Anmeldelse: Hvor jeg var barn, var der isbjørne af Anne Knudsen

Titel: Hvor jeg var barn, var der isbjørne. Forfatter: Anne Knudsen. Sider: 240. Forlag: Lindhardt & Ringhof. Udgivelsesår: 2018. Anmeldereksemplar: Lindhardt & Ringhof ★★★☆☆

“Det hus er et godt billede på min fortælling; den handler nemlig om en verden, der er så endegyldigt forsvundet, som hvis den aldrig havde været. Jeg vil fortælle om min barndom i Grønland mellem 1954 og 1961. Det hus, jeg taler om, lå i Tasiilaq på Østkysten lige syd for Polarcirklen; her var det endnu ikke en menneskealder siden, de første europæere var kommet, og vi var stadig ganske få.” 

Grønland har altid stået mit hjerte nær. Jeg har aldrig været der, og det er ikke til at sige, om det er fordi Nissebanden i Grønland er min yndlingsjulekalender eller fordi min barndomskæreste var grønlænder, men der er noget ved den sneklædte ø mod nord, der fascinerer, betager og forundrer mig.

Anne Knudsen er antropolog, dr.phil. og tidligere redaktør på Weekendavisen, hun er født i 1948 og så er hun opvokset i Grønland. Hvor jeg var barn, var der isbjørne er Knudsens egne erindringer fra sin barndom i Grønland, et Grønland hun så forandre sig, og som aldrig bliver det samme igen. Anne Knudsen nærer en autentisk og troværdig kærlighed til Grønland og dets befolkning, og i sine erindringer, der tager afsæt i hendes egne oplevelser som barn i 1950’erne tegner der sig også et portræt af et samfund og en levevis, få af os kender til.

Hvor jeg var barn, var der isbjørne er en fortælling om det barske klima, det iskolde mørke, det bundløse hav, de bidske hunde og de dødelige sygdomme. Om nordlys, solstorm og om at krydse Atlanten i båd, men samtidig også om venskaber, ensomhed og det at opfostre isbjørneunger i et bur ude i gården.

Bogen har fået gode anmeldelser i medierne, og det forstår man godt. Anne Knudsen skriver med respekt for erindringens vilkår og med en poetik, som var man på rejse med Kløvedal. Knudsen er en sikker og overbevisende skribent, der forstår at male billeder for sin læser, så denne selv føler sig tilstede i det Grønland, hun vil vise os. Bogen er i øvrigt smuk i sin indbinding og med autentiske polaroidfotos fra Anne Knudsens personlige billedarkiv, der understøtter fortællingen billedligt.

Anne Knudsens far bliver tilbudt en stilling i Grønland som Byggelederassistent og derfor flytter familien med mor, lillebror og Anne byen Tasiilaq i 1954 og starter et nyt liv. Her fortæller man ikke mor, når man har klatret på klippevæggen og her får man en isbjørneunge som kæledyr. Familien bor i Grønland fra 1954-1961 og rejser fra et efterkrigstidens Danmark, hvor sparsommelighed var en selvfølge. I første omgang rejser de til Sydgrønland, byen Qaqortoq, der dengang hed Julianehåb og er en af de ældste kolonier i Grønland, opkaldt i 1775 af danskere efter enkedeonning Juliane Marie. Her kommer de til moderne og lyse boliger og alt er nyt og pænt og rent: “Vores hus i Tasiilaq var et rødmalet træhus med hvide vinduesrammer, grønne skodder og sort tag af tagpap; det lå på toppen af en fjeldknold øst for elven, tæt ved det højeste punkt på vores side af dalen.” 

Bogen er også en stille men skarp kritik af Danmarks on-going kolonisering af et land, der ret beset ikke burde være vores. En lille fortælling i en større fortælling om et Rigsfælleskab. Knudsens barndomsland viser os et Grønland som et samfund delt i to mellem Grønlændere og Euopæere. Et samfund delt i to etager uden nogen tvivl om, hvilken der var den fineste. Et samfund, der troede på industrialiseringen, på bedre madforsyning, nye boliger og et samfund, der kunne stoppe med at være overladt til naturens luner og konsekvenser. Der var alkoholforbud på Østkysten og ingen kunne ifølge Knudsen dengang have forudset, hvordan det i løbet af en enkelt generation kunne gå til i druk og social armod. Allerede som barn oplever Knudsen en følelse af hjælpesløshed over for de grønlandske børn: “Når jeg tænker tilbage var det nok første gang, jeg fik denne hjælpeløse fornemmelse ved en grønlandsk person, at jeg ikke forstod hende og ikke kunne nå hende; men det blev ikke sidste gang.” 

Det er erindringer af en voksen kvinde, der 50 år efter hun forlod Grønland ser tilbage på en barndom, og hvordan hun som barn opfattede den verden omkring sig. En kvinde, der stadig, som de mange andre danske børn der er opvokset på Grønland, bærer landet med sig resten af sit liv: “I denne del af Grønland står bjergene stejle og dybgrå med lilla skygger, som nysmedede økseblade hugget i jorden; landet er lodret og skarpt og savtakket, og på nordskråningerne ligger der sne hele året rundt”. Anbefales til alle, der er nysgerrige på de kolde kontinent mod nord.

Følg og like liftix

Skriv et svar