Titel: Familien Bridgerton #2 – En uventet forelskelse. Forfatter: Julia Quinn. Sider: 400. Forlag: Peoples Press. Udgivelsesår: 2020. Anmeldereksemplar: Peoples Press ★★★☆☆
“Fester på landsteder kan være noget farligt noget. Gifte folk indser, at de nyder en andens selskab mere end ægtefællens, mens ugifte mennesker ofte vender tilbage til byen og har indgået forhastede forlovelser. Faktisk er det de mest overraskende forlovelser, der bliver offentliggjort i kølvandet på disse flygtige indslag af rustik idyl. LADY WHISTEDOWNS SOCIETY PAPERS, 2. MAJ 1814.”
Andet bind i serien om Familien Bridgerton kredser endnu engang om Lady Whistelodons sladderspalte: denne gang er det Bridgerton familiens ældste søn, greven Anthony Bridgerton, som skal finde sin brud i Londons selskabsliv. Edwina Sheiffield er det oplagte bud, problemet er bare, at alle hendes bejlere skal godkendes af storesøster Katherine. Og hun og greven bryder sig bestemt ikke om hinanden. Men undervejs som de to stædige karakterer lærer hinanden at kende, blomstrer selvfølgelig en upassende og uventet forelskelse.
Jeg nød andet bind i serien om Familien Bridgerton en del mere end første, hvor jeg hele tiden var lidt irriteret på Daphne Bridgerton, hovedrollen og Athonys lillesøster. Du kan læse min anmeldelse HER. Jeg kunne godt lide Anthony i første bind og det gjorde sig også gældende i andet bind— jeg nød at lytte til Downton Abbey soundtracket imens jeg læste og kværnede bogen på en enkelt dag i sommerhuset.
‘Av’. Han pegede på hende.
‘Jeg troede, De havde lovet at opføre Dem ordenligt.
Kate så sig omkring. ‘Det tæller ikke, hvis der ikke er nogen i nærheden, der kan høre mig, vel?’
‘Jeg kan høre dem’.
‘De tæller sandelig ikke’.
Han stak hovedet lidt tættere på hende. ‘Jeg troede ellers, jeg var den ENESTE, der talte’.
Jeg synes dialogen var skarpere og bedre i andet bind. Plottet var lidt mindre forudsigelig end i første bind, og så er Kate bare en langt mere selvstændig og elskelig karakter end Daphne var. Dog er der noget historisk korrekthed, der forstyrrer. Det irriterer mig bare lidt, at man har gjort en masse ud af at skrive De og Dem og Lady Bridgerton og Deres Nåde osv., men samtidig skriver man “er du okay” flere gange i dialogerne? Jeg er ikke sikker på, at ordet okay var en del af ordbogen i 1800-tallets England. Jeg google lidt og fandt en artikel på Kristeligt Dagblad der skriver således:
Den ene forklaring på ordets oprindelse er, at en amerikansk præsident, Martin Van Buren (1837-1941 red.), kom fra en by, der hed Old Kinderhook. Byens navn blev tidligt den kommende præsidents kælenavn. Under præsidentvalgkampen brugte Martin Van Buren forkortelsen for Old Kinderhook, OK, til at signalere succes.
En anden forklaring er, at en amerikansk avis i 1840 forkortede udtrykket oll korrect, som siden hen blev forkortet til OK, siger Ocke-Schwen Bohn.
Hm, så her er vi altså i tidligst 1840’erne og romanen foregår i 1810’erne. Det er en ommer.
En uventet forelskelse er en feel-good roman fyldt med libertinere, sladder, selskabsballer i 1810’ernes London og landsteder, herskaber og adelige. Den er oplagt til sommerferien og til alle der er vilde med Lisa Kleypas, Kate Morton og Lucinda Rileys bøger.
Det er åbenbart en dårlig oversættelse, for der står ikke “okay” en eneste gang i den engelske udgave af bogen.