INDLEDNING
Modernismen var et opgør mod verden, som den så ud. Dog er modernismen som begreb svær at definere, både i litteraturen men også i kunsten. For er det en tendens, en strømning, en periode eller en kategori? Og hvornår starter og stopper modernismen? Begrebet varierer både fra land til land men også fra medie til medie, som Anne Borup påpeger i en artikel om den danske modernismekonstruktion (Borup, s. 94). Svaret er ikke entydigt, og mange har forsøgt at opnå en form for konsensus. Som Inger-Lise Hjordt-Vetlesen også skriver i sit bud på en analyse af Klaus Rifbjergs Anna (jeg) Anna: ”I denne bredere forstand er modernismen ikke et fænomen, der alene henhører det 20. århundrede. Snarere er modernismen en side af det moderne bevidsthedskompleks, der især ytrer sig som en opmærksomhed på den iboende splittelse mellem sprog og eksistens” (Hjordt-Vetlesen, s. 269). Modernismen beskriver en konstant søgen efter og oplevelse af fornyelse, hvad enten det er i samfundet eller i kunsten. Litteraturhistorisk hæfter jeg mig derfor ved to nedslag, hvoraf jeg vil koncentrere mig om sidstnævnte: Et i starten af 1900-tallet, hvor industrisamfundets opståen og ny teknologi rykker ved de gamle traditioner og skaber et nyt menneskebillede (Secher, s. 179), og et, især i Danmark, omkring 1960’erne, hvor anden fase af modernismen udfolder sig.
Torben Brøstrom var fortaler for en opdeling af den danske modernismekonstruktion i tre faser. I den konservative 1. fase modernisme, som indledes lige efter afslutningen på Anden Verdenskrig i 1945, hersker der kaos, usikkerhed, og et værdisammenbrud i verden. Det er her nulpunktoplevelsen opstår, som følge af to verdenskrige, den anden ankommet lige da man troede, at der var lys forude. Tilværelsen fremstår som meningsløs, og det begræder man. Man er i først fase af modernismen bekendende, og Heretica-digtere som Wivel, Bjørnvig og Jæger er traurige over, at verden ikke længere hænger sammen. De skriver derfor humanistisk om troen på ”noget som helst”, næstekærlighed, personligt ansvar og med en etisk holdning. I den progressive 2. fase omkring 1960 er meningsløsheden stadigvæk rådende, men det bliver betragtet som frisættende: Hvis der ikke er mening med livet, så kan vi jo gøre, som vi vil. Dermed forholder digterne sig legende, undersøgende og sprudlende til tingene. Mennesket erkender tomheden, splittelsen og fremmedgørelsen, men man protesterer også imod den. Især i lyrikken. Livssynet i anden fase af modernismen er eksistentialistisk, som hos Heretica-tænkerne, men man anlægger absurdismen – en accept af tilværelsens håbløshed, og man gør oprør mod den. Virkeligheden erkendes nu pludselig ved konfrontation af den. Klaus Rifbjerg placerer sig i denne fase med sin digtsamling Konfrontation fra 1960, som endte med at ligge navn til det man i dag kender som konfrontationsmodernismen. Den var eksperimenterende i form og sprog, den konfronterede og nedbrudte tabuer såsom seksualitet, ligesom den skildrede identitetsproblemet, hvori splittelsen lå. Hans Jørgen Nielsen ser sig selv som komponent for den attituderelativistiske 3. fase af modernismen, der opstår allerede i sen 1960’erne. Man erkender ligesom i 2. fase, at splittelsen i mennesket skal ses som noget positivt, og med attituderelativisme erkender man samtidig, at mennesket har forskellige roller og attituder. ”Det muliggør en større åbenhed og tolerance, bl.a. over for populærkulturen, men det rummer også en fare for overfladiskhed og nivellering af den enkeltes identitetsfølelse. I teorien om attituderelativisme findes elementer af det, der senere blev kendt som postmodernisme” (Den store danske). Det er også i denne tredje fase, at systemdigtningen og de mange happenings bliver en del af kunsten. Bjørn Nørgaard fra Eks-skolen slagter en hest på en sneklædt mark, hvorefter indvoldene udstilles på Statens Museum for Kunst til stor forundring, forargelse og provokation. Ligeledes blander andre fra Eks-skolen sig, og forfattere som Jørgen Leth, Kirsten Thorup og Klaus Høeck bliver mere synlige i det litterære miljø.
Jeg selv forstår modernismen som et opgør mod traditionerne, som det ses i lyrikken med de frie vers, i prosaen med alternative strukturer og i billedkunsten med rene former og farver. Disse opbrud mod traditionelle kunstarter eksemplificerer jeg med Klaus Rifbjergs Den kroniske uskyld (1958), J.D. Sallingers Griberen i rugen (1951) og Asger Jorns modernistiske kunstværk Den foruroligende ælling fra 1959, som jeg mener udtrykker en ny og mere kreativ kunst, der gør oprør, og giver plads til det skæve, frække og provokerende. Tematisk hæfter jeg mig ved følgende temaer i romanerne og kunstværket: Ungdommens opgør mod sig selv og verden, den moderne teenager, rodløshed, fremmedfølelse, identitetsløshed, løsrivelse, tab af uskyld, livserfaring, konfrontation, angst for modning, provokation og seksualitet. Derudover er Rifbjerg, Sallinger og Jorn alle glimrende eksempler på modernismens ’vrede unge mand’. Det ses både i dem selv, men sandelig også i deres værker. Udtrykket blev især kendt i slutningen af 50’erne, hvor en del amerikanske forfattere blev kaldt ’vrede unge mænd’, hvilket kom sig af skuespillet af John Osborne ”Look back in anger” om den rødløse og autoritært opgørende unge mand Jimmy (Nielsen, s. 114).
Jeg har deraf valgt at give en udlægning af modernismen illustreret af Klaus Rifbjergs og J.D. Sallingers ungdomsromaner Den kroniske uskyld og Griberen i rugen. Hovedfokus vil være på Den kroniske uskyld, da det primært er den danske modernisme, som interesserer mig, men der vil blive trukket flere paralleller op til Griberen i rugen, da den også skildrer de tanker, tendenser og strømninger, som påvirkede både den danske og amerikanske modernisme i 1950-1960’erne. Jeg ser nærmere på lighederne og ikke mindst forskellen mellem de to romaner. Foruden deres tematiske og litteraturhistoriske ligheder, så blev den nyeste og mest ordrette danske version af Griberen i rugen oversat af netop Rifbjerg, og selvom han påstår, at Den kroniske uskyld blev skrevet, inden han læste Sallingers roman, så er det dog tydeligt, at Rifbjerg var inspireret af historien om den unge rodløse Holden Caulfield, da han skrev om de ligeså rodløse unge Janus og Tore (Nielsen, s. 111).
Jeg har deraf valgt at give en udlægning af modernismen illustreret af Klaus Rifbjergs og J.D. Sallingers ungdomsromaner Den kroniske uskyld og Griberen i rugen. Hovedfokus vil være på Den kroniske uskyld, da det primært er den danske modernisme, som interesserer mig, men der vil blive trukket flere paralleller op til Griberen i rugen, da den også skildrer de tanker, tendenser og strømninger, som påvirkede både den danske og amerikanske modernisme i 1950-1960’erne. Jeg ser nærmere på lighederne og ikke mindst forskellen mellem de to romaner. Foruden deres tematiske og litteraturhistoriske ligheder, så blev den nyeste og mest ordrette danske version af Griberen i rugen oversat af netop Rifbjerg, og selvom han påstår, at Den kroniske uskyld blev skrevet, inden han læste Sallingers roman, så er det dog tydeligt, at Rifbjerg var inspireret af historien om den unge rodløse Holden Caulfield, da han skrev om de ligeså rodløse unge Janus og Tore (Nielsen, s. 111).
KLAUS RIFBJERG
Kronisk uskyldig
I Den kroniske uskyld møder vi mellemskoledrengene Janus og Tore, og følger dem helt til deres studentertid. De drikker te, snakker om piger og irriterende forældre og er de bedste venner, ja vores fortæller Janus kan faktisk slet ikke forestille sig en verden uden Tore. Men lige pludselig skal Tore flytte med sin mor og hendes nye kæreste til Aalborg, og Janus er knust. Der går dog ikke længe før Tore er tilbage igen, og så møder drengene den smukke Helle, der naturligvis bliver Tores pige. Trekanten er intakt, da Janus mister sin mødom til ”Kald-mig-Inger” og derefter fortsætter i ligegyldige eskapader. Helle og Tore er dog stadig ikke kommet helt dertil, hæmmet af Helles dominerende og farlige mor, Fru Junkersen, og Tores egen moderbinding. De kommer heller aldrig så langt. Tragedien indfinder sig, da Fru Junkersen forfører Tore til studenterfesten, og Helle derefter begår selvmod, hvilket presser Tore ud over kanten, og han må indlægges. Her møder Janus ham, og trods deres sorgfulde fortid, så har de endelig hinanden. I fred for alle de farlige piger.
Torben Brostrøm kritiserede i sin programartikel Det umådelige mådehold fra 1959 den Heretica- generation af digtere, som dominerede 1950’ernes litteratur. Brostrøms kritik lagde sig op af den som Brandes, ca. hundrede år forinden, også rettede mod det danske litterære digtermiljø: Der mangler simpelthen galskab i den danske digtning, og det er på tide at sætte de virkelige problemer til debat. Brostrøm beskyldte dermed Heretica-digterne for kun at skildre landsbyidyl og provinser, og dermed ikke tage den internationale modernisme til sig, som ellers påvirkede store dele af den europæiske digtning i 50’erne (Handesten, s. 64). Det var på tide at tage digtningen op på et mere erkendelsesmæssigt niveau, og Brostrøm fik prompte leveret svaret på sin kritik, da Rifbjerg udkom med den Den kroniske uskyld samme år. Måden Rifbjerg skriver både sine konfrontationsdigte og Den kroniske uskyld på er veloplagt, frækt, og kropsnært. Der var ikke meget krop i Heretica-digtningen, der i bund og grund er kønsforskrækket, men det er Rifbjerg ikke, som uden omsvøb beskriver denne forbindelse til krop og senere til seksualitet. I 1960 var det meget udfordrende ord, Rifbjerg satte på tryk, men man kunne se, at der var sket noget nyt. Digtningen ændrer form, karakter og budskab, som i Den kroniske uskyld, der gør op med forestillinger om ungdommens forhold til hinanden og verden. Rifbjerg udtalte da også, at han skrev Den kroniske uskyld under beruselse, for: ”Af børn og fulde folk skal man høre sandheden” (Dines Johansen, s. 10).
Kronisk uskyldig
I Den kroniske uskyld møder vi mellemskoledrengene Janus og Tore, og følger dem helt til deres studentertid. De drikker te, snakker om piger og irriterende forældre og er de bedste venner, ja vores fortæller Janus kan faktisk slet ikke forestille sig en verden uden Tore. Men lige pludselig skal Tore flytte med sin mor og hendes nye kæreste til Aalborg, og Janus er knust. Der går dog ikke længe før Tore er tilbage igen, og så møder drengene den smukke Helle, der naturligvis bliver Tores pige. Trekanten er intakt, da Janus mister sin mødom til ”Kald-mig-Inger” og derefter fortsætter i ligegyldige eskapader. Helle og Tore er dog stadig ikke kommet helt dertil, hæmmet af Helles dominerende og farlige mor, Fru Junkersen, og Tores egen moderbinding. De kommer heller aldrig så langt. Tragedien indfinder sig, da Fru Junkersen forfører Tore til studenterfesten, og Helle derefter begår selvmod, hvilket presser Tore ud over kanten, og han må indlægges. Her møder Janus ham, og trods deres sorgfulde fortid, så har de endelig hinanden. I fred for alle de farlige piger.
Torben Brostrøm kritiserede i sin programartikel Det umådelige mådehold fra 1959 den Heretica- generation af digtere, som dominerede 1950’ernes litteratur. Brostrøms kritik lagde sig op af den som Brandes, ca. hundrede år forinden, også rettede mod det danske litterære digtermiljø: Der mangler simpelthen galskab i den danske digtning, og det er på tide at sætte de virkelige problemer til debat. Brostrøm beskyldte dermed Heretica-digterne for kun at skildre landsbyidyl og provinser, og dermed ikke tage den internationale modernisme til sig, som ellers påvirkede store dele af den europæiske digtning i 50’erne (Handesten, s. 64). Det var på tide at tage digtningen op på et mere erkendelsesmæssigt niveau, og Brostrøm fik prompte leveret svaret på sin kritik, da Rifbjerg udkom med den Den kroniske uskyld samme år. Måden Rifbjerg skriver både sine konfrontationsdigte og Den kroniske uskyld på er veloplagt, frækt, og kropsnært. Der var ikke meget krop i Heretica-digtningen, der i bund og grund er kønsforskrækket, men det er Rifbjerg ikke, som uden omsvøb beskriver denne forbindelse til krop og senere til seksualitet. I 1960 var det meget udfordrende ord, Rifbjerg satte på tryk, men man kunne se, at der var sket noget nyt. Digtningen ændrer form, karakter og budskab, som i Den kroniske uskyld, der gør op med forestillinger om ungdommens forhold til hinanden og verden. Rifbjerg udtalte da også, at han skrev Den kroniske uskyld under beruselse, for: ”Af børn og fulde folk skal man høre sandheden” (Dines Johansen, s. 10).
I Den kroniske uskyld er der endnu ikke kommet et opgør med måden at leve på, men Rifbjerg retter gennem fortælleren Janus en stærk kritik af samfundet efter Anden Verdenskrig, og efterspørger samtidig et behov efter løsrivelse fra traditionerne, hvilket lægger sig tæt op af modernismens grundtanker. Som her, hvor Janus forklarer: ”Vi var de mest forbandede opkomlinge, mens de andre gik der og gav den med viden og kunnen og deres latterlige latinbøger under armen, så man fik lyst til at gå over og give dem et los i røven” (Rifbjerg, s. 6). Den frigørelse som Janus og Tore higer efter har ikke indfundet sig hos deres jævnaldrende som, ifølge Janus, ”..talte, som om de stadig sad inden i deres far. Som om de hele tiden skulle tale ud gennem deres fars navle og passe på, ordene var tilstrækkelig afrundede og afpassede, så der ikke skulle komme revner i navlehullet” (Rifbjerg, s. 12). Der foregår altså et navlepilleri af en anden verden, hvor de unge ikke kan se forbi deres forældres værdier, ideer og holdninger. Også morens mave løber grødhovederne tilbage til, når livet bliver lidt udfordrende (Rifbjerg, s. 19). Det er dette opgør mod verden og denne manglende frigørelse, som Rifbjerg skildrer gennem Janus og Tore. Janus beskriver sine klassekammerater som ’grødhoveder’, altså en menig hob, hvis forældre han kalder ’cykelklemmeforældre’ (Johansen & Frandsen, s. 58). Grøden er hos Rifbjerg en metafor for den småborgerlige middelmådighed. Der er i denne metafor en skarp kritik af samfundet, det borgerlige, og de folk som skal skynde sig hjem fra arbejde og hjem til øllebrødet (Johansen & Frandsen, s. 97). Om de klassekammerater der omgiver Janus udtaler han: ”De var grød, grød og grød, så det næsten ikke var til at holde ud, når man tænkte på de andre ovre på den anden side af gangen med deres kollegiehæfter og opskrifter og læsen sammen og rend mig i røven” (Rifbjerg, s. 7).
Rifbjerg skildrer i Den kroniske uskyld den moderne verden, som foregår lige nu, modsat de ellers meget eventyrlige skildringer forfatterne i 1950’erne ellers bød på. Hos Rifbjerg er det Janus’ meget personlige oplevelser, der bliver beskrevet (Handesten, s. 125). Og romanens klassikerstatus kommer sig netop også af, at romanen i dag stadig beskriver en tidsånd, selv så mange år efter udgivelsen. Johs. Nørgaard Frandsen beskriver det således: ”Der vil den rage op længe endnu, endda med kanonstatus, fordi den gør sig kronisk skyldig i at tiltale os fra en tid, hvor de moderne former, som vi nu lever med og i, var under etablering” (Dines Johansen, s. 7). Gymnasietiden er en anden i dag, nye tendenser, teknologi, holdninger, friheder og moralkoder er kommet til, men det: ”..det er selve nerven og det pulserende liv i gymnasiet, på tværs af tiden, Rifbjerg har ramt på en prik, det andet er blot udenværker – eller evigtgyldigt” (Dines Johansen, s. 49). Romanen er transhistorisk.
Rifbjerg skildrer i Den kroniske uskyld den moderne verden, som foregår lige nu, modsat de ellers meget eventyrlige skildringer forfatterne i 1950’erne ellers bød på. Hos Rifbjerg er det Janus’ meget personlige oplevelser, der bliver beskrevet (Handesten, s. 125). Og romanens klassikerstatus kommer sig netop også af, at romanen i dag stadig beskriver en tidsånd, selv så mange år efter udgivelsen. Johs. Nørgaard Frandsen beskriver det således: ”Der vil den rage op længe endnu, endda med kanonstatus, fordi den gør sig kronisk skyldig i at tiltale os fra en tid, hvor de moderne former, som vi nu lever med og i, var under etablering” (Dines Johansen, s. 7). Gymnasietiden er en anden i dag, nye tendenser, teknologi, holdninger, friheder og moralkoder er kommet til, men det: ”..det er selve nerven og det pulserende liv i gymnasiet, på tværs af tiden, Rifbjerg har ramt på en prik, det andet er blot udenværker – eller evigtgyldigt” (Dines Johansen, s. 49). Romanen er transhistorisk.
Rifbjergs valg af titel er åbenlyst: ”Uskyld hører barndommen til og afløses af fx skyld, modenhed eller erfaring” (Dines Johansen, s. 118). Tore forbliver for altid uskyldig rent seksuelt i forhold til Helle. Janus forbliver også kronisk uskyldig, fordi han, trods sine mange seksuelle erfaringer med tilfældige kvinder, aldrig mister sin uskyld til kærligheden, ligesom han heller aldrig får afløb for den latente homoseksualitet, der ligger i ham, da han tydeligvis er forelsket i Tore. Og så forkrøbler de voksne og perverterer den sanselige og erotiske oplevelse at miste sin uskyld, fordi Fru Junkersen, i bogstavelig forstand, tager Tores uskyld og ødelægger denne oplevelse, der var tiltænkt Tore og Helle. Hele tabet af uskylden, både for Janus og Tore, er en meget dyrekøbt livserfaring. Janus er da også fremseende og på forkant, da han midt i den bedste tid mellem han, Tore og Helle understreger, at ”..vi var lykkelige netop i det øjeblik, hvor vi ikke sagde noget, men bare sad isolerede midti larmen og lagde grunden til et helt nyt afsnit, hvor alt endnu var blankt og ugjort” (Rifbjerg, s. 68). For Janus hænger det at miste sin mødom tæt sammen med at blive voksen: ”Så kunne man føle, hvad det ville sige at være rigtig voksen og fri og have en hel masse sammen med et andet menneske og kunne bestemme med sin egen fri vilje om, hvad der var helt rigtigt…” (Rifbjerg, s. 10), og dette tab af uskyld rykker helt fysisk tæt på ham, da han danser med ”Kald-mig-Inger” på en bar: ”Tærsklen mellem uskyld og ikke uskyld havde altid været fjern, uendelig fjern i min bevidsthed, nu var den pludselig rykket helt hen foran mine fødder” (Rifbjerg, s. 80). Da Janus så endelig mister sin mødom, konstaterer han overbevisende, at nu er han færdig, nu har han prøvet det hele (Rifbjerg, s. 87). Angsten for denne modning er altså konstant. Janus og Tore higer så kraftigt efter at blive en del af de voksnes verden, men må indse, at de voksne ikke har den frihed, som de søger. De er perverterede, sårede og kan ikke håndtere de udfordringer, der kommer med et seksuelt voksenliv (Handesten, s. 128). Allerede i et af romanens første kapitler spørger Janus da også undrende, om man bliver idiot af at blive voksen? Og ja, det gør man, ifølge Den kroniske uskyld.
En mytisk roman
Den kroniske uskyld er todelt, og skildrer dermed nødvendigheden af at blive voksen, selvom det kan være umådeligt farligt: ”Romanen er på den ene side en realistisk skildring af en sjov og bøvet drengeverden, af drengenes længsler og møde med det andet køn og med voksenverdenens krav. Men den er på den anden side også en mytisk beretning om de gode og onde sider i mennesket, om slangen og dragen, der altid vil gøre det af med det naive og åbne sind. Helles mor er således en drageskikkelse, der i fuldt format viser kvindens man-eater-karakter. Og Janus selv har, som hans navn antyder, to ansigter, ikke bare vennens men også slangens” (Handesten, s. 128). Janus besidder nemlig ikke kun den uskyldige og omsorgsgivende side af mennesket, den som han oftest viser over for Tore og Helle. I hans mange konfrontationer med Fru Junkersen, oplever vi en mere mørk og hård side af Janus. Ligesom han i alle episoderne med den stakkels Ellen, pigen han går i seng med men samtidig afskyer, ikke viser sig fra sin bedste side. Han udnytter hende, nærmest voldtager, og overfalder hende verbalt.
Akkurat som at Sallinger fik kritik for sine frække ord i Griberen i rugen blev også Rifbjerg kritiseret af de fleste anmeldere da Den kroniske uskyld udkom i 1958 (Handesten, s. 128). Samtidig var de lidt mere konservative stemmer i det danske samfund dengang ikke så begejstret for hele det ’frigørelsesprogram’, som de mente romanen var. Mange har læst pointen således, at hvis nu Helle og Tore havde skyndt sig at gå i seng med hinanden, så havde Fru Junkersen aldrig fået fat i Tore, og dermed ville Helle aldrig have endt sit liv så tragisk. Kritikken af denne seksualmoral som Rifbjerg fremstiller, kommer sig måske især af denne sætning i romanen, hvor Janus tænker: ”Det var forfærdeligt, så travlt vi havde med at få underskrevet dødsdommen over den sidste uskyld i verden. Helle var blevet til et stykke vildt, der for himlens skyld skulle knaldes, nu eller aldrig” (Rifbjerg, s. 153). Ungdommen i 1950’erne var præget af frustrationer over mødet med den voksne verden, og mange af de problemstillinger som optog de unge dengang, blev der ikke sat ord på. Indtil Den kroniske uskyld pludselig gav ungdommen en stemme, og gjorde plads til oprøret: ”En moderne ungdoms frustrationer, trang til vrede, hang til følsomhed, ny seksualitet, begær, livsappetit, galskab” (Dines Johansen, s. 13). Splittelsen i samfundet skildres også i Den kroniske uskyld. Tore er ”..splittet mellem den kroniske uskyld (seksuel renhed, frelsthed) og den lige så kroniske uskyld eller det kroniske ansvar (masker, facade, umenneskelige beslutninger som voksenlivet rummer) (Dines Johansen, s. 40) Tore tør nemlig ikke gå i seng med Helle, delvist pga. sin stærke moderbinding, men også pga. den påvirkning som Fru Junkersen har på ham.
Den kroniske uskyld er todelt, og skildrer dermed nødvendigheden af at blive voksen, selvom det kan være umådeligt farligt: ”Romanen er på den ene side en realistisk skildring af en sjov og bøvet drengeverden, af drengenes længsler og møde med det andet køn og med voksenverdenens krav. Men den er på den anden side også en mytisk beretning om de gode og onde sider i mennesket, om slangen og dragen, der altid vil gøre det af med det naive og åbne sind. Helles mor er således en drageskikkelse, der i fuldt format viser kvindens man-eater-karakter. Og Janus selv har, som hans navn antyder, to ansigter, ikke bare vennens men også slangens” (Handesten, s. 128). Janus besidder nemlig ikke kun den uskyldige og omsorgsgivende side af mennesket, den som han oftest viser over for Tore og Helle. I hans mange konfrontationer med Fru Junkersen, oplever vi en mere mørk og hård side af Janus. Ligesom han i alle episoderne med den stakkels Ellen, pigen han går i seng med men samtidig afskyer, ikke viser sig fra sin bedste side. Han udnytter hende, nærmest voldtager, og overfalder hende verbalt.
Akkurat som at Sallinger fik kritik for sine frække ord i Griberen i rugen blev også Rifbjerg kritiseret af de fleste anmeldere da Den kroniske uskyld udkom i 1958 (Handesten, s. 128). Samtidig var de lidt mere konservative stemmer i det danske samfund dengang ikke så begejstret for hele det ’frigørelsesprogram’, som de mente romanen var. Mange har læst pointen således, at hvis nu Helle og Tore havde skyndt sig at gå i seng med hinanden, så havde Fru Junkersen aldrig fået fat i Tore, og dermed ville Helle aldrig have endt sit liv så tragisk. Kritikken af denne seksualmoral som Rifbjerg fremstiller, kommer sig måske især af denne sætning i romanen, hvor Janus tænker: ”Det var forfærdeligt, så travlt vi havde med at få underskrevet dødsdommen over den sidste uskyld i verden. Helle var blevet til et stykke vildt, der for himlens skyld skulle knaldes, nu eller aldrig” (Rifbjerg, s. 153). Ungdommen i 1950’erne var præget af frustrationer over mødet med den voksne verden, og mange af de problemstillinger som optog de unge dengang, blev der ikke sat ord på. Indtil Den kroniske uskyld pludselig gav ungdommen en stemme, og gjorde plads til oprøret: ”En moderne ungdoms frustrationer, trang til vrede, hang til følsomhed, ny seksualitet, begær, livsappetit, galskab” (Dines Johansen, s. 13). Splittelsen i samfundet skildres også i Den kroniske uskyld. Tore er ”..splittet mellem den kroniske uskyld (seksuel renhed, frelsthed) og den lige så kroniske uskyld eller det kroniske ansvar (masker, facade, umenneskelige beslutninger som voksenlivet rummer) (Dines Johansen, s. 40) Tore tør nemlig ikke gå i seng med Helle, delvist pga. sin stærke moderbinding, men også pga. den påvirkning som Fru Junkersen har på ham.
Identitetsproblemet
Janus især spejler sin egen identitet i de andre unge der omgiver ham: Tore, Helle og resten af skolekammeraterne. Han sammenligner og distancerer sig skiftevis fra dem, og på den måde skildrer Rifbjerg hele identitetsproblemet, som mange unge følte i denne overgangsfase fra barn til voksen. Som her hvor Janus forklarer Tores problemer med at ’passe’ rigtigt ind: ”Men alt det kostskolepjank om gentlemen og håndboldklubber det ragede ham ærligt en skid, og det var helt i orden, fordi han simpelthen ikke sorterede i samme skuffe som resten af grødfadet” (Rifbjerg, s. 8) Da vi møder Janus i sidste kapitel er han dog blevet moden og samtidig et langt mere eftertænksomt individ med mere livserfaring. Søren Schou beskriver Janus’ modningsproces således: ”Han har gennemløbet en modningsproces, der vel på grund af den pludseligt indtrædende dobbeltkatastrofe egentlig burde kaldes tvangsmodning; der er ikke som i dannelsesromanen tale om en rolig, gradvis vækst” (Dines Johansen, s. 65). Så selvom Janus endelig er endt som et mere modent menneske, så er det livets absolutte største udfordringer, der har bragt ham derhen, og tvunget ham til at tabe uskylden og vokse op. Og så er uskylden tragikomisk nok blevet erstattet med en stor spand skyld. Janus bebrejder sig selv, at han ikke fortalte Tore, at Fru Junkersen var ude efter ham. Det kunne måske have forhindret Helles selvmord og Tores indlæggelse. Dog påpeger Lillan Munk Rösing, at det muligvis ikke er Janus’ skyld, at han ikke sagde noget til Tore om Fru Junkersen, og at han ikke pressede mere på for at få Tore og Helle til at gå i seng med hinanden. Problemet ligger i at Tore hele vejen igennem har haft et ødipalt begær efter sin mor, og at hele katastrofen indtræffer, fordi Tore ikke kunne få sin egen mor (Dines Johansen, s. 100).
Homoseksualitet i Den kroniske uskyld
Maja Bissenbakker Frederiksen begår i antologien Skyld og uskyld i mellemtiden en queer-teoretisk læsning af romanen, som giver svar på tre mystificeringspunkter, som hun ikke ser besvaret i andre analyser. Ved sit queer-teoretiske perspektiv læser Frederiksen en reel homoseksualitet, om end latent, ind mellem Janus og Tore. Allerede i første kapitel giver denne beskrivelse fra Janus anledning til undren: ”Man kom ligefrem til at elske ham. Man kunne simpelthen ikke lade være med at elske ham på en eller anden måde, selvom man selvfølgelig ikke kan vise sådan noget eller gøre det i virkeligheden” (Rifbjerg, s. 9). Frederiksens læsning giver deraf svar på tre mystificeringspunkter: Hvorfor Janus forguder Tore så meget, hvorfor Janus beskriver Fru Junkersen så urealistisk, og ikke mindst Janus’ medskyld i Helles død. Det er Frederiksens påstand, at Janus har et hadsk og anstrengt forhold til alle kvinderollerne i romanen, Helle, Ellen, ”Kald mig Inger”, Tores mor og ikke mindst Fru Junkersen, fordi han selv er forelsket i Tore. I sidste ende er det da også Helles død, der ender med en genoprettelse af Janus og Tores ”homosociale symbiose”. Og derfor, set med queer-teoretiske øjne, ender romanen lykkeligt for nu er alle de farlige piger langt væk fra Tore – nu er der kun Janus tilbage til at tage sig af ham.
Janus især spejler sin egen identitet i de andre unge der omgiver ham: Tore, Helle og resten af skolekammeraterne. Han sammenligner og distancerer sig skiftevis fra dem, og på den måde skildrer Rifbjerg hele identitetsproblemet, som mange unge følte i denne overgangsfase fra barn til voksen. Som her hvor Janus forklarer Tores problemer med at ’passe’ rigtigt ind: ”Men alt det kostskolepjank om gentlemen og håndboldklubber det ragede ham ærligt en skid, og det var helt i orden, fordi han simpelthen ikke sorterede i samme skuffe som resten af grødfadet” (Rifbjerg, s. 8) Da vi møder Janus i sidste kapitel er han dog blevet moden og samtidig et langt mere eftertænksomt individ med mere livserfaring. Søren Schou beskriver Janus’ modningsproces således: ”Han har gennemløbet en modningsproces, der vel på grund af den pludseligt indtrædende dobbeltkatastrofe egentlig burde kaldes tvangsmodning; der er ikke som i dannelsesromanen tale om en rolig, gradvis vækst” (Dines Johansen, s. 65). Så selvom Janus endelig er endt som et mere modent menneske, så er det livets absolutte største udfordringer, der har bragt ham derhen, og tvunget ham til at tabe uskylden og vokse op. Og så er uskylden tragikomisk nok blevet erstattet med en stor spand skyld. Janus bebrejder sig selv, at han ikke fortalte Tore, at Fru Junkersen var ude efter ham. Det kunne måske have forhindret Helles selvmord og Tores indlæggelse. Dog påpeger Lillan Munk Rösing, at det muligvis ikke er Janus’ skyld, at han ikke sagde noget til Tore om Fru Junkersen, og at han ikke pressede mere på for at få Tore og Helle til at gå i seng med hinanden. Problemet ligger i at Tore hele vejen igennem har haft et ødipalt begær efter sin mor, og at hele katastrofen indtræffer, fordi Tore ikke kunne få sin egen mor (Dines Johansen, s. 100).
Homoseksualitet i Den kroniske uskyld
Maja Bissenbakker Frederiksen begår i antologien Skyld og uskyld i mellemtiden en queer-teoretisk læsning af romanen, som giver svar på tre mystificeringspunkter, som hun ikke ser besvaret i andre analyser. Ved sit queer-teoretiske perspektiv læser Frederiksen en reel homoseksualitet, om end latent, ind mellem Janus og Tore. Allerede i første kapitel giver denne beskrivelse fra Janus anledning til undren: ”Man kom ligefrem til at elske ham. Man kunne simpelthen ikke lade være med at elske ham på en eller anden måde, selvom man selvfølgelig ikke kan vise sådan noget eller gøre det i virkeligheden” (Rifbjerg, s. 9). Frederiksens læsning giver deraf svar på tre mystificeringspunkter: Hvorfor Janus forguder Tore så meget, hvorfor Janus beskriver Fru Junkersen så urealistisk, og ikke mindst Janus’ medskyld i Helles død. Det er Frederiksens påstand, at Janus har et hadsk og anstrengt forhold til alle kvinderollerne i romanen, Helle, Ellen, ”Kald mig Inger”, Tores mor og ikke mindst Fru Junkersen, fordi han selv er forelsket i Tore. I sidste ende er det da også Helles død, der ender med en genoprettelse af Janus og Tores ”homosociale symbiose”. Og derfor, set med queer-teoretiske øjne, ender romanen lykkeligt for nu er alle de farlige piger langt væk fra Tore – nu er der kun Janus tilbage til at tage sig af ham.
Konfrontation
Der er rigeligt med konfrontationer i romanen men en hæfter jeg mig især ved. Det er den konfrontation, som i første omgang ikke bliver taget. Da Tore vender hjem, efter det mislykkede forsøg på en familiesammenføring i Aalborg med sin mors nye kæreste, kan Janus straks mærke, at noget er forandret ved Tore. I første omgang konfronterer Janus ham ikke, da han slet ikke kan overkomme, hvis Tore nu virkelig har forandret sig. Konfrontationen kommer i stedet til skolefesten, og først da Janus har drukket sig fuld nok, og her får han så også sandheden (Rifbjerg, s. 58). Hvad var det nu Rifbjerg havde udtalt, da han afslørede sin egen beruselse under skriveprocessen. At fra børn og fulde folk skal man høre sandheden?
J.D. SALLINGER
Hvis modernismen var en karakter
Vi møder i Sallingers roman den 17-årige high-school elev Holden Caulfield, som efter sit psykiske sammenbrud er blevet anbragt på et hvilehjem i Californien. Derfra beretter han i en indre monolog om de tre juledage fra året før, hvor han, efter at være blevet smidt ud, stikker af fra skolen. Han bruger dagene i frihed, inden han er nødsaget til at vende snuden hjem og fortælle forældrene den dårlige nyhed. Den lille miniodyssé som Holden har i New York bekræfter ham i, at han ikke vil være som de falske og forlorne voksne, selvom han nu gerne vil nyde godt af de voksnes frihed.
Holden beskriver konstant hvordan, at folk omkring ham er usle, overfladiske og materialistiske. De er ”phony” hos Sallinger, hvor de hos Rifbjerg er nogle ”grødhoveder”. Allerede i første kapitel hos Sallinger oplever vi Holdens vrede mod ”systemet” og ikke mindst den skole, han går på: ”Helt ude i hampen. De former ikke en skid mere på Pencey end på hvilken som helst anden skole” forklarer han (Sallinger, s. 6). Secher påpeger dette had Holden har mod verden med begrebet ’virkelighedens død’, som er den oplevelse: ”…de fleste modernistiske kunsterne havde: at den samtidige virkelighed var overfladisk, materialistisk, småborgerlig eller ussel. Gennem den modernistiske kunst går en utopisk drøm om en højere virkelighed [Holdens drøm om at blive griberen i rugen], som kunstoplevelsen kan føre frem til” (Secher, s. 179).
Der er rigeligt med konfrontationer i romanen men en hæfter jeg mig især ved. Det er den konfrontation, som i første omgang ikke bliver taget. Da Tore vender hjem, efter det mislykkede forsøg på en familiesammenføring i Aalborg med sin mors nye kæreste, kan Janus straks mærke, at noget er forandret ved Tore. I første omgang konfronterer Janus ham ikke, da han slet ikke kan overkomme, hvis Tore nu virkelig har forandret sig. Konfrontationen kommer i stedet til skolefesten, og først da Janus har drukket sig fuld nok, og her får han så også sandheden (Rifbjerg, s. 58). Hvad var det nu Rifbjerg havde udtalt, da han afslørede sin egen beruselse under skriveprocessen. At fra børn og fulde folk skal man høre sandheden?
J.D. SALLINGER
Hvis modernismen var en karakter
Vi møder i Sallingers roman den 17-årige high-school elev Holden Caulfield, som efter sit psykiske sammenbrud er blevet anbragt på et hvilehjem i Californien. Derfra beretter han i en indre monolog om de tre juledage fra året før, hvor han, efter at være blevet smidt ud, stikker af fra skolen. Han bruger dagene i frihed, inden han er nødsaget til at vende snuden hjem og fortælle forældrene den dårlige nyhed. Den lille miniodyssé som Holden har i New York bekræfter ham i, at han ikke vil være som de falske og forlorne voksne, selvom han nu gerne vil nyde godt af de voksnes frihed.
Holden beskriver konstant hvordan, at folk omkring ham er usle, overfladiske og materialistiske. De er ”phony” hos Sallinger, hvor de hos Rifbjerg er nogle ”grødhoveder”. Allerede i første kapitel hos Sallinger oplever vi Holdens vrede mod ”systemet” og ikke mindst den skole, han går på: ”Helt ude i hampen. De former ikke en skid mere på Pencey end på hvilken som helst anden skole” forklarer han (Sallinger, s. 6). Secher påpeger dette had Holden har mod verden med begrebet ’virkelighedens død’, som er den oplevelse: ”…de fleste modernistiske kunsterne havde: at den samtidige virkelighed var overfladisk, materialistisk, småborgerlig eller ussel. Gennem den modernistiske kunst går en utopisk drøm om en højere virkelighed [Holdens drøm om at blive griberen i rugen], som kunstoplevelsen kan føre frem til” (Secher, s. 179).
Sallingers utopi
Holdens lillesøster Phoebe spørger ham, hvad han vil med sit liv, og hvad han ønsker sig, for han laver jo ikke andet end at bande og brokke sig, og der er ikke noget, som han virkelig kan lide. Holden forklarer lillesøsteren sit mål for livet, og det begynder med sætningen: ”If a body catch a body coming through the rye”, som han tidligere har hørt en lille dreng synge: ”Nå, men det jeg ser for mig, er en hel masse unger [mennesker], der leger [lever] i en kæmpemæssig rugmark [verden] og sådan. Tusindvis af små unger [mennesker], og der er ingen til at holde øje med dem [Gud er død] – ingen voksne undtagen mig selvfølgelig [for Holden har regnet det hele ud]. Og jeg står helt ude på kanten, jeg mener, dem der fiser rundt og ikke ser sig for, og så skal jeg komme og gribe dem. Det er det eneste, jeg skal lave hele dagen. Jeg vil være griberen i rugen” (Sallinger, s. 177). Holden forestiller sig altså det ideelle samfund, præget af harmoni og frihed til at gøre, hvad man vil. Holden vil være som Jesus. Han vil gribe alle uskyldige børn, INDEN de falder ud over kløften. Dette måske fordi han oplevede, at ingen nåede at gribe skolekammeraten James Castle, som sprang ud fra et vindue, fordi han blev mobbet (Pinsker, s. 19). Holdens drøm er dog et samfundsideal som ikke lader sig virkeliggøre, hvilket driver ham til sammenbrud.
Protagonisterne
Hvor Sallinger allerede på første side bruger ’jeg’ i anden linje, skal vi hos Rifbjerg helt hen til slutningen af første kapitel før ’man’ bliver til det fortællende ’jeg’, som Janus er: ”Man kunne blive helt tosset med ham [Tore]. Jeg havde været det i flere år, og vi sad siden af hinanden det ene år efter det andet. For jeg kunne ikke undvære ham” (Rifbjerg, s. 17). Det viser den todeling der er hos Rifbjerg, hvor Janus nok er fortælleren og vores protagonist, men Tore en ligeså vigtig karakter, og hvor det hos Sallinger er helt tydeligt fra starten, at det er hos protagonisten Holden, og Holden alene, at vi ser verden igennem. En af forskellene hos Rifbjerg og Sallinger er, at hos Rifbjerg er det Janus der beretter om historien, godt nok fra et hospital, men det er er ikke ham, som er indlagt men derimod Tore. Hos Sallinger er det Holden, som selv er indlagt. De to fortællere er altså begge nået til nogle erkendelser, men på vidt forskellige grundlag. Den enes livserfaring med større personlige konsekvenser end den andens.
Holdens lillesøster Phoebe spørger ham, hvad han vil med sit liv, og hvad han ønsker sig, for han laver jo ikke andet end at bande og brokke sig, og der er ikke noget, som han virkelig kan lide. Holden forklarer lillesøsteren sit mål for livet, og det begynder med sætningen: ”If a body catch a body coming through the rye”, som han tidligere har hørt en lille dreng synge: ”Nå, men det jeg ser for mig, er en hel masse unger [mennesker], der leger [lever] i en kæmpemæssig rugmark [verden] og sådan. Tusindvis af små unger [mennesker], og der er ingen til at holde øje med dem [Gud er død] – ingen voksne undtagen mig selvfølgelig [for Holden har regnet det hele ud]. Og jeg står helt ude på kanten, jeg mener, dem der fiser rundt og ikke ser sig for, og så skal jeg komme og gribe dem. Det er det eneste, jeg skal lave hele dagen. Jeg vil være griberen i rugen” (Sallinger, s. 177). Holden forestiller sig altså det ideelle samfund, præget af harmoni og frihed til at gøre, hvad man vil. Holden vil være som Jesus. Han vil gribe alle uskyldige børn, INDEN de falder ud over kløften. Dette måske fordi han oplevede, at ingen nåede at gribe skolekammeraten James Castle, som sprang ud fra et vindue, fordi han blev mobbet (Pinsker, s. 19). Holdens drøm er dog et samfundsideal som ikke lader sig virkeliggøre, hvilket driver ham til sammenbrud.
Protagonisterne
Hvor Sallinger allerede på første side bruger ’jeg’ i anden linje, skal vi hos Rifbjerg helt hen til slutningen af første kapitel før ’man’ bliver til det fortællende ’jeg’, som Janus er: ”Man kunne blive helt tosset med ham [Tore]. Jeg havde været det i flere år, og vi sad siden af hinanden det ene år efter det andet. For jeg kunne ikke undvære ham” (Rifbjerg, s. 17). Det viser den todeling der er hos Rifbjerg, hvor Janus nok er fortælleren og vores protagonist, men Tore en ligeså vigtig karakter, og hvor det hos Sallinger er helt tydeligt fra starten, at det er hos protagonisten Holden, og Holden alene, at vi ser verden igennem. En af forskellene hos Rifbjerg og Sallinger er, at hos Rifbjerg er det Janus der beretter om historien, godt nok fra et hospital, men det er er ikke ham, som er indlagt men derimod Tore. Hos Sallinger er det Holden, som selv er indlagt. De to fortællere er altså begge nået til nogle erkendelser, men på vidt forskellige grundlag. Den enes livserfaring med større personlige konsekvenser end den andens.
Uskylden hos Sallinger
Det er hos Sallinger børnene der symboliserer uskylden i den ellers falske, forlorne og korrupte voksenverden, som i modsætning symboliserer skylden. Og deraf kritiserer Holden da også sin storebror D.B, fordi han er taget til Hollywood for at prostituere sig = miste mødommen = miste uskylden (Sallinger, s. 84). Egentlig er D.B bare en succesfuld manuskriptforfatter i filmens mekka, men Holden kunne altså bedre lide ham med sine små noveller, da Holden afskyer alt hvad der har med materialisme at gøre, og det har de kommercielle intetsigende Hollywood-film for ham. Hos Sallinger udspiller der sig også et trekantsdrama mellem Holden, hans ven Stradlater og den smukke Jane Callagher, som Holden engang spillede skak med, og som han er helt forelsket i. Nu er hun pludselig på date med Stradlater, som bare vil dyrke sex med hende. Holden er meget jaloux og optaget af dette tab af uskyld, ligesom vi ser det mellem Janus, Tore og Helle, hvor Janus dog ønsker, at Tore og Helle skal ’tabe uskylden sammen”, men den ender dog tragisk i sidste ende med at skille dem ad.
Forbudt for børn
I en modernistisk tankegang skal der eksperimenteres og rykkes ved grænser. Det gjorde både Rifbjerg og Sallinger. Sallinger især, da Griberen i rugen af flere omgang blev censureret, og lærere fyret eller bortvist for at bringe den på pensumlisterne i skolerne. Det var altså en bog der skabte stor debat. Og på trods af den amerikanske grundlov, der giver ret til ”freedom of speech”, så var der fra 1951 og i hvert fald op til 1997 stadigvæk censureringer og blacklistede lærere. (Pinsker, s. 33-34). Muligvis er kritikken af Sallingers roman så stærk, fordi den, ligesom Rifbjergs, sammenligner det at blive voksen med at drikke, ryge og dyrke sex. Holden forklarer det her, hvor han beskriver, hvordan han kan modnes til voksenlivet: ”Der findes ikke den natklub i verden, man kan holde ud at være i i længere tid, medmindre man kan købe noget sprut og drikke sig fuld. Eller medmindre man er sammen med en pige, der virkelig slår én ud” (Sallinger, s. 79). Sallingers store succes skyldes ikke mindst, at unge dengang og stadig i dag kan relatere til Holden. Karakteren føles som en levende person: ”..Holden Caulfield is a reflection of the sociocultural conditions of his age, one defined by post-World War II affluence and angst, by large movements toward conformity and small gestures of rebellion” (Pinsker, s. 16). Romanen blev altså censureret, selv op gennem 80’erne, fordi mange voksne bekymrede sig over den stærke tiltrækning, den havde for unge læsere. Det var især Holdens mange bandeord, og hele ”pjækketuren”, som man mente ikke ville være god indflydelse jf. Rifbjergs frigørelsesprogram i Den kroniske uskyld (Pinsker, s. 16). Men Sallinger gav med Griberen i rugen de fremmedgjorte utilfredse teenagere i 50’er-generationen en stemme, ligesom den fik stor betydning for modernister herhjemme som Rifbjerg.
Det er hos Sallinger børnene der symboliserer uskylden i den ellers falske, forlorne og korrupte voksenverden, som i modsætning symboliserer skylden. Og deraf kritiserer Holden da også sin storebror D.B, fordi han er taget til Hollywood for at prostituere sig = miste mødommen = miste uskylden (Sallinger, s. 84). Egentlig er D.B bare en succesfuld manuskriptforfatter i filmens mekka, men Holden kunne altså bedre lide ham med sine små noveller, da Holden afskyer alt hvad der har med materialisme at gøre, og det har de kommercielle intetsigende Hollywood-film for ham. Hos Sallinger udspiller der sig også et trekantsdrama mellem Holden, hans ven Stradlater og den smukke Jane Callagher, som Holden engang spillede skak med, og som han er helt forelsket i. Nu er hun pludselig på date med Stradlater, som bare vil dyrke sex med hende. Holden er meget jaloux og optaget af dette tab af uskyld, ligesom vi ser det mellem Janus, Tore og Helle, hvor Janus dog ønsker, at Tore og Helle skal ’tabe uskylden sammen”, men den ender dog tragisk i sidste ende med at skille dem ad.
Forbudt for børn
I en modernistisk tankegang skal der eksperimenteres og rykkes ved grænser. Det gjorde både Rifbjerg og Sallinger. Sallinger især, da Griberen i rugen af flere omgang blev censureret, og lærere fyret eller bortvist for at bringe den på pensumlisterne i skolerne. Det var altså en bog der skabte stor debat. Og på trods af den amerikanske grundlov, der giver ret til ”freedom of speech”, så var der fra 1951 og i hvert fald op til 1997 stadigvæk censureringer og blacklistede lærere. (Pinsker, s. 33-34). Muligvis er kritikken af Sallingers roman så stærk, fordi den, ligesom Rifbjergs, sammenligner det at blive voksen med at drikke, ryge og dyrke sex. Holden forklarer det her, hvor han beskriver, hvordan han kan modnes til voksenlivet: ”Der findes ikke den natklub i verden, man kan holde ud at være i i længere tid, medmindre man kan købe noget sprut og drikke sig fuld. Eller medmindre man er sammen med en pige, der virkelig slår én ud” (Sallinger, s. 79). Sallingers store succes skyldes ikke mindst, at unge dengang og stadig i dag kan relatere til Holden. Karakteren føles som en levende person: ”..Holden Caulfield is a reflection of the sociocultural conditions of his age, one defined by post-World War II affluence and angst, by large movements toward conformity and small gestures of rebellion” (Pinsker, s. 16). Romanen blev altså censureret, selv op gennem 80’erne, fordi mange voksne bekymrede sig over den stærke tiltrækning, den havde for unge læsere. Det var især Holdens mange bandeord, og hele ”pjækketuren”, som man mente ikke ville være god indflydelse jf. Rifbjergs frigørelsesprogram i Den kroniske uskyld (Pinsker, s. 16). Men Sallinger gav med Griberen i rugen de fremmedgjorte utilfredse teenagere i 50’er-generationen en stemme, ligesom den fik stor betydning for modernister herhjemme som Rifbjerg.
ASGER JORN
Den 6.-28. Maj 1959 udstiller Asger Jorn på Galerie Rive Gauche sin første serie af modifikationer, hvor gamle trommesalsbilleder af landslig romantisk idyl er blevet delvist overmalet (Andersen, s. 83). I denne serie indgår Den foruroligende ælling, hvor Jorn dog har ladet den venstre side af maleriet forblive i originalen, mens en forvokset og foruroligende farverig ælling pryder den højre. Her er temaet hos Jorn en gennemgående landlig idyl, som bliver forstyrret og brudt af monstre, der invaderer billederne. Jorn omtalte også sine modernistiske overmalinger som détournement der på dansk betyder fordrejning/forvanskning (Andersen, s. 84), og hos Jorn betyder det, at han i billederne fordrejer betydninger, altså drejer dem i en ny og anden retning, nøjagtig som Rifbjerg og Sallinger gør det i deres romaner.
Détournement
”Et centralt begreb i den situationistiske tænkning er détournement [fordrejning eller forvrængning]. Det betegner en kunstnerisk strategi, som fordrejer præfabrikerede billeder og tekster og bruger dem i nye sammenhænge. Tanken var, at ved at fjerne billeder fra deres oprindelige funktioner, kunne man synliggøre deres rolle i forbrugersamfundet” (Museum Jorn). Og ligesom Sallinger og Rifbjerg kritiserer materialiteten og forbrugersamfundets svagheder og mangler, gør Jorn det samme. Overmalingerne er nogle af de mest misforståede værker i Jorns væld af en produktion. I starten var de også langt fra populære, men det ændrede sig, og i dag er Den foruroligende ælling et af Jorns mest anerkendte malerier. Det er dog en fejl, ifølge Morell, da de den dag i dag, stadig bliver misforstået. For med Jorns overmalinger bliver kunsten hos ham ond. Og de som kendte Jorn, og kunne gennemskue det ønskede ikke, at denne ondskab i malerierne skulle frem i offentligheden. Det passede sig ikke. Ligesom kritikerne ikke brød sig om Den kroniske uskyld og man flere steder i USA bandlyste Griberen i rugen. Jorns modifikationer sætter ham i et lidt mere negativt lys, og den sandhed har man ofte forsøgt at skjule (Morell, s. 93). Som Holden er også Jorn træt af det fine og rige overklassesamfund med al deres forlorenhed og falskhed. Jorn havde succes, men magtede i virkeligheden ikke alle de rige mennesker, der kastede sig over ham og hans kunst. Derfor mener flere også, at overmalingerne i høj grad er rettet mod disse mennesker. Overmalingerne er ”..et angreb på det, som de unge kunsthistorikere sætter aller højest: feminisme og avantgardisme” (Morell, s. 93).
Den 6.-28. Maj 1959 udstiller Asger Jorn på Galerie Rive Gauche sin første serie af modifikationer, hvor gamle trommesalsbilleder af landslig romantisk idyl er blevet delvist overmalet (Andersen, s. 83). I denne serie indgår Den foruroligende ælling, hvor Jorn dog har ladet den venstre side af maleriet forblive i originalen, mens en forvokset og foruroligende farverig ælling pryder den højre. Her er temaet hos Jorn en gennemgående landlig idyl, som bliver forstyrret og brudt af monstre, der invaderer billederne. Jorn omtalte også sine modernistiske overmalinger som détournement der på dansk betyder fordrejning/forvanskning (Andersen, s. 84), og hos Jorn betyder det, at han i billederne fordrejer betydninger, altså drejer dem i en ny og anden retning, nøjagtig som Rifbjerg og Sallinger gør det i deres romaner.
Détournement
”Et centralt begreb i den situationistiske tænkning er détournement [fordrejning eller forvrængning]. Det betegner en kunstnerisk strategi, som fordrejer præfabrikerede billeder og tekster og bruger dem i nye sammenhænge. Tanken var, at ved at fjerne billeder fra deres oprindelige funktioner, kunne man synliggøre deres rolle i forbrugersamfundet” (Museum Jorn). Og ligesom Sallinger og Rifbjerg kritiserer materialiteten og forbrugersamfundets svagheder og mangler, gør Jorn det samme. Overmalingerne er nogle af de mest misforståede værker i Jorns væld af en produktion. I starten var de også langt fra populære, men det ændrede sig, og i dag er Den foruroligende ælling et af Jorns mest anerkendte malerier. Det er dog en fejl, ifølge Morell, da de den dag i dag, stadig bliver misforstået. For med Jorns overmalinger bliver kunsten hos ham ond. Og de som kendte Jorn, og kunne gennemskue det ønskede ikke, at denne ondskab i malerierne skulle frem i offentligheden. Det passede sig ikke. Ligesom kritikerne ikke brød sig om Den kroniske uskyld og man flere steder i USA bandlyste Griberen i rugen. Jorns modifikationer sætter ham i et lidt mere negativt lys, og den sandhed har man ofte forsøgt at skjule (Morell, s. 93). Som Holden er også Jorn træt af det fine og rige overklassesamfund med al deres forlorenhed og falskhed. Jorn havde succes, men magtede i virkeligheden ikke alle de rige mennesker, der kastede sig over ham og hans kunst. Derfor mener flere også, at overmalingerne i høj grad er rettet mod disse mennesker. Overmalingerne er ”..et angreb på det, som de unge kunsthistorikere sætter aller højest: feminisme og avantgardisme” (Morell, s. 93).
Nogle gange er Jorns modifikationer nemme at spotte, og overmalingerne tydelige. Andre gange må man væbne sit syn med tålmodighed, for at opdage Jorns tilføjelser på de gamle billeder i altmodisch stil. Foruden at tilføje nye figurer i billederne, slettede Jorn ofte ting i billederne, så de nye overmalinger ikke fremstår så tydeligt. Eksempelvis i Den foruroligende ælling, hvor Jorn til højre har malet et buskads over for på den måde at skabe ro i billedet, som ellers virker forstyrrende nok i forvejen med den kæmpemæssige monsterælling. I sit oprør mod smagsdommere kommer Jorns sande ansigt til udtryk og det samme i hans overmalinger. De er skabt i ophidselse og derved bliver kunsten ond. Jorn mente nemlig ikke, at der fandtes god eller dårlig kunst. Han erklærede at: ”…[kunsten er] kun et udtryk for mennesket” (Morell, s. 130). De modernistiske temaer i både Rifbjerg og Sallingers romaner kulminerer i Jorns Den foruroligende ælling, hvor han giver måden at male på et helt nyt udtryk: ”Han førte bevidst foruroligende elementer ind. Her er helt bevidst en konfrontation mellem to verdener. Den idyl, som var i de oprindelige malerier, bliver truet af det fremmedlegeme, som Jorn førte ind i landskabet” (Morell, s. 132).
Fortolkningens ubestemthed
Rifbjergs Den kroniske uskyld og Sallingers Griberen i rugen lader sig konstant fortolke på nye og anderledes måder, ligesom vi heller aldrig vil kunne tolke færdig på Asger Jorn. Han var alsidig i sin kunst og ubestemmelig som kunster, og hver gang kunstkritikere og museer forsøgte at putte ham i en kasse, periode eller kategori, så sprang han denne opfattelse. Som Morell udtaler: ”Han var dygtig til at undgå, at fælden klapper i” (Morell, s. 205). Det der er fælles for modernismens kunst er, at den bryder med faste regler og traditioner, og det gjorde Jorn: ”Af to omgange, i 1959 og 1962, udførte Asger Jorn en række eksperimenter. De handlede om traditioner, om billeders cirkulation og deres evner til at indgå i nye sammenhænge. På loppemarkeder i Paris udvalgte han ældre malerier, som han udsatte for det, han kaldte ‘modificeringer’. Farvemonstre og graffiti-lignende strøg blev malet direkte på lærrederne, så loppemarkedsbilledernes idylliske motiver fik nye, overrumplende udtryk (Museum Jorn).
Den foruroligende ælling blev Jorns evergreen, netop som H.C. Andersens Den grimme ælling, og det er da også fra en af Danmarks største digtere, at Jorn har fået sin inspiration til monsterællingen midt i idyllen. I det ellers ret selvmedlidende billede af det fattige hus ved det lille gadekær, hvor to svaner nyder dagen, har Jorn sat den store grimme og alt for farverige monsterlignende ælling ind. Morell forklarer, at Den foruroligende ælling er Jorns fortolkning af Andersens populære eventyr: ”Den grimme ælling er blevet til den foruroligende ælling. Den passer ind i vor forestilling om, at Danmark er en andedam, hvor der ikke er plads til store personligheder. Det kan ikke undre, at den er blevet en evergreen” (Morell, s. 98). Rifbjerg, Sallinger og Jorn benytter sig alle af store personligheder for at provokere det stillestående borgerlige samfund. De gør det med Janus, Tore, og Holden og Jorn med sin ælling og lidt hjælp fra Hr. Andersen. Holdens uforståelige besættelse af de to fastfrosne ænder i den is belagte sø i New York symboliserer dermed modernitetens opgør (Sallinger, s. 86). Der ønskes en smeltning, så individet kan bryde ud af den samme låste livanskuelse og vokse sig til en stor smuk svane eller måske endda en farverig monsterælling som hos Jorn.
Fortolkningens ubestemthed
Rifbjergs Den kroniske uskyld og Sallingers Griberen i rugen lader sig konstant fortolke på nye og anderledes måder, ligesom vi heller aldrig vil kunne tolke færdig på Asger Jorn. Han var alsidig i sin kunst og ubestemmelig som kunster, og hver gang kunstkritikere og museer forsøgte at putte ham i en kasse, periode eller kategori, så sprang han denne opfattelse. Som Morell udtaler: ”Han var dygtig til at undgå, at fælden klapper i” (Morell, s. 205). Det der er fælles for modernismens kunst er, at den bryder med faste regler og traditioner, og det gjorde Jorn: ”Af to omgange, i 1959 og 1962, udførte Asger Jorn en række eksperimenter. De handlede om traditioner, om billeders cirkulation og deres evner til at indgå i nye sammenhænge. På loppemarkeder i Paris udvalgte han ældre malerier, som han udsatte for det, han kaldte ‘modificeringer’. Farvemonstre og graffiti-lignende strøg blev malet direkte på lærrederne, så loppemarkedsbilledernes idylliske motiver fik nye, overrumplende udtryk (Museum Jorn).
Den foruroligende ælling blev Jorns evergreen, netop som H.C. Andersens Den grimme ælling, og det er da også fra en af Danmarks største digtere, at Jorn har fået sin inspiration til monsterællingen midt i idyllen. I det ellers ret selvmedlidende billede af det fattige hus ved det lille gadekær, hvor to svaner nyder dagen, har Jorn sat den store grimme og alt for farverige monsterlignende ælling ind. Morell forklarer, at Den foruroligende ælling er Jorns fortolkning af Andersens populære eventyr: ”Den grimme ælling er blevet til den foruroligende ælling. Den passer ind i vor forestilling om, at Danmark er en andedam, hvor der ikke er plads til store personligheder. Det kan ikke undre, at den er blevet en evergreen” (Morell, s. 98). Rifbjerg, Sallinger og Jorn benytter sig alle af store personligheder for at provokere det stillestående borgerlige samfund. De gør det med Janus, Tore, og Holden og Jorn med sin ælling og lidt hjælp fra Hr. Andersen. Holdens uforståelige besættelse af de to fastfrosne ænder i den is belagte sø i New York symboliserer dermed modernitetens opgør (Sallinger, s. 86). Der ønskes en smeltning, så individet kan bryde ud af den samme låste livanskuelse og vokse sig til en stor smuk svane eller måske endda en farverig monsterælling som hos Jorn.
PERSPEKTIVERING
Foruden Den kroniske uskyld og Griberen i rugen er det værd at bemærke, at andre værker også lægger sig op af det ungdommelige opgør, som er temaet hos Rifbjerg og Sallinger. Også Leif Panduro har i Rend mig i traditionerne en vred ung mand som hovedperson, ligesom især Tage Skou- Hansens roman om en modstandsgruppe De nøgne træer har mange personkarakteristikker, der minder om dem, Rifbjerg har i Den kroniske uskyld (Johansen & Frandsen, s. 57). Eksempelvis er alfahannen i De nøgne træer modstandsgruppens stærke leder Christian, og hos Rifbjerg er denne alfahan i flokken Tore. I outsiderposition og som den upålidelige fortæller finder vi hos Skou-Hansen Holger, akkurat som Rifbjerg har Janus. Konflikterne i de to romaner er ikke identiske, men gruppens sammensætning og ikke mindst deres hierarkiseringer minder utrolig meget om hinanden.
Selv kan jeg ikke lade være med at tænke på Benn Q. Holms generationsroman Album fra 2002, som beskriver tre sønner i tre forskellige familier fra 1970 og frem til årtusindskiftet. Alle tre oplever de tidernes forandringer, men især den ene unge søn, Martin, der bryder med den traditionelle borgerlige familie han kommer fra, minder mig om Tore og Janus’ opgør. Martin bliver beatnik, går til koncerter med sin ven ’Bowie’, maler sig Strunge-sort under øjnene, og jagter uskylden og den smukke Gertrud [Helle]. Trekantsdramaet udspiller sig hos Benn Q. Holm ikke ligeså tydeligt, som hos Rifbjerg, men der er stadig visse stunder, hvor jeg ser en Janus/Tore i Martin. Mange har derudover også trukket paralleller mellem Den kroniske uskyld og Shakespeares Hamlet, da Tore uden tvivl har de samme egenskaber som Hamlet ligesom Helle er en tro kopi af Ofelia (Dines Johansen, s 45). Men hvor det hos Hamlet handler om ”to be or not to be” handler det hos Rifbjerg om ”at stivne eller ikke at stivne”.
Foruden Den kroniske uskyld og Griberen i rugen er det værd at bemærke, at andre værker også lægger sig op af det ungdommelige opgør, som er temaet hos Rifbjerg og Sallinger. Også Leif Panduro har i Rend mig i traditionerne en vred ung mand som hovedperson, ligesom især Tage Skou- Hansens roman om en modstandsgruppe De nøgne træer har mange personkarakteristikker, der minder om dem, Rifbjerg har i Den kroniske uskyld (Johansen & Frandsen, s. 57). Eksempelvis er alfahannen i De nøgne træer modstandsgruppens stærke leder Christian, og hos Rifbjerg er denne alfahan i flokken Tore. I outsiderposition og som den upålidelige fortæller finder vi hos Skou-Hansen Holger, akkurat som Rifbjerg har Janus. Konflikterne i de to romaner er ikke identiske, men gruppens sammensætning og ikke mindst deres hierarkiseringer minder utrolig meget om hinanden.
Selv kan jeg ikke lade være med at tænke på Benn Q. Holms generationsroman Album fra 2002, som beskriver tre sønner i tre forskellige familier fra 1970 og frem til årtusindskiftet. Alle tre oplever de tidernes forandringer, men især den ene unge søn, Martin, der bryder med den traditionelle borgerlige familie han kommer fra, minder mig om Tore og Janus’ opgør. Martin bliver beatnik, går til koncerter med sin ven ’Bowie’, maler sig Strunge-sort under øjnene, og jagter uskylden og den smukke Gertrud [Helle]. Trekantsdramaet udspiller sig hos Benn Q. Holm ikke ligeså tydeligt, som hos Rifbjerg, men der er stadig visse stunder, hvor jeg ser en Janus/Tore i Martin. Mange har derudover også trukket paralleller mellem Den kroniske uskyld og Shakespeares Hamlet, da Tore uden tvivl har de samme egenskaber som Hamlet ligesom Helle er en tro kopi af Ofelia (Dines Johansen, s 45). Men hvor det hos Hamlet handler om ”to be or not to be” handler det hos Rifbjerg om ”at stivne eller ikke at stivne”.
KONKLUSION
Den modernistiske roman
Et sted hvor Rifbjerg og Sallinger ligner hinanden, er i deres valg af fortæller. Den upålidelige altvidende fortæller blev ofte benyttet i modernistiske romaner, og Sallinger og Rifbjerg er ingen undtagelse. Begge skriver i deres romaner ud fra en modernistisk synsvinkel, hvor deres eksplicit fortællende hovedpersons menneskebillede er afhængig af netop den situation, de befinder sig i. For Janus og Holdens vedkommende vil det sige henholdsvis fra en bænk på besøg hos en ven på sindssygehospitalet og fra en briks til en konsultation på et sindssygehospital. Begge er de dog klogere på livet, selvom de skaber en nutidig og meget levende karakteristik af dem selv og deres følelser i de første kapitler i romanerne. Således fremstår Janus som en umoden mellemskoledreng i første kapitel af Den kroniske uskyld ligesom Holden opleves ung, naiv og på grænsen til maniodepressiv i de 25 første kapitler, hvoraf kun det sidste kapitel er fortalt i nutid fra hospitalet. Denne brug af en subjektiv fortællers oplevelse af verden er ifølge Secher typisk for den modernistiske roman: ”Det moderne menneskebillede betyder en større indsigt i, hvorledes menneskets omverdensopfattelse er afhængig af dets subjektive situation” (Secher, s. 188). De repræsenterer den altvidende fortæller, som kan overskue og kommentere deres egne og andres skæbner (Secher, s. 188). Holden fremstår eksempelvis hele romanen igennem som en særdeles upålidelig fortæller. Synligst er nok her, hvor Holden selv indrømmer, at han er en løgner: ”Så begyndte jeg at læse i køreplanen, som jeg havde i lommen. Bare for at holde op med at lyve. Når jeg først kommer i gang, kan jeg blive ved i timevis. Det er ikke løgn. I timevis” (Sallinger, s. 62). En gymnasieklasse spurgte engang Rifbjerg, hvorfor han egentlig havde valgt Janus som fortæller, hvortil Rifbjerg svarer: ”Jeg valgte Janus som fortæller fordi han er den mest interessante af de to figurer [Janus og Tore], dem ’med fejl i’ er i reglen de sjoveste” (Dines Johansen, s. 36). Og da Janus med sin todelte splittede personlighed både repræsenterer det onde og det gode, får vi hele historien fortalt fra det oplevende subjekt.
Den modernistiske roman
Et sted hvor Rifbjerg og Sallinger ligner hinanden, er i deres valg af fortæller. Den upålidelige altvidende fortæller blev ofte benyttet i modernistiske romaner, og Sallinger og Rifbjerg er ingen undtagelse. Begge skriver i deres romaner ud fra en modernistisk synsvinkel, hvor deres eksplicit fortællende hovedpersons menneskebillede er afhængig af netop den situation, de befinder sig i. For Janus og Holdens vedkommende vil det sige henholdsvis fra en bænk på besøg hos en ven på sindssygehospitalet og fra en briks til en konsultation på et sindssygehospital. Begge er de dog klogere på livet, selvom de skaber en nutidig og meget levende karakteristik af dem selv og deres følelser i de første kapitler i romanerne. Således fremstår Janus som en umoden mellemskoledreng i første kapitel af Den kroniske uskyld ligesom Holden opleves ung, naiv og på grænsen til maniodepressiv i de 25 første kapitler, hvoraf kun det sidste kapitel er fortalt i nutid fra hospitalet. Denne brug af en subjektiv fortællers oplevelse af verden er ifølge Secher typisk for den modernistiske roman: ”Det moderne menneskebillede betyder en større indsigt i, hvorledes menneskets omverdensopfattelse er afhængig af dets subjektive situation” (Secher, s. 188). De repræsenterer den altvidende fortæller, som kan overskue og kommentere deres egne og andres skæbner (Secher, s. 188). Holden fremstår eksempelvis hele romanen igennem som en særdeles upålidelig fortæller. Synligst er nok her, hvor Holden selv indrømmer, at han er en løgner: ”Så begyndte jeg at læse i køreplanen, som jeg havde i lommen. Bare for at holde op med at lyve. Når jeg først kommer i gang, kan jeg blive ved i timevis. Det er ikke løgn. I timevis” (Sallinger, s. 62). En gymnasieklasse spurgte engang Rifbjerg, hvorfor han egentlig havde valgt Janus som fortæller, hvortil Rifbjerg svarer: ”Jeg valgte Janus som fortæller fordi han er den mest interessante af de to figurer [Janus og Tore], dem ’med fejl i’ er i reglen de sjoveste” (Dines Johansen, s. 36). Og da Janus med sin todelte splittede personlighed både repræsenterer det onde og det gode, får vi hele historien fortalt fra det oplevende subjekt.
Entropiens ubestemtheder
Den kroniske uskyld er efter to gennemlæsninger – den første for oplevelses skyld og den anden analytisk – stadigvæk med sine mange ubestemtheder et værk med det Mogens Davidsen kalder lav entropi. Sallingers roman har ligeså lav entropi, fordi den efter første gennemlæsning ikke giver mange svar på de spørgsmål, læseren gennem romanen undrer sig over, og heller ikke efter flere læsninger åbner sig helt op. Værkerne forbliver altså uforløste, som vi eksempelvis også ser det i nogle af Karen Blixens allerbedste og mest kaosfyldte indviklede fortællinger. Asger Jorns Den foruroligende ælling har ligeså lav entropi, fordi værket ikke giver endegyldige svar eller en afsluttende analyse af sig. Og den samling af overmalinger som maleriet er en del af, er da også gang på gang blevet misforstået, som Morell påpeger (Morell, s. 93). Mogens Davidsen definerer entropibegrebet således, og med hjemmel hos Henri Bergson: ”For at kunne sammenligne værkerts graf af forløsning med verdens bruger afhandlingen [Mogens’] entropibegrebet som en mulighed for at skabe forbindelse mellem to principielt inkompatible systemer” (Davidsen, s. 230).
Ligeledes koncentrerer Davidsen sig om Umberto Ecos observationer over ’det åbne værk’ i litteraturen. Eco mener, at værkets åbenhed er et resultat af nogle ubestemtheder i teksten, og at denne åbenhed er foreløbig. Det er ifølge ham først, når værkets åbenhed bliver lukket af læseren, og værket dermed fremstår som en kunstnerisk oplevelse, at værket er blevet til det, som var dets intention (Davidsen, s. 229). Om de tomme pladser, som i den grad findes både hos Rifbjerg og Sallinger skriver Davidsen, med udgangspunkt i Wolfgang Iser værk ’Tekstens appelstruktur’: ”En andengangslæsning vil typiske forløbe anderledes med aktualisering af andre muligheder, der viser sig, fordi man har etableret et mere vidende forhold til teksten, end det var tilfældet under førstegangslæsningen. De afvigende læsninger ville dog ikke være mulige, hvis ikke teksten selv indeholdt et mål af tomme pladser, der gør det muligt at tilpasse den i forskellige sammenhænge” (Davidsen, s. 69).
Både Rifbjerg og Sallinger bruger en realistisk hovedperson, men de sørger samtidig for at udelade nogle tommer pladser til læseren, så værket opnår en lav entropi: ”..jo flere informationer og forklaringer, teksten efterfølgende leverer til erkendelses tilfredsstillelse, jo højere entropi og færre muligheder for alternative forløb leverer den også” (Davidsen, s. 69). Og Davidsen forklarer således også Sallinger og Rifbjergs valg af hovedpersoner og fortællere således: ”Dette ræsonnement kan være forklaringen på, at teksterne i moderniteten griber til formelle manøvrer, der tilsigter at give teksten en karakter, der ”svarer” til virkelighedens, fordi modernitetens ansigt af samtidighed, pludselighed, selvmodsigelse og vitalitet aktualiserer denne virkelighedskarakter i uset grad” (Davidsen, s. 69). Der er mulighed for hele tiden at fortolke på Rifbjerg og Sallingers romaner, og også Asger Jorns værk giver plads til nye tolkninger og forsøg på at ”åbne” værket, for at ”lukke” det, som er Umberto Ecos hensigt: ”Potentialet eller ”spændingen” i værket er der for at blive ”opløst” af en fortolker eller udøver” (Davidsen, s.16). Morell påpeger dog, at Jorns kunst ikke kan og skal puttes i kasser og fortolkes til et facit, da den hele tiden rykker ved noget, og man helst aldrig skal blive færdig med at finde mening i den.
Den kroniske uskyld er efter to gennemlæsninger – den første for oplevelses skyld og den anden analytisk – stadigvæk med sine mange ubestemtheder et værk med det Mogens Davidsen kalder lav entropi. Sallingers roman har ligeså lav entropi, fordi den efter første gennemlæsning ikke giver mange svar på de spørgsmål, læseren gennem romanen undrer sig over, og heller ikke efter flere læsninger åbner sig helt op. Værkerne forbliver altså uforløste, som vi eksempelvis også ser det i nogle af Karen Blixens allerbedste og mest kaosfyldte indviklede fortællinger. Asger Jorns Den foruroligende ælling har ligeså lav entropi, fordi værket ikke giver endegyldige svar eller en afsluttende analyse af sig. Og den samling af overmalinger som maleriet er en del af, er da også gang på gang blevet misforstået, som Morell påpeger (Morell, s. 93). Mogens Davidsen definerer entropibegrebet således, og med hjemmel hos Henri Bergson: ”For at kunne sammenligne værkerts graf af forløsning med verdens bruger afhandlingen [Mogens’] entropibegrebet som en mulighed for at skabe forbindelse mellem to principielt inkompatible systemer” (Davidsen, s. 230).
Ligeledes koncentrerer Davidsen sig om Umberto Ecos observationer over ’det åbne værk’ i litteraturen. Eco mener, at værkets åbenhed er et resultat af nogle ubestemtheder i teksten, og at denne åbenhed er foreløbig. Det er ifølge ham først, når værkets åbenhed bliver lukket af læseren, og værket dermed fremstår som en kunstnerisk oplevelse, at værket er blevet til det, som var dets intention (Davidsen, s. 229). Om de tomme pladser, som i den grad findes både hos Rifbjerg og Sallinger skriver Davidsen, med udgangspunkt i Wolfgang Iser værk ’Tekstens appelstruktur’: ”En andengangslæsning vil typiske forløbe anderledes med aktualisering af andre muligheder, der viser sig, fordi man har etableret et mere vidende forhold til teksten, end det var tilfældet under førstegangslæsningen. De afvigende læsninger ville dog ikke være mulige, hvis ikke teksten selv indeholdt et mål af tomme pladser, der gør det muligt at tilpasse den i forskellige sammenhænge” (Davidsen, s. 69).
Både Rifbjerg og Sallinger bruger en realistisk hovedperson, men de sørger samtidig for at udelade nogle tommer pladser til læseren, så værket opnår en lav entropi: ”..jo flere informationer og forklaringer, teksten efterfølgende leverer til erkendelses tilfredsstillelse, jo højere entropi og færre muligheder for alternative forløb leverer den også” (Davidsen, s. 69). Og Davidsen forklarer således også Sallinger og Rifbjergs valg af hovedpersoner og fortællere således: ”Dette ræsonnement kan være forklaringen på, at teksterne i moderniteten griber til formelle manøvrer, der tilsigter at give teksten en karakter, der ”svarer” til virkelighedens, fordi modernitetens ansigt af samtidighed, pludselighed, selvmodsigelse og vitalitet aktualiserer denne virkelighedskarakter i uset grad” (Davidsen, s. 69). Der er mulighed for hele tiden at fortolke på Rifbjerg og Sallingers romaner, og også Asger Jorns værk giver plads til nye tolkninger og forsøg på at ”åbne” værket, for at ”lukke” det, som er Umberto Ecos hensigt: ”Potentialet eller ”spændingen” i værket er der for at blive ”opløst” af en fortolker eller udøver” (Davidsen, s.16). Morell påpeger dog, at Jorns kunst ikke kan og skal puttes i kasser og fortolkes til et facit, da den hele tiden rykker ved noget, og man helst aldrig skal blive færdig med at finde mening i den.
Hos Rifbjerg, Sallinger og Jorn var tonen ny, provokerende og ærlig, og det er den utilfredsstillende sult efter noget andet [nyt] de altid altid gik rundt med, som gjorde dem til foregangsmænd inden for modernismens fremkost i både litteratur og kunst. ”Hvis man gør moderniteten eller kvinden til en drage, bliver man hos Rifbjerg ædt. Men hvis man konfronterer Guds død, den moderne fremmedgørende frisættelse af individet og modernitetens sociale og moralske disciplinering med en sprogets insisteren på kroppen, kønnet og en mulig menneskelige dømmekraft, er ikke alt håb ladt ude” (Dines Johansen, s. 83).