Desværre nåede jeg kun forbi Louisiana lørdag i år, men det var uden tvivl også de tre ovenstående forfattere, der var mine must-sees. Jeg er jo så forkælet, at jeg heldigvis har mødt/oplevet mange af de dygtige danske forfattere herhjemme, og derfor kunne jeg også sagtens affinde mig med, på Brinkmann-manér, at GÅ GLIP og begrænse mig. Louisiana Literature er, som jeg tidligere har nævnt, en af mine yndlings litteratur-festivaler herhjemme, det er mere roligt og mindre kommercielt end BogForum, og så synes jeg stadig, at Louisiana formår at trække flere større internationale navne til, og give mere plads til den lidt smallere litteratur og debutanter. At rammerne er Knud W. Jensens smukke kunstmuseum og udsigten til Nivå Bugt gør bestemt heller ikke festivalen mindre attraktiv.
Delphine de Vigan
Parkscenen var fyldt, da franske Delphine de Vigan gik på scenen. Jeg kom lidt i sidste øjeblik, så endte med en ståplads i siden af teltet, men fik efterhånden sneget mig længere og længere ind, så jeg også kunne tage nogle billeder. de Vigan er netop nu aktuel med romanen De loyale, og snakken, der foregik på fransk og med danske oversættelse efterfølgende, tog også afsæt i denne. En forfatter har ifølge de Vigan en bestemt form for loyalitet. Det gælder om at være loyal mod kilden til ens stof. Man forbryder og forråder loyalitet, hvis man ikke skriver ud fra det der udskriver fra ens selv, udtalte hun. De loyale er en kort roman, og de Vigan anbefaler, at man læser den i et stræk hvis muligt, man skal ikke ligge den fra sig. Det er som en detektivroman, hovedpersonerne, der hver især har en gåde, de skal løse, en person, de skal redde. Alle fire personer i romanen er også på et meget afgørende tidspunkt i deres liv og deres hemmeligheder bliver afsløret lidt efter lidt. Snakken gik også på de Vigans autofiktive roman Alt må vige for natten og om det at skrive om sin mor. Intervieweren spurgte de Vigan, om hun følte sig loyal over for sin mor, da hun skrev den, og de Vigan sagde meget kontant: Jeg gjorde det kun fordi min mor var død. Fordi Delphine de Vigan, såvel som datteren i romanen, er hende, der finder moren, da hun har begået selvmord, gav det de Vigan en form for ret, en autoritet til at skrive romanen. Tilbage til De loyale udtalte de Vigan, at den handler om mange slags loyaliteter. Loyalitet mellem læreren og Theo. Mellem drengene og generelt mellem alle karaktererne i den polyfoniske roman. Og så blev der også talt lidt om kulturelle forskelle. I Tyskland og Danmark bliver der grint af mange passager i Delphine de Vigans bøger, men ikke i Frankrig. Franskmændene ser bøgerne som alvorlige, tristesse, men de Vigan har faktisk lagt humor ind flere steder og er glad for, når læserne griner af de små humoristiske episoder. Efter interviewet fik jeg mit eksemplar af Alt må vige for natten signeret, og dermed havde jeg også opnået mit vigtigste mål med festivalen.
Javier Marías og Domenico Starnone
De to populære forfattere, spanske Javier Marías og italienske Domienico Starnone var også på mit program, og de levede fuldt ud op til mine forventninger. Begge originaler, begge med et ualmindeligt skarp blik på deres egen skrivegerning men også litteraturen generelt. Om inspiration udtalte Marías blandt andet: “Efterligning er et udskældt ord, men det er jo egentlig en udmærket gerning. Jeg bliver inspireret og skriver, fordi jeg har læst.” Marías er aktuel med romanen Ondt er begyndt, som jeg købte spontant på festivalen og fik signeret. Romanen skildrer en hustand, der lever i skyggen af en uhyggelig fortid og udforsker, hvor grusomme vi kan være over for dem, vi elsker i Spanien 1980, lige efter Francos død. Den 23-årige Juan de Vere bliver hyret til et job – og det kommer til at forfølge ham resten af livet. Eduardo Muriel er en kendt filminstruktør, han er beleven, diskret og ufejlbarlig – et uimodståeligt idol for en ung mand. Muriels kone, Beatriz, er en blød og moden kvinde, der glider gennem sin mands hjem som et uønsket spøgelse og finder trøst i andres senge. I periferien står Jorge Van Vechten, den mystiske familieven, der knyttes til en række dystre rygter.
Domenico Starnone er måske, måske ikke, den ene halvdel af pseudonymet Elena Ferrante. Han er i hvert fald flere gange blevet peget på, sammen med sin kone Anita Raja, som et godt bud. Starnone er lige nu aktuel med to romaner på dansk, begge udkommet på GRIF forlag: Drilleri og Bånd, og efter sigende skulle der være mange små referencer til Ferrantes skrivestil i dem. Starnone fortalte på festivalen, hvordan han, efter at have fået kritik af sin far for en realistisk novelle, skrev i hemmelighed. Altså under pseudonym. Ferrante, hallo!! Nå, men Starnone var faktisk også selv meget kritisk og arbejdede i nogle år derefter som lærer og skrev for en italiensk avis. Da han var 40 skrev han en politisk klumme for avisen og med den italienske skole som emne- den fortælling fik en kæmpe succes, og på den måde genfandt han sin lyst til at skrive. Moralen er derfor ifølge Starnone: Man skal blive ved med at skrive, det er aldrig for sent. Starnone tog også publikum med tilbage til sin ungdom: “Da jeg var ung læste vi bøger. Vi havde ikke fjernsyn. Jeg hørte historier fra min mormor. At læse var at organisere en verden. Det er ikke kun dejlige historier. Tv betyder i dag, at mange unge læser mindre, men en af mine studerende fik Madame Bovary til læsning, hun havde læst den, men forstod ikke, hvorfor hun fik til opgave at læse om en idiotisk kvinde? Men hun havde jo ret. Læsning af værker og klassikere er en kortlægning af verden og at finde sin egen position i verden. Så man kan danne sig en kortlægning af, hvad litteratur er. Fiktion er noget, hvor jeg er herre over handlingen, jeg bygger den verden op, som jeg vil have til at eksistere. Jeg bestemmer over karaktererne. Jeg prøver at finde revner i den virkelig verden, hvor jeg kan skrive historier ud fra.”. Det var selvsagt et fantastisk interview, men desværre signerede Starnone ikke efterfølgende, hvilket virkelig skuffede mig, da jeg ikke havde mulighed for at se ham de andre dage, og stod i kø i regn med mit medbragte eksemplar af Drilleri. Nå, men jeg må jo besøge ham en dag i Napoli i stedet.
Jeg havde alt i alt endnu en fantastisk weekend i Humlebæk. Vi ses til næste år!