Titel: Hafni fortæller. Forfatter: Helle Helle. Sider: 168. Forlag: Gutkind. Udgivelsesår: 2023. Anmeldereksemplar: Gutkind ★★☆☆☆
»Hun siger: Jeg er ingen storyteller. Selv mit kolon kommer som ventet. Hun vågnede næste morgen med jern i hovedet«.
Der mangler en mellemregning, skriver Helle Helle i sin nyeste roman Hafni fortæller. Og jeg føler hele bogen er en mellemregning, jeg mangler. Jeg forstår den bare ikke og kan derfor ikke forklare, hvad den handler om, udover at det er en voksen, snart fraskilt kvinde med det mærkelige fornavn Hafni og det ordinære Jørgensen til efternavn, som tager på en art smørrebrødsrejse fra Sjælland henover Fyn og Langeland for at ende i Sønderjylland til jysk kaffebord. Hun fortæller om sin færd til en telefonsvarer og en altså ukendt person.
“Der var engang en plov, der hed en ard”. Hvad betyder det overhovedet? Hele sætningskonstruktionen er underlig – men det er jo dét, der kendetegner Helle Helle. Modalverber. Nøgtern realisme. Ekstrem detaljegrad (og det er her jeg rent faktisk virkelig elsker Helle Helle). Skiftende synsvinkler. Starter sætninger midt i en sætning. At læse Helle Helle er jo komplekst og simpelt på samme tid.
I 2018 læste jeg de, som handler om et mor-datter forhold, om sygdom, sorg og om at gå i gymnasiet i 80’erne, ved første læsning var jeg rettere skuffet, kunne ikke åbne bogen op, men efter at have læst nogle interviews og hørt podcast, åbnede den ligesom for mig, og jeg endte med at skrive en ret begejstret anmeldelse. Men der interesserede selve rammefortællingen mig også mere, jeg kunne sagtens forholde mig til et mor-datter forhold og ikke mindst det at gå på gymnasiet i provinsen.
Hafnia rammer mig ikke, hun når ikke ind. Jeg er ikke jævnaldrende og har aldrig været gift, jeg bryder mig egentlig ikke om smørrebrød og gider absolut ikke køre bil gennem Danmark, hvis jeg kan undgå det. Måske er det derfor, måske skulle jeg have læst den på et andet tidspunkt. Men er du inkarneret Helle Helle-fan, så er jeg sikker på, du ikke bliver skuffet.