Mich Vraa, Thomas Korsgaard og Morten Pape har det tilfælles, at de er nogle af de bedste danske, mandlige forfattere vi har lige nu, in my humble opinion, og så udgiver de alle en ny bog i 2018. Mich Vraa er aktuel med tredje og sidste bind i sin trilogi om Dansk Vestindien, der kommer til at hedde Faith og tage afsæt i den periode, hvor Vestindien holder op med at være dansk – med tråde tilbage til dengang øerne blev danske. Thomas Korsgaaard udgiver fortsættelsen til sin anmelderroste debutroman Hvis der skulle komme et menneske forbi. I den nye bog En dag vil vi grine af det, følger vi igen Tue, der vokser op i et hjem, hvor børn overlades til sig selv, og hvor voksne ikke rigtig magter at være forældre. Morten Pape vandt i 2015 Debutantprisen for sin autofiktive murstensroman Planen, om netop de betonklodser, der omgav ham og familien i ghettoen på Amager op gennem 90’erne. Nu er han så endelig ude med en bog igen, denne gang hedder den Guds bedste børn og det eneste Pape indtil videre har afsløret om bogens handling er, at “vi bliver på Amager” og i en artikel i Kristeligt Dagblad fortæller han yderligere om Guds Bedste Børn, at “det er ren fiktion baseret på et omdiskuteret drab af et avisbud på Amager tilbage i 2008″.
Jeg har i forbindelse med de nye udgivelser haft en lille snak med de tre forfattere, og har HELT EKSKLUSIVT fået lov til at bringe en passage fra en af bøgerne. Så læn jer tilbage og nyd deres svar, og glæd jer til Faith, Guds Bedste Børn og En dag vil vi grine af det.
Mich Vraa: Faith (udgivelsesdato: august 2018)
I din seneste bog Peters Kærlighed følger vi hovedsageligt den tidligere generalguvenør på Sankt Croix Peter von Scholten, når han i breve til en kær veninde og i gemte dagbøger ser tilbage på sin tid som guvernør på slaveøerne. I trilogiens sidste bog følger vi slaveefterkommeren Faith. Hvad er der så interessant ved Faith? Og hvad kommer romanen til mere konkret at handle om?
Faith er datter af Carl, den lille dreng der træder ind på scenen på sidste side i PETERS KÆRLIGHED, og hun er således barnebarn af Peter von Scholten. Men hun ved det ikke selv. Og hun er først og fremmest barn af den caribiske virkelighed: en blanding af de sorte slaver, de hvide tilflyttere og øernes oprindelige folk, tainoerne. Hun siger om sig selv: ”Min arv fornægter sig ikke, men jeg rummer også en indbygget selvmodsigelse: Jeg er både sort og hvid, og dog er jeg hverken sort eller hvid.”
Faith har aldrig følt sig dansk, og hun vil aldrig blive amerikaner. Hun har et brunt og et blåt øje og omtaler sine øjne som ”rebelske”. De er ligesom hun selv og ligesom øen; de nægter at underkaste sig nogen bestemt race eller noget påtvunget tilhørsforhold. I marts 1917 da USA overtager Dansk Vestindien, er Faith 24. Hun er fotograf og lever først og fremmest af at finde motiver til de ret nymodens fotopostkort og portrættere byens bedsteborgere. For sin egen skyld fotograferer hun andre motiver. Hun er en yderst selvstændig ung kvinde.
Faith er historiens krumtap. Vi følger hende fra Transfer Day i marts og et lille års tid frem. I løbet af de måneder lærer hun sin egen historie at kende, hun møder sin fars gamle ven der vender tilbage til Charlotte Amalie efter at have levet hele livet i Paris, hun finder en uventet og usandsynlig kærlighed, og hun træffer endelig en meget afgørende beslutning.
Andre dele af romanen beskriver danskernes første tid i Vestindien. Således foregår det første kapitel den allerførste dag da et dansk skib i marts 1666 sejler ind i bugten dér hvor Charlotte Amalie senere kom til at ligge. Og det andet kapitel fortæller om den allersidste dag i Dansk Vestindien: Faith sidder i sin gårdhave og hører kanonsalutterne da Stars and Stripes går til tops på fortet i stedet for Dannebrog i marts 1917.
Imellem disse to årstal findes hele Dansk Vestindiens historie. Meget af den har jeg allerede fortalt i HAABET og PETERS KÆRLIGHED, og i FAITH bliver ringen sluttet i den mest bogstavelige betydning. Men bogen handler også om The Fireburn, de sorte arbejderes oprør i 1878 som Carl er dybt involveret i, og om de pietistiske Herrnhut-munkes missionsarbejde på øerne.
Hvad er det bedste og værste ved at være forfatter?
Det er en stor glæde at skrive om mennesker og begivenheder der interesserer én, og så endda opleve at der rent faktisk er nogen derude der gider læse det og kommer til ens foredrag og arrangementer. Og friheden ved selv at vælge et hundrede procent hvad man vil bruge sin tid på. De to ting er det bedste. Det værste: At skrive en bog som næsten ingen læser. Det har jeg også prøvet, selv om det heldigvis er ved at være noget siden.
Hvis din nye bog skulle filmatiseres, hvem skulle så have hovedrollen?
Sheba Nana Mikkelsen Hunter. Hun skal spille Maria i teateropsætningen af HAABET, og hendes fantastiske ansigt pryder forsiden af FAITH. Portrættet er (med megen møje) optaget med et gammelt trækamera som det Faiths far Carl fotograferede med under Fireburn-opstanden. Vi prøver at skabe sammenhæng i tingene, ikke?
HAABET har premiere på egnsteatret Møllen i Haderslev til oktober. Læs mere HER.
Hvad håber du, at folk får ud af at læse din næste bog?
En god oplevelse og denne gang en bog der kun i glimt er meget ”historisk”. Jeg har givet mig selv fri til at fortælle historien om Faith på en temmelig fabulerende måde. FAITH rummer hele tre kærlighedshistorier og er i sig selv en kærlighedserklæring til de dejlige tropeøer som engang var danske. Det er en ægte romanfortælling.
Nævn en bog man kan læse, mens man venter på din?
En? Jeg er i øjeblikket ved at læse Kim Leines RØD MAND/SORT MAND fordi vi skal i ”Vild med bøger” sammen. Den handler om den samme tidsperiode som dele af min trilogi – om koloniseringen af Grønland – men er skrevet på en ganske anden måde. Jeg har lige med fornøjelse læst min gamle ven Morten Hesseldahls seneste spændingsroman MASADA, og en af dagene negler jeg Hotchners PAPA HEMINGWAY inde på forlaget.
Jeg har helt EKSKLUSIVT fået lov at bringe både forsiden til FAITH og en passage fra Faiths dagbog:
Faith Netlocks dagbog, juni 1917
Når jeg lukker mit venstre øje og betragter et motiv med mit højre, er farverne en nuance varmere end når jeg gør det omvendt, lukker det højre og ser med det venstre. Der er simpelt hen en lille forskel på hvordan mine øjne opfatter det lys som genstande og landskaber reflekterer. Måske har alle mennesker der sådan, jeg ved det ikke, og måske er jeg blot opmærksom på den lille forskel fordi jeg er fotograf og ser på verden med et andet blik.
Eller er der en anden, mere særlig grund?
Mit højre øje er brunt. Ikke så mørkt som de sortes, men varmt brunt som lys gennem en glasflaske fra apoteket og med en tynd ring af næsten sort omkring iris. Men mit venstre øje er blåt inden for den samme mørke ring.
Kan det også være derfor mine øjne ikke ser helt det samme? Det øje som er brunt, ser alting i lidt varmere nuancer, mens det højre har en mere kølig distance til alt det der omgiver mig. Jeg kan godt lide den tanke at mit ophavs tvetydighed går igen i mit sind og i mit blik på verden. For mit ophav er virkelig tvetydigt, ja, mere end det, jeg stammer så mange steder fra at det burde gøre mig rundtosset.
Jeg nævnte at min far var farvet. Han var kvart sort. Hans mor var mulatinde, hans far var en hvid mand. Så meget har han fortalt; jeg ved ikke mere end det. Han arvede sine blå øjne fra en forfader, og han forelskede sig i en kvartblods tainopige fra Sankt Croix – en efterkommer af jomfruøernes oprindelige beboere, et folk som på grund af Christopher Columbus’ manglende forståelse af jordklodens geografi rimeligvis i al evighed vil blive betegnet som ”indianere”.
Så alt dette rummer Faith i sin krop, sin sjæl og sine rebelske øjne. Sort, hvid, indianer, kreol.
En morgen for nogle dage siden trådte en mand ind i mit atelier i Dronningensgade. Huset ligger ud til en smøge af den slags som der er så mange af mellem Charlotte Amalies gamle pakhuse og som alle fører fra hovedgaden ned til havnen. Min indgangsdør er placeret ud til smøgen lige ved hjørnet. Ud mod selve Dronningensgade har jeg et vindue hvor jeg udstiller mine fotos. Jeg skifter dem tit, sørger for at der altid er noget nyt at se på; Charlotte Amalies borgere har ikke så meget at underholde sig med.
Manden var stor og temmelig korpulent, og da han trådte ind i smøgen, spærrede han for lyset og fik mig til at se op fra mit arbejde, og jeg blev næsten forskrækket ved det halvmørke som hans store krop kastede over det lille rum.
Men han smilede og tog hatten af. Det var en af de bredskyggede hatte som fiskernes døtre fletter til deres fædre for at give dem den bedste beskyttelse mod solens stråler. Men manden var ikke fisker. Hans hørhabit var skræddersyet, hans tykmavede krop talte om solide måltider som i mange år, måske altid, havde været en sjældenhed blandt Sankt Thomas’ arbejdende befolkning.
”Goddag, frøken!” sagde han. Accenten var amerikansk. Han havde taget hatten af. Under den var en manke af brunt hår der trængte til en klipning.
”Goddag, sir!” svarede jeg og så op på ham.
Han stod lidt foran mig og virkede med ét en smule forlegen. Det hænder at folk reagerer sådan når de lægger mærke til mine øjne og er i tvivl om hvorvidt de skal kommentere dem eller ej.
”Hvad kan jeg være behjælpelig med?” sagde jeg for at hjælpe ham videre. Jeg var netop i færd med at rengøre mit atelierkamera og havde mest lyst til at gøre arbejdet færdigt inden jeg foretog mig andet.
”De er fotograf?” spurgte han. Jeg nikkede i retning af de udstillede fotografier i vinduet.
”Ja,” sagde jeg.
Han rakte hånden frem, og jeg tog den.
”Bear Johnson,” sagde han. Intet andet navn kunne have passet bedre til ham. Og han vidste det; jeg kunne se det i hans ansigt.
”Faith Netlock.”
Vi så på hinanden. Hans øjne var smalle og vurderende. Der var noget i dem som gjorde mig lidt utryg; en sult der ikke kunne mættes med mad. Eller måske en længsel.
”De har brug for en fotograf?” sagde jeg.
Han smilede. ”Ja. Jeg vil gerne have taget mit portræt her i Charlotte Amalie. Det er sådan en smuk by.”
”Javel så. Et portræt hvor man kan se byen, mener De?”
Han nikkede ivrigt. ”Eller måske havet. Øerne herude. Kan De gøre det?”
”Naturligvis.”
”Nu?”
Jeg skævede til kameraet. Ikke fordi det var det jeg skulle bruge, men jeg ville gerne være færdig med at gøre det i stand inden jeg foretog mig andet.
”Hellere om en god times tid.” Jeg så op på uret på væggen. ”Klokken halv elleve … eller, ja, elleve. Kan De det?”
Han rystede på hovedet, og hans læber samledes til en lille trutmund som hos et barn der er vant til at få sin vilje.
”Desværre,” sagde han. ”Jeg har aftaler resten af dagen. Kan det ikke blive nu?”
Jeg så atter ned på kameraet. ”Jeg er lige ved at ordne noget her …”
”Det kan vel ikke tage mange minutter. Jeg kan vente mens De … ordner det.”
Han vendte sig rundt og så ud på gaden, og hans stemme gik et par toner op da han fortsatte: ”Nu skal De høre, lille frøken. Jeg går hen på caféen på Grand – det er mit hotel – og får en drink, og så kommer jeg tilbage om en halv time. Hvordan lyder det?”
Jeg kunne sagtens blive færdig med atelierkameraet på en halv time. Men mandens attitude og skråsikkerhed irriterede mig. Jeg tøvede, men så nikkede jeg. Det er altid dumt at sige nej til nemme opgaver.
”Så siger vi det,” sagde han med et smil.
Morten Pape: Guds bedste børn (udgivelsesdato ukendt)
Hvad er det bedste og værste ved at være forfatter?
Man kan jo være forfatter på mange forskellige måder, og jeg tror vi alle oplever livet som forfatter meget forskelligt. Det som vi nok har tilfælles trods alt er kampen med sproget, med angsten, med disciplinen og med en ofte ensom følelse af at være uduelig.
Som romanforfatter er du både Gud der bestemmer alt, men du er også en Satan der kun har dig selv at bebrejde, hvis lortet ikke virker.
Sådan har jeg det i hvert fald. At være romanforfatter er jo en enmandssport, helt i modsætning til at lave film og tv, som er større kollaborative fællesskaber; en holdssport med mange personer der læser med og har meninger og senere oversætter ens manuskript af flere omgange gennem skuespil, instruktion, fotograferingen og i klipperummet.
Men jeg kan samtidig også enormt godt lide at være i det solitære forfatterrum, når jeg skriver skønlitteratur. Jeg har aldrig rigtig siddet på skolebænken og lært de ting jeg kan som forfatter. Det er noget jeg i stor grad har lært på egen hånd ved at bare gøre det, gerne med mennesker der er bedre end en selv, men også netop ved at være i det solitære rum, både i bogstaveligste men også i overført betydning – det solitære rum oppe i ens eget hoved, mens man læser, mens man studerer på egen hånd og tilegner sig både viden og inspiration. Det kan jeg i højeste grad takke mine egne solitære stunder for.
Jeg kan godt forstå, at mange forfattere finder netop det enlige og ensomme meget udfordrende og svært, men for mig er det en stor gave og jeg føler mig helt utrolig priviligeret over at være min egen “chef” og administrere over min egen tid under et arbejdsforløb med et romanprojekt. Men det stiller også store krav til ens selvdisciplin og arbejdsmoral. Det er hårdt, især i starten at sætte sig til tasterne hver dag og glo på noget tekst og en struktur, som man ikke aner om nogensinde vil kunne fungere eller virke. Det gør det som regel heller ikke. Man må bekæmpe og inddæmme angsten og ens usikkerheder med rutiner og overholde sine egen arbejdsaftaler. Og så ellers bare tage ét skridt ad gangen op ad det store bjerg, man ikke kan se toppen på.
Men helt grundlæggende har jeg svært ved at påpege hvad det værste som forfatter er. For jeg ved udemærket hvad det værste som aspirerende forfatter er – og det er mangel på tid til at fordybe sig i at skrive. Men nu hvor jeg er fuldtidsforfatter og ikke laver andet end det, så opfatter jeg mig selv som så sindssyg priviligeret, at jeg ikke kan finde særlig meget at beklage eller brokke mig over.
Nævn en bog man kan læse, mens man venter på din?
De sværeste spørgsmål at svare på, er dem hvor man kun må nævne én ting… Så tilgiv mig. Der kommer mere end én anbefaling.
Jeg skal selv læse Kim Leines nyeste roman “Rød mand/Sort mand”. Leine er et af mine største forbilleder og jeg er tæt på at synes at “Profeterne i Evighedsfjorden” er noget nær den bedste roman jeg har læst fra moderne tid. Derudover læser jeg også i øjeblikket “Lykke Per” af Henrik Pontoppidan, som jeg også knuselsker. Hvilket værk!
Men hvis man vil læse noget på mindre end 500 sider, så kan jeg i højeste grad anbefale Simon Glindvads lille perle “Medskyldig” som udkom på Forlaget Gladiator i 2017. Sølle 160 sider der alligevel formår at fortælle så meget om vores tid, vore dilemmaer som halvmislykkede familiemennesker og moralsk afmægtige vesterlændinge. En meget vigtig og samfundsdiagnosticerende bog.
Og hvis man gerne vil “varme op” til min kommende udgivelse for at komme i stemning til lidt Amager-litteratur, så vil jeg tilskynde læserne til at opleve Halfdan Piskets “Dansker-trilogi.”. Det er et moderne mesterværk, ikke bare som graphic novel, men i det hele taget.
Thomas Korsgaard: En dag vil vi grine af det (udgivelsesdato: 3. maj)
Din første bog handlede om Tue, der vokser op i en socialt belastet familie langt ude på landet ved Skiveegnen. Vi følger Tue i sit problematiske forhold til faren, sin forvirring omkring sin egen seksualitet, morens depression, stigende mobning og drengestreger i skolen men også et kærligt forhold til bedsteforældrene. Hvor er Tue henne i sit liv, når vi møder ham igen i En dag vil vi grine af det?
Min nye roman er en selvstændig fortsættelse af min første roman Hvis der skulle komme et menneske forbi. Tue er nu 17 år og det er sommerferie. Han føler sig alene, løser sudokuer og venter på, at 2.g skal begynde. En dag kører han i bil med moren. Hun kører dem ud til vandet, hvor hun betror ham om en affære. Men det er svært for ham at holde på morens hemmeligheder, når han har så mange selv.
Hvad er det bedste og værste ved at være forfatter?
Det bedste er, at man er fri for lede chefer, der ikke vil have, man tygger tyggegummi på kontoret eller siger ‘jeps’, fordi det lyder irriterende. Det værste er, at man selv bliver den lede chef.
Hvis din nye bog skulle filmatiseres, hvem skulle så have hovedrollen?
Forhåbentlig et ungt, uopdaget stjerneskud vi ikke kender så godt endnu.
Hvad håber du, at folk får ud af at læse din næste bog?
Jeg håber først og fremmest at kunne gøre dem så nysgerrige, at de læser den til ende. Og så håber jeg, de kommer til at føle noget for og med karakterne i bogen. At de reagerer, føler sig genkendte eller i det mindste bare at de morede sig under besøget i Nørre Ørum.
Nævn en bog man kan læse, mens man venter på din?
Gå på opdagelse i den norske forfatter Merethe Lindstrøms novellesamlinger. Hun skriver så ømt, råt og fint. Jeg vil – som mange andre – også på det kraftigste anbefale Leonora Christina Skovs nye roman, Den, der lever stille. Den er dragende og fantastisk.
TAK, fordi I læste med. Håber I nød blogindlægget. Skal I læse Faith, Guds Bedste Børn og En dag vil vi grine af det, når de udkommer? 🙂
[…] Pape, Korsgaard & Vraa: 3 bøger jeg glæder mig til udkommer i 2018 … […]
[…] Pape, Korsgaard & Vraa: 3 bøger jeg glæder mig til udkommer i 2018 … […]