Guide: Sådan laver du godt billedindhold til din Instagramprofil

Eftersom flere har spurgt, har jeg besluttet at dele lidt ud af mine foreløbige erfaringer med Instagram som medie og det at lave indhold, der performer, skaber engagement og i sidste ende også flere følgere. Det er dog vigtigt for mig at påpege, at denne guide på ingen måde er en facitliste eller den korrekte måde at gøre det på. Den er baseret på mine +3 års erfaring på Instagram som professionel formidler og producent af content og altså skrevet ud fra de ting, som jeg oplever virker godt hos mig. Der er helt sikkert personer med mere erfaring end jeg, og som har større profiler og følgerantal, men jeg synes nu engang, at jeg har rykket mig meget, siden jeg startede bloggen, så her er mine bedste råd til at lave godt billedindhold på din Instagramprofil.


KONTINUITET/SAMMENHÆNG: En af de vigtigste ting er at køre samme stil og tema, både i farver, skarphed/sløring, men også i brug af smileys, typografier og grafik (fx i stories) – læs mere længere nede om, hvordan feed og stories gerne skal hænge sammen.

KVALITET/NATURLIGT LYS/HØJE PIXELS: Det er vigtigt at dine billeder er skarpe, at du ikke bruger unaturligt lys som fx lamper eller blitz, tag gerne billeder i dagslys, og brug et godt kamera. Det behøver ikke være et dyrt spejlreflekskamera, jeg bruger fx selv min iPhone 8 Plus, og med den nye portrætfunktion kan du næsten tage helt professionelle billeder, med skarpt motiv i fokus og sløret baggrund.

Taget med portrætfunktion

REDIGERING: Where the magic happens. Det er her, at du for alvor kan løfte dit feed og visuelle udtryk. Forudsætningen er dog et motiv i god kvalitet, et clean canvas, altså et godt billede, taget efter ovenstående anbefalinger. Derfra kan du så begynde at trylle. Du kan bestemme farvetoner, skarphed, sløring, skygge, grain osv. Mine foretrukne apps til redigering af billeder er: VSCO, Snapseed, Lightroom, Afterlight (til grain/dust) og 8mm (til video). Og mht. redigering gælder tre gode råd: Find en preset (en god/fast måde at redigere dine billeder på) gem den i appen, og brug den hver gang, så de samme toner kommer hen over alle dine billeder. Det kan være svært, når man ikke skyder alle sime billeder på samme dag, i samme lys, på samme sted. Det er en kæmpe udfordring, men forsøg så vidt muligt med din redigering at korrigere og skabe sammenhængskraft.

CAPTIONS/INDHOLD: En ting er billeder, en anden er tekst. Det er vigtigt at skrive gode tekster, helst originale, og ellers så citer tydeligt dem du gengiver. Husk at tage afsæt i dig som person/læser. Det er vigtigt, at det skinner igennem, hvad du føler, oplever, vil dele og formidle videre, og at det er personligt.

PUT DIG SELV IND I BILLEDERNE: Det virker godt. Og det tror jeg, at mange bogbloggere som jeg selv har indset. Før var det bøgerne i fokus, men hvis du lige sniger dig selv, en hånd, et ansigt, en arm eller et par ben ind, så er der endnu flere, der synes godt om. Det at tage billeder med sig selv i kan løses med en tripod og selvudløser, hvis ikke du har en Instagram-husbond derhjemme. Min gider i hvert fald ikke!!😅

PLACERING AF BILLEDER I FEED: Hvis du tager flere shoots af samme motiv, så virker det godt ikke at poste dem allesammen efter hinanden. Varier det lidt. Fx billede 1 mørkt og af et bord med bøger, billede 2 lyst og med mig på, billede 3 mørkt igen og et bord med bøger. Gode apps til at planlægge dit feed og rækkefølge er: Planonly, Later.

STORIES: Et stadigvæk nyt men VIGTIGT element i din Instagram-formidling. Instagrams algoritmer er så dårlige, at du ikke kan være sikker på, at dine følgere rent faktisk ser dine almindelige posts. Stories er derfor en nem måde at notificere dine følgere på. Så du lige minder dem om, at der er nyt indhold, blogindlæg eller billede klar til dem. Samtidig kan du gaine flere følgere via stories, hvis du benytter gode hashtags og tagger de rette mennesker/organisationer. Lige nu er det nemlig nemt at reposte stories også med få klik. En anden vigtig ting ved stories er, at de afspejler dit feed og dit visuelle udtryk. Hold dig igen til de samme farvetoner, skrifttyper og grafik -emojis/ – og anvend evt. nogle af de smarte nye apps, der gør dine stories endnu flottere rent æstetisk. Stories er en smule mere uforpligtende, her kan du poste et billede, der måske ikke passer så godt ind i dit feed, eller et billede uden så velovervejet eller lang caption, du kan poste videoer, hvor du lader dine følgere komme tættere på dig og din formidling. Gode apps til at formidle stories flot: Storytel, Unfold.

STAY TRUE TO YOUR STYLE/MEN FORNY DIG OGSÅ: Det er vigtigt at køre konsistent i et tema i lang tid, men du kan godt ændre lidt undervej, lys/mørke, sløring/skarphed, grain/ikke grain, og hvis du endelig skal lave radikale ændringer, så lad være med at poste tre hvide billeder i streg for at gøre opmærksom på det. Du mister og irriterer følgere på det, og det er faktisk ikke pænt i dit feed. Bare begynd at bruge det nye. Efter en 9 billeder med nyt tema, så er billederne ved at være gået i sig selv og overgangen fra gammelt til nyt tema bedre. Booksundays har netop gjort det.

Hvor lang tid jeg bruger på at tage billeder:
Det varierer meget. Det kommer an på, om jeg allerede har selve idéen til det billede, jeg vil tage. Der er fire steps i mit billedindhold: 1) Kreativitet/tænke over hvilket billede jeg vil tage, 2) selve fotoshoot/rekvisitter/lys/etc., 3) redigere billeder i forskellige apps, og 4) skrive en god caption. HUSK: For hvert godt billede på Instagram er der måske 20-30 billeder bag og måske flere timers redigering og photoshoot. Og der er mange billeder, det gælder i hvert fald hos mig, der aldrig ser dagens lys på min profil. Der ligger meget arbejde bag hvert eneste billede.

VISUELLE FORBILLEDER: @pollyflorence @therusticwindow @kaetlyn.anne @this.little.wandering @bethanycarmichael_ @stefiereads

Har I gode råd til at formidle billedcontent på Instagram? Del dem gerne med os andre i kommentarfeltet.

Tak fordi I læste med,