Svenske tilstande rammer dansk kulturliv

Den velkendte multikulturelle og racismeangste svenske censur er rejst over Øresund og ind i det danske kulturliv. Selv ikke deres egen folkekære Astrid Lindgren kan slippe udenom kulturkritikken, som i den grad presser den frie fortolkning.
Den frie fortolkning er presset
Retorikken er gået gal, og vi har glemt, hvorfor den frie fortolkning er vigtig i vores moderne samfund. Fortolkningen kan i dag i nogle ekstreme tilfælde ende med at give tid bag tremmer, og flere mener, at det er en helt forkert udvikling, som vi skal have stoppet. Dramaserien 1864, kunstneren Dan Park, den folkekære Astrid Lindgren, svensk neutralitetstradition og en børnebog har det tilfælles, at alle er de meget aktuelle i debatten omkring kunstnerisk frihed og fortolkning, og tilsammen danner de rammen om den kritik af de svenske censurtilstande, der som en virus har sneget sig langt ind i også det danske kulturliv. Den nationale danske dramaserie 1864 bliver kritiseret, og det er kun starten på det tryk den frie fortolkning lider under for tiden.
Bornedals dramaserie deler vandene
Efter præmieren på Ole Bornedals dyre tv-serie ’1864’ har diskussionen omkring politisk/historisk fakta kontra kunstnerisk fri fortolkning for alvor præget medierne. Kritikken af de historiske fakta kommer fra Dansk Folkeparti. Kernen i problemet er, at en historisk dramaserie med offentlig millionstøtte i ryggen skal være historisk korrekt, som det lyder fra Dansk Folkepartis kulturordfører Alex Ahrendtsen. Allerede i det første afsnit, som blev sendt søndag den 12. oktober, er der fejl i det historiske aspekt af serien. Blandt andet da en hjemvendt soldat bærer en medalje, som slet ikke eksisterede endnu. DR’s dramachef Pia Bernth afviser dog at bruge historikere til udviklingen af historiske dramaserier, og på Christiansborg får DF hverken støtte fra Socialdemokraterne, Venstre eller SF. Men alene det, at DF foreslår det, viser at den frie fortolkning er presset. Man må medgive, at serien baserer sig på historien om krigen om Slesvig i 1864, men er det nødvendigt med et team af historikere, der skal sidde og blande sig i instruktørens kunstneriske frihed og fortolkning? Bornedals fortolkning af det historiske slag deler vandene i dansk kultur, og det er svært at bedømme, hvem der har ret, men hovedpointen er heller ikke, om serien er god, dårlig eller historisk korrekt. Pointen er, at vi skal have plads i vores samfund til fortolkningen, uanset om den er rigtig eller forkert.
Krudt, krig og kugler lader vente på sig
En anden kritik kommer fra de mange seere i lyset af, at serien er støttet med millioner af kroner. Mange seere beretter på de sociale medier, at de har været tæt på at falde i søvn, da de så første afsnit af serien. Samtidig mener mange, at serien ikke lever op til sproget og kulturen, som der var i det 19. århundrede. Men seerne er ikke de eneste, som kritiserer den dyre dramaserie. Også anmelderne er ude med riven, og de fleste igen især efter første afsnit. Jyllands-Postens anmelder Nanna Frank Rasmussen er, som mange andre anmeldere, utilfreds med, at krigens udbrud er så lang tid om at træde frem i serien. Efter afsnit tre er det stadig kun et enkelt skud der er blevet affyret, og det fløj ind i en svinesti. Men man kan da heller ikke forvente, at få alt fra hele serien serveret med det samme, hvad skal de resterende afsnit så omhandle? Der mangler en forståelse fra danskerne for, at Ole Bornedal har valgt at benytte den kunstneriske frihed, som han har krav på, og han har derved fortolket serien ud fra sit eget synspunkt – igen – uanset om det så er en god eller dårlig fortolkning.
Kontroversiel kunstudstilling
Den kulturhistoriske tv-serie er dog ikke det eneste, der skaber debat omkring den kunstneriske frihed. Den frie fortolkning hænger nemlig tæt sammen med ytringsfriheden – endnu en hellig og demokratisk ret, vi i den grad praktiserer i Danmark. Og den viser sig også at være alvorligt presset. Den svenske kunstner, Dan Park, som har siddet fængslet i Sverige for rasisme, er netop nu aktuel med en kontroversiel og radikal kunstudstilling, der blandt andet indeholder et billede af tre negere med en lykke om halsen. Udstillingen skulle have fundet sted på Hornsleths galleri, men efter et hærværk på galleriet og meget alvorlige trusler mod Hornsleth selv og hans familie, har han måtte aflyse udstillingen. Trykkefrihedsselskabet derimod har nu valgt at fortsætte arbejdet med at få udstillingen vist, da det er vigtigt for ytringsfriheden, at der er plads til sådanne debatskabende kunst. Fortolkning skal ikke straffes! Ligeså skal kunst heller ikke gemmes væk, uanset om det er kontroversielt. Retorikken er gået gal. Det handler nu om politik og race i stedet for kunst og fri fortolkning. Vi skal ikke have mundkurv på, vi skal tale om de tabubelagte emner, og der skal ikke proppes politik eller fængselsstraffe ned over den kunstneriske frihed, om det så er i form af en tv-serie eller en kulturel udstilling.
Sarte svenskere
Den politiske korrekthed kommer fra Sverige, og der vil den ingen ende tage. Børnebogen ’Barns tanker om kärlek’ af den danske forfatter Grethe Dickinck-Holmfeld er blevet trukket tilbage af det svenske forlag Bonnier, flere år efter udgivelsen i 2005, fordi et par citater fra to otteårige drenge var ’for skarpe i kanten til de svenske læseres smag’. Det ene citat lyder således: ”Hvis to kvinder gifter sig med hinanden, er de ludere!”. Det er en hård retorik, men man må huske på, at det er sagt af børn, som ofte ikke ved, hvad ordene betyder. Forlaget syntes dog, at de kunne opfattes krænkende, og da bogen heller ikke solgte så godt, blev den taget af markedet. Forfatteren Grethe Dickinck-Holmfeld mener heller ikke, at man skal tage citaterne så alvorligt. Hun påpeger, at det er meget drastisk af forlaget at trække bøgerne tilbage, da børnene jo som sagt ikke er onde, de forstår bare ikke ordenenes betydning ordentligt endnu. Også Dickinck-Holmfeld har bemærket at: ’hele bølgen med Pippi og det politisk ukorrekte er løbet løbsk’. Ifølge Dickinck-Holmfeld har nogen ligefrem ’givet svenskerne en i skallen, så de er blevet sindssyge’. Men det viser sig, at det ikke kun er radikale kunstudstillinger, men også klassiske børnefortællinger som Pippi Langstrømpe, der er kommet under censurens lup.
Racismeparagraffens opfindelse rammer Astrid Lindgren
Episoden med børnebogen kommer kort tid efter, at Astrids Lindgrens folkekære fortælling om Pippi Langstrømpe pludselig skulle redigeres. Svensk stats-tv SVT har i den nye udgave på dvd renset den for det, som de mener, er racisme. Således er en scene, hvori Pippi refererer til sin far som ”negerkonge”, nu lavet om, og scenen, hvor Pippi laver skæve øjne som en kineser er også fortid. Argumentet er ifølge SVT’s programsalgschef Paulette Rosas Hott, at målgruppen er et børnepublikum, som kan finde det stødende. Det lidt tragikomiske i denne sag er så bare, at der ikke findes offentlige beviser for, at den knap 40 år gamle film har skadet tidligere generationer af børn. Medieforskeren Stine Liv Johansen fra Aarhus Universitet har også udtalt, at det at lave om på et kunstværk er meget radikalt, og at man i stedet skulle benytte filmen til at tage en dialog med børnene omkring ord som ’negerkonge’ og betydningen af det. Ifølge Stine Liv Johansen er det en ’pænhedskultur’ som er ved at overtage børnemediekulturen.
Også et gardin, som bliver solgt i Astrid Lindgren souvenir butikker, er blevet trukket tilbage, fordi det forestillede negerslaver. Det vil sige, ikke slaver i den amerikanske borgerkrigs sydsstatslige form, men som i Pippi Langstrømpe og to små sorte børn, der vejer palmeblade over hende. En mor havde set gardinet og havde straks derefter skrevet en klage, hvor hun udtrykte sin harme over, at man solgte et gardin hvor ’brune børn agerer slaver for Pippi’. Meningerne om sagen er delte, mange støtter op om morens klage, men en vågen facebook-bruger har bemærket, at ’i stedet for at krænke og censurere alting, kan man vel være opmærksom på at fortælle, at det var anderledes før, man lærer gennem fortiden’.
Svensk smitte
DR Kultur har spurgt deres læsere, om Sverige overdriver med al deres politiske korrekthed, og svaret var et rungende ja. En læser mener endda, at Sverige er ’verdensmestre i overdrivelse af politisk korrekthed’. Og hvorfor skal svenskerne så altid være så politisk korrekte? Det hænger tæt sammen med Sveriges 200 år gamle neutralitetstradition. Denne tradition har smittet af på mange af svenskernes samfundsdebatter, og samtidig har man ikke lyst til at træde nogen over tæerne. Men neutralitetstraditionen er ikke den eneste grund til Sverige korrekthed. Sverige har i mange år været domineret af lighedsorienterede socialdemokratiske politikere. Der skal være plads til alle, og alle skal accepteres. Men der kan vel stadig godt være plads til alle og samtidig også til fri fortolkning. Det ser desværre ikke sådan ud, hvis man kigger på ovenstående eksempler, og denne smitte af politisk korrekthed har bevæget sig med vinden over Øresundsbroen og ind i den danske kultur. At vi i Danmark har tilegnet os disse svenske tilstande skal tages alvorligt, for debatten går nu den helt forkerte vej, og vi presser den fortolkende tradition ud et sted, hvor den ikke kan bunde – nemlig i Øresund mellem Danmark og Sverige, hvor den bliver helt neutral.