Boganmeldelse: Lisa Strømme – Jordbærpigen

Titel: Jordbærpigen. Forfatter: Lisa Strømme. Sider: 333. Forlag: Harper Collins Nordic Dk. Udgivelsesår: 2017. Anmeldereksemplar: Harper Collins Nordic Dk ★★★★

“Pligterne ville tårne sig op, og Ragna og fru Berg ville være rasende, men med solen, der vækkede sommeren til live for mit blik, forgabte jeg mig i Åsgårdsstrand uden flere tanker om rengøring og sæbe. Clematisrankerne var begyndt at blomstre, og roserne klyngede sig til hegnene og indrammede døråbninger og vinduer med deres forheksende parfume. Naturen var begyndt at male, og det samme måtte jeg”. 

Jordbærpigen er en skøn, kunstnerisk læseoplevelse – et sommer must-reed for alle, der nyder historisk fiktion. Og malerkunsten.

Det er sommer 1893 i den norske badeby Åsgårdsstrand, hvor de rige familier fra Kristiania og bohemerne snart kommer på besøg for at male i det fantastiske lys. Pigen Johanne er kendt som Jordbærpigen, fordi hun samler jordbær i skoven og på stranden, og bliver malet af den norske maler Heyerdahl. Men Johannes mor sender hende til Borre, hvor hun skal tjene hos familien Ihlen. Her udvikler hun et helt særligt venskab med datteren Tullik, der er stærkt betaget af kunstnerverdenen. Det er Johanne også, og hun maler i smug og har et helt specielt venskab med den udskældte Edvard Munch. Stærke følelser opstår, da Tullik og Edvard møder hinanden, og Johanne ender lige midt i det hele.

Lisa Strømme skriver virkelig i et poetisk, sanseligt og æstetisk smukt sprog, og læseren er med der samme fanget af hendes fortælling om kunstnerliv, bohemer, sladder, klasseforskelle og forbudt kærlighed i 1890’ernes Norge. Og så har Strømme skrevet romanen løst på kærlighedshistorien bag Edvard Munchs verdenskendte maleri Skriget, hvilket hun uddyber i romanens efterskrift. Derudover bor Lisa Strømme tæt på Åsgårdsstrand, og har således et helt specielt forhold til Edvard Munch og hans kunst.

Johanne er Strømmes fortællerstemme, et tredjehjul fanget midt i en umulig kærlighedsrelation mellem Tullik Ihlen og Edvard Munch. Johanne oplever og sanser verden omkring hende kunstnerisk, i farver og følelser, og på samme måde ser hun forholdet mellem Tullik og Edvard, som noget der går ud over tid, en kærlighed forbundet gennem kunsten, gennem Munchs malerier, der skildrer verden, som den er. Johanne søger en forbudt frihed, ligesom Tullik søger en forbudt kærlighed: “Jeg ønskede også den frihed, der flød fra Munchs have. Jeg ønskede at smage den, også selvom den var besmittet. Den medbragte en fare, hvis konsekvenser var for store for mig at bære, og alligevel blev jeg tiltrukket af den, suget ind af dens besnærende tiltrækningskræft. Jeg ønskede at tage del i den dans, der hvirvlede rundt mellem træerne, jeg ønskede, at Thomas skulle tage min hånd og hvirvle mig igennem de malerier, der stod spredt over bakken.” Selv er Johanne en kunstnersjæl i svøb, men også hendes kærlighed til kunsten umuliggøres af den lille norske sommerbys skeptiske blik på Munchs skændige og frække kunst, som Johannes mor for alt i verden forsøger at forskåne Johanne fra. Men Johanne har som Tullik en stædighed i sig, de er selvstændige og nysgerrige på livet og bohemerne, der besøger Asgådsstrand denne uforglemmelige sommer i 1893, hvor Munch maler det berømte billede Skriget.

Jeg var godt underholdt gennem hele romanen, og jeg nød især Strømmes troværdige skildring af Johannes bekymrede og overbeskyttende mor. Et sommer must-reed til dage i solskin og friske danske jordbær selvfølgelig.