Titel: Vaniljehuset. Forfatter: Mich Vraa. Sider: 436. Forlag: Lindhardt og Ringhof. Udgivelsesår: 2020. Anmeldereksemplar: Lindhardt og Ringhof ★★★★☆
“Hele mit liv har jeg stræbt. Når jeg tænker tilbage ser jeg klart, hvor tidligt ambitionen fødtes i mig. Hvordan jeg allerede som en lille dreng søgte at skille mig ud og gøre forretninger med de få midler jeg havde. Sådan en viljestyrke fødes af beskedne kår i barndommen. Rige menneskers børn vokser op i tryghed og behøver ikke kæmpe for noget; men det er de færreste formuer der kan nydes fuldt ud af to på hinanden følgende generationer“.
Matador møder Lykke-Per. Mich Vraa har begået en fremragende roman om sin egen slægt og den driftige skomagersøn Dusinius Dich.
I Vaniljehuset følger vi Dusinius Dich, som er løst baseret på Vraas egen morfar, en fremdriftens mand, der gik fra at være skomagersøn til at eje en stor handelsvirksomhed.
Jeg har ventet på og glædet mig til denne roman så længe, covid-19 rykkede lige udgivelsen nogle måneder yderligere, men den var bestemt ventetiden værd. Sommerens helt store must-read. Og jeg blev ikke skuffet. Som altid er Vraa sprogligt overlegen og forstår at sætte et romanplot sammen. Karaktererne og dialogerne er knivskarpe.
“Det begynder og ender med vanilje. Jeg vil aldrig miste min fascination af dette eksotiske og gådefulde produkt. Vanilje er sjældent og kostbart, og det er der adskillige grunde til”.
Romanen er en vekslen mellem den ældre Dusinius, der i 1929 er i 50’erne og indlagt på Hareskov Kuranstalt. Her ser han tilbage på sin barndom og ungdom i Odense i slutningen af 1800-tallet, og hvordan en tilfældig tur på havnen for at købe bourbon-vanilje lagde hele fundamentet for hans videre succes som handelsmand.
Undervejs i fortællingen om Dusinius, hører vi også om hans kone Jonnas forfader: en spansk Napoleons-kriger, der boede i Odense i starten af 1800-tallet. Augustín Mollón. Jeg kan ikke helt grue, hvad den fortælling har at gøre i Vaniljehuset. Det virker lidt mærkeligt og bryder op i Mads Skjern-fortællingen om den driftige og ambitiøse Dusinius Dick. Jeg mindes engang at have hørt Mich fortælle, at han skrev på noget om spanske krigssoldater, så jeg kan naturligvis ikke lade være med at undre mig over, om det muligvis er de sider fra skrivebordsskuffen, som har sneget sig med ind i romanen her. Undervejs i læsningen var det i hvert fald ikke helt tydeligt for mig, hvad fortællingen om Mollón skulle tjene, selvom den var god.
Vaniljehuset er en velkomponeret og troværdig slægtsroman, og især Odenseanere vil også nyde at vandre rundt i Odenses gader og stræder sammen med Dusinius Dich i slutningen af 1800-tallet.
Du kan læse mit interview med Mich Vraa om romanen lige HER.
Tak for den, Julie. Lad mig ile med at tilføje at der altså ikke er hentet noget op fra skrivebordsskuffen her. Den slags gør jeg aldrig. Hvis jeg har fortalt om spanske lejesoldater til dig, er det snarere fordi jeg faktisk har arbejdet på Vaniljehuset i temmelig lang tid. Jeg vidste fra begyndelsen at Jonna skulle have den idé at hun havde spanske aner (det havde virkelighedens Jonna nemlig også), og så faldt jeg for fristelsen til at fortælle Augustin Mollóns historie. Da jeg først havde sat mig ind i den, var det umuligt at lade være 🙂 Mich
Dejligt med opklaring, Mich 🙂 og stort tillykke igen med den fine roman! Den skal nok få masser af læsere.