Da jeg i min sommerferie samlede et brugt eksemplar af Liza Klaussmanns Villa America op i en lokal genbrug og pludselig sad ved Den franske Riviera med Fitzgerald, Hemingway, Murphy-parret, Cole Porter og andre kendte kunstnere af sin tid, kom jeg til at tænke på en litterær genre, der vinder særligt indpas i litteraturen disse år og især det seneste år: Exofiktion. En litterær genre, hvor forfattere skaber fiktive fortællinger centreret omkring virkelige historiske personer, begivenheder eller perioder. Det udvisker grænserne mellem historie og fiktion og giver forfatterne mulighed for at udforske levet liv hos betydningsfulde personligheder fra fortiden på en kreativ og fantasifuld måde. Man tager altså på en måde den dokumentariske biografi og blander med romangenrens fantasi og frie fortolkning.
Flere har skrevet exofiktion med succes. Se bare på Henriette Rostrups Grevinden om den virkelig Grevinde af Bagsværd Angelica Evans (1970-1914), eller Jesper Wung-Sungs kunsterroman om Vilhelm Hammershøi Kvinde set fra ryggen, Hanne-Vibeke Holsts Kriger uden maske om billedhuggeren Sonja Ferlov Mancoba eller Malene Ravns Hvor lyset er om kunstneren Carl Fischer, Lotte Kaa Andersens biografiske roman om den danske matematiker og jordskælvsforsker Inge Lehmann Den inderste kerne eller Eva Tinds Kvinden der samlede verden om zoologen Marie Hammer. Alle har de taget afsæt i personer, der kan findes i historiebøgerne. Måske i en lille notits, måske i et brev eller en dagbogsnotat, måske er der allerede skrevet biografier om dem. Men dét, som de skønlitterære forfattere gør, er at levendegøre historiebøgerne. Gøre historien virkelig, så vi føler, at vi selv er der. Så vi rent faktisk ved, hvad Inge Lehmann følte, da hun første gang udregnede en matematisk ligning, eller hvordan Vilhelm Hammershøi første gang fangede lyset eller sin kones ryg.
Men hvordan er det at skrive en roman om en person, der har levet? Hvilke problematikker kan der opstå undervejs i skrivningen og ikke mindst ved udgivelse? Arvinger, slægtninge, hvordan påvirker det dem? Hvordan fremstiller man disse personer? Hvordan gør man opmærksom på, at man stadig digter? At det er fiktion og ikke 1:1 sandheden om den / de kendte personer man skriver om. Det har jeg spurgt forfatter Henriette Rostrup om i forbindelse med hendes roman Grevinden.
Din roman Grevinden fra 2022 er baseret på Grevinden af Bagsværd, Angelica Evans (1870-1914). Hvad inspirerede dig til at skrive en roman om en person, der har levet i virkeligheden?
Min roman Det år vi gik til begravelser var netop udkommet, og jeg var ude at gå tur ved Bagsværd Sø, da vi kom til Aldershvile ruinen. Jeg kendte godt til Grevindens historie, da min onkel mange år tidligere havde ønsket at lave en spillefilm om hende. Men en af de ting, jeg havde hørt, var, at hun havde så utrolig dårligt et forhold til sin datter. Ved ruinen står en mindesten, Stella har sat til sin mor – ordlyden er Kære lille gode mami – og de ord berørte mig dybt. Det rummede en masse andet – kærlighed, tilgivelse, forståelse. Og jeg fik lyst til at undersøge, om jeg ville skrive om denne kvinde. Og jo mere jeg undersøgte, jo mere nysgerrig blev jeg, og jo mere identificerede jeg mig med hende.
Vi ser i disse år flere og flere udgivelser inden for den litterære genre exofiktion, hvor forfattere kombinerer historisk fakta med fiktive elementer. Hvordan balancerede du disse aspekter for at skabe en troværdig fortælling?
Jeg besluttede mig fra starten af, at jeg skrev en roman og ikke en biografi. At det var min version af hendes historie. Jeg nærede nogle forestillinger om hende, som langt hen ad vejen blev bekræftet eller i hvert fald sandsynliggjort af min research. Men det var også vigtigt for mig at researche grundigt, så jeg vidste præcis, hvor jeg tog mig friheder i forhold til hendes historie. Jeg stod på mange måder i en heldig situation på den led, at der på grund af branden på Aldershvile jo hverken var breve, dagbøger eller andre papirer at forholde mig til. På den led kunne jeg digte friere på baggrund af de faktuelle ting, jeg vidste og fandt frem til, f.eks. skilsmissepapirerne fra Transvaal, der bekræftede min mistanke om, at det ikke var Angelica, der bare var en nådesløs golddigger (som den gængse historie indtil da havde været), der forlod sin mand i Sydafrika, da hun mødte en guldmineinvestor, men derimod hendes mand Arendt, der mishandlede hende og ønskede skilsmisse. Eller da jeg fandt Goertz’ testamente og kunne læse mig frem til, præcis hvor meget hun havde arvet – og i øvrigt få afkræftet et andet rygte, nemlig at hans familie havde modsat sig, at hun skulle arve. Det havde de ikke, det var Adolfs svoger, der havde skrevet under som vidne på testamentet.
Men det er ikke nødvendigvis en nem balancegang mellem historiske fakta og fiktion. Man kan blive grebet så meget af sin egen research, at den pludselig overtager teksten, og så er det et kunststykke at gøre sig fri af den igen.
Angelica Pierri er en stærk kvindelig karakter, der navigerer gennem en udfordrende tid. Hvordan udviklede du hendes personlighed og stemme?
Angelica har jo ikke været noget nemt menneske, og hun haft til dels haft svært ved både at elske og blive elsket. Men jeg kan bedst lide komplicerede, nuancerede karakterer. De behøver ikke nødvendigvis at være sympatiske og ’likeable’. Men man skal kunne forstå eller sætte sig ind i deres valg, også når man har lyst til at råbe ad dem, fordi de handler mod deres eget bedste.
Jeg bruger mig selv langt hen ad vejen, når jeg skriver mine karakterer, uanset hvor forskellige de er. Ikke at forstå på den måde, at de nødvendigvis bare afspejler mig, eller at min livsbane ligner deres, men mere noget med det helt almenmenneskelige spørgsmål: ’Hvad ville man selv gøre i den situation, hvis det her var ens præmisser?’ Hvis man var et ødelagt menneske, forelsket, vred, eller på flugt eller hvad nu. På den led forestiller jeg mig, at jeg arbejder lidt som en skuespiller. Man behøver ikke at være flygtning eller morder eller have aborteret eller have elsket stort og altopslugende for at tage den rolle på sig, når man skriver. Men man behøver at kunne sætte sig ind i alle følelser og forstå dem ud fra en eller anden grad af identifikation.
Romanen dækker forskellige steder som Sydafrika, Italien, Schweiz og London. Hvordan forskede du i disse steder for at beskrive dem autentisk i din fortælling?
Jeg researcher altid meget stedsspecifikt, når jeg skriver. Man kan sagtens google, hvor gader ligger osv. – men man kan ikke mærke stederne, man oplever ikke nye overraskende erkendelser, og man får ingenting forærende, hvis ikke man på sin vis kaster sig frit ud i researchen. Stedsspecifik research er jo ikke kun et spørgsmål om at sikre, at husene ligger det rigtige sted i ens tekst. Det er en måde at bevæge sig i den verden, hvor ens karakterer eksisterer. Når man rejser ud, får man ting forærende, som man ikke havde forventet, både konkrete ting, men også mentale og eksistentielle.
Man kan selvfølgelig ikke rejse tilbage i tid, så jeg kunne ikke gå rundt i de samme gader i Johannesburg og Cape Town, som Angelica havde gået rundt i. Og dog – for Cape Town er meget velbevaret – jeg har i romanen skildret et victoriansk rigmandshjem i Cape Town, som Angelica står udenfor. Det hjem findes til dels (det er et sammenkog af to private museer i henholdsvis Cape Town og Johannesburg, hvor jeg blev vist rundt). Og på jernbanen midt mellem de to byer ligger byen Matjesfontein, som blev bygget i de år, Angelica boede i Sydafrika, og som er bevaret som en form for Frilandsmuseum. Bortset fra at det er hele byen, der er bevaret, og ikke huse fra forskellige byer og steder, der er samlet og genopbygget på museet. Så jeg tog toget derud og i tre dage gik jeg rundt i en by, hvor der ikke var andre turister end mig (de fleste kom for at spise en fin middag på hotellet og en enkelt overnatning, men der var ingen, der var der i flere dage, og det var i øvrigt meget få mennesker, der var der), jeg kunne gå ind i skolestuen og på postkontoret osv. Der var så få gæster i byen, at jeg blev taget imod på stationen af flere byboere, da jeg som den eneste steg af de 1,5 km lange tog, der skulle videre til Johannesburg, og alle holdt øje med mig, den dag jeg skulle tilbage til Cape Town med toget, der var flere timer forsinket.
På udturen havde jeg i toget pludselig en oplevelse af absolut og irrationel eksistentiel angst, da vi kørte gennem Klein Karoo, som er en semiørken, der dækker store dele af Kap-provinsen. Og det på trods af, at jeg på det tidspunkt havde været i Sydafrika en gang før, at jeg havde googlet alt, booket mit hotelværelse på forhånd osv. Og hvis jeg – som har rejst i store dele af verden, boet i udlandet i flere omgange osv. – kunne have det sådan, hvordan måtte det så ikke være for en ung kvinde, hvis længste rejse inden turen til Sydafrika havde været fra København til Vonsild? At rejse ind i det fuldstændig ukendte. Så de følelser kunne jeg også bruge i min skrivning. Og dem fik jeg forærende af at researche stedsspecifikt. Det var ikke noget. Jeg kunne have googlet mig frem til.
Og hvor mange friheder og fortolkninger af levet liv kan man tillade sig at tage, når man beskriver en person, der rent faktisk har levet?
Jeg tog en masse friheder – igen, det var en roman, ikke en biografi. Jeg digtede lystigt – men inden for sandsynlighedens grænser. Jeg udstyrede hende ikke pludselig med et stort dansetalent og en debut på Den Kongelige Ballet. Som sagt researchede jeg meget, så jeg vidste præcis, hvor meget jeg digtede, og hvor meget jeg rykkede rundt på karakterers rolle og kronologi.
Grundlæggende kan man jo tillade sig alt, når man skriver fiktion, også når det er exofiktion. Men det er selvfølgelig en balancegang.
Kan du gøre os klogere på processen med at integrere kendte personer som Herman Bang og Brandes-brødrene i din roman?
Når man integrerer personer, der har levet i virkeligheden, og som folk kender, i en roman, så er det netop som romanfigurer. Men de tilføjer selvfølgelig en form for troværdighed i forhold til tidsbilledet. Jeg ved, at Angelica mødte Georg Brandes, som vist nok i øvrigt ikke brød sig om hende. I stedet for at beskrive det, brugte jeg det omvendt, således at hun ikke brød sig om ham heller. PÅ den måde kunne jeg fortælle noget om Angelica, uden at sige det direkte.
Jeg ved også, at hun mødte Mark Twain, og at han tilsyneladende var meget begejstret for hende – der findes i hvert fald et foto af hans portræt i indramning, dedikeret til hende. Men jeg har ikke selv noget forhold til Mark Twain – det har jeg derimod til Herman Bang, hvis liv og skrift på mange måder i min optik er en form for kondensation af perioden, og på sin vis er jeg ganske overbevist om, at de ville have kunnet lide hinanden. Han var på mange måder også en påfugl, som hende – en slags fish out of water, uanset hvor meget han forsøgte at være en del af det gode selskab. Jeg kunne bruge ham som et spejl på hendes utilpassethed og fremmedgjorthed over for de miljøer, hun færdedes i, og så inderligt gerne ville være del af. På den led kunne jeg bruge Bang til at fortælle noget om hende, som jeg ikke kunne fortælle på anden vis.
Din roman beskriver en stærk kvindes kamp for at forbedre sin situation. Er der aspekter af Angelicas historie, du finder relevant eller inspirerende for nutidens læsere? Og er det en del af den gode modtagelse af romanen, tror du?
Jeg håber da på, at de fleste læsere finder relevans i Angelicas historie – på mange måder er hendes historie jo ikke så forskellig fra masser af andres. Forbogstaverne er måske anderledes, omstændighederne, hændelserne og tiden. Men samtidig lignede den tid på mange måder vores på mange planer, derudover er det jo slet ikke så længe siden. Min farmor var 8 år, da Angelica døde. Året efter fik kvinder stemmeret. Men derudover tror jeg, at Angelica ønske og kamp for en bedre tilværelse på mange måder er almenmenneskelig. Hun havde så bare nogle bestemte odds og en fascinerende evne til at gribe nuet, som gjorde hende og hendes historie til noget særligt. Men hendes ønsker og drømme var almenmenneskelige.
Hvordan ser du at exofiktion som genre kan bidrage til litteraturen og vores forståelse af fortiden?
Fiktionen kan åbne op for andre dele af en fortælling end de rent faktuelle. Det er derfor, man gerne må ’lyve’ i fiktion – ved fiktionen kommer klarheden, man kan fortælle andre aspekter af en historie, og det gør det muligt for læseren at sætte sig ind i karakterer på en anden måde end i en biografi.
At exofiktionen lige nu fylder så meget i det litterære landskab, beror måske på et grøde og en forandring i den måde, vi ser tingene på. Vi har mulighed for at bringe folk frem i lyset, som måske blev overset i deres samtid, på trods af deres liv og frembringelser, det være sig kunst, opfindelser, sociale forrykkelser osv., men som måske blev overset på grund af køn, seksualitet, race. Vi kan betragte dem i et nyt lys, og det nye lys bringer erkendelser frem, og det forskubber forhåbentlig vores forståelse af fortiden. Historien og fortiden er jo ikke kun faktuelle størrelser, men fortællinger bragt frem af dem, der dominerede historiefortællingen, af sejrherrerne så at sige. Når nye fortællinger om og fortolkninger af fortiden dukker op, får det os måske endda til at se på vores egen tid og ’fastforankrede’ opfattelser af den i et nyt lys, afslutter Henriette Rostrup.
I en tid, hvor grænserne mellem virkelighed og fantasi konstant udviskes, træder exofiktion-genren frem som en fascinerende måde at udforske denne dynamik på. Med værker som Henriette Rostrups roman Grevinden åbnes dørene til en verden, hvor fakta og fiktion flyder sammen i en art symbiose. Gennem en forfriskende tilgang, der kombinerer grundig research med forfatterens kreative frihed, inviteres vi som læsere til at reflektere over den måde, vi konstruerer og forstår historier på.
I mit interview med Henriette Rostrup blev det klart, at exofiktion ikke blot handler om at blande fakta og fiktion, men også om at udforske nuancerne i vores egen perception af virkeligheden. Gennem Grevinden og lignende værker får nemlig læserne mulighed for at dykke ned i historiske begivenheder og skikkelser med en fornyet interesse og empati – måske bliver de interesseret i en historisk periode eller tid, de ellers ikke ville have læst en historiebog om.
Så lad os fortsætte med at udforske exofiktion-genren og lade os berige af dens unikke perspektiver på virkeligheden, mens vi også nyder de fortryllende eventyr, den kan føre os ind i. For i sidste ende er det netop den forbindelse mellem det kendte og det ukendte, det virkelige og det fiktive, der gør læsning og skrivning til en uendelig kilde til opdagelse og erkendelse.