Marianne og Connell // irske Sally Rooneys roman Normale mennesker og hvorfor den er fantastisk

Photo: credit to owner / my edit

Ja, jeg er hoppet med på bølgen og er blevet totalt opslugt af irske Sally Rooneys kærlighedshistorie om den populære Connell og enspænderen Marianne, der alligevel finder noget fælles i hinanden, selvom de lever forskellige sociale liv. Jeg har set serien, men følte jeg manglede en masse mellemregninger for virkelig at forstå dynamikken mellem de to, så jeg gik i gang med at læse romanen også. Jeg er selvfølgelig helt besat allerede, og har i øvrigt læst den på to dage.

Du kan se serien på DR TV lige HER eller læse eller lytte til bogen lige HER

Forleden så jeg det afsnit, hvor de cykler rundt i en italiensk landsby i, og jeg fik så mange Call me by your name-vibes, at jeg egentlig føler Normale mennesker er de heteroseksuelles Elio og Oliver.

Normale mennesker af Sally Rooney er et indlevende portræt af ungdommens første møde med kærligheden, og betragtes allerede som en kommende klassikker.

I en mindre irsk landsby bor Connell og Marianne. To unge, der ikke kunne være mere forskellige. Marianne bor i en storslået villa, hvor Connells mor er rengøringsdame. Connell er en af gymnasiets populære elever, og Marianne går mest for sig selv. De to mødes en dag hos Marianna, og under deres kejtede første møde spirer en livsændrende kærlighed.

Sally Rooney er en af nutidens helt store nye forfattere, og med Normale mennesker skildrer hun eminent en ungdomsgeneration og deres forhold til kærlighed, venskaber og sociale magtforhold.

Undervejs i min læsning af romanen faldt jeg over så mange fine citater, som jeg var nødt til at skrive ned. De kommer her.

“Men jeg kan lide dig, siger Marianne. Han siger ingenting, og intensiteten i deres fortrolighed er næsten voldsom, den presser sig ind mod ham med et næsten fysisk tryk mod hans ansigt og krop.”

“Han blev ved med at se på bogen, selvom han for længst måtte have læst hele bagsideteksten. Helt ned på celleniveau følte hun sig forbundet med hans krop, som om den banale bevægelse fra hans vejtrækning var stærk nok til at gøre hende syg.”

“Sammen med sine venner opgøret han sig normalt. Han og Marianne har deres eget private liv på hans værelse, hvor ingen kan forstyrre dem, så der er ingen grund til at blande de adskilte verdener sammen.”

“Jeg tilgiver dig, sagde hun. Tak. Jeg tror, at jeg har lært noget af det. Og forhåbentlig har jeg forandret mig, som person. Men hvis jeg har, så er det kun på grund af dig.”

“Det er ikke sådan her med andre, siger hun. Nej, siger han, det er det ikke. Hun fornemmer, at der er noget, han ikke fortæller hende. Hun kan ikke afgøre, om han tilbageholder en trang til at trække sig væk fra hende, eller en trang til at gøre sig mere sårbar.”

“Det var intenst, ikke? Han sagde, at han altid følte, at det var ret intenst. Men jeg mener, næsten romantisk, sagde Marianne. Jeg tror, jeg begyndte at have følelser for dig lige der.”

“Marianne havde en vildskab, det en tid satte sig i ham og fik ham til at føle, at han var som hende, at de havde samme unavngivne skader på sindet, og at ingen af dem nogensinde ville passe ind i verden.”

“Det eneste han havde ønsket var at være normal, at skjule de dele af sig selv, han fandt skamfulde og forvirrende. Det var Marianne, der havde vist han, at der var andre muligheder. Livet blev anderledes derefter; måske havde han aldrig forstået, hvor anderledes det var blevet.”

“Hun føler sig behageligt knust under vægten af hans magt over hende, hendes vilje til at behage ham, som er så omfattende og ekstatisk dyb.”

“Lige siden gymnasiet har han været bevidst om sin magt over hende. Hvordan hun reagerer på hans blik eller berøring. Den farve, hendes ansigt antager, og at hun bliver stille, som om hun afventer en mundtlig ordre.“

“Den eneste del af sig selv, han ønsker at beskytte, er den del, der findes inde i hende.“

“Mennesker kan virkelig forandre hinanden.”