Boganmeldelse: Vigdis Hjorth – Arv og miljø

Titel: Arv og miljø. Forfatter: Vigdis Hjorth. Sider: 332. Forlag: TURBINE forlaget. Udgivelsesår: 2017. Anmeldereksemplar: TURBINE forlaget ★★★★★

“Jeg sad i skoven, men kunne ikke finde ro. Jeg så for mig, hvordan de samledes på Bråteveien for at fortsætte fortællingen om Bård som ballademager, Bårds kone som en, der opildnede til krig, hun havde fået rollen som den, der forførte Bård væk fra familien. Jeg vidste, hvordan det var, jeg havde selv bidraget i sin tid, fuldstændig svævet ind i familiens selvfortælling. Først da jeg brød, først da jeg fik afstand, begyndte jeg at se det anerledes, men også da kun langsomt og med museskridt, så stor magt har forældrenes fortælling over børnenes virkelighedsforståelse, at den er næsten umulig at rive sig løs af.”

Vi var fire søskende, jeg var yndlingsbarnet. Sådan skriver Bergljot i Arv og miljø, og lader allerede her læseren vide, at noget er helt galt i hendes familie. Noget er fortiet og ufortalt, og en arvestrid tvinger familiens barske fortid frem i lyset.

Vigdis Hjorth er en af Norges største forfattere og med god grund. Hun har skrevet mere end tyve bøger, hvoraf Arv og miljø er den nyeste. I Norge har debatten omkring det de kalder virkelighedslitteratur, hos os autofiktion, raseret efter udgivelsen, da romanen bliver læst på to kontrakter. Den ene er en journalistisk selvbiografisk kontrakt, hvor kulturjournalisterne søger at afdække sandheden og vil således vide, hvorvidt Arv og miljø handler om Vigdis Hjorths egen familie, og om hun har være udsat for det samme som jeg-fortælleren Bergljot. Den anden kontrakt er en fiktiv, æstetisk kontrakt, hvor romanen læses på sine litterære vilkår, og hvor man går ud fra, at alt er fiktion og altså opdigtet. Selv har Vigdis Hjorth afvist, at hun er Bergljot, understreget, at romanen er fiktion, men at en forfatter altid skriver ud fra nogle oplevede ting. Det forbliver altså i det uvisse, hvorvidt romanen omhandler Vigdis’ egen familie, men det er egentligt også komplet ligegyldigt, for tilbage står en helt fænomenal, universel roman om menneske- og familieliv.

I Arv og miljø følger vi jeg-fortælleren Bergljot, når hun skiftevis slås med fortiden, sit komplicerede forhold til forældrene, og så den kamp der opstår med søskendeflokken, da en arvesag skaber stridigheder og rykker op i gamle fortielser, dramatiske brud og velbevarede hemmeligheder. Symbolet på familiens styrke såvel som svaghed er hytterne på Hvaler i det sydøstlige Norge, et barndomssted der repræsenterer for nogle i familien de lykkelige stunder, for andre de ubehagelige. Det er det sted, de hytter, som er genstanden for arvestriden der optrappes og sætter helt andre konflikter i gang. En begravet hemmelighed, der overgik Bergljot som barn, og som har haft store konsekvenser for hende, og fortielsen omkring dette, som er grundlaget for det brud med familien, hun ellers så stædig har holdt fast i.

Romanen er skrevet en i en form for talestrøm, der fungerer helt eminent som skriftlig formidling, fordi det giver læseren en følelse af at være med helt inde i Bergljots inderste tanker, følelser, valg, slutninger og fortolkninger af tingene. Bevidst som ubevist. Arv og miljø er FESTEN på norsk, og det er pissegodt! Jeg var opslugt lige fra bogens første sætning og kunne undervejs have highlightet en million af Hjorts parafraser og referencer til Freud, Jung, Tove Ditlevsen og dogmefilmen Festen. Romanen er skrevet i et hurtigt, let sprog, med rytme og gentagelser, der afspejler den frygt i Bergljot, hun ikke kan slippe af med. Der er mange små sætninger, med ekstremt mange kommaer og ligeså få punktummer. Det sætter fart på handlingen, og det gør de tunge temaer som familie, arv, svigt, misbrug, mistillid, skyldfølelse, skam, fortielser, forsoning, hemmeligheder, kærlighed, had og tilgivelse håndterbare både for læseren men også for fortælleren.

Alle der elsker familietragedier, skandaler og hemmeligheder bør læse Arv og miljø. Well, alle der har en familie bør egentlig bare læse den. Uanset om den så er dysfunktionel eller velfungerende. Hjorths mesterværk af roman giver i den grad stof til eftertanke, og det er fuldt fortjent, at den allerede har vundet Bokhandlerprisen og Kritikerprisen i Norge, og at den er nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris 2017.

Her nogle få (ud af de mange) fantastiske passager i bogen:

“Elefanten i rummet blev ikke nævnt, grunden til at jeg var holdt op med at komme i Hvaler og på Bråteveien, og dermed var det, som om jeg ikke fandtes, min historie fandtes ikke”. 

“Jeg ville ikke fortælle min historie, jeg ville have, at han skulle kende til den, ville at de skulle kende til den, men ville helst slippe for at fortælle den, for den var ækel, og jeg blev syg af at fortælle den”. 

“Jeg orkede ikke mors drama. Mors tårer og voldsomme, udadreagerende, indvaderende følelser, som gjorde det umuligt at mærke sine egne”. 

“Mor gik ikke til præsten, men gav mig Tove Ditlevsens Man gjorde et barn fortræd, som jeg ikke læste, som jeg proppede ind i et skab, fuld af ubehag”.

Og så vil jeg her til sidst virkelig anbefale denne udsendelse på P1 skønlitteratur, hvor Klaus Rothstein interviewer Vigdis Hjorth, der også læser op fra bogen og fortæller om sin fascination af Tove Ditlevsen, som der er flere referencer til gennem bogen. Lyt med HER.