Hør hvor Leonora Christina Skov, Katrine Engberg, Mich Vraa, Morten Pape, Maren Uthaug og Christian Mørk skal holde ferie, og hvilke bøger de anbefaler, at du læser henover sommeren.
Maren Uthaug. Aktuel med romanen Hvor der er fugle. Forfatter til Og sådan blev det og flere andre. @maren_uthaug
Hvor skal du holde sommerferie i år?
Jeg bar været på roskildefestival – og skal derudover kun et par dage til London med unger og mand. Vi rejser som regel på andre tidspunkter af året – i efteråret var vi i Bolivia. Til dette efterår planlægger vi at cruise lidt rundt i USA.
Hvad skal du læse hen over sommeren?
Kim Blæsbjerg ‘Desertørerne’, Olga Ravns ‘De ansatte’ og ‘Kort over Paradis’ af Knud Romer.
Hvad skal andre læse hen over sommeren?
Jeg har lige sat min kæreste til at læse ‘Kvinden ved tusinde grader’ af den islandske forfatter Halgrimur Helgason. Havde næsten glemt, hvor fed den er – men følger nu hans begejstring hed over siderne. Hvis man ikke har fået den læst, skal den lige ned i kufferten inden man tager i sommerhus. Og Tine Høegs ‘Nye rejsende’ er god til de korte stunder i solstriben – hun tryller stor historie frem med få ord. Læste den selv mens jeg ventede på de andre lavede julemaden den 24. december. Den er en lille godte.
Hvis du kunne rejse tilbage i tiden, hvor ville du så rejse hen?
Jeg ville være mand og kæmpe for kvinders stemmeret i slutningen af 1800-tallet og frem til 1915. Ja, alle ville se på mig som en idiot på den tid – men nu ville vi endelig forstå, hvor cool og forud for min tid, jeg var. Hm, måske ville jeg egentlig bare lige ræse tilbage og se en dinosaur. Så dinosaurspor på en kæmpe væg i Bolivia og døde lidt af angst ved synet af, hvor store de var. Hm, så måske skulle jeg bare tage tilbage til firserne og bede mig selv om at holde op med at være så trodsig og kontrær og i stedet finde mit eget fodfæste og bevæge mig fremad.
Tre ting du elsker ved sommer?
Langsommeligheden, når jeg endelig beslutter mig for at holde fri. At jeg endelig har tid til at læse alle de bøger, der har hobet sig op i løbet af foråret. Og at jeg også har tid til at opdage, hvor skide sjov min kæreste er.
Leonora Christina Skov. Aktuel med romanen Den, der lever stille og genudgivelser af sit bagkatalog: Silhuet af en synder, Rygsvømmeren, Champagnepigen og Førsteelskeren. @leonorachristinaskov
Hvor skal du holde sommerferie i år?
Jeg har arbejdet 80-90 timer om ugen siden først i december, alene med at lancere Den, der lever stille og relancere mine fem tidligere romaner, så jeg har mere end almindeligt brug for sommerferie i år. De sidste 12 år har min kæreste, Annette, og jeg fremlejet lejligheder rundt om i Berlin henover sommeren, og det gør vi også i år, hvor vi tilbringer seks uger i en stor taglejlighed i Schöneberg. Det er tredje gang, vi fremlejer den lejlighed, og det gør jo alting utrolig let. Normalt er sommerferie så meget sagt, for de sidste femten år har jeg anmeldt en bog om ugen til Weekendavisen året rundt, men jeg har taget orlov fra anmelderjobbet resten af året og skal ”bare” skrive to forord, mens jeg er af sted. Det bliver mærkeligt
Hvad skal du læse hen over sommeren?
Annette og jeg ankom til Berlin for en uge siden, og indtil videre har vi tilbragt minimum en time i en boghandel hver dag: Dussmann das KulturKaufhaus, Saint George’s English Bookshop, 2 x Shakespeare and Sons, Marga Schoeller Bücherstube og magasinbutikkerne Do You Read Me?, Soda og Rosa Wolf. Bunken af læsestof tæller indtil videre Shirley Jacksons samlede værker, fordi jeg skal skrive et forord til den danske oversættelse af hendes gotiske mesterværk, We Have Always Lived in the Castle, tre numre af mit australske yndlingsmagasin, Frankie, biografien After Kathy Acker af Chris Kraus, som jeg aldrig har læst noget af, Disobedience af Naomi Alderman, Jennie Melameds feministiske sci-fi Gather the Daughters, The Female Persuasion af Meg Wolitzer og to numre af kunstnerbladet The Great Discontent, som også kan læses online: www. thegreatdiscontent.com
Lige nu læser jeg Joshua Ferris’ novellesamling, The Dinner Party, der beskriver den ene skvattede idiotmand efter den anden på en stærkt fornøjelig måde. Jeg vidste, at jeg måtte læse den, efter at jeg læste titelnovellen i The New Yorker https://www.newyorker.com/
Hvad skal andre læse hen over sommeren?
De bøger, der har gjort størst indtryk på mig de seneste år, er Alt må vige for natten af Delphine de Vigan, De urolige af Linn Ullmann, Wild af Cheryl Strayed, Why Be Happy When You Could Be Normal? af Jeanette Winterson, The Kiss af Kathryn Harrison, The Mistress’s Daughter af A.M. Homes, Red Dust Road af Jackie Kay og Are You My Mother? af Alison Bechdel. Der er tale om selvbiografiske romaner centreret om svære mor-datter-forhold, og den slags kan jeg åbenbart ikke få nok af.
Jeg vil også anbefale den kommende danske oversættelse af Meg Wolitzers The Position – Stillingen, hedder den. Det er min yndlings-Wolitzer, og det siger ikke så lidt. Og så synes jeg, at alle skal læse Camilla Gibbs totalt ukendte Sweetness in the Belly, der fremmanede den muslimske labyrintby, Harar, i Etiopien med en sådan kraft, at Annette og jeg efterfølgende tilbragte tolv timer i en overfyldt etiopisk bus fra Addis Ababa for at komme dertil. Harar er lige så magisk i virkeligheden, og bogen er den vildeste tåreperser. Jeg elsker den.
Hvis du kunne rejse tilbage i tiden, hvor ville du så rejse hen?
Jeg ville rejse tilbage til Victoriatidens England, og så ville jeg skifte køn ved samme lejlighed, for intet i mig brænder for at være en kvinde på den tid og få mit handlerum reduceret med 100%. Jeg er vild med gotisk litteratur, både at læse den og at skrive den, og det ville gøre sidstnævnte en del lettere, hvis jeg rent faktisk havde levet i den periode, som mange gotiske romaner udspiller sig i. Jeg nævner i flæng: The Thirteenth Tale af Diane Setterfield, The Observations af Jane Harris, Tipping the Velvet og Fingersmith af Sarah Waters og klassikere som Jane Eyre af Charlotte Brontë, Frankenstein af Mary Shelley og The Picture of Dorian Gray af Oscar Wilde.
Tre ting du elsker ved sommer?
Jeg elsker at cykle om sommeren, mærke kjolestoffet blæse mod huden og slippe for at bekymre mig om mit hår. Mine krøller er fake, og når det er fugtigt eller regner, forsvinder de fuldstændig. Jeg elsker også udsigten fra mit arbejdsværelse på Frederiksberg. Jeg har udsigt til et stort træ og en allé, og jeg ved ikke noget bedre, end når det hele springer ud, jeg kan arbejde med åbne vinduer, og folk på gaden under mig skifter de sorte og grå vinteroutfits ud med klarere farver. Endelig elsker jeg at kunne leve af jordbær, kirsebær og ærter. De udgør min frokost i hele sommerhalvåret.
Katrine Engberg. Aktuel med krimien Glasvinge og forfatter til Krokodillevogteren og Blodmåne. @katrineengberg
Hvor skal du holde sommerferie i år?
I Danmark! Jeg elsker den danske sommer, så fra maj til september ser jeg ingen grund til at rejse væk. Vi skal være i sommerhus ved Nykøbing S, ti dage på nordkysten af Bornholm, hvor vi også kommer hvert år, og ellers bare improvisere nogle sejlture i vores lille båd.
Hvad skal du læse hen over sommeren?
Jeg glæder mig til Lina Bengtsdotters roste krimidebut, “Annabelle”, til Halgrimur Helgassons “Søsyg i München” og til Knud Romers “Kort over Paradis”. Og så har jeg lige investeret i “Verden ønsker at se sig selv”, som er en stor samling hidtil uudgivede Inger Christensen-tekster. Det danske sind er lige dele begejstring og melankoli, og der er ingen om som Inger Christensen, der kan sætte ord på den kombination. Jeg tror, det vil være helt perfekt at læse samlingen bid for bid, mens solsorten synger over hængekøjen.
Hvad skal andre læse hen over sommeren?
Alle bør unde sig selv at læse Jesper Wung Sungs fantastiske “En anden Gren”, Anne Mette Hancocks pageturner af en krimi “Mercedessnittet”og desuden tage sig tid til mindst ét stykke klassisk litteratur. Henrik Pontoppidan, Suzanne Brøgger, Oscar Wilde og George Orwell har alle skrevet store, blivende værker, som er både lettilgængelige og vildt underholdende.
Hvis du kunne rejse tilbage i tiden, hvor ville du så rejse hen?
Tilbage til april måned i år, så jeg kunne genopleve den her fuldstændigt vidunderlige sommer.
Tre ting du elsker ved sommer?
At sove længe, bade i havet og være konstant sammen med de bedste mennesker, jeg kender.
Christian Mørk. Aktuel med romanen I gode hænder. Forfatter til De ti herskere og flere andre. @moerkchristian
Hvor skal du holde sommerferie i år?
I læsesalen på Brooklyns Historiske Samling lige om hjørnet fra, hvor jeg bor. Jeg sidder og skriver en roman, som skal handle om min rigtige farfar, Max Mørk, som kom til Amerika i 1930 og aldrig vendte hjem. Undervejs digter jeg en helt anden virkelighed end den, han fik. Jeg finder mange af de steder, hvor han arbejdede. Og så er jeg meget på tennisbanerne i kvarteret.
Hvad skal du læse hen over sommeren?
Lige nu læser jeg THE BLACK BOX af Michael Connelly, A LEGACY OF SPIES af John le Carré, GOING SOLO af Roald Dahl, WAYS TO DISAPPEAR af Idra Novey og BARBARIAN DAYS af William Finnegan. En meget blandet landhandel. Jeg suger dem alle til mig på gader og stræder og hjemme i min seng.
Hvad skal andre læse hen over sommeren?
De ovenstående titler, vil jeg sige, plus WHITE WORKING CLASS af Joan C William, som er den bedste analyse, jeg endnu har læst af den glemte samfundsgruppe, som for tiden skaber hele den vestlige verdens anti-kulturelle stormtropper. For at ignorere dem, frem for at tale ligefremt om sociale skel, skaber kun flere.
Hvis du kunne rejse tilbage i tiden, hvor ville du så rejse hen?
New York sidst i august måned, 1945, byens sidste egentlige storhedstid. Overalt på gaderne var man eksalteret over sejren i verdenskrigen, alle de berømte jazzklubber fandtes endnu, fremtiden tegnede uendelig lys, og byen var opsat på at fejre en slags nytår hver eneste dag og nat. Eller også vil jeg sendes tilbage til den 28. august 1963 i Washington, D.C., så jeg kunne høre og se Dr. Martin Luther King, Jr. give sin berømte “I have a dream”-tale.
Tre ting du elsker ved sommer?
Tennis i det fri kl. 06:30 inden varmen og fugtigheden gør det umuligt. Is. Mere is.
Morten Pape. Aktuel til august med romanen Guds Bedste Børn. Forfatter til Planen. @mortenpape
Hvor skal du holde sommerferie i år?
Jeg skal tilbringe to uger i sommerhus på Sydsjælland og lave absolut ingenting. At rejse er at leve, men at rejse er sjældent at slappe af. Jeg har knoklet nådesløst det sidste års tid med min kommende roman (som udkommer den 23. august!), og nu har jeg brug for at komme lidt ned i gear. Og så er der bare noget over dansk sommeridyl, der ikke kan og skal undervurderes.
Hvad skal du læse hen over sommeren?
Jeg skal færdiggøre “Lykke-Per” og så skal jeg læse Philip Roths “The plot against America” samt læse noget Delpine de Vigan og Hans Kirks “Fiskerne”, hvis jeg får tid.
Hvad skal andre læse hen over sommeren?
Henrik Nor-Hansens “Termin” læste jeg sidste sommer og den gjorde et uudsletteligt indtryk på mig, selvom den kan læses på en halv eftermiddag. Den vil jeg til hver en tid anbefale.
Hvis du kunne rejse tilbage i tiden, hvor ville du så rejse hen?
Så ville jeg rejse tilbage til Zaire i 1974 og overvære boksekampen mellem George Foreman og Muhammad Ali. I det hele taget gad jeg godt rejse tilbage til Afrika i gamle dage. Det har jeg en helt romantisk-brutal fascination af.
Tre ting du elsker ved sommer?
Jordbær. Hvidvin. Tour de France.
Mich Vraa. Aktuel til august med romanen Faith. Har skrevet Haabet og Peters kærlighed. @michvraa
Hvor skal du holde sommerferie i år?
I haven, ved stranden og på kontoret. Vi plejer at rejse til Lefkas i Det Ioniske Hav hvor vi har boet på det samme hotel ti-elleve gange siden 2002 og har fået gode græske venner. Men ikke i år. Jeg forbereder mig på udgivelsen af tredje bind i min vestindiske trilogi og alt det der sker i den forbindelse. FAITH afslutter tre års intenst arbejde, og det er en virkelig mærkelig fornemmelse at lægge hele den historie bag mig nu.
Hvad skal du læse hen over sommeren?
Først og fremmest en masse bøger om en nyere begivenhed i europæisk historie som jeg pønser på at bruge til min næste roman. Men også lidt for sjov. Jeg er i gang med Sara Bouchets SAVAS VIDNER, en hårrejsende thriller om religion, overtro og hekseforfølgelse. Og hver dag læser jeg et par digte i DEN RULLENDE KANON som jeg har fået af Ib Michael. I dag blandt andet dette af Peter Poulsen:
For at værne om ytringsfriheden
råber jeg røvhul
efter min nabo
Hvad skal andre læse hen over sommeren?
Det ved jeg sørme ikke. Men efter den 16. august håber jeg at rigtig mange vil læse FAITH. Jeg afslutter trilogien med ikke blot én, men tre love stories. Og med den utrolige beretning om hvordan Danmark vandt og efter et kvart årtusind atter mistede sin sidste tropekoloni, Dansk Vestindien.
Hvis du kunne rejse tilbage i tiden, hvor ville du så rejse hen?
Charlotte Amalie på Sankt Thomas i 1917. Og hvis der var mere strøm på tidsmaskinens batteri, videre til Sankt Croix i 1848 og igen i 1878. Måske et kort ophold i Barcelona i 1936 på vej tilbage til min egen tid.
Tre ting du elsker ved sommer?
Jeg elsker alt ved sommeren, altså når det også er sommer, som det er i år. Men jeg er blevet mindet om at jeg også elsker sommerregn af den stille, silende, lune slags der får asfalten til at dufte af barndomsminder og jordbær og piger i sommerkjoler. Jamen, det var jo faktisk tre ting.
Sikke et fint indlæg. Masser af læseinspiration og fine facts om danske forfattere. Det faldt i god jord hos mig.