Anmeldelse: Oplyst af Tara Westover

Titel: Oplyst. Forfatter: Tara Westover. Sider: 381. Forlag: Lindhardt og Ringhof. Oversætter: Peter Rønnov-Jessen. Udgivelsesår: 2019. Anmeldereksemplar: Lindhardt og Ringhof. ★★★★★

“Alt det, jeg havde studeret, læst, tænkt og rejst – havde det gjort mig til et menneske, som ikke længere hørte til nogen steder? Jeg tænkte på den pige, hvis verden bestod af skrotpladsen og bjerget, som havde stirret på en skærm og set to fly brage ind i de mærkelige, hvide søjler. Hendes klasseværelse var en skrotbunke. Hendes lærebøger kasserede skifertavler. Og dog havde hun et eller andet dyrebart, som jeg – trods alle de muligheder, jeg havde fået – ikke havde”. 

Tara Westover har skrevet en højst aktuel og vedkommende bog, der placerer sig lige midt i den vedvarende debat om oplysning og dannelse. For hvad sker der egentlig med børn, hvis den verden de bliver præsenteret for, kun formidles af deres forældre? Hvis de ikke er i kontakt med andre børn, mennesker, det omkringliggende samfund? Hvad betyder arv og miljø for fortidens børn og fremtidens voksne?

Jeg fik bogen tilsendt uopfordret fra Lindhardt og Ringhof, men kunne allerede ud fra bagsideteksten fornemme, at det var en bog for mig. Som I nok har læst, så var jeg jo meget begejstret for Jeanette Walls Glasslottet, I kan læse min anmeldelse HER – og jeg anbefaler jer også at se filmen på Viaplay, og ligesom Walls i Glasslottet har skrevet sin egen historie om en anderledes familie, har Westover gjort det samme.

“Med livet på et bjerg følger en følelse af suværenitet, en fornemmelse af uforstyrrethed og isolation, af magt. I det vældige rum kan man sejle alene i timevis, flyde afsted på fyrreskov, krat og klipper. En fred, som kommer af den enorme udstrækning; en ro, som kommer af selve størrelsen, der får det menneskelige til at tage sig betydningsløst ud.”

Forfatteren Tara Westover skriver på sin hovedstol, om sin egen barndom. Skarpe erindringer om livet alene i Idahos bjerge med sine forældre og seks søskende. Om at vokse op uden at være i kontakt med sundhedsvæsenet eller undervisningssystemet. Om psykisk og fysisk vold og fortielser.

“Jeg var trådt ind i den nye virkelighed. Jeg så verden gennem min fars øjne”. 

Oplyst kommer som nævnt midt i en debat om dannelse og det etablerede vs. en anderledes måde at leve på. Da jeg læste bogen tænkte jeg på filmen Captain Fantastic med Viggo Mortensen i hovedrollen som en far, der bor alene med sine rødhårede flok af børn ude mit i en skov, hvor de er selvforsynende og aflukket fra resten af samfundet. Det clasher selvfølgelig ligeså snart deres mor dør af langvarig psykose, og familien er nødsaget til at konfrontere deres livsstil med tante og onkel, mormor og morfars måde at leve på i forbindelse med begravelsen. Bogen minder mig også om netflix-serien Outsiders med Ryan Hurst, hvor en flok mennesker bor isoleret som en klan oppe på et bjerg. Her er temaerne anarki, oprør, mistillid og modstand mod det etablerede samfund.

Tara Westover vokser op i Idahos bjerge i en søskendeflok på syv. Forældrene er stærkt troende mormoner og nærer stor mistillid til al form for offentlig indblanding, hvilket resulterer i, at Tara og hendes søskende aldrig er i kontakt med sundhedsvæsenet og undervisningssystemet. Da en af Taras ældre brødre bryder ud og kommer på college, beslutter Tara sig fr at gå samme vej. Hendes jagt på viden kommer til at ændre hendes livssyn og bringe hende tværs over kontinenter til universiteterne Harvard og Cambridgre.

En løbende konflikt i fortællingen er farmor og far, som er uenige om børneopdragelsen. Farmor synes, at børnene skal gå i skole og ikke..”strejfe om på bjerget som vilde”. Faren er derimod overbevist om, at skoler er noget, staten har fundet på for at lokke børnene væk fra Gud. Taras far, Gene Westover, er nemlig stærkt troende mormon. Han tror på, at Vederstyggelighedens Dage er lige om hjørnet og læser Esaja’s Bog i timevis.

Hele essensen af bogen er egentlig genialt formuleret i en kort dialog, som Tara har med sin bror Tyler, efter at den ældre bror Shawn for anden gang har tævet Tara, fordi han ifølge hende ligner en skøge: “Tyler rejste sig op. “Der er en hel verden derude, Tara”, sagde han. “Og sen kommer til at se meget anderledes ud, når far ikke længere hvisker sin opfattelse af den i dit øre”. Tyler er den bror, der slap væk. Tog på College. Fik en uddannelse. Lagde familien bag sig. Og da Gene fornemmer Taras lyst til at gå samme vej, bruger han religion som en måde at afskærme sin datter på. Han bruger den så at sige til at afgøre, hvorvidt Tara må rejse for at gå på universitetet: “Herren har kaldet mig for at bære vidnesbyrd”, sagde han. “Han er misfornøjet. Du har vraget Hans velsignelser for at hore efter menneskers viden. Hans vrede er vakt mod dig. Snart skal du mærke den”.

Oplyst er den mest aktuelle og vigtigste bog lige nu. Den fortæller om, hvor vigtig viden og dannelse er for os mennesker. Kultur, kunst, litteratur. Den kan potentielt ændre liv, hvis den altså kan finde ud i de små aflukkede samfund. Alle unge mennesker bør have ret til ud[dannelse], i hele verden. Alle børn bør få lov til at anskaffe sig ny viden, lære nyt. Det er så eksistentielt for det at være menneske.

Romanen kredser også på et metatekstligt plan om det at erindre. Erindringen som genre og fortælle-form. Små fodnoter sår tvivl om de historier, episoder og begivenheder, som fortælleren videregiver til os. Var den person egentlig tilstede, hvilken historie har jeg fortalt, hvilken historie fortæller jeg mig selv? Og hvorfor? For at skåne, for at undgå smertelige minder, for at forblive en del af familien. Ironien er, at da Tara endelig slipper fra fra sin familie på bjerget i Idaho, fra Vederstyggelighedens Dage og skrotpladsen, bliver hun ph.D. med speciale i familierelationer.

“Alt det, jeg havde arbejdet for, alle mine studieår, havde været for at skaffe mig dette en privilegium; at se og opleve flere sandheder, end det var min far givet, og bruge de sandheder til at opbygge en mening om verden.”

Jeg var fuldstændig betaget af romanen fra første til sidste side og anbefaler den til læsere af Jeannette Walls Glasslottet, Thomas Korsgaards Hvis der skulle komme et menneske forbi og En dag vil vi grine af det, Elena Ferrantes Napoli-romaner, Betty Smiths Der vokser et træ i Brooklyn og Vigdis Hjorths Arv og miljø.

En stærk fortælling om en ung kvindes kamp for at løsrive sig fra den stærke familieloyalitet  i en søgen efter dannelse, oplysning, viden og uddannelse.  Et forsøg på at slippe fri af sit bagland, og hvad der sker, når man bryder båndende til sine nærmeste.

“Det ville ikke betyde noget, at Nick ikke forstod noget om livet på Buck’s Peak. Men bjerget nægtede at slippe mig. Det klamrede sig til mig. De sorte kratere i min fars brystkasse dukkede ofte op på tavlerne i undervisningslokalerne, og jeg så hans slappe mundhule på siderne i mine lærebøger. Denne erindrede verden fremstod på en eller anden måde mere klar og levende end den fysiske verden, jeg boede i, og jeg gled frem og tilbage mellem dem”.