Ida Jessens Hvium-trilogi i en litteraturkritisk tradition. En litteratursociologisk analyse af Hvium-trilogiens anmeldelser.

INDLEDNING
Ida Jessen som er født i 1964 er med i en generation af store kvindelige forfattere som Helle Helle og Christina Hesselholdt, der alle fylder 50 år i 2016. Det specielle ved Jessen er imidlertid, at hun har været lidt af en outsider, modsat de andre kvindelige forfattere, der alle debuterede tidligt i 90’erne. Hvor forfattere som Kirsten Hamman, Christina Hesselholdt og Helle Helle alle debuterede på et meget højt niveau, og fortsat kæmper for at holde sig der, bevægede Jessen sig derimod mere langsomt og steg stille med både priser, flotte anmeldelser og salgstal. Med Hvium-trilogien satte hun sig for alvor fast i det litterære miljø, og anmeldelsen af den første roman i 2001 konkluderede da også: ”Nu er hun der vist næsten”. De tre romaner foregår alle i den fiktive by Hvium i Jylland, og inden for samme tidsrum – de to første i 00’erne, hvor den sidste strækker sig over flere tidsperioder. Der er afvigende hovedpersoner, men også et par karakterer, som går igen i alle tre romaner og dermed binder trilogien sammen. Ida Jessen har ikke gået på forfatterskolen, men er cand.mag. og arbejdede en lang periode i Norge som folkeskolelærer. Hendes skrivestil er kendt for at være traditionel, realistisk og sætte samfundsproblemer til debat i den Brandesianske tradition, og forfatterskabet trækker også tråde til store forfattere som Tage Skou Hansen, Pontoppidan og Martin A. Hansen.

PROBLEMFORMULERING
Fra et litteratursociologisk standpunkt vil denne opgave undersøge, hvordan Ida Jessens Hvium-trilogi er blevet modtaget af anmelderne. Hvilke gennemgående kriterier opstiller anmelderne? Er der et særligt litteratursyn eller særlige æstetiske kriterier som går igen? Tilpasser anmelderne deres vurdering til resten af Ida Jessens forfatterskab? Og hvilke typer kritikere er der tale om? Opgaven trækker på en bred række af vurderingskriterier ud fra Thomas Forser, Per Thomas Andersen og Monroe C. Beardsley, Steffen Hejlskovs kritikertyper og Anne Christensen anmeldertyper og Bourdieus smags- og kapitalbegreber, ligesom Finn Klysners krav til godt anmelderi, John Chr. Jørgensens betragtninger over kritikersproget samt Cecilie Napers undersøgelse af amatøranmeldere og professionelle litteraturkritikeres holdning til fascination og kvalitet indgår.

TEORI OG METODE
Undersøgelsen af Hvium-trilogiens anmeldelser bygger på en litteratursociologisk analyse. Grundlæggende undersøger litteratursociologien samspillet mellem litteratur og samfund, hvilket indebærer at analysere, hvordan samfundet skildres i litteraturen, hvilken rolle litteraturen spiller i samfundet, og samtidig anskueliggøre hvilke ydre vilkår, der påvirker produktion, distribution og forbrug af litteratur. Litteratursociologien har derfor traditionelt set to grene, som optager forskningen: Litteraturen i samfundet og samfundet i litteraturen (Svejdedal, s. 14).
Litteratursociologiens ene gren omfatter studier og forskning af den måde, hvorpå samfundet skildres i litteraturen. Her benyttes der primært tekstanalyser på værkerne, som kigger nærmere på, hvordan bøger skildrer virkeligheden. Det kan gøres ved hjælp af tematiske læsninger inspireret af feministisk, marxistisk, postkolonial og global litteraturforskning, så man derved får åbnet op for de samfundskritiske områder som litteraturen beskæftiger sig med såsom køn, etnicitet, religion, krig, magt, klasse, politik osv. Samfundet skildret i litteraturen giver derfor en måde at bearbejde de konflikter der er i samfundet på. Litteraturen er ikke bare en afspejling af samfundet men også en reaktion derpå. I studier og forskning af litteraturens liv i samfundet koncentrerer man sig derimod om den litterære produktionsproces fra forfatter til forlag, og ikke mindst hvordan denne litteratur distribueres, markedsføres og bagefter omtales og vurderes i anmeldelser og i medierne. Man undersøger også, hvordan litteraturen bliver formidlet ud til læserne og derved inddrages et kulturelt perspektiv. Et andet væsentligt forskningsområde i denne gren af litteratursociologien tager udgangspunkt i læserne. Det handler om deres oplevelser med litteraturen, deres præferencer og smag, hvad de læser, hvorfor og hvordan. Analysen af Hvium-trilogiens anmeldelser placerer sig inden for denne gren af det litteratursociologiske forskningsfelt, da den undersøger, hvilke vurderingskriterier anmelderne af Jessens romaner har benyttet sig af. Det er deres smagsvurderinger og kritik, deres opfattelse af litteraturen i samfundet, som der bliver set nærmere på.
VURDERINGSKRITERIER OG ANMELDERI
Der er blevet analyseret mangt og meget på litteraturkritikkens vurderingskriterier, og mange af disse kriterier overlapper derfor også hinanden. For at nævne et par stykker er der Finn Klysners vurderingsniveauer, Monroe C. Beardsleys målestokke for vurdering, ligeledes Per Thomas Andersens version af disse, Jørgen Dines Johansens kriterier, Morten Nøjgaards fire fundamentale vurderingskriterier og Alan C. Purves kategoriskema med 17 vurderingsargumenter fordelt på fire slags evalueringer af et værk. Derfor har jeg tilladt mig at bruge dem som en værktøjskasse, hvoraf jeg kan plukke de kriterier ud, som egner sig bedst til at forstå, hvordan anmelderne har vurderet Jessens Hvium-trilogi. Jeg har dog i opgaven begrænset mig og vil primært benytte mig af Per Thomas Andersens litteraturkritiske vurderingskriterier (også anvendt af Cecilie Naper) ligesom jeg har orienteret mig i Finn Klysners krav til godt anmelderi.
LITTERATURKRITISK TRADITION
Ifølge den bulgarskfødte franske litteraturforsker Tzvetan Todorov kan ”to fortolkninger af en og samme tekst, aldrig være helt identiske” (Naper, s. 275), fordi vi som læser har forskellige forudsætninger for at læse og forstå en tekst. Det er så at sige det, som den franske sociolog Pierre Bourdieu refererer til som værende kulturel kapital. Vores smag og øjekast i vurderingen af litteratur hænger stærkt sammen med vores uddannelse, det kendskab vi har til kunst og kultur og ikke mindst vores intellektuelle kompetencer (Naper, s. 274). Det samme gælder for litteraturkritikerne bag de anmeldelser, som jeg i denne opgave vil analysere. Alle er de en del af den litteraturkritiske danske tradition med deres litterære ekspertise og anden kulturel og symbolsk kapital. Den symbolske kapital er den, som ifølge Bourdieu opstår blandt grupper af mennesker, som tillægger bestemte værdier og egenskaber den samme kapital. Den symbolske kapital er en overordnet kapital, som den økonomiske, kulturelle og sociale overføres til, når man i en gruppe opfatter noget som legitimt. I det litterære miljø er det viden om bøger, forlagsbranchen, produktion, distribution, salg og markedsføring af bøger, samt litteraturvidenskabelige evner, der berører den symbolske kapital (Järvinen, s. 349). De danske litteraturkritikere og anmeldere er socialiseret ind i det, som Naper kalder ”en litteraturfaglig måde at tænke på og vurdere litteratur på” (Naper, s. 292). Ofte vil professionelle litteraturkritikere være optaget af værkets komposition, fortælleforhold, oversættelse, stil og sprog (Naper, s. 295), og det er ud fra dette, at kritikerne tilsammen inden for deres symbolske kapital har skabt nogle almengyldige vurderingskriterier, som går igen i deres arbejde med at anmelde litteratur. Dog påpeger Thomas Forser i sin artikel om vurderingsproblematikken, og også Jørgen Dines Johansen mener, at ”en så kompleks storhed som en litterær tekst er, ikke kan vurderes efter én enkelt norm” (Forser, s. 126). Vi kan opstille nogle fælles kriterier for læsning og vurdering, der ifølge receptionsteorien er bestemt i den litterære institution, men en læsning vil altid være subjektiv, selvom den kan være objektivt påvirket (Forser, s. 118). Anmelderi er, ifølge John Chr. Jørgensen ”nyhedsformidling, kritisk forbrugervejledning – og underholdning” (Jørgensen, 1994 s. 11). Derudover påpeger Jørgensen også, at: ”Nyhedskriteriet er det vigtigste fælles litterære vurderingskriterium i dagbladsanmeldelser” (Jørgensen, 1994, s. 103), hvilket de udvalgte anmeldelser af Hvium-trilogien også viser. Anmeldelsen skal være en læseoplevelse i sig selv, og Jørgensen tilføjer, at: ”Det kritiske sprog befinder sig mellem videnskabssprog, digterisk sprog og journalistisk sprog” (Jørgensen, 1999, s. 135), hvilket også kan ses i Hvium-anmeldelserne.
ANDERSENS LITTERATURKRITISKE VURDERINGSKRITERIER
Den norske professor i nordisk litteratur, Per Thomas Andersen, har, inspireret af litteraturteoretikeren Monroe C. Beardsley, opstillet og arbejdet med fem vurderingskriterier, som de fleste litteraturkritikere benytter sig af i deres anmelderi, og de mener begge, at ”enkelte kriterier er mere egnet til at udsige noget om kvalitet frem for andre” (Naper, s. 277). Kriterierne er opdelt i det Andersen kalder det moralsk/politiske kriterium, det kognitive kriterium, det genetiske kriterium, det æstetiske kriterium og det affektive kriterium. I det moralsk/politiske kriterium vurderer anmelderen ud fra den morale eller politik, som værket formidler, men det er samtidig vigtigt, at anmelderen kan vurdere værkets litterære kvaliteter, selvom vedkommende ikke er enig i dets synspunkter. I det kognitive kriterium ser anmelderen på værkets intellektuelle niveau. Er det nytænkende for sin tid/genre, hvad kan vi lære af at læse værket, og hvor reflekteret er det? I det genetiske kriterium ser anmelderen på de hændelser, som går forud for det givne værk. Det vil sige andre bøger af den samme forfatter, andre bøger i denne genre eller andre forfattere, som værket lægger sig op af. I det æstetiske kriterium går anmelderen mere tekstnært til værks. Her kigges der på værkets kompleksitet, integritet og intensitet. Værkets kompleksitet ser på, om det kan læses og forstås på flere måder (de tomme pladser i teksten, som læseren selv skal udfylde). Integritet ser på forholdet mellem enkeltdele i værket og værkets kunstneriske helhed. Intensitet omhandler hvorvidt værket evner at holde på læserens opmærksomhed, om værket er det vi vil kalde en ’page-turner’. Slutteligt er der det affektive kriterium, som i sig selv er lidt sværere at finde i anmeldelser. Det affektive kriterium er nemlig den stemning, som ligger i eller over et værk, det kan blandt andet findes i værkets stil, ironi, sarkasme eller patos. Det er den effekt, som læseren opnår eller den effekt, som værket har på læseren, og ligger typisk mellem anmelderens præmis og konklusion. Det er det kriterium, som er mindst egnet til at udsige noget om et værks litterære kvalitet, og dermed også et meget subjektivt kriterium (Naper, s. 277-279).
SMAG
Pierre Bourdieu har foruden sine populære arbejder med kapital også forsket i forestillinger om smag. Mere konkret hvad smag egentlig er for noget. Bourdieu definerer smag som afsmag for andres smag. Man definerer så at sige sin egen smag som en smag, der tager afstand for andres smag. Denne definition kommer sig især af, at Bourdieu hele tiden tænkte i magtstrukturer, såsom anerkendelse og symbolsk kapital. Forhold som kulturel kapital og magtbalancer kan give udslag i kritikken af bøger. Det er først og fremmest det, der afgør vores smag. Når digtere digter, så er det for at opnå anerkendelse, at slå den anden digter af pinden og gøre det endnu bedre. ”Leseren møter litteraturen ut fra sin forventningshorisont og med sine sjangerforventninger. Leserens forventningshorisont har farge både av den historiske epoken hun eller han er født inn i, av hans eller hennes bakgrunn, utdannelse og litterære forforståelse og av den bokvirkeligheten han eller hun orienterer seg innenfor”. (Naper, 2007, s. 222). Og det er netop også baggrunden for anmeldernes vurdering af Jessens trilogi. At de alle er præget af deres baggrund (se bilag 2).
KRITIKER- OG ANMELDERTYPER
Steffen Hejlskov Larsen inddeler i sin bog, Sproget som et billede af Danmark fra 1969, dagbladskritikerne i fem typer. Den impressionistiske, den ideologiske, den intentionale, udviklingskritikeren og oplevelseskritikeren (Larsen, s. 128- 140). Den impressionistiske kritikertype er ifølge Larsen den mest almindelige kritikertype i Danmark. Et eksempel på en impressionistiske type er blandt andet Klaus Rifbjerg, en kritiker, som skriver på sine egne fornemmelser og dermed giver en læser en fornemmelse for sin subjektive oplevelse med værket. Den type kritiker skriver ofte lidt kortere anmeldelser, som bunder i det journalistiske kodeks. Tom Kristensen var også en anmelder inden for den impressionistiske kritik, ligesom Skov er det i sin anmeldelse. Den ideologiske kritikertype findes derimod kun på den yderste venstre- og højrefløj. Jørgen Andersen er den type kritiker, der anmelder værker politisk og samtidig giver dem moralsk kritik. Den intentionale kritikertype leder efter meningen med forfatterens værk. Her er Harald Engberg et godt eksempel, fordi han vurderede kvalitet på ethvert niveau og samtidig om forfatterens hensigt med bogen er nået, ligesom Rösing også gør det. Udviklingskritikeren vil begrunde den digteriske moral i en tidsforpligtelse, og koncentrerer sig mest om udviklingsæstetik, form og indhold, han ønsker at fastholde den moralske vurdering. Jess Ørnsbo og Hans-Jørgen Nielsen er eksempler på den type, ligesom Skyum-Nielsen og Kistrup er det i deres Hvium-anmeldelser. Slutteligt er oplevelseskritikeren mere filosofisk anlagt og systematisk tænkende. Villy Sørensen og Torben Brostrøm er eksempler herpå med deres etiske kritik, dommen over værket, og typer som hævder at kritikken i sig selv er en kunst, hvilket Skriver også gør i sin Hvium- anmeldelse.
Anne Middelboe Christensen er teateranmelder, men har ikke desto mindre optegnet syv anmeldertyper, som ikke bare er morsomme, men som jeg har fundet relevante i forhold til min analyse af Hvium-trilogiens anmeldelser. De syv anmeldertyper kendetegner den bedrevidende/censorkritikeren; der elsker at finde fejl, dyrker svagheder og sammenligner altid med andre og bedre værker, den selviscenesættende/egokritikeren; der elsker at høre sig selv tale, skriver om sig selv mere end værket og bruger jeg-formen meget, den spørgende/debatkritikeren; der vil forstå værket på egne præmisser, hylder spørgsmålsformen og udvælger få store værker, den overstrømmende/detaljekritikeren; der skriver på benovelsen, er betaget af værket og giver en grundig beskrivelse, den passionerede/misbrugskritikeren; der er afhængig af en daglig dosis litteratur, fjerner sig fra den almindelige litteraturforbruger og skriver i debatskabende detaljer, den tandløse/korrekthedskritikeren; der kender alt til forfatteren, refererer den mindste detalje og læser alt om værket før og efter anmeldelsen og slutteligt den anarkistiske/kunstnerkritikeren; der er helt opslugt af værket, stilistisk overlegen og som ser sig selv som litteraturens talerør (Christensen, s. 88-91 & bilag 1). I Hvium-anmeldelserne (groft skitseret) er Kistrup censorkritikeren, egokritikeren er Leonora Christina Skov, debatkritikeren er Lillian Munk Rösing, detaljekritikeren er May Schack, misbrugskritikeren er Svend Skriver, korrekthedskritikeren er Lars Handesten og kunstnerkritikeren er Erik Skyum-Nielsen.
DEN DER LYVER
I den første roman i Jessens Hvium-trilogi møder vi den unge læge Christian Gim, som køber sig ind i en lægepraksis i den lille fiktive by i Nordjylland, Hvium. I byen hersker der dog, som i mange andre små provinssamfund, mystiske personer, sladder, kriminalitet og seksuelle fortrængninger. Og det er ikke et miljø der gavner Christians i forvejen skrantende forhold til sin kone Nina. Historien fortælles af en i starten ukendt tredjepersonsfortæller, som viser sig at være Christians lillesøster og en særdeles upålidelig fortæller. I romanen møder vi også den ældre Dr. Køpp, hans norske kone Hege, Mongolen Polle og hans far Tomlinson, Køpps tidligere partner Sander, den udfordrende lægesekretær Carmen og hendes søn, brugsomdeleren Store Einar, hans kone Inger og deres niece Marianne, Pauli og Ragna fra Brogården og deres søn Martin og ikke mindst den unge pige Manne.
Den der lyver blev generelt modtaget positivt og med stor ros fra anmelderne, der alle bider mærke i Jessens evne til at skildre det psykologiske i mennesker og hendes valg af fortæller – den mandlige hovedpersons lillesøster. Jens Kistrup skriver indledende: ”En mand uden kærlighed. Ved at operere med en ekstra fortæller giver Ida Jessens ny roman en nøgle til sin hovedperson som en type i tiden” og Erik Skyum-Jensen følger op: ”Ida Jessens romanfortæller må ryste på hånden i skildringen af en læge, der går i drift- og i stykker”. Derimod har Svendsen fokus på Jessens vekslen mellem fiktion og virkelighed og konstruktion og realitet, mens Lars Handesten går mere tematisk til værks: ”Ida Jessen skriver med overbevisende præcision og nerve om skilsmisse, provins og problemer med at komme i et engageret og lidenskabeligt forhold til tilværelsen”.
Anmeldelserne af Den der lyver falder i Weekendavisen, Berlingske Tidende, Information og Jyllandsposten, dvs. alle de store dagspresseaviser, som også ofte har hele bogsektioner. Fælles for dem alle er, at de bærer stærkt præg af det æstetiske og det genetiske kriterium, hvoraf dog Svendsens anmeldelse i Weekendavisen bruger mange moralsk/politiske kriterier. Kistrups anmeldelse vægter de æstetiske kriterier, når han skriver at: ”den traditionelle alvidende fortæller” ses i størstedelen af romanen, hvorefter ”en anden fortæller-stemme” tager over, netop som han også i anmeldelsens rubrik har fokus på fortællerformen. Efter et fortolkende handlingsreferatet, der er en fast del af en anmeldelses opbygning, bryder Kistrups moralsk-politiske kriterium frem: ”Den der lyver er et skræmmende billede af en verden, hvor menneskene har svært ved at leve op til den prioritering, de har giver kærligheden som det, det meste i deres liv forventes afhængige af”. Her vurderer Kistrup ud fra den morale, som romanen formidler. Kistrup kritiserer desuden Jessen en smule, her hvor han skriver: ”Noget klart billede af ham (Christian) kan man ikke sige, Ida Jessens roman giver”. Her kritiserer Kistrup ud fra et æstetisk kriterium, hvor han mangler integritet, altså helhed i Jessens karakter. Men derimod påpeger han, at Jessen i stedet tegner mennesker meget rigtigt, at vi er fulde af modsigelser, og dermed træder et affektivt kriterium frem: ”Når man (Kistrup) får øjnene op for det, vokser Den der lyver i format, selv om hovedpersonen skal have hjælp af sin søster til at forklare, hvem han er, og hvordan han er blevet det” – den ønskede effekt fra Jessen, at skrive Christian frem gennem søsteren lykkes altså, og får Kistrup frem til ovenstående konklusion. Handestens anmeldelse i Berlingske Tidende lægger vægt på de moralsk/politiske kriterier, og de genetiske og kognitive. Allerede i sin rubrik påpeger Handesten, at ”Ida Jessen skriver med overbevisende præcision og nerve” – den er overvejet, reflekterende og bliver deraf også vurderet af Handesten på et intellektuelt niveau, dog er Jessen ikke ”den store eksperimentator, da hun trækker på den realistiske kunsts, godt nok fine, men også prøvede traditioner”. Handestens anmeldelse er især genetisk funderet, da han kommenterer meget på Jessens tidligere forfatterskab, som her: ”Og dog fortjener hendes forfatterskab en bedre skæbne, hvad ikke bare hendes barske roman Vandpaladset (1998) vidner om, men nu også hendes nyeste..”. Som enhver anden litteraturkritiker sammenligner Handesten Jessen med andre forfattere, igen det genetiske kriterium, og skriver at: ”Hun kan med pontoppidansk evne mane sine personer og miljøer frem på papiret..” og ”..en nok så triviel historie en diskret kriminalistisk spænding og erotisk ladning”. Deraf slutter Handesten sætningen med et affektivt kriterium: ”..der gør, at man er godt hægtet på”. Der opstår i romanen en spænding, som gør at Handesten som læser har svært ved at lægge den fra sig, en tendens som også kunne være det æstetiske kriteriums intensitets-begreb. Deraf følger et fortolkende handlingsreferat, og så bliver Handesten mere moralsk/politisk vurderende. Han skriver: ”Der er ingen vilje til at gøre op med fortidens synder. Og så har han selv en tåget forestilling om forfaldet og døden”. Dette skriver Handesten i forhold til Christians ønske om at leve uden forbehold, et ønske der er umuligt at opnå i den lille nordjyske provinsby. Derudover har Handesten i resten af sin anmeldelse fokus på romanen form og indhold, og kommenterer på at ”..fortælleren i denne roman lyver”, og at det trivielle liv bliver givet mulighed for forvandling af romanens digter, i en ”ren og stiliseret form”. Handesten slutter af med et kognitivt kriterium, da romanen taler om ”..menneskelige tilstande og problemstillinger, der er beskrevet med en gennemlysende præcision” – den lever op til det Brandesianske krav om problemer til debat og opretholder dermed et intellektuelt niveau. Skyum-Nielsen er som de fleste andre anmeldere af Den der lyver bundet i æstetiske kriterier. Skyum-Nielsen skriver også allerede i sin rubrik om Jessens fortæller, ligesom han bruger det genetiske kriterium og tager udgangspunkt i Jessens tidligere forfatterskab: ”Af en ny roman fra Ida Jessen (f. 1964) har man de seneste år lært at forvente solid realisme”, og ”I Vandpaladset (1998) og Sommertid (1999) portrætterede hun kvinder, der søgte sig virkelighed og var villige til at betale herfor”. Moralsk/politisk vurderer Skyum-Nielsen, da han kommenterer på følgende: ”..en forgænger i embedet har i en patients journal kommenteret en gynækologisk undersøgelse med bedømmelsen: Pragtfuldt”. En episode i romanen, som meget vel kan lægge op til etisk og moralsk debat. Skyum-Nielsen hæfter sig også ved form og indhold (det æstetiske kriterium) her: ”Det interessante ved Ida Jessens roman er i grunden ikke handlingsforløbet, som har sin egen dumpe logik” og bliver herefter affektiv: ”..og tidligt får læseren til at tænke, at gid man dog kunne tage fat om begge skuldre på Christian og ruske ham..”. Kognitiv anlagt er Skyum-Nielsen derimod, når han forklarer, hvad romanen lærer os: ”Vi er hinandens næste, søskende eller ej”. Slutteligt fæstner Skyum-Nielsens blik sig på det æstetiske kriterium, hvor Jessen viser sin integritet og forholdet mellem enheder og helheder her: ”..at Ida Jessens solide realisme ind imellem slår om sig i ren beton-symbolik” og det affektive kriteriums sarkasme her: ”Tilsvarende skal man som læser vist være mere en almindeligt garvet for ikke at ærgre sig over det bastant pædagogiske..”. Svendsens anmeldelse i Jyllandsposten henvender sig til de genetiske og moralsk/politiske kriterier. Som allerede nævnt er det skellet mellem fakta og fiktion, som præger Svendsens anmeldelse, og han vurderer ud fra det æstetiske kriteriums kompleksitet her: ”På sin egen måde leger forfatteren med grænsen mellem fiktion og virkelighed, konstruktion og realitet” og kommenterer romanens dedikation ”Til minde om Christian”, der er placeret strategisk smart. Den er nemlig en del af fiktionen og ikke fakta. Derefter bliver Svendsen affektiv, og advarer: ”Men ved at være en personbundet fortæller bliver læseren omvendt gang på gang gjort opmærksom på at man ikke skal stole på det vi læser” og skriver derudover: ”Og jeg skulle hilse at sige at Ida Jessen er formidabel til at beskrive såvel forelskelsens sødme som saftige fornøjelser”. Et enkelt kognitiv kriterium sniger sig ind i Svendsens anmeldelse: ”Som man forstår rejser Ida Jessens bog en række spørgsmål”, den inviterer så at sige til refleksion hos læseren. Derudover er resten af Svendsens anmeldelse bundet op på genetiske kriterier, her hvor han påpeger romanens genrer: ”Den der lyver er en særegen kombination af en krimi, en thriller, en kærlighedsroman, en skilsmissebog, en sædeskildring og en miljøskildring af en jysk small town med alt hvad dertil hører af hygge og mystik”. Genetisk vurderende er Svendsen også her: ”Jeg kan ikke komme i tanke om kvindelige kolleger der har et lignende talent for at give liv til kroppen bag de erotiske klichéer.” Derudover påpeger Svendsen, at ”..de tidligere bøger har også tangeret det dunkle, men i Den der lyver er der renset ud i det sødladne og harmoniserende”. Slutteligt beskriver Svendsen, hvordan romanen har opnået en effekt hos ham og skriver: ”..fatal frigørelse gør Ida Jessen roman til et godt bud på en roman som mange læsere vil kunne nyde skælvende”.
Anmeldelserne af Den der lyver har altså sit primære fokus på de æstetiske kriterier, det er romanens kompleksitet, integritet, intensitet, form og indhold, som kritikerne kommenterer på. Derudover er de alle meget optaget af Jessens valg af fortælleform, synsvinkel og ikke mindst den psykologiske skildring af Christian, romanens hovedperson.
DET FØRSTE JEG TÆNKER PÅ
I Jessens anden roman i Hvium-trilogien vender bypigen Birgitte tilbage til den lille landsby, hvor hun skal besøge sin barndomsveninde, præsten Lisa, hendes mand Frederik og deres to børn Gustav og Marie. De to veninder glæder sig til at lære hinanden at kende igen, men idyllen afbrydes hurtigt, da Gustav på sin fødselsdag bliver kørt ned, efterladt og senere dør på hospitalet. Lisa er overbevist om, at det er en i det lille samfund, som har gjort det, og intensiteten forøges da Lisa også begynder at mistænke Birgitte. I romanen møder vi igen Manne, som er barnepige på Præstegården, menighedsformanden Hans Morten, naboen til Præstegården Ellen og hendes søn Gert, Asmus Gustavs kammerat og hans mor Doris, politibetjenten Leif, Frederiks mor Dot, Ninette og Albin og deres lille nyfødte søn.
Ligesom Den der lyver blev også Det første jeg tænker på vel modtaget af avisernes litteraturkritikere. Her er Marie Lade glad for Jessens plot-evner: ”Ida Jessen er en mester, når det gælder om at lægge spor ud og føre læseren på afveje”, Svend Skriver indleder sin anmeldelse med et eksistentialistisk spørgsmål, som også er romanens helt store tematiske omdrejningspunkt: ”Kan man tilgive sit barns morder?” og skriver derudover: ”Ida Jessen har skrevet en suveræn fortælling om skyld, soning og tilgivelse”. Handesten anmelder igen Jessens Hvium-bøger og hæfter sig ved bogens eftermæle: ”Ida Jessen har skrevet en provokerende, stærk og tankevækkende bog”. Ligeledes er May Schack som Skriver opmærksom på Jessens tema omkring det at miste og skriver: ”Ida Jessens psykologiske realisme er i topklasse i hendes nye oprivende roman om forældreskabets største rædsel”. Lillian Munk Rösing er derimod mere optaget af miljøbeskrivelsen af det fiktive Hvium: ”I sin nye roman brillerer Ida Jessen med landskabs- og personbeskrivelser, som gennem detaljens kunst får en augustklæbrig, dansk provinsverden til at fremtræde i skinger idyl for læserens blik”.
Det første jeg tænker på blev blandt andet anmeldt i Ekstra Bladet, Kristeligt Dagblad, Berlingske Tidende, Politiken og Information. Marie Lade anmeldte romanen i Ekstra Bladet og kalder den en ”raffineret psykologisk spændingsroman”. Hun hæfter sig især ved det æstetiske krav om kompleksitet, når hun konstaterer, at ”Ida Jessen er en mester, når det gælder om at lægge spor ud og føre læseren på afveje”. Ligesom mange af anmeldelserne af Den der lyver, har Lade også taget det genetiske kriterium med og skriver: ”Som psykologisk spændingsroman er Det første jeg tænker på langt mere raffineret end Jessens seneste ABC, som kom i efteråret 2005. Man skal helt tilbage ti 2001, til Den der lyver, for at finde en Jessen-roman af den kaliber”. Lade sammenligner altså Jessens nye roman med hendes tidligere forfatterskab, ligesom hun afslutter rosende: ”..en bemærkelsesværdig standard for danske romaner i 2006. Vi er oppe i nærheden af St. St. Blicher”. Skriver anmeldte Det første jeg tænker på i Kristeligt Dagblad, og har deraf også meget naturligt et stort fokus på det moralsk/politiske kriterium. Som tidligere nævnt starter Skriver med at spørge, om man kan tilgive sit barns morder. Efterfølgende giver Skriver et handlingsreferat af romanen, for derefter at vende tilbage til det moralsk/politiske: ”Barndomsveninden Birgitte..(har ikke)..sympati for hverken præstestanden eller kristendommen” – et meget skarpt synspunkt, som Skriver dog ikke dømmer romanen ud fra, hvorvidt han så selv er enig eller ej. Han skriver følgende: ”Det er kun et ud af de mange etiske spørgsmål, som romanen rejser på en behagelig uanstrengt form”, ligesom spørgsmålet om ”skyld” er tematisk for romanen. Skriver påpeger også, at romanen ”altså tydeligt fortolker et nutidigt, hæsblæsende liv i en kristen forståelsesramme”. Derudover benytter Skriver sig også en del af det genetiske kriterium, som her: ”Det er sjældent, at en ny dansk roman tåler at blive sammenlignet med klassikerne i dansk litteratur uden at blegne totalt i lyset fra fortidens store værker. Ida Jessens Det første jeg tænker på hører til blandt de få undtagelser” og sammenligner også Jessen med Tage Skou-Hansen: ”Det betyder, at Det første jeg tænker på i lighed med for eksempel Tage Skou- Hansens romaner vil kunne læses af et bredt publikum”. Skriver slutter sin anmeldelse af med at påpege, at romanen formentlig også vil blive læst om 50 år, og at Jessen har fået et folkeligt gennembrud. Et enkelt kognitivt kriterium sniger sig ind i anmeldelsen, da Skriver påpeger: ”..at hun med sin fortælling er i stand til at belyse centrale spørgsmål i vores nutid og samtidig fastholde et historisk perspektiv”. Her roser Skriver Jessens evne til at skrive litteratur, som vi kan reflektere over efterfølgende og stille spørgsmål til. Et enkelt affektivt kriterium har Skriver også med, og forklarer her, hvad han personligt synes om romanen: ”Jeg vil imidlertid nøjes med et enkelt adjektiv. Det første jeg tænker på er en suveræn roman”. Handesten har igen anmeldt for Berlingske Tidende og skriver kognitivt, at Det første jeg tænker på er: ”..en provokerende, stærk og tankevækkende bog”. Handestens anmeldelse bærer derudover især præg af de moralsk/politiske kriterier. Allerede i starten af anmeldelsen skriver han: ”Billisten kører fra sit ansvar – og sin skyld” og ”..ikke for at den samfundsmæssige ret kan stadfæste sin dom og straf. Hvad det gælder om, er derimod at finde den skyldige, så han kan blive tilgivet” og påpeger at: ”Det er denne kristelige og eksistentielle vinkel på skylden, som Ida Jessen bringer på bane, og som gør hendes roman interessant og udfordrende”. Det æstetiske kriterium viser sig, da Handesten kritiserer tempoet i romanen: ”Afsløringen af, hvem der kørte Gustav ned, er det simple spændingsmoment i Jessens roman, der med en anelse tomgang undervejs bevæger sig frem mod sin højdramatiske slutning”. Han mener altså, at romanen mangler lidt intensitet, der først rigtig viser sig i slutningen. Det moralsk/politiske og vel også etiske aspekt viser sig flere steder i Handestens anmeldelse, og inden et fortolkende handlingsreferat skriver han: ”Vil hun kunne tilgive og forsone sig med den skyldige, eller er det ikke en så uhyrlig og umenneskelig tanke, at det aldrig vil kunne lade sig gøre?”. Om romanens fortæller, veninden Birgitte, skriver Handesten igen: ”(Hun)..strør om sig med fine, livskloge betragtninger om køn, seksualitet og det psykologiske spil mellem mand og kvinde”. En enkelt gang i anmeldelsen benytter Handesten sig af det kognitive kriterium her: ”En digter som Birgitte – og Ida Jessen – kan via sin fantasi og erfaring bringe os til at se, hvad vi ellers er udelukket fra”. Det genetiske finder vi her, hvor Handesten sammenligner Birgitte med ”Skyggen i Andersens eventyr”, som ved noget, andre ikke ved. Som med Den der lyver sammenligner Handesten igen Jessens nyeste roman med andre forfattere og skriver: ”..det rumsterer… i Ida Jessen roman, som denne gang ikke kun har gode mindelser om Pontoppidans stil, men også om Martin A Hansens” og fortsætter og afslutter med det moralsk/politiske: ”..og aktualiserer nogle af de temaer, som man ellers må tilbage til Martin A. Hansen for at få en etisk-religiøs vinkel på”. Schack er knap så påvirket af det moralsk/politiske i sin anmeldelse men mere de genetiske, kognitive og affektive kriterier. Schack sammenligner naturligt Det første jeg tænker på med Den der lyver (genetisk), og ”Manne, som er beskrevet i Den der lyver” (genetisk) og påpeger romanens ”thrillerelement”, en sammenligning med en anden genre. Derudover benytter Schack sig af det kognitive kriterium, når hun reflekterer: ”Skulle Lisa have givet ham lov til det?” og også skriver om Jessens psykologiske realisme: ”Hun viser os, hvordan noget ser ud, og hvordan det er, i sin både iagttagende og reflekterende prosa”. Schack er også affektiv i sin anmeldelse: ”Selv en garvet anmelder kan oprives, også af den anden gennemlæsning, som måtte til for at få nerverne i ro og danne sig et overblik” og slutter: ”Det skal jeg ikke komme ind på, for andre end anmelderen skal også kunne læse denne roman til ende med hjertet oppe i halsen”. Rösing anmelder i Information og benytter især de genetiske kriterier. Efter et kort handlingsreferat skriver hun, at Det første jeg tænker på: ”..udspiller sig i den fiktive Limfjordsby Hvium (som også var rammen om Den der lyver, 2001)”. Hun sammenligner genrer og skriver: ”Det første jeg tænker på kan læses som fascinerende psykokrimi” og påpeger: ”..det er måske dette spørgsmål, der forener Jessens tre seneste bøger (denne samt novellesamlingen Foxy Lady, 2003, og romanen ABC, 200%), som ellers stilistisk er så forskellige..”. Derudover er Rösing også kognitiv og spørger: ”Hvad får gnisten til at fænge, hvordan slukkes den, hvordan holder man den blafrende, og kan den slå om i flammende hævnbrand, hvis man lider stort tab? Romanen stiller sine spørgsmål ganske lydløst, gennem..”. Derefter går Rösing hen og bliver lidt mere moralsk/politisk: ”Historien om Lisa bliver historien om, hvordan hun håndterer at miste det barn, der har givet hende denne livsgnist” og ”Jeg-fortælleren, derimod, tænder hverken på Gud eller små børn, men på mænd”. Slutteligt benytter Rösing sig også af et enkelt æstetisk kriterium, når hun kommenterer på romanens kompleksitet: ”Men den kan også læses allegorisk som en eksistentiel spørgen til, hvordan man trods tab holder livsgnisten blafrende”.
Hvor det i Den der lyver er fortællestilen og den psykologiske skildring af hovedpersonen der er i fokus, er det i anmeldelserne af Det første jeg tænker på især de moralsk/politiske kriterier, også deraf også det religiøse og etiske tema om skyld og tilgivelse der er i fokus.
BØRNENE
I tredje og sidste roman i Jessens Hvium-trilogi møder vi sundhedsplejersken Solveig, der efter at have ødelagt sit ægteskab for en affære, flytter efter sin eksmand og deres datter til den lille nordjyske by Hvium. I byen er det dog kun den praktisk anlagt og lidt charmerende Søren Martinsen, der hjælper Solveig med at komme på plads, men hun opdager hurtigt, i kraft af sit arbejde, at der sker meget forfærdelige ting hos familierne i landsbyens vægge. I romanen møder vi igen den unge pige Manne, og også Ragna og Pauli på Brogården har en rolle i tredje bind, ligesom flere andre karakterer fra de tidligere romaner træder igen, om end nogle kun i små glimt.
Da Børnene blev udgivet havde Jessen allerede slået sig fast som en af Danmarks dygtigste og mest anerkendte forfatterinder, og deraf vidner anmeldelserne da også om, om end en enkelt er lidt kritisk. Det er Leonora Christina Skovs i Weekendavisen, hvor hun skriver: ”Ida Jessens tredje Hviumroman er landet. Visse steder virker den dog underlig indforstået, hvis man ikke i forvejen er fortrolig med Jessens lidenlund”. Rösing er meget kønsfokuseret i sin anmeldelse og skriver: ”Hvad driver kvinder i armene på mænd, og hvad driver dem væk derfra igen? Med sin nye Hvium-roman leverer Ida Jessen en suveræn skildring af kvinder, der lader tilfældige mænd bestemme deres skæbne”.
De to anmeldelser af Børnene er tilfældigvis begge skrevet af kvinder. Hvorvidt det påvirker litteraturkritikken er der også lavet mange studier af, ligesom mange husker debatten i Information i 1980, der startede med Hanne Dams artikel Mig og de mandlige anmeldere – en debat om hvem der skal anmelde kønsspecifikke tekster – mænd eller kvinder (Klysner, s. 44). Det er ikke denne opgaves fokus, men det er dog interessant, at Skov og Rösing primært benytter sig af det genetiske kriterium, hvor de altså fokuserer mest på romanens indhold, form, kompleksitet, intensitet og integritet og også begge er meget affektive. Som tidligere nævnt er Skov kritisk over for trilogiens påstand om at være selvstændige bøger, da hun ikke mener, man forstår Børnene uden at have læst de to foregående romaner. Deraf benytter hun sig også af det genetiske kriterium, da hun skriver: ”Har De fulgt livet i Ida Jessens selvopfundne lidenlund, Hvium, først i romanerne Den der lyver og Det første jeg tænker på og senest i novellesamlingen En mand kommer til byen vil de utvivlsomt nyde cocktailen af provinsfortielser og mor-datter-forhold på kollisionskurs”. Det genetiske fortsætter her, hvor Skov kritiserer en episode i Det første jeg tænker på: ”Besøget tjener intet formål udover at fungere som glædeligt gensyn for dem, der husker Køpp fra Den der lyver” og der mangler ifølge Skov integritet. Og også her: ”..og ved man ikke, at Ragna og Pauli var hovedpersoner i En mand kommer til byen, får man fornemmelsen af, at Ida Jessen grundløst bremser sin fortælling”. Igen er Skov her skeptisk: ”Det hjælper at vide, at det døde barn var omdrejningspunkter i Det første jeg tænker på, men det får stadig Børnene som selvstændigt værk til at stå svagere, end det behøvede”. Skov roser dog også Jessen og sammenligner hende med andre genrer: ”Ikke mindst fordi hun åbenlyst har fundet sin form et sted mellem klassisk, dansk realisme, Matador og Morten Korch på kryptonit”. Et enkelt sted er Skov også affektiv, og påpeger Jessens intensitet: ”Med sine facetterede kvindeportrætter, sin kropslige skrift, de virkelighedsnære dialoger og atmosfærefyldte miljøbeskrivelser fra de nordjyske højder holder hun læserens øjne på siderne fra start til slut”. Til sidst i sin anmeldelse bliver Skov moralsk/politisk og skriver: ”..det klæder romanens store temaer om svigt, skyld og forsoning.” Skov anerkender da også romanen og dens litterære kvaliteter, selvom hun står et andet sted i livet selv: ”Kernelæserne er næppe ungdommen nu til dags, og jeg selv er vist også ti år for ung og ganske meget for barnløs til helt at tælle med. Men Børnene skal nok blive læst og værdsat. Det fortjener den bestemt”. Rösing benytter sig af det genetiske og det moralsk/politiske kriterium. Derudover er hendes anmeldelse især præget af en tolkning på kvinders drifter og begær, og hvad der i sidste ende gør, at de lader mænd bestemme over deres skæbne. Efter et langt og fortolkende handlingsreferat (anmeldelserne i Information får meget spalteplads), hvor Rösing kredser om temaet skyld, opstiller hun sit første genetiske kriterium, og skriver: ”Romanen foregår i den fiktive limfjordsby Hvium, som vi kender fra Jessens tidligere bøger. Nogle af dens begivenheder og karakterer har vi mødt før (der forekommer endog lodret genbrug af tekst fra novellesamlingen En mand kommer til byen)” og igen her fokus på genresammenligning: ”..det klinger måske lidt arkaisk og folkeviseagtigt”. Moralsk/politiske bliver Rösing her: ”Med denne roman leverer Jessen en suveræn (læg mærke til, at det er et ord, der går igen i mange af anmeldelserne) skildring af det, der driver kvinderne. Både det, der driver dem i armene på mændene, og det, der driver dem ud derfra igen”. Ligeledes slutter Rösing også sin lange anmeldelse af med et politisk/moralsk kriterium, og hylder Jessens neutralitet som forfatter og fortæller: ”Altafgørende er det, at Jessen ikke fælder nogen dom over sine karakterer, hverken mændene, kedelige som ildelugtende, eller kvinderne, glødende som slukte. Klogekonens kommentarer er aldrig domme over menneskene, men usentimentale sammenfatninger af deres vilkår – de er nok moraler – men ikke moral”.
Hvor anmeldelserne af Den der lyver og Det første jeg tænker på er præget af fortællestil, den psykologiske skildring af karakterer, de moralsk/politiske kriterier, religiøse og etiske temaer om skyld og tilgivelse, er anmeldelserne af Børnene skrevet ud fra genetiske kriterier med fokus på kvindetyperne og deres mænd, og så kritiserer både Rösing og Skov Børnene for at være for indforstået.

KONKLUSION
Brugen af Andersens vurderingskriterier i Hvium-anmeldelserne viser, at anmelderne benytter sig af en bred pallette af kriterier, og anvender således både de moralsk/politiske, kognitive, genetiske, æstetiske og affektive kriterier – nogle dog mere end andre. De æstetisk orienterede anmeldere er især Kistrup, Handesten og Skyum-Nielsen, hvor Svendsen, Schack og Skov er affektive anmeldere. De fleste af anmelderne benytter sig dog af et litteratursyn, som vender sig mod de genetiske vurderingskriterier. De har fokus på hændelser, som går forud for det enkelte værk, andre forfatterskaber, tidligere værker og sammenligninger med andre genrer og forfattere. Især Handesten i sin anmeldelse af Den der lyver er genetisk orienteret, ligesom Lade, Rösing og Skov er det. Det harmonerer godt med det faktum, at de alle har anmeldt dele af eller hele Hvium-trilogien, og dermed afstemmer anmeldelserne sig også resten af Jessens forfatterskab. Anmelderne er meget forskellige kritikertyper, hvor end nogle også minder om hinanden, hvilket giver en bred litterær kritik og vurdering til gavn for forfattere, læsere og litteraturkritikken generelt. For som litteraturkritikers pioner, Tom Kristensen sagde, skal anmelderen: ”..give læseren et levende indtryk af, hvorledes bogen er, – det er det, som er skyld i, at anmelderi kan udvikle sig til en mindre genre inden for kunsten, altsaa selv blive kunst..” (Jørgensen, 1999, s. 23).