Anmeldelse: 40 ting du skal vide om din fødsel af Cana Buttenschøn er et mustreed for alle kommende mødre

Titel: 40 ting du skal vide om din fødsel. Forfatter: Cana Buttenschøn. Sider: 250. Forlag: Peoples Press. Udgivelsesår: 2019.  Anmeldereksemplar: Peoples Press ★★★★☆

“For at tage dig helt med ind i fødslernes fantastiske og forunderlige verden er der fødselsberetninger fra super seje kvinder og mænd med i bogen. Du får lov at være fluen på væggen under nogle hårde, seje, gode og også mindre gode oplevelser, og du skal vide, at du er okay, uanset hvilke følelser, de vækker i dig.. Du skal snart føde din baby, og du kan godt. Især efter endt læsning af denne bog”.

Jeg skal selv være mor for første gang til februar, og der er selvsagt mange ting, der fylder mine tanker og spørgsmål omkring fødslen, som jeg har forsøgt at Google mig frem til. Hvilket man aldrig skal gøre! Mit bedste råd til kommende mødre, der vil være så forberedte som muligt på fødsel, er at følge Babyinstituttet, Den gode barsel og Meyermetoden og selvfølgelig at læse Cana Buttenschøns 40 ting du skal vide om din fødsel. Bogen indeholder svar på alle de spørgsmål, du stiller dig selv, inden du skal bringe dit lille vidunder til verden, og det er skrevet i samme informative og underholdende tone, som Buttenschøns tidligere bestsellere 40 uger inden og 40 uger efter.

I 40 ting du skal vide om din fødsel er jeg blandt andet blevet klogere på forskellen på et vedrop og en epiduralblokade, jeg ved, hvad mentalisering og visualisering kan gøre for mig, og hvordan chiliplastre virker, jeg føler mig tryg ved at skulle føde, uanset om det bliver en vaginal fødsel eller ved kejsersnit, og jeg ved alt om smertelindring ligefra musik til akupunktur til lattergas.

Bogen indeholder overskuelige kapitler krydret med personlige fødselsberetninger og humoristiske illustrationer, der alt sammen forbereder dig som læser og kommende mor. En fødsel er et kontroltab, fordi der er meget, vi ikke selv kan bestemme, uanset hvor meget vi læser om det inden, eller hvor mange smertefri kurser, vi melder os til. Men én ting kan vi kontrollere, vores viden om, hvad der KAN ske. Og det synes jeg i sig selv er magt, at vi ikke freaker ud, når jordemoderen tilbyder en klyx eller fødselslægen ævler om CTG, STAN og skalp-pH.

I bogens første halvdel handler det om den ukomplicerede, vaginale fødsel, i anden halvdel de mere komplicerede og utraditionelle fødsler – netop for at forberede den kommende mor bedst muligt på alle scenarier af en fødsel. Der er kapitler om Fødselsforberedelser du skal gøre dig inden fødslen, De små fødselsforberedelser som ingen taler om, Hvordan man kan sætte sin fødsel i gang, Fødslens fem faser, Ting du kan gøre derhjemme, Det din partner kan gøre derhjemme, Hvordan en ve føles, Når du ankommer til fødegangen, Smertelindring, Pressefase, Fødegangen, Fødselsøjeblikket, Det lille prik, Det planlagte kejsersnit, Hvis du venter tvillinger, Fødselsplan, Hjemmefødsel og Jordmoderkursus til partneren. Kort sagt alt, hvad du har brug for at vide inden du skal føde. Jeg anbefaler varmt bogen til kommende mødre.