Titel: Find mig. Forfatter: André Aciman. Sider: 288. Forlag: Rosinante. Udgivelsesår: 2019. Oversætter: Niels Lyngsø. Anmeldereksemplar: Rosinante ★★★☆☆
“Vi elskede ikke den nat, men netop det at falde i søvn i hans arme og høre hans åndedræt og genkende duften af hans ånde efter alle de år og vide at jeg omsider var i samme seng som Oliver uden at nogen af os rykkede os da vi slap vores greb, var det der fik mig til at indse at vi, på trods af to årtier der var gået, ikke var en dag ældre end de to unge mænd vi havde været for så længe siden under samme tag.”
Lige siden den 17-årige Elio mødte og forelskede sig i den høje, selvsikre og smukke Oliver i sommeren 1983 i Norditalien har fans af André Acimans roman fra 2007 og Luca Guadagninos Oscarnominerede filmatisering ventet på opfølgeren. Fortsættelsen. Hvad skete der med Elio og Oliver efter deres tårevædede afsked?
Find mig foregår 25 år efter, at vi slap Elio og Oliver i Call me by your name. Elios far, Samuel, er fraskilt og på vej til Rom for at besøge Elio, der nu er en anerkendt klassisk pianist. I toget falder han i snak med den unge Miranda, et tilfældigt møde der bliver fuldkommen livsomvæltende. Elio flytter til Paris, hvor han indleder en intens affære, der ligeledes får afgørende konsekvenser, mens Oliver, der nu underviser på et universitet i New England og har sønner, der snart er voksne, fanger sig selv i at overveje et besøg i Europa.
Jeg havde selv sagt også glædet mig helt vildt til udgivelsen, men jeg kunne også næsten kun blive skuffet. Jeg havde læst i nogle interviews, at Aciman ikke kunne få gang i fortællingen om Elio og Oliver igen, før han satte sig i Elios far, Samuels sted, og startede med hans historie og synsvinkel. Men det resulterer så i, at jeg skulle helt hen på side 116 før Elio optrådte eller blev nævnt ved navn og omkring side 120 før Oliver blev nævnt. Jeg ved ikke helt, hvad jeg synes om, at vi skal følge Samuel på de første 100 sider. Jeg følte mig ikke investeret i Samuels historie, selvom den er smuk; at møde en fremmed i et tog og forelske sig så voldsomt så hurtigt. Men det er jo Elio og Oliver, vi elsker, og som vi trænger til at høre om. Jeg nød dog de mange vandringer i Rom, som Aciman så levende har beskrevet. Det føltes næsten som selv at være der, og Aciman skriver stadig rørende og rammende om kærlighed og kunst i flot oversættelse, endnu engang af Niels Lyngsø. Sproget og tonen er stadig, som vi kender den fra Call me by your name. Men vi savner hovedkaraktererne.
“..når ingen af os opsøgte den anden, var det kun fordi vi i virkeligheden aldrig var skiltes, og at uanset hvor vi var, hvem vi var sammen med, og hvad der ellers stod i vejen for os, så var det eneste han behøvede at gøre, når tiden var inde, ganske enkelt at komme og finde mig”.
Romanen er opdelt i fire kapitler, hvoraf det første Tempo omhandler Elios far, Samuel og hans forelskelse i den yngre Miranda, andet kapitel Kadence handler om Elio og hans forelskelse i den ældre Michel (bemærk symbolikken), tredje kapitel Kaprice omhandler Oliver og hans affære med en mand og en kvinde og sidste og fjerde kapitel, Da Capo som er meget kort, handler om Elio og Olivers genforening i Italien. Og den er smuk, nostalgisk og rørende. Men der er slet ikke nok af den. Den burde have fyldt hele bogen. Der var alt for lidt handling om Oliver og Elio. Det er dem, vi elsker. Det er deres kærlighedshistorie, der slog mig helt ud, og som jeg aldrig glemmer. Jeg kan derfor blive lidt nervøs for, at mange CMBYN fans vil blive skuffede, hvis de forventer en fortsættelse og endnu mere Oliver og Elio.
Denne anmeldelse fra vox.com opsummerer det meget godt: ““It takes until the novel’s fourth and final act for Oliver and Elio to finally meet on the page in a tender, lyrical epilogue that is the culmination of all the meditation on wasted time that came before. Since all Aciman’s readers really want is to see Oliver and Elio together again, all that came before this reunion made for a frustrating and occasionally clumsy wait — but the payoff makes you feel every bit of the years of separation both characters had to live through, waiting for their lives to sync up once again.”
Du kan læse min anmeldelse af Call me by your name som er en af mine absolut yndlingsbøger lige HER.