Titel: Tove Ditlevsen – en biografi. Forfatter: Jens Andersen. Sider: 184. Forlag: Gyldendal. Udgivelsesår: 2022. Anmeldereksemplar: Gyldendal ★★★★☆
»De to romaner Man gjorde et barn fortræd og Barndommens gade faldt nærmest over hinanden. Samtidig med at jeg var meget presseforkælet. Jeg var en slags Francoise Sagan på det tidspunkt. Ung, med en spændende forhistorie og med et lille pikant skær af ‘sørgelighed’ omkring mig.«
I Jens Andersens nye Tove-biografi møder vi Tove som vi kender hende. Genkendelig. Med alle de anekdoter som de, der er velbevandret i hendes forfatterskab kender til, med alle de kilder og referencer, som prydede mit speciale og som jeg efter at have læet alt om Tove, kender så godt. Men vi møder også Tove på ny.
Når hun i slut 1930’erne render i byen på Vesterbros barer med stenograf-veninden Poula eller når hun bryder med sin ringforlovede Nils, fordi han ikke har nok penge på bankbogen og hun i øvrigt er begyndt at ses med den ældre Vild Hvede redaktør. Der er både genkendelse og noget nyt for Tove-elskere i denne biografi der også indeholder hidtil ukendte kilder.
I Andersens Ditlevsen biografi hører vi (jeg i hvert fald) også for første gang om den redaktør der med højre hånd læste Toves digte og med venstre havde oppe under hendes skørt. “Næste gang tog jeg altså lange bukser på” husker Tove i et interview i 1973. Anekdoter får vi også fra en efterårsreception på Gyldendal i Klareboderne i 1971, hvor Tove møder op fuld og på piller. Og råber til anmelderen Jens Kisteup: “Den eneste kritiker i dansk litteratur, jeg ikke har bollet!” Og så får vi endelig en smagsprøve på de mest erotiske digte. En hvid hingst er altså ikke bare en hest.
Nye læsere kan passende begynde her, men garvede vil også nyde dette skarpt komprimerede portræt af Tove Ditlevsen.