Titel: Techno. Forfatter: Niels Henning Falk Jensby. Sider: 180 sider. Forlag: Gyldendal. Udgivelsesår: 2016. Anmeldt for: Gyldendal ★★★★
Niels Henning Falk Jensby debuterer med rå, voldsom og væskende dannelsesroman om et selvdestruktivt jeg, der forsøger at finde sig selv i det homoerotiske miljø i København, omgivet af en bankende technolarmende rytme i en narkotisk kærlighedsrelation, for siden at blive rasende, da han opdager at hans krop ikke længere er hans egen.
“Din ecstasy-tunge løber ned langs min kæbe. Tungens ru knopper strider mod mine pubertære skægstubbe. Min hånd i en rund form, der holder om din hofte, klemmer den mod min. Vores stive pikke, der mødes bag denim-lag til lyden af techno.”
Niels Henning Falk Jensby vandt dette års Debutantpris for sin brutale og dyriske roman med navnet Techno. Ifølge bagsideteksten er romanen flydende. Af sved, kropsvæsker, narkotisk kærlighedsrelation og endeløse bytur i indre København, hvilket man som læser også fornemmer allerede fra første sætning i prologen.
Vi følger i romanen et navnløst jeg og du og deres indbyrdes usunde relation. Jeg’et forelsker sig i et ældre du, som han møder i det pulserende natteliv og føler ind i det homoerotiske undergrundsmiljø i Købehavn. Vi får som læser en helt unik mulighed for at agere voyeur og bogstaveligt talt komme med helt ind bagved. Helt ind i ringmusklen der penetreres og de flydende væsker af sæd, afføring og urin, der omgiver de homoseksuelle “brødre” i Fælledparken, på Amager og i hemmelige klubber.
Romanen er skrevet i et eksplicit og eksplosivt sprog. Korte sætninger med mange punktummer og opremsninger sætter tempo på handligen som beatet til et technostykke. Det er et mættet sprog, som Falk Jensby praktiserer, og allerede efter de første 25 sider føler man sig bogstavelig talt proppet med ord og intime oplevelser. Sex, fugtighedscreme og kropsvæsker er centrale rekvisitter i denne hæsblæsende roman, der ikke bliver glemt lige foreløbig.
Den debuterende forfatter, der er uddannet på Forfatterskolen, har en imponerende evne til på få ord at få læseren til at mærke jeg’ets indre. Således kunne jeg nærmest mærke jeg’ets smerter i kraniet efter en bytur med lidt for mange stoffer, og det varme urin på du’ets bukser, selvom jeg hverken har taget stoffer før eller er blevet pisset på.
Men det er et meget selvdestruktivt jeg, med store psykologiske problemer, som render lige ind i et meget usundt forhold til du’et. I en rus af forelskelse lader jeg’et sig udnytte op til flere gange af et dominerende du. Det er en stærk, intim fortælling, der ikke er for sarte sjæle. Oralt, analt, udvidelse af ringmuskle, penetrerering, you name it. Alle detaljer ved sexakten er med. Og dem er der ganske mange af. Nogle passager tenderer til det kvalmende, mens andre er fyldt med lidenskab og erektion!
Det er en beskidt roman i mere end én forstand. Jeg’et beskriver indgående, hvordan han forsøger at fjerne støv og vasker gulv. Prøver at skrubbe indtørrede pletter af, men det er umuligt grundet dets indgroethed. “Mine hænder, knæ, albuer. De er beskidte som havde de beskidte rum smittet af på mig“. Romanens jeg er selvdestruktivt og påfører sig frivilligt en smertefuld kyskhedsanordning, smider nøglerne væk og må, efter i flere dage at have anordningen siddende på pikken, af flere omgange pille løs “spindelvævshud” af sit mandlige organ. Noget der virkelig bliver beskrevet i detaljer. Jeg blev undervejs en lille smule sur på jeg’et. Fordi han så hovedkluds kaster sig ud i situationer, hvor han bliver domineret og ikke siger fra, selvom han måske burde. Det er faktisk først ved bogens del 2, at det begynder at gå op for jeg’et, at de ting han udsætter sig selv for IKKE er i orden.
I sidste del af bogen løfter fortællingen sig op og bliver samfundskritisk. Jeg’et og du’et diskuterer tvangssterilisering af homoseksuelle, at den homoseksuelle krop var den eneste krop, hvis problem udelukkende var sin lyst, fordi den ikke bidrog til samfundets reproduktion, og at aids historisk set er forbundet med den homoseksuelle mands lyst. Den ( homoseksuelle krop) skal bare være glad for, at den ikke bliver slået ned, når den i et offentligt rum afslører sin lyst. Det er vigtige og eksistentielle, kropslige problemstillinger, der bliver taget op, og det er imponerende for en debutroman. Det er stærke ord, både i overført og bogstavelig forstand.
Techno er en gribende roman og har i den grad potentiale til at være pensummateriale på de danske gymnasier!