Anmeldelse: Mordet på en havfrue af Thomas Rydahl og A. J. Kazinski

Titel: Mordet på en havfrue. Forfatter: Thomas Rydahl og A. J. Kazinski. Sider: 414. Forlag: Politikens Forlag. Udgivelsesår: 2019. Anmeldereksemplar: Politikens Forlag ★★★☆☆

“Han er ikke rig, men heller ikke fattig, han er måske studerende, en slags digter, har hun hørt, selv om han ikke siger meget. Hun kender kun hans efternavn, Andersen.”

Kazinski med deres sans for dramatik og kriminalplot og Rydahl med sin evne for gribende og troværdigt sprog og karakterudvikling har forvandet H. C. Andersen til en detektiv i Mordet på en havfrue – en læseoplevelse som nok særligt vil glæde krimifans.

Mordet på en havfrue. Det er enten den dummeste eller modigste idé. At skrive om en af vort lands største forfattere og digtere. H. C. Andersen er en af de allerstørste, vi kender og elsker hans eventyr, vi er vokset op med dem. Nu har krimikongerne A. J. Kazinski og forfatter Thomas Rydahl taget Andersens eventyr Den lille havfrue og gjort det til en mordgåde, sat i 1830’ernes beskidte Københavske stræder.

H. C. Andersen førte ivrigt dagbog fra 1825 og frem til sin død i 1875. Men der mangler halvandet år. I 1834, da han vendte hjem fra sin rejse i Italien, holdte han pludselig op med at skrive. Ingen ved hvorfor. Nu giver Kazinski og Rydahl deres bud på, hvad der skete. Og det er kompetente folk, man har givet denne ærekære opgave. At røre ved en nationalskat. Jeg har tidligere læst Den hellige alliance af Kazinski, som jeg var vældig begejstret for, og har også tidligere læst noget af Rydahls Eremit-roman, ligesom jeg var så heldig at møde og interviewe ham til et forfatterfrokost på Politikens Forlag.

Året er 1834 og den unge Hans Christian Andersen er netop vendt hjem til København fra Italien. Byen er plaget af fattigdom og sygdom, politisk grøde og spændinger mellem samfundslagene – og grumme forbrydelser forbliver uopklaret i hænderne på et politi uden effektive værktøjer. H. C. Andersen forsøger at slå igennem som forfatter, men får kun dårlige anmeldelser og tjenestebesøg hos familien Collins, der nærmest forsøger ham. Han søger trøst hos skøgen Anna, som han klipper papirklip for, men da hun findes brutalt myrdet og hejst op fra kanalen, bliver H. C. Andersen anklaget og må nu selv forsøge at opklare mysteriet bag for ikke at blive dømt. Det er skøgens søster Molly, som anklager H. C. og undervejs ender de to med at slå sig sammen, samtidig med, at Molly må passe Annas efterladte datter, Lille Marie.

“Afstanden. Hans Christian ved, hvad der hentydes til. Afstanden mellem det, han kommer fra, og det, han stræber mod. Fra Odenses mudderpøl til det skønne liv i hovedstaden. Fasansteg og rødvin hos Collin. Den søde te i de elegante kopper hos fru Rahbek. De smukke herrer på balkonerne i Det Kongelige Teater.”

De første kapitler i bogen fangede mig, den var troværdigt skrevet, så jeg kunne mærke og lugte det uhumske Københavnske miljø. Fortællemæssigt er romanen sat op efter en krimi-skabelon, hvor vi skiftevis følger Andersen og Molly og den potentielle morder. Det giver et indblik i alle karakterers tanker og valg og sætter samtidig også tempo på handlingen.

Jeg har nok i første omgang interesseret mig for bogen her, fordi jeg elsker H. C. Andersen og var spændt på, hvad de kunne finde på at udsætte ham for. Havde det ikke været for den vinkel, havde jeg nok ikke bedt om at få den til anmeldelse. Jeg kunne godt mærke, at jeg undervejs stod af i de meget krimi-agtige ting, den der udpensling af klamme ting, lig osv., og så det med at følge morderens tanker og handlinger undervejs — det irriterer mig egentlig bare, at der ikke er efterladt tomme huller som jeg selv kan udfylde ift. hvorfor morderen gør, som den gør.

Mordet på en havfrue anbefales til læsere som også elskede Al kødets gang af Ambrose Perry om mord i Edinburgh i 1800-tallet, og til krimifans generelt. Jeg fik undervejs også lidt Lykke-Per vibe over Andersens forsøg på at blive til noget blandt det bedre borgerskab i København og ikke mindst den fattige arv som konstant er som en skygge over ham – og den vinkel nød jeg.

Bogen får tre stjerner for modighed, nytænkning og troværdige miljø- og tidsbeskrivelser.