Titel: Den blinde morder. Forfatter: Margaret Atwood. Sider: 640. Forlag: Lindhardt og Ringhof. Udgivelsesår: 2018. Anmeldereksemplar: Lindhardt og Ringhof ★★★★☆
“Man kan kun skrive sandheden, hvis man går ud fra, at det, man sætter på papir, aldrig vil blive læst. Ikke af noget andet menneske, og ikke engang af en selv på et senere tidspunkt. Ellers begynder man at undskylde. Man må forestille sig det, man skriver, som et langt blækbånd, der kommer ud af højre hånds pegefinger; man må forestille sig, at venstre hånd visker det ud.”
Den blinde morder er en kompleks og stor roman om et kvindeliv gennem et århundrede. Om Iris og Lauras opvækst som arvinger til et stort imperium, om familiehemmeligheder, skyld og skam, om kærlighed og kontroverser.
Jeg elsker Margaret Atwood, hun skriver simpelthen eminent, og hendes sans for at blande historisk fakta med fiktion er fantastisk. Jeg var meget begejstret for Tjenerindens fortælling og Alias Grace, og derfor tog jeg Den blinde morder ud af bogreolen under min læsekrise. Og Atwood skuffer ikke.
I Den blinde morder følger vi den ældre Iris Griffin der i en retrospekt fortælling til sit barnebarn Sabrina, ser tilbage på den dag i 1945, hvor hendes søster Laura Chase kørte ud over en bro i sin bil og døde. Få år efter død også Iris’ mand, industrimagneten Richard, under mystiske omstændigheder, og samtidig med, at Iris’ fortælling skrider frem, tvivler hun mere og mere på, om der mon er en sammenhæng mellem de to dødsfald?
Det er egentlig svært at forklare Den blinde morder, da romanen er et sammensurium af forskellige genrer. Erindringer, science fiction, krigsroman, slægtsroman. Jeg var opslugt fra allerførste side og var vild med den underliggende kriminalgåde: hvorfor døde Laura, var det selvmord, eller en ulykke, og har hendes død noget at gøre med Iris’ mands død?
Selve romanfortællingen i romanen Den blinde morder, som er Laura Chases manuskript til sin roman, er ikke så interessant. Jeg fandt den forstyrrende og unødvendig, den er sci-fi agtig og brød den gode fortællerytme, som jeg-fortælleren Iris havde, både i hendes nutids og datids erindringer.
Margaret Atwood skriver i Den blinde morder medrivende og sprogligt overbevisende, men den kunne godt have været kortet ned. Den er måske lige en anelse for lang. Alt i alt dog en storslået familiesaga med to forskellige søstre i centrum, som jeg varmt anbefaler Atwood-fans.