Anmeldelse: Unge Astrid af Pernille Fischer Christensen + foredrag med Jens Andersen på Odense bibliotek

“Bøger forbedrer børnenes fantasi, det er sandt. Men det er mere sandt, at børns fantasi har brug for bøger for at kunne leve uden bøger.” – Astrid Lindgren


UNGE ASTRID

Den 4. februar var jeg inviteret til en temaften om Astrid Lindgren af Odense Bibliotek. Først var vi i Nordisk Film Biografer og se den helt nye spillefilm om Astrid Lindgren, nemlig UNGE ASTRID med den talentfulde Alba August, ja, det er Pernilla og Bille Augusts datter, i hovedrollen som Astrid Lindgren. Det er jo klart, at Alba August har fået skuespil ind med modermælken med det efternavn hun har, men tag ikke fejl, Alba er et naturtalent, og har begået et mesterværk af en skuespillerpræstation i rollen som den unge, vilde og selvstændige Astrid Eriksson, der forelsker sig i sin 30 år ældre chef, redaktør Reinhold Blomberg, og som i dølgsmål må føde sønnen Lasse i København, og derefter efterlade ham hos en dansk plejemor i Brønshøj for ikke at bringe skam over det kristne forpagterpar, forældrene Hanna og Samuel August Eriksson på Näs i Småland. Alba August er i øvrigt meget fortjent nomineret som bedste kvindelige hovedrollen til Sveriges største filmpris, Guldbaggen.

Filmen er instrueret af danske Pernille Fischer Christensen, og det skinner også igennem i mange af karakterernes relationer, at det er en kvinde, der har kunne formå at få skuespillerne til at fremkalde så stærke følelser. At en 25-årig som Alba, der ikke selv har født, kan få en fødsel til at virke så autentisk, at kunne vise os smerten ved at have sine mælkefyldte bryster bundet op til de bliver blå, for at mælken ikke skal løbe ud, at kunne skrige af sin mor: du er min mor, det er dit barnebarn?! når Hanna stædigt nægter at lade Astrid hente sin Lasse og bringe ham hjem. Det er fænomenalt skrevet og instrueret. Replikkerne er bragende intense, når de skal være, og ikke-eksisterende, når den uudtalte dialog mellem karakterne skal bære scenen. Som da Hanna bærer Lasse ind i kirken, efter han endelig er bragt hjem til Näs, som en stolt mormor. Unge Astrid er stor filmkunst. Skynd dig i biografen!


FOREDRAG MED JENS ANDERSEN

Efter vi havde set filmen gik vi ind på Odense Hovedbibliotek til et fantastisk foredrag med Jens Andersen. Jen er en god formidler, som ikke kun er dygtig skriftligt. Jeg har læst næsten alle hans bøger og elsker den måde, at han lader dokumenter, noter, værker og dagbøger gør store personligheder levende for læseren. Det er det samme der sker, når Jens holder foredrag. Hvor mange oplæsere har man ikke gabt til, men her er Jens også eminent. Han forstår at indleve sig i fortællingerne, i de værker han vil åbne for os. Han peger ned i Astrid Lindgrens forfatterskab og formår at lade sine tilhørere gå til værkerne på en ny måde. Har du nogensinde tænkt på, at Mio min mio er fyldt med gentagne ord som mørke, død, sorg, og at den højst sandsynligt er Astrid Lindgrens personlige sorgproces efter tabet af ægtemanden Sture Lindgren – bearbejdet gennem en børnebog? Har du tænkt over, at de første sætninger i Alle vi børn i Bulderby er revolutionerende: “Jeg hedder Lisa. Jeg er en pige” – på det tidspunkt hvor bogen udkom i 1947, var der INGEN før Astrid Lindgren, der havde givet en bogs fortæller et barns stemme og da slet ikke en pige. Eller at Pippi Langstrømpe repræsenterer alt det krig og nazimen ikke var? Verdens stærkeste pige, i tøj der langt fra ligner en uniform og med fletninger så strittende, at man ikke ville kunne tvinge en stålhjelm ned over dem? Bogen om Pippi kom netop ud efter krigen – og var nødvendig i en tid, hvor man havde set på marcherende soldater og død og ødelæggelse. Her kom Pippi med fest og farver.

Alt i alt havde jeg en skøn aften i Astrid Lindgrens tegn. Tak til Odense Hovedbibliotek/Borgernes Hus for at invitere mig.

Du kan læse min anmeldelse af Jens Andersens biografi om Astrid Lindgren Denne dag, et liv lige HER.

Følg og like liftix

Skriv et svar