Titel: Forvandlingens metode. Forfatter: Èdouard Louis. Sider: 300. Forlag: Gyldendal. Udgivelsesår: 2023. Anmeldereksemplar: Gyldendal ★★★★☆
»Jeg læste Platon, Kant, Derrida og Beauvoir. Jeg havde bevæget mig fra de fattigste klasser i det nordligste Frankrig til de småborgerlige miljøer i provinsen med al deres nag og derefter, lidt senere, til den intellektuelle verden i Paris, og det højere franske og internationale borgerskab. Jeg havde plejet omgang med de rigeste mennesker i verden. Jeg havde elsket med mænd, der havde værker af Picasso, Monet og Solages hængende i deres dagligstuer, som kun rejste i privatfly, og som boede på hoteller, hvor en enkelt nat kostede det samme, som hele min familie tjente på et år til en familie på syv, da jeg var barn.«
Jeg har svært ved at beskrive, hvor god jeg synes Edouard Louis’ nyeste roman Forvandlingens metode er. Det sker ofte, når jeg virkelig elsker en roman, investerer mig med hud og sjæl i karaktererne og deres liv. Det skete nu her. Og det var svært ikke at læse videre, for jeg kunne have slugt denne bog, som jeg gjorde det med Elena Ferrantes Napoli-romaner, som denne flere gange tematisk mindede mig om.
Edouard Louis viser med brutalitet, ærlighed og ægthed, at klassekampen IKKE er slut. Ikke i Frankrig. Ikke i Europa. Ikke i verden. Romanen er en coming-of-age story om en ung mand, der forsøger at flygte fra alt det, han kommer fra, som forvandler sig, ikke kun fysisk, men mentalt og intellektuelt, for at komme væk, for at passe ind et andet sted. Det er rørende, sørgeligt og imponerende på samme tid. Da Edouard, født Eddy Belleguele, vil ind på det prestigefyldte universitet École normale læser han én bog om dagen, også om natten. Det er da dedikation. Jeg skal helt sikkert læse mere Louis, og starter med Færdig med Eddy Belleguele, anbefaler forfatterskabet til alle der elsker Glenn Bech, Elena Ferrante, Tara Westover, Thomas Korsgaard og Jeanette Walls