Titel: Silhuet af en synder. Forfatter: Leonora Christina Skov. Sider: 373. Forlag: Politiskens Forlag. (gen)Udgivelsesår: 2018. Anmeldereksemplar: Politikens Forlag ★★★★★
“Det undrede mig egentlig ikke, at hun lod en fremmed følge efter sig gennem Liljenholms stuer. De burde velsagtens have gjort væsen af sig allerede der, stuerne, der aldrig har brudt sig synderligt om besøg. Måske forsøgte de også, men jeg opfattede kun spredte detaljer. Lyset, der faldt skråt gennem vinduet i forstuen og ramte bordet i en kegle, den mærkelige sofastol i testuen, de lyseblå vaseskår i spisestuen, møblerne, der virkede for store, lugten af hvide liljer, en dør, der stod åben.”
Leonora Christina Skovs uhyggeligt velskrevne gotiske slægtsroman handler om dystre familieforhold. Om endelig at fortælle sin egen historie, give den videre, så den giver mening, og i sidste ende acceptere den.
Bedrag, selvmord, galskab og forbudt kærlighed har gennem generationer huseret på det sydsjællandske gods Liljenholm. Engang var det hjemsted for en verdenskendt forfatter af skrækromantiske romaner. Nu er der kun de døde tilbage. Men en råkold novemberdag i 1941 aflægger godsets fortabte datter, Nella, besøg. Hun er ikke alene. En fremmed er taget med hende hele vejen fra København. Sammen opdager de, at alle familier har hemmeligheder, men liljenholmerne har flere end de fleste. Godset gemmer på en grum historie, der berører dem begge.
På Liljenholm knager og knirker det og spøger med skønkomfruer, skumle baroner og ridderlige sønner, der har levet på godset gennem årtier, og hvor læresætningen “Uanset hvad du hører og ser og fornemmer, så lad som ingenting. Det er for dit eget bedste” er blevet givet videre gennem arven, ligesom nøglerne til godset til de kommende generationer af tvillinger. Et gods, der har sit eget uransagelige liv.
En unavngiven person fortæller historien om det mystiske Liljenholm og familien, der har boet der gennem årene. Om en slægt af liljenholmske tvillinger, hvor den ene altid forsvinder eller dør på tragisk vis. En hemmelig fortæller, der følger Nellla, da hun ved sin mors død, Antonia (den berømte skrækromansforfatterinde) i 1936 tager tilbage til godset Liljenholm for at rydde op i de gamle sager, inden godset skal sælges til en vis Hans Nielsen. Der finder de den gamle oldfrue Fru Lauritsen (herefter Laurits) gamle dagbøger gemt under gulvet, og Nella bliver så forarget over det hun læser om sin familie, at hun beder den unavngivne fortæller skrive historien ned: “Du vil jo gerne være forfatter”. Historien bliver egentlig skrevet, samtidig med at den bliver fortalt. Og derfor får man også de mange overvejelser omkring, hvilke passager læseren nu skal have afgang til og hvilke der skal gemmes lidt endnu. Meget lig Skovs ene spor i Den der lever stille, hvor hun undervejs på et metatekstligt niveau overvejede konsekvenserne ved at skrive romanen og handlingens forløb, hvilke dialoger der skulle med osv. Romanens komposition er som en russisk babuska-dukke. Du må hele tiden åbne et nyt kapitel for at komme videre med fortællingen, og plottet afslører først sig selv til sidst.
Efter at have mødt Leonora personligt og have læst Den der lever stille, ser jeg meget af hende selv i denne roman. Den fortabte datter, som vender hjem og rydder op. Den unavngivne og forældreløse forfatter, som så gerne vil lykkes med sin gerning, og som higer sådan efter at kende til sit ophav. Som ikke kan huske meget fra sine tidlige barndomsår, som savner en familie. Og modsætningen: Nella, som netop har en familie og den tunge arv, men som er fyldt med dystre og fortrængte minder.
Skov skriver som altid levende, medrivende og med en skarp sans for sin genre: den gotiske roman, der sædvanligvis beskæftiger sig med menneskets frygt for det ukendte og ukontrollable. Skov benytter fx også en læserhenvendt fortæller, der undervejs taler direkte til læseren meget lig Jane Eyre, Stormfulde højder og andre gotiske romaner. Og så var jeg var vild med det historiske element. Sådanne romaner måtte Leonora Christina Skov godt skrive endnu flere af. Hun er en god historiefortæller og forstår at spinde et væv af historier, så læseren hele tiden overraskes. Flere gange troede jeg, at jeg var på sporet af plottet, at jeg havde regnet de mystiske karakterer ud, men igen måtte jeg bukke mig i støvet for forfatteren (og fortælleren!), der har helt styr på, hvornår læseren præcis må komme til den og den erkendelse.
Mor-datter forholdet står stærkt i romanen. Efter at havde læst Den der lever stille kan jeg pludselig drage mange paralleller i de kvindeskikkelser Skov har skildret, og jeg vil lige nævne et par eksemplaer, men ellers lade Silhuet af en synder stå for sig selv, som det den er. En gotisk slægtsroman og altså dermed også fiktion. “Ja, det er, hvad jeg er blevet til, mor. Du har jo altid vidst, at jeg var talentløs, ikke sandt?” Det påvirker Nella, at moren aldrig har været stolt af hende eller anerkendt hende. Hun er jo bare blevet spillelærerinde, og ikke den store succesfulde forfatter som moren Antonia. Samtidig hæftede jeg mig ved en af karakternes afsky ved at blive fotograferet og den dårlige oplevelse, en næsten direkte gendigtning af Leonora Christina Skovs egne barndomserindringer, hvor moren stod i baggrunden og kritiserede hende, og hvor det på billedet lyser ud af hende, at her er en ensom pige, der ikke føler sig elsket.
Silhuet af en synder er en fremragende gotisk roman. Den har det hele. Et gammelt gods, der knirker og knager, en tragisk familieforbandelse, mystiske personer, bedrageriske korridorer og farlige hemmeligheder.