Titel: Når krigen slutter. Forfatter: Bent Haller. Sider: 439. Forlag: Lindhardt & Ringhof. Udgivelsesår: 2018. Anmeldereksemplar: Lindhardt & Ringhof ★★★☆☆
“Der havde siddet en stakkels halvnøgen pige på ladet. Feltmadras, feltmadras, blev der råbt mod hende. De havde klippet alt håret af hende. Bilen kørte så langsomt at folk kunne få tid til at spytte på pigen. Og det gjorde de.”
Bent Haller har skrevet en troværdig roman om sin mor, der forelskede sig i en østrigsk soldat under Anden Verdenskrig.
Bent Haller gør som mange andre forfattere lige nu. Tager af sin hovedstol, som han startede på med Abelone fra Bangsbo, der var historien om hans oldemor. Nu er det morens historie. Bent Hallers mor forelskede sig i den østrigske soldat Helmuth under Anden Verdenskrig og kærligheden bar frugt. Nu giver Haller stemmer til de tyskertøser, feltmadrasserne, som der blev kørt hetz mod efter krigen. Og titlen er sigende: det er efterspillet, alt efter krigen er slut, der viser menneskets virkelige ondskab og had. Det er livet efter krigen for de danske piger, der forelskede sig i tyske soldater. I fjenden. Dem som forrådte Danmark. Bent Haller har selv udtalt: “at for dem slutter krigen først, når de dør, det samme gælder min mor”.
I romanen følger vi Edith, som bor sammen med sine forældre og en stor søskendeflok. Faren og brødrene er socialdemokrater, nogle af dem flirter med kommunismen, og tonerne går højt i det lille hjem, når snakken falder på politik og krig. Edith tjener hos mejeristen i Frederikshavn, men begynder snart at gå til bal med veninde Britta. Her møder hun så den føromtalte østrigske soldat, som hun forelsker sig i. Samtidig med Ediths forelskelse følger vi ændringerne i det lille samfund i Frederikshavn, da tyskerne har besat Danmark: “I begyndelsen af krigen havde der egentlig været ret frederligt. I den daglige trummerum kunne man indimellem næsten glemme at landet var besat, hvis man ellers holdt sig inden for hjemmets fire vægge og ikke bevægede sig for meget rundt i byen Men det ændrede sig nu. Der blev flere og flere voldelig sammenstød mellem danskere og tyskere. Det var ikke længere så sjældent man hørte skud i gaderne”.
Bent Haller skriver med en lethed, der til tider kan virke helt barnlig. Han er autentisk men uden at være poetisk prangende i sine miljøbeskrivelser, og så er han stærkest i sine dialoger mellem karaktererne. Dog var der lidt irriterende gentagelser nogle gange. Broren Lars slår fx hele tiden næven i bordet, når han bliver sur. Og det sker flere gange på få sider/kapitler. Det er lidt træls, for nu at sige det på dansk. Her kunne en redaktør måske have forsøgt at variere sproget lidt eller undlade at bruge knytnæven i bordet som understregning af, hvor sur Lars er. Det kunne måske siges med en replik eller et udråbstegn.
Jeg anbefaler romanen til dig, der gerne vil læse historisk fiktion, og som var vil med bøger som Vi er brødre, Folkets skønhed, Nattergalen, Suite francaise, Hvor der er fugle, Erna i krig og andre romaner om Anden Verdenskrig og stærke kvindeskikkelser. Romanen fangede mig aldrig helt, da jeg manglede lidt mere af historien mellem Helmuth og Edith, og jeg havde måske derfor nogle andre forventninger til den.