Titel: En fortryllende hemmelighed – Bridgerton #3. Forfatter: Julia Quinn. Sider: 368. Forlag: Peoples Press. Udgivelsesår: 2020. Anmeldereksemplar: Peoples Press ★★☆☆☆
“Hun følte sig som en prinsesse – en hæmningsløs prinsesse – så da han bød hende op til dans, lagde hun sin hånd i hans. Og selvom hun vidste, hele aftenen var en løgn, at hun var en adelsmands uægte barn, og en grevindes kammerpige, at hendes kjole var lånt og hendes sko decideret stjålet – så betød alt dette ingenting, da deres fingre flettede sig ind i hinanden”.
Tredje bind i Julia Quinns romantiske regency serie Bridgerton, hvor Jane Austen møder Lisa Kleypas, er desværre klichéfyldt og uden den store romantiske helt, men det er god underholdning, og du kan passende læse den, inden du går videre med de næste bind.
Jeg kan umuligt være den eneste, som er blevet (endnu mere) besat af Bridgerton, efter at tv-serien kom på Netflix den 25. december 2020. Regé-Jean Page som Hertugen af Hastings. Så behøver jeg vist ikke sige mere. Og af samme grund, fordi jeg er ved min anden bingewatch af serien, skulle jeg selvfølgelig læse videre i serien og var dermed nået til tredje bind. Der er udgivet otte bøger i serien af Julia Quinn, én for hver Bridgerton-søskende, og de første fire (om lidt fem, februar 2021) er udkommet på dansk. I tredje bind, En fortryllende hemmelighed, følger vi den andenældste Bridgerton, Benedict. I tv-serien, som har taget sig en del friheder, ser vi Benedict udforske sin tegnekunst og seksualitet (der er en del homoseksuelle vibes omkring ham), men det er tydeligvis helt væk i bogen her, hvor han kun har øje for én kvinde: den mystiske i sølv, som han dansede med til sin families maskebal. Hvad Benedict ikke ved er, at den mystiske kvinde er Sophie Beckett, det uægte barn af en jarl, som aldrig har taget hende til sig. Hun har sneget sig ind til maskeballet, efter i årevis at have levet den rene Askepot-tilværelse med sin onde stedmor og hendes to forfærdelige døtre. Efter farens død har stedmoren “arvet” Sophie, og det huer hende bestemt ikke.
Så hvordan skal det nu gå? Hvor Benedict har forelsket sig i en kvinde, han ikke ved noget om, end ikke hendes navn? Og Sophie har forelsket sig i en rig, eftertragtet ungkarl, som hun aldrig kan få? Det lyder lidt forudsigeligt og kliché, og det er det også. Bogen her er klart den svageste i serien, og meget forudsigelig. Derudover går det enormt stærkt, Benedict og Sophie forelsker sig umanerligt hurtigt, og så går det ellers stærkt derfra, selvom de selvfølgelig lige har nogle udfordringer undervejs. Måske er det den gay-vibe Benedict giver mig i serien, men jeg kunne aldrig helt forlige mig med ham som den store romantiske helt. Jeg har læst tredje bind, og det bør du også gøre (selvom bøgerne kan læses uafhængigt af hinanden), men du kan roligt glæde dig til at komme videre til fjerde bind. Det handler nemlig om Colin og Penelopes slow burn. Dér kan man tale om at “brænde for nogen”! (if you know, you know).