Titel: Call me by your name. Forfatter: André Aciman. Oversætter: Niels Lyngsø. Sider: 304. Forlag: Rosinante. Udgivelsesår: 2018. Anmeldereksemplar: Rosinante ★★★★★
“Så var det som om dalens bølgende marker, der strakte sig op af bakkeskråningerne, lå i en simrende dis af olivengrønt: solsikker, vinranker, stumper af lavendel og de her lavstammede og ydmyge oliventræer der stod og ludede som krogede, ældede fugleskræmsler, der glanede ind ad vinduet til os mens vi lå nøgne på min seng, luften af hans sved, som var lugten af min sved, og ved siden af mig min mandekvinde, hvis mandekvinde jeg var, og overalt omkring os lugten af Mafaldas skyllemiddel med kamilleduft, som var duften af den brændende hede eftermiddagsverden i vores hus.”
Den danske oversættelse af Call me by your name er ligeså smuk, mesterlig og mavepustende, som sin orginaltekst. Uden tvivl en af nyere tids mest rørende kærlighedshistorier.
Rosinante har hørt min, og sikkert mange andres bøn, og derfor udkom Call me by your name endelig på dansk i august, så endnu flere danske læsere nu har mulighed for at opleve André Acimans mesterværk.
Den 17-årige Elio bor med sine intellektuelle forældre i en gammel villa i den italienske kystby Bodighera. Faren er professor og har hvert år, så længe Elio kan huske, haft sommergæster boende, unge logerende, studerende, der nogle timer om ugen, mod kost og logi, hjælper faren med mailkorrespondencer og andet papirarbejde. Elio forbereder sig derfor, denne italienske sommer i 1983, på at møde en klassisk studerende, være høflig vært i nogle uger, og så igen møde en ny, men da den høje, selvsikre og smukke Oliver ankommer, forandres alt. Og hverken Elio eller Oliver vil nogensinde glemme dette møde.
“Det var på det tidspunkt jeg besluttede at tilkendegive – uden at røre mig ud af stedet, uden at bevæge en eneste muskel i kroppen – at jeg var villig til at give efter hvis du pressede, at jeg allerede gav efter, var din, din og kun din, bortset fra at du pludselig var forsvundet, og selvom om det virkede alt for livagtigt til at være en drøm, var jeg alligevel overbevist om at det eneste jeg havde lyst til fra og med det øjeblik, var at du skulle gøre nøjagtig det samme som du havde gjort mens jeg sov”.
I André Acimans roman såvel som i Luca Guadagninos firedobbelte oscarnominerede film kan du dufte cypresserne, smage abrikoserne, mærke den norditalienske sommersol gnistre på dine arme. I den bohemeintellektuelle villa kan du høre Bach blive genkomponeret, læse Celan, filosofere med Heidegger eller danse i de lune sommernætter til lyden af 80’erne med The Psychedelic Furs. Du kan også bare forelske dig betingelsesløst i Timothée Chalamet og Archie Hammers perfekt portrætterede Elio og Oliver og deres modige, nøgne, brutale, ømme, smukke og livsbekræftende kærlighed. Call me by your name er en af de romaner, der sætter sig fast i dit hjerte og aldrig bliver glemt.
Jeg anbefaler især, at man læser bogen også, fordi at der, som altid, er så meget mere med, som ikke kommer med i filmen. I romanen er den fortalt som en erindring af Elio, i filmen oplever vi også alting fra Elios synsvinkel, men der er ikke nogen voice-over, så det kræver en opmærksom seer, der også kan tolke på alle Timotheé Chalamets fantastiske mimikker og gestik, hans skuespil er genialt. I filmen ser vi fx Olivers forskellige farvede våde badeshorts, de røde, de grønne, de orange, de hvide. Vi ser dem kun i hurtige klip i filmen, men i romanen lærer vi, at Elio har en teori om farverne ift. Olivers humør,og hvilke shorts han har på hvornår: “Han havde – det tog mig et stykke tid at finde ud af det – fire personligheder, alt efter hvilke badebukser han havde på. Hvis jeg vidste hvilket par det var, kunne jeg bilde mig selv ind at jeg havde en lille fordel. Rød: frimodig, egensindig, meget voksen, næsten bister og opfarende – hold dig væk. Gul: livlig, livsglad, sjov, ikke uden spydigheder – giv ikke efter lige med det samme; det kan skifte til rød på ingen tid. Grøn, som han sjældent gik med: føjelig, ivrig efter at lære, ivrig efter at tale, lys og glad – hvorfor var han ikke altid sådan? Blå: den eftermiddag han trådte ind på mit værelse ude fra balkonen, den dag han masserede min skulder, eller da han samlede mig glas op og stillede det ved siden af mig.”
Vi får desuden også hele baggrundshistorien om abrikos-onani-scenen, der for en “ikke boglæser” kan virke lidt malplaceret, pinlig og forvirrende, og vi får i romanen også at vide, hvorfor Elio egentlig får næseblod den aften, hvor familien har gæster, hvad er det egentlig, der påvirker ham så meget? Det viser sig, at Elio og Oliver under bordet fletter tæer, eller dvs. Oliver nærmere placerer sin fod ovenpå Elios, som for at vise magt og overlegenhed. Det er det, der udløser næseblodet. Og sådan kunne jeg blive ved. Jeg selv har set filmen, læst bogen, set filmen igen. Og det er en perfekt rækkefølge. Man kan også gøre det omvendt – men gør nu bare begge dele. Romanen er “kun” på lidt over 300 sider, men indeholder så meget livsvisdom.
“..og under dette brus af medlidenhed og samvittighedsnag , bølgende som en vag erotisk understrøm, lå de kommende lange år – så havde jeg lyst til at han skulle huske den formiddag på Monets strandvold da jeg kyssede ham, ikke første gang, men anden gang, hvor jeg lod ham få mit spyt ind i sin mund fordi jeg så desperat havde lyst til at få hans spyt ind i min”.
Niels Lyngsø, der selv er forfatter, har stået for den danske oversættelse, og selvom jeg elskede at læse romanen på originalsprog, fordi man bedre kan høre Timothée og Armie udtale dialogerne på den måde, så nød jeg også Lyngsøs minutiøse oversættelse. Han har fremragende formået at fange Acimans tone.
Sidste kapitel i romanen, epilogen, er ikke som sådan med i filmen. Derfor vil boglæsere opleve en anden slutning, en slags fortsættelse er det vel, som jeg endelig ikke vil afsløre her, da den efter sigende kommer til at danne baggrund for efterfølgeren til filmen, en Call me by your name 2, sim Luca Guadagnino har udtalt, at han arbejder på. Call me by your name er oplagt til dig, der elsker en rørende coming-of-age roman fyldt med romantik, begær, italiensk sommer, kunst og kultur. Et must-reed. Også på dansk.