Anmeldelse: Vi er brødre af Iben Mondrup

Titel: Vi er brødre. Forfatter: Iben Mondrup. Sider: 547. Forlag: Gyldendal. Udgivelsesår: 2018. Anmeldereksemplar: Gyldendal ★★★★★

“Poul kunne mærke sit held. Han forestillede sig Jens sidde ved katederet i klasseværelset. Et tåbeligt syn, i det hele taget en tåbelig idé at herse med andre for sin egen fornøjelses skyld. Broren ville blive klogere, han kunne tids nok finde ud af at han tog fejl”. // “Han ville ikke være som Kurt. Eller som Poul, en skide proletar der også foragtede ham, som vrængede ad ham med sin mors stemme, min søn, studenten, og som betragtede hans arbejde som komplet ligegyldigt fordi han ikke havde skrubbet hænder og talte om kammerater og løftede noget tungt, men i stedet brugte sit hoved og tænkte sig om”. 

Vi er brødre er et skarpt portræt af en dansk familie i tiden efter Anden verdenskrig. Om mennesker der forsøger at leve videre, om brødre, venskab og den første kærlighed. Om at gå sine egne veje. Om fædre og sønner. En roman, der giver sig god tid til at fortælle sin historie. 

Med sin nyeste roman Vi er brødre har den prisbelønnede forfatter Iben Mondrup taget afsæt i sin egen slægts historie. Idéen til romanen opstod, da hun ved et held fik fat i sin farfars gamle arkiv bestående af gamle breve, dokumenter og aviser, der alle fortalte en historie om modige mænd, der, ligesom farfaren selv var en del af modstandskampen under Anden Verdenskrig.

I romanen følger vi de to brødre Poul og Jens, der vokser op i i Nordjylland efter Anden Verdenskrig. Deres far har været leder af modstandsbevægelsen i Frederikshavn og har måttet foretage nogle valg, der forfølger ham, og som han ikke kan tale om. Poul har passet på sin mor, mens faren var under jorden, og føler stadig et stort ansvar for hende og den forsigtige lillebror, Jens. Men som 15-årig får han nok og stikker til søs, og den 12-årige Jens er nu alene på hjemmefronten, da faren pludselig forsvinder og efterlader ham og moren husvilde og alene i et lånt sommerhus. Den opmærksomme læser vil kende Jens fra Mondrups tidligere romaner Godhavn og Karensminde. Vi er brødre kan således læses som en slags prequel til Karensminde og Godhavn, hvor vi lærer Jens at kende som barn, inden han stifter den familie, vi følger i de foregående romaner.

Jeg var bjergtaget fra første sætning. Iben Mondrup skriver godt. Vedkommende, skarpt og med detalje for den tid, fortællingen foregår i. Der er en underspillethed i sproget, som dog alligevel formår at skildre karakterernes indre følelsesliv så levende. Mondrup skriver imponerende sanseligt og rytmisk dansk, så siderne vender sig selv.

Familien bor i Frederikshavn og Neppens havn synes at være byens centrum i fortællingen. Det er her, to lokale fiskere findes druknet, det er her Poul går tur med smukke Henny, det er her, far Harald har sejlet den tyske stabsfeldwebel væk under krigen fra. Tidsbilledet står troværdigt, det er tydeligt at Mondrup ikke bare har en sans for sprogbrug, tendenser og rekvisitter fra Danmark i 1940’erne og opefter, hun har brugt sit personlige materiale godt. Læseren er ikke på noget tidspunkt i tivivl om, hvilken virkelighed Mondrup forsøger at tegne.

Stemningen, fællesskabet på Neppens havn og byens interesse for fiskeri minder mig lidt om de fire generationer af sømænd fra skipperbyen Marstal i Carsten Jensens Ærø i Vi, de druknede. For også i hos Mondrups karakterer i Frederikshavn spiller havet en stor rolle: “De sad tavse en tid i den varme kabys, og Poul var allerede på havet, ikke længere bare på en fjollet tur med Sverigesbåden, men på oceanet, på bølger der hævede sig over selv de største skibe, og som lagde sig tungt igen, i huller dybe som dale. Han delte kølerum med tre af de andre sømænd, smalle køber med næsten ingen plads til deres skuldre. Sådan lå man på havet, det meste af tiden var man u gang med noget andet end at sove, man sled i trosser og trisser, man var sømand, ligesom Henrik”. Og det er da i første omgang også denne længsel efter havet, der får Poul til at rejse hjemmefra.

Vi er brødre består af tre dele, hvoraf første del fortæller historien fra Pouls synspunkt, dog med en altvidende fortæller, i anden del er det fra Jens’ synspunkt og i sidste del skiftevis Poul og Jens, hvilket også understreger det, at vi følger to brødres udvikling fra barn til voksen. Som i Karensminde, der indbragte Mondrup Blixenprisen, er det i Vi er brødre forholdet mellem forældre og deres børn, som er omdrejningspunktet. Det er den måde, børnene reagerer på forældrenes handlinger og ord, der skaber dramatikken og det videre forløb. Et stille familiedrama om, hvordan en mor og to sønner må leve videre, når faren forsvinder, og om to brødre der splittes i deres sympatier for deres forældre. Poul holder med mor, Jens med far. Og forældrene er ikke altid lige lette at leve sammen med.

Vi er brødre er en stærk roman og anbefales til læsere, som elskede Folkets skønhed, Sne på hendes ansigt og andre gode danske slægtsromaner. Et must-reed til efterårsferien.