Titel: BRAK. Forfatter: Caroline Livingstone. Sider: 245. Forlag: Peoples Press. Udgivelsesår: 2020. Anmeldereksemplar: Peoples Press ★★★★☆
“Der fandtes historier, der satte sig ud over mine metoder. Erkendelser, der kunne krybe frem så gradvist, at jeg ikke ænsede dem, fordi de var en del af det landskab, jeg voksede op i”.
Caroline Livingstone har med BRAK begået en stærk og vedkommende fortælling om familiehemmeligheder, arv og miljø.
Da jeg først gik i gang med bogen, var den umulig at lægge fra sig. Både på grund af den insisterende sprogtone, men også grundet temaet, dialogerne og karaktererne. Alle der har en familie, vil kunne genkende noget af sig selv og denne i Livingstones imponerende romandebut. Den er oplagt til dig, der elsker Leonora Skovs Den der lever stille, Delphine de Vigans Alt må vige for natten, Helga Flatlands En moderne familie, Nina Wähäs Testamente, Vigdis Hjorths Arv og miljø og alle andre romaner om familie-dynamikker og fortielser. Jeg kunne sågar genkende dele af mormoren i min egen mormor, det vil de fleste læsere nok kunne.
Om romanen skriver forlaget: Midt i arbejdet med en akademisk opgave må Christine tage fra København hjem til Annisse for at hjælpe med det praktiske efter mormoren, Fannys, død. Efter skilsmisser og dødsfald står Christine udelukkende tilbage med onkler og alt det, de ikke taler om. Mens jorden er frossen, og urnenedsættelsen udskydes, driver Christine omkring i det landskab, hun voksede op i. Hun gransker sin barndom og opvækst og bliver mere og mere optaget af de ting, hun er ladt tilbage med; fortællinger og fotografier, og hvad de fortæller, og skjuler, om fortiden.
Christine vokser op i en familie, hvor tingene forties, men også, hvor nogle ting gentages igen og igen og brænder sig fast i børnenes bevidsthed. Som denne: “Min morfar plejede at sige: Skoven er ikke menneskenes. Han sagde ikke meget, men det, han sagde, gentog han ofte. Da han døde, begyndte vi at gentage det: Skoven er ikke menneskes, det er dejligt, når I kommer, men bedre, når I går, og det tager tre generationer at fordrive en tragedie.” Samtidig er det en familie, hvor mormoren har en ordløs men konstant magt over dem alle. Christine beskriver det som en “sømløs men insisterende kontrol over os alle sammen. Hendes bevidsthed var til det sidste en lille knugende hånd, der nægtede at give slip. En mormors magt er usynlig for alle, der er vokset op i den. Den lå om os som gas i luften”.
Titlen BRAK har jeg også tænkt en del over. I Den Danske Ordbog står der følgende: ligge brak. OVERFØRT ligge uvirksom hen; være uden udvikling. Hvilket i den grad giver mening i forhold til romanens karakterer og det landbrugsliv, som de har levet. Jeg nød Livingstones miljø- og naturbeskrivelser. Meget detaljeret, meget sanseligt, meget kropsligt. Som at være der selv og dufte køerne der græsser på marken.
Romanen er skrevet i to spor. Et nutidsspor, hvor Christine er hjemme i barndomsbyen Anisse for at begrave sin mormor sammen med onklerne, og et bagudskuende datidsspor, hvor Christine mindes barndommen og alle fortielserne og de mærkelige hændelser i familien. Det giver en spændende dynamik i fortællingens kronologi, som en pandoras æske, der stille og roligt åbnes og afslører mere og mere.
Jeg er også vild med den tragikomik der ligger lidt i Livingstones fortælleform og sprog. Det er som at læse Erling Jepsen eller Thomas Korsgaard. Forsiden er så uendelig smuk og er vild med symbolikken i det gamle retro tapet, der er revet lidt itu. Jeg har bedt Caroline bede forlaget om at producere plakater af forsiden. Ville det ikke være smukt?!
Alt i alt en velskrevet roman, som jeg varmt kan anbefale. Oplagt til sommerferien.
“Man bliver på hver sin måde altid en konsekvens af det landskab, man vokser op i”.