævet sammen. På dansk ville vi kalde det en kollektivroman.
Vi møder således forskellige skæbner. Fx Tony Lonemann, som er 21-år, utilpasset, en kende voldelig, intelligent og med et ødelagt ansigt, fordi moren drak fra han var inde i hendes mave. Han bor hos sin bedstemor Maxine: “Maxine får mig til at læse indianerting, som jeg ikke altid forstår. Men jeg kan godt lide det, fordi når jeg forstår det, forstår jeg det helt langt nede, hvor det gør ondt, men føles bedre, fordi man føler det, noget man ikke kunne føle, før man læste det, som får én til at føle sig mindre alene, og som om det ikke kommer til at gøre ligeså ondt mere.” – og det er jo præcis det, som Oranges roman handler om. At føle, at læse noget, så man ikke føler sig alene, og så det ikke gør så ondt. Dene Oxendene er medlem af cheyenne- og arapahostammerne, og bor sammen med sin mor Norma og er fascineret af grafitti og tags. Han planlægger at lave en film om indianernes historie i Oklahoma, sin onkel Lucas livsværk, der døde af alkoholmisbrug, og drømmer om at få et legat til sit projekt. Opal Viola Victoria Bear Shield bor sammen med sin søster Jacquie og sin mor, de er fattige og flytter fra hus til hus og bor i en årrække på Alcatraz. Da moren dør af kræft og pigerne bliver efterladt hos en onkel, og Jacquie er gravid, ser verden pludselig sort ud for de to piger. Edwin Black har læst litteraturvidenskab med fokus på oprindelig amerikansk litteratur, men lever i en cyberverden, han er træt af at være overvægtig, og selvom han er i 30’erne bor han sammen emd sin mor og hendes kæreste Bill. Edwin kender ikke sin rigtige far men ved, at han hedder Harvey, han finder ham på facebook, logger på sin mors konto og skriver til ham, og de aftaler at mødes til den kommende powwow i Oakland. Bill Davis er pedel og kærester med Karen, Edwin Blacks mor. Han er Vietnam-veteran og har siddet fem år i fængsel men det var selvforsvar, og så er han træt af at hjælpe med at passe Karens voksne søn. Calvin Johnson bor sammen med sin bipolar søster og hendes datter Sonny. Calvin skylder deres bror Charles penge, og bor derfor gratis hos søsteren, imens han sparer op.
De mange stemmer væves ind i hinanden, og det var imponerende, hvordan Orange skrev sine karakterers historier sammen undervejs. Titlen Der der (There There) kommer fra forfatteren Gertrude Stein, som i sin selvbiografi taler om det sted, hun var vokset op i Oakland, at det havde ændret sig så meget, at der var bygget så meget nyt, at hendes barndoms der, det der der, var væk, så der ikke var noget DER længere.
Prologen med sit rå og skarpe historiske tilbageblik står for mig stærkest i romanen. Det er hér, at bogen er banebrydende, modig, vigtig, brutal og smuk. Tematisk er det overordnede budskab også fint: at fortælle en historie om forskellige mennesker, der er bundet sammen af en arv, en kultur, en fortid, men som hver især søger at finde deres plads i den verden, de lever i, men selve sproget, opbygningen og de mange karakterer gjorde desværre, at jeg ikke rigtig blev fanget af nogle af karaktererne, og synes selve pointen med romanen, en fortælling om indianeres vilkår, blev skubbet lidt tilside for andre mindre sidefortællinger.
I sin helhed skuffede Der der mig desværre lidt. Så fandt jeg Susan Donnells Pocahontas, omend fiktioneret, en langt stærkere og bedre fortælling om indianere. Der der anbefales til folk der har læst romaner som Den underjordiske jernbane af Colson Whitehead, Mich Vraas bøger om Dansk Vestindien, Pocahontas af Susan Donnell, Syng, levende og døde, syng af Jesmyn Ward eller Anna Neyes Emma Gad for hvide.