Tendenser i litteraturen tema #1: At skrive under pseudonym

Som noget nyt på bloggen, vil der hver måned komme et indlæg i temarækken TENDENSER I LITTERATUREN. I denne måned er temaet: at skrive under pseudonym.

Som så mange andre forfattere, både før og efter hende, brugte Tove Ditlevsen sig selv og sit navn på sine bøgers titelblad, forsider, bagsider, og ikke mindst i medierne, men hvad sker der, når forfatteren er, og nogle gange forbliver, anonym? Hvad skal vi lægge i det, at vi læser HELT uden at vide noget om forfatteren, end ikke vedkommendes rigtige navn eller køn for den sags skyld?

Litteraturhistorien huser mange eksempler på forfattere, der skriver under pseudonym. En af de mest omtalte er på nuværende tidspunkt den (formodentlige) italienske bestsellerforfatter Elena Ferrante, der i skrivende stund endnu ikke er blevet afsløret, trods talrige forsøg. Men også ældre, danske forfattere benyttede sig af pseudonymer. Karen Blixen gjorde det i det 20. århundrede grundet den dengang herskende mandlige litteratur, der var ikke plads til kvindelige forfattere, og slet ikke at anerkende dem, og således skrev baronessen fra Rungstedlund nogle af sine mest berømte værker, blandt andet Syv fantastiske fortællinger i 1934 under pseudonymet Isak Dinesen I dag skriver mange krimiforfattere også under pseudonymer, fx Lars Kepler, hvor det er blevet afsløret, at forfatterægteparret Alexandra Coelho Ahndoril og Alexander Ahndoril står bag, ligesom mange erotiske romaner er skrevet af forfattere under pseudonym, det mest kendte eksempel er nok den britiske E.L. James og hendes verdensberømte erotiske romaner Fifty Shades og Grey. Hun skrev i sin tid under hemmeligt navn for ikke at blive afsløret i sine frække, ”husmorsporno”-bøger om S/M forhold og dominerende sadister, men er også (og nok især) siden sin popularitet trådt frem som en kød og blod forfatter, en levende person, som medierne og den hungrende presse kan tilbede, skrive om og tage billeder af, og ikke kun som et navn på en bogforside. Sylvia Plaths klassiker Glasklokken fra 1963 blev angiveligt også udgivet under pseudonymet Victoria Lucas, fordi Plath frygtede at fornærme sin mor, meget lig den beslutning Ditlevsen tog om at give broren Carl digterpotentialet i Barndommens Gade af hensyn til sin mor Alvilda.

Men hvad betyder det så, når forfatteren IKKE bruger sig selv og sit empiriske navn og identitet? Er det så stadig performativ biografisme og selvfremstilling? Ja, men en anden form. Det bliver i stedet en selvskabt, fri identitet, gemt bag et pseudonym, en ny identitet, som de kan forme HELT som de vil, UDEN der står en levende person på skud for etiske problemstillinger, udleveringer af familie, venner og bekendte, eller kritiske romaner. Der kan så at sige ikke opstå en Jørgen Leth-affære, når man ikke ved, hvem der står bag skandalen? Et pseudonym kan ikke retsforfølges eller fyres. Et pseudonym kan ikke stå til regnskab eller på mål for sine fiktioner, og man undgår problematikken med at adskille den fiktive person fra forfatteren ved at skrive under pseudonym. Samtidig kan man som forfatter holde en pause fra sin egen fortællerstemme ved at skrive under pseudonym, og dermed skabe en anden persona, som har mere frihed til at eksperimentere. Så hvad ville det have betydet for receptionen af Ditlevsens forfatterskab, hvis hun havde skrevet under pseudonym? Ville værker som Gift og Vilhelms værelse have vakt ligeså stor interesse i medierne, og harme hos skildrede levende personer, og ville de have solgt ligeså godt? For selvom Ditlevsen har sat sit navn på alle sine udgivelser lige siden debuten i Vild Hvede, så har hun også udleveret og eksperimenteret med både genre, sprog og temaer. Svaret er ja! Fordi Ditlevsen havde skriftligt og narrativt format. Hun var så meget mere ud over sin forfatterpersona. Hun var æstetisk, symbolsk, metaforisk, sansende i sit sprog, og det er i sig selv smuk litteratur, der kan stå alene som autonome værker uden en forfatter bag. Men receptionen af et værk med et pseudonym ville også få en markant anderledes modtagelse af medierne. For uden et ”rigtigt” navn, en forfatterperson, som de kan koble sammen med værket, så ville de jo være nødt til kun at tage stilling til plottet, sproget og originaliteten i teksten, uden at vide, hvem der stod bag den. Det ville give det litteraturkritiske landskab nogle helt andre præmisser at læse og anmelde litteratur på.

Forleden læste jeg Weekendavisens litteraturtillæg BØGER fra 10. marts 2017-udgaven. På forsiden har de gengivet et brev, som Elena Ferrante sendte til sin forlægger, allerde før hendes debutroman Besværende kærlighed skulle udkomme, hvori hun forklarede, hvorfor hun ville være anonym og aldrig træde frem i offentligheden. Jeg gengiver her brevet:

Kære Sandra.
Under det sidste behagelige møde med dig og din mand spurgte du mig, hvad jeg har tænkt mig at gøre for at promovere Besværende kærlighed (godt du vænner mig til at bruge bogens definitive titel). Du stillede spørgsmået ironisk, ledsaget af et af dine levende, lidt desorienterede ansigtsudtryk. Lige i øjeblikket havde jeg ikke mod til at svare dig, jeg troede, jeg allerde havde udtrykt mig klart over for Sandro. Han havde sagt, at han var helt enig med min beslutning, og jeg håbede, at han ikke ville vende tilbage til emnet, ikke engang for sjov. Nu svarer jeg skriftligt, så jeg slipper for pinlige pauser, tvivl, risikoen for at lade mig overtale. 

Jeg har ikke tænkt mig at gøre noget som helst for Besværende kærlighed, da den slags kan medføre offentlig interesse for min person. Jeg har allerede gjort nok for denne lange historie: Jeg skrev den.

Hvis bogen er noget værd, burde det være tilstrækkeligt. Jeg vil ikke deltage i diskussioner og konferencer, hvis jeg bliver inviteret. Jeg vil ikke modtage priser, hvis en eller anden bliver mig tilbudt. Jeg vil aldrig promovere bogen, især ikke på tv, hverken i Italien eller, hvis det skulle komme på tale, i udlandet. Jeg vil kun interviewes skriftligt, og selv det vil jeg begrænse til et absolut minimum. En endegyldig beslutning jeg har taget på egne og min families vegne. Det er mit håb, at jeg ikke bliver tvunget til at ændre mening. Jeg forstår, at denne beslutning kan skabe visse vanskeligheder for forlaget. Jeg har stor respekt for jeres arbejde, jeg kom straks til at sætte pris på jer begge to, og jeg vil ikke skabe problemer for jer. Hvis I ikke længere har lyst til at støtte mig, så sig det ligeud, det vil jeg forstå. Udgivelsen af denne bog er ikke spor nødvendig for mig. Det er, som I ved, meget vanskeligt for mig at forklare alle grundene til min beslutning. Jeg vil fortælle jer, at det drejer sig om et lille væddemål med mig selv, med mine overbevisninger. 

Når bøger først er skrevet, tror jeg ikke, at de har brug for deres forfattere. Hvis de har noget at fortælle, finder de før eller senere deres læsere; hvis ikke, finder de dem ikke. 

Der er masser af eksempler. Jeg holder meget af disse mystiske bind, både gamle og moderne, som ikke har nogen bestemt forfatter, men har haft, og stadig har, deres eget intense liv. De virker på mig som en slags natligt mirakel, som La Befanas gaver jeg altid ventede på som barn (La Befana er en heks, der kommer på besøg helligtrekongersaften med slik til små børn). Jeg gik stærkt ophidset i seng, og gaverne var der om morgenen, når jeg vågnede, men ingen havde set La Befana. Sande mirakler er dem, hvis skaber ingen kender; det kan være de hemmelige husånders meget små mirakler eller de store mirakler, som virkelig forbløffer os. Jeg har stadig denne barnlige længsel efter store eller små vidunderlige overraskelser, og jeg tror stadig på dem. Derfor, kære Sandra, vil jeg sige det klart: Hvis Besværende kærlighed ikke har tråd nok i sig selv til at være, så pyt, det betyder at du og jeg tog fejl; hvis den på den anden side har det, vil tråden væves, hvor den kan, og vi har kun læserne at takke for deres tålmodighed, når de griber den og trækker. Er det i øvrigt ikke rigtigt, at promovering er dyrt? Jeg bliver forlagets billigste forfatter. Jeg vil endda spare jer for min tilstedeværelse. 

Kærlig hilsen, Elena