Anmeldelse: Nøjsomheden af Stine Askov

Titel: Nøjsomheden. Forfatter: Stine Askov. Sider: 366. Forlag: Gyldendal. Udgivelsesår: 2022. Anmeldereksemplar: Gyldendal ★★★★☆

“Når Mona læste var det som at træde ind i en sal, hvor hun hverken var tyk eller tynd, havde pligter eller meninger, hun havde næsten ingen form heller. Hun var ikke Frederiks kusine eller Mømmers datter. Hun havde efterladt sit hylster i lænestolen og var trådt ind på Hogwarts eller tundraen eller Brønshøj Torv. Når hun lukkede bogen og blev spyttet ud i virkeligheden igen, brændte hun efter at dele sin mening med nogen.“

Med Nøjsomheden har Stine Askov skrevet et stykke stærk socialrealisme, der når helt ind under huden på sin læser. Et skarpt portræt af brændte sjæle, der lever for at overleve og en ung pige, som forelsker sig i bøgerne og pludselig skal jonglere to verdener, der ikke kan andet end at kollidere. 

Forlaget skriver om bogen: “Nøjsomheden er en rå og kærlighedsfuld roman om Mona, der bor i ghettoen Nøjsomheden og skal finde vej i livet med en spraglet familie af samlere, pushere og handlekraftige kvinder. Selv drømmer hun sig væk i bøgernes verden og skriver små post-it-anmeldelser på de brugte værker i Nøjsomhedens byttecentral ved vaskekælderen. En dag får Mona gennem moster Tut arbejde i Lindas Boghandel, og her bemærker hun en ung mand, der åbner bøgerne lige så nænsomt som hun selv. Nikolaj er på udkig efter Søren Ulrik Thomsens City Slang, mens Mona er mere til Tove Ditlevsen og Sophus Claussen. De mødes over bøgerne, og selvom Mona lige skal tyde, hvad der sker i pauserne mellem Nikolajs sætninger, bliver hun helt og aldeles forgabt i ham. Men Monas tidligere kærlighedsliv har været en blandet affære, og det er en krævende øvelse for hende at bevæge sig håbefuldt og drømmende gennem tilværelsen.”

At være nøjsom er ifølge Den danske ordbog at være en ‘som klarer sig eller er tilfreds med lidt; som ikke stiller store krav‘. Det er også navnet på det boligkvarter og den ghetto, som den unge Mona vokser op i, og beskrivelsen fra ordbogen passer godt på Monas karaktertræk. Hun lever i et fattigt og trist kvarter, hendes venner og familie er kriminelle og jargonen er, at man ikke lægger sig ud med nogen fra Nøjsomheden, og at man passer på sine egne. Mona er sovset ind i dette hierarki, men hun drømmer sig også væk, ind i litteraturen, væk fra boligblokken og over til boghandlen. Det er her, at bøgerne gør hende klogere, hun kan slet ikke lade være med at læse, og hun finder på en måde et rum til sig selv i litteraturen. Da den unge flotte studerende Nikolaj træder ind i boghandlen er slutningen på eventyret nærmest skrevet. Mona må bare lære ham at kende. Det gør hun. Men det er ikke nemt at være Mona fra ghettoen når man skal møde Nikolajs rige forældre og deres opblæste venner. Sideløbende med Monas kærlighedsmøde med Nikolaj og litteraturen, er også en barsk beretning om hendes terminalt syge moster Tut, der engang var glædespige for Simon Spies, og ikke mindst fætteren Frederik, som er både voldelig, kriminel og på grænsen til at være ligeglad med sin dødssyge mor. Bogen er en granskning af, hvordan Mona jonglerer de to verdener, som, bogstaveligt talt, kommer til at kollidere: “Han var ikke fra Nøjsomheden. Han har aldrig prøvet noget lignende. Fra det sekund han og hans slæng trådte ind på Københavneren var det allerede i gang. Ingen bestiller Classic på Københavneren”. 

Som en ekstra lille ting, der fuldender romanen, er flere af kapitlerne opkaldt efter kendte værkers titler og matcher selvfølgelig romanens fremgang og det, der kommer til at ske. Fx finder man kapitler der hedder Hærværk, Barndommens gade, Dobbeltgængeren, Barnet under trappen, Flodkrebs og kærlighed, Brødrene Løvehjerte, Skyggen, Stormfulde højder mv. Generelt vil boglæsere og bibliofile være glade for romanens mange referencer til litteraturen og de værker, vi elsker.

Nøjsomheden er en stærk og ægte roman om klasseforskel i Danmark, om rig og fattig, arv og miljø, om litteratur og kærlighed. Jeg slugte bogstaveligt talt Nøjsomheden nærmest i ét hug og havde svært ved at lægge bogen fra mig. Er man til stærk socialrealisme a la Thomas Korsgaard og Morten Pape, så skal man helt sikkert samle Nøjsomheden op.