Det smukkeste ved litteraturen er, når den bliver læst. Men hvis du ikke lige færdes i litterære miljøer, er hjemmevant på biblioteker og i boghandler, eller du foretrækker anden kulturel underholdning, kan du glæde dig over, at litteraturen ofte er baggrund for tv-serier, film, musicals, opera og teater, og at 2018/19 teater-sæsonen herhjemme er spækket med store litterære værker, der bliver bragt til live på de skrå brædder. Derfor har jeg samlet ti must-see forestillinger til dig, der elsker bøger!
Toves værelse, Folketeatret // 2018
Jeg har set forestillingen for nogle år siden og anmeldt den HER.
Hendes oprigtighed nærmer sig det brutale. Hun klæder sig selv og sine nærmeste af i hensynsløst ærlige portrætter af et kvinde– og forfatterliv, der til forveksling ligner hendes eget; Tove Ditlevsen, forfatter, brevkasseredaktør, mor, stedmor og hustru. Da vi møder hende i dette drama af Jakob Weis, er hun gift med sin fjerde mand, Ekstrabladets chefredaktør Victor Andreasen. Tove har netop udgivet novellesamlingen Den onde lykke, og hendes ægteskab bevæger sig i det opslidende felt mellem sammenbrud og lykke.
Hun, spillet af Paprika Steen, og han, spillet af Lars Brygmann, føler sig bundet til hinanden via skæbnen, og deres forhold er en konstant spændetrøje af gensidigt begær og nedslidende afhængighed. Hun søger lindring i en kemisk rus. Han søger lindring hos sine unge elskerinder. Deres omgangskreds påtvinges rollen som vidner og medspillere i Toves selviscenesatte liv.
MEDVIRKENDE: Paprika Steen, Lars Brygmann, Kasper Leisner, Bente Eskesen
VARIHED:2 timer inkl. pause
HVOR: Folketeatret, Nørregade. Store scene. København.
HVORNÅR: 06.04.19-16.05.19.
Læs mere om forestillingen HER.
Orlando, Betty Nansen Teatret // 2018
Betty Nansens nye kunstneriske chef, Elisa Kragerup, iscenesætter Virginia Woolfs vilde klassiker fra 1928.
Tiden, livet, kønnene og døden er opløst i fortællingen, hvor Maria Rossing spiller den unge, smukke litteraturelskende Orlando. Hun bevæger sig gennem fire århundreders kunsthistorie og skifter undervejs køn, som det naturligste i verden.
Orlando kom til verden under Elizabeth den 1. af England. Vi møder ham som en smuk sekstenårig dreng. Vi møder hende som fascinerende trediveårig kvinde. Vi møder ham i Konstantinopel og under en isvinter på Themsen, og vi oplever hendes liv i det victorianske London. Og hele tiden kredser vi med hende om livets eksistentielle grundspørgsmål: Hvem er vi, hvorfor er vi det, og hvordan holder vi op med at være, hvem vi er.
På en gang en farverig sladderhistorie, en brusende fantasy-fortælling og et betagende blik ind i sindet.
MEDVIRKENDE: Maria Rossing, Mikkel Arndt, Tina Gylling Mortensen, Xenia Noetzelmann, Anton Hjejle
VARIGHED: 2 timer og 20 minutter
HVOR: Betty Nansen Teatret, Frederiksberg Allé 57. Frederiksberg.
HVORNÅR: 14.09.18-13.09.18.
Læs mere om forestillingen HER.
Haabet, Teatret Møllen // 2018
Året er 1787. Fregatten Haabet stævner ud på en fatal sejlads, der skal bringe slaver fra Guldkysten i Afrika til de danske sukkerplantager i Caribien. Undervejs udbryder der mytteri, og en række menneskeskæbner bliver ændret for altid.
HAABET er frit baseret på Mich Vraas roman af samme navn. En roman, der skildrer den danske slavehandel i al dens gru fra 1787 til 1825, og som både rummer ondskab og kærlighed, frygt og ikke mindst håb.
Teatret Møllens udgave er baseret på hovedpersonernes korrespondancer, dagbogsoptegnelser og logbøger, der tilsammen er med til at skabe en tankevækkende, spændende og ikke mindst barsk fortælling om dengang, hvor Danmark handlede med slaver og brugte dem til sukkerproduktion på De Vestindiske Øer.
MEDVIRKENDE: Thomas Jacob Clausen Rønne, Connie Tronbjerg, Klaus Andersen, Ole Sørensen, Marie Lydie Melono Nokouda og Sheba Mikkelsen Hunter.
VARIGHED: Ca. 120 min. inkl. pause
HVOR: Teatret Møllen, Møllepladsen 4, Haderslev.
HVORNÅR: 05.11.18-02.12.18
Læs mere om forestillingen HER.
Færdig med Eddy, Betty Nansen Teatret // 2018
”Jeg har ingen lykkelige minder fra min barndom. Jeg mener ikke, at jeg aldrig i løbet af disse år har følt glæde eller lykke. Men lidelsen er en nidkær magt: Den tilintetgør alt, der ikke hører til i dens univers.”
Første linjer, første side af den ved udgivelsen kun 21-årige forfatter Édouard Louis’ roman om drengen Eddy Bellegueule, der vokser op i Picardiet i det nordlige Frankrig. En barndom uden lykkelige minder og med de få tilnærmelser til glæde ødelagt af lidelsens magt. Det er brutalt, og det er lige nu i det Europa, vores verden går fra.
Dramaet ligger i titlen. For hvem kan blive færdig med sig selv? Hvem kan føle, at hele det liv, man har levet, har været så forkert, at man nu er færdig med det? Det kan den unge mand Eddy, der forlader sig selv og barndomshjemmets kolde betongulv og finder et nyt liv et helt andet sted. Færdig med fattigdom, færdig med machomænd, færdig med angsten for homoseksualitet og færdig med brutalitet.
Édouard Louis’ sensation af en dannelsesroman fra 2014 er en autentisk grundfortælling om at bryde ud og slippe sig selv fri.
MEDVIRKENDE: Morten Hee Andersen.
VARIGHED:
HVOR:
HVORNÅR:
Læs mere om forestillingen HER.
Alladin, Det Kongelige Teater // 2018
SÅDAN HAR DU ALDRIG SET ALADDIN FØR.. Glem Disneyhyggen – instruktør Christian Lollike står bag ny version af Oehlenschlägers
Det bliver et vildt ridt mellem kærlighed og liderlighed, ånd og åndløshed, magtfulde mænd og undertrykte kvinder, religiøs fanatisme og hykleri tilsat politisk ukorrekt humor, når Christian Lollike iscenesætter sin version af Aladdin – frit efter Adam Oehlenschlägers lystspil fra 1805.
Lollike taler i sin aktualisering af Aladdin uden omsvøb lige ind i nutidens dilemmaer: hvilken historie er det, der i medierne og i fiktionen fortælles om muslimer og hvordan fortælles den? Og ikke mindst spørgsmålet om hvem der har ret til at fortælle den? Hvilke hensyn må den, der fortæller, tage, og hvornår bliver disse hensyn en udfordring for de kunstneriske frihedsrettigheder? Kan vi overhovedet fortælle historier om nogen uden at træde andre over tæerne?
Christian Lollike: ”Aladdin er jo en fortælling om, hvad magt gør ved mennesker. Det er et eventyr om lykke, ånd, magt og begær. Men også en fortælling om den tid, vi lever i, og de dilemmaer vi står overfor, hver gang vi kaster os ud i at fortælle historier om os selv og hinanden.”
Oehlenschläger hentende inspirationen til Aladdin fra 1001 nats eventyr, der er fyldt med afhuggede hoveder, voldtægter, kærlighed, liderlighed – liv og død. Han var tydeligt tiltrukket af det farvestrålende Mellemøsten og mente, at vi i det kolde nord havde noget at lære.
Aldersanbefaling: +15 år
MEDVIRKENDE: Alvin Olid Bursøe, özlem Saglanamk m.fl.
VARIGHED: 2 timer og 15 min. inkl. pause
HVOR: Skuespilhuset, Store Scene, København
HVORNÅR: 21.09.2018 – 03.11.2018
Læs mere om forestillingen HER.
Peer Gynt, Folketeatret // 2018
Ibsens eventyrlige drama om at finde sig selv
”Blodet er aldrig så tyndt, at man ikke er lidt i slægt med Peer Gynt!”, minder Henrik Ibsen os om i sin fantasifulde fortælling om lykkeridderen, der drager ud i verden med ambitioner om at finde sig selv og blive til noget stort.
Cyron Melville er den unge Peer og Preben Kristensen den ældre Peer. Vi følger Peer gennem et langt, levet liv; fra håbefuld ung, til selvtilfreds voksen og til sidst som desillusioneret ældre, der sammenligner sig selv med et skrællet løg; lag på lag, uden en kerne.
På sin store livsrejse, der fører ham jorden rundt, prøver Peer det meste: Han forfører kvinder på stribe, og han forlader dem. Han bliver rig, og han mister det hele. Han bliver profet, og han bliver vanvittig. Undervejs indser han, at han i sin ihærdige søgen efter sin indre kerne er flygtet fra de vigtigste relationer i sit liv: Familien, kæresten, barnet – alle dem, der kunne have hjulpet ham med at finde sit sande jeg. Han bøjede af og gik udenom dér, hvor han burde have stået fast.
Peer Gynt er en både klassisk og moderne dannelsesberetning, der stiller det evigt gyldige spørgsmål på spidsen: Hvordan er man sig selv, uden at være sig selv nok?
MEDVIRKENDE: Cyron Melville, Preben Kristensen m.fl.
VARIGHED: 2 timer og 30 min. (inkl. pause)
HVOR: Nørregade og derefter turné rundt i landet, blandt andet Odense.
HVORNÅR: 24.10.18-26.11.18
Læs mere om forestillingen HER.
Emil fra Lønneberg, Folketeatret // 2018
Astrid Lindgrens elskede historie om skarnsknægten med et hjerte af guld
”EEEEMIL”, råber Anton Svendsen, så det runger i hele Katholt. Nu er Emil fra Lønneberg igen kommet galt afsted. ”Jeg gjorde det bare af godhed”, siger Emil, men det har far lidt svært ved at forstå, som han står dér med musefælden på storetåen. Emil er fuld af gode ideer – men det ender tit galt, og så må han en tur på værkstedet for at sidde og tænke lidt over sine gale streger, mens han snitter træmænd. Næsten 100 træmænd er det efterhånden blevet til.
Malkepigen Line er overbevist om, at Emil ender i helvede. Men Emils bedste ven, gårdskarlen Alfred og lillesøster Ida, synes begge, at Emil er god nok, præcis som han er. Og selvom mor Alma vrider sine hænder i fortvivlelse over Emils uheldige hittepåsomhed, så aner hun en kommende sognerådsformand i sin kærlige og kloge søn.
I Folketeatrets nye version af Emil fra Lønneberg er der gang i teaterlegen, når Emils hoved sidder fast i suppeterrinen; når Ida hejses op i flagstangen; når Kommandusen falder i Emils ulvefælde; når Emil holder gilde for sognets fattiglemmer, og når vi møder Tyttebær-Maja, Tumbe-Jokum, Bette-Rikke og alle de andre vidunderlige figurer fra Astrid Lindgrens fortælling om skarnsknægten med hjertet på rette sted.
MEDVIRKENDE: Michael Slebsager, Peder Holm Johansen, Jesper Riefensthal, Morten Bo Koch, Sofie Alhøj, Tine Gotthelf, Asta Kamma August, Lisbeth Gajhede, Christine Gaski, Siff Hebe Vintersol.
HVOR: Nørregade, Store Scene, København. Derefter turné i hele landet.
HVORNÅR: 26.10.18-20.03.19.
Læs mere om forestillingen HER.
Leonora Christina, Odense Teater // 2019
NY MUSICAL OM KONGEDATTEREN FRA BLÅTÅRN
Musicalen LEONORA CHRISTINA slår ned i en af danmarkshistoriens allerstørste politiske intriger. Det er historien om kærlighed, magtkampe, højforræderi og ensomhed – et kongedrama af shakespeareske dimensioner.
Året er 1659 og foran den svenske konges højeste domstol står kongedatteren Leonora Christina. Hun skal forsvare sin syge mand, rigshofmester Corfitz Ulfeldt, der er anklaget for højforræderi mod den svenske konge. Parret Ulfeldt har længe spillet et diplomatisk dobbeltspil og skaffet sig allierede i både Sverige, Frankrig og Holland for at fremprovokere en krig i Danmark i forsøget på at tilkæmpe sig magten over landet. Men ikke alt går som forventet. Leonora Christina må opgive alt, hvad hun elsker og kun gennem et sidste listigt forræderi kan hun frelse sit eget liv.
Odense Symfoniorkester leverer den storslåede musik til den nyskrevne musical. I rollerne som Leonora Christina og hendes mand, Corfitz Ulfeldt, kan du opleve Xenia Lach-Nielsen og Troels Lyby sammen med et stærkt og musikalsk cast.
MEDVIRKENDE: Xenia Lach-Nielsen, Troels Lyby, Stig Rossen, Lars Simonsen, Joakim Lind Tranberg, Anders Gjellerup Koch, Natalí Vallespir Sand, Cecilie Gerberg, Marie Louise Hansen, Mads Vinther Nielsen, Johanne Milland Pedersen, Johan Klitgård, Frederik Mansø Boutrup, Christina Elisabeth Mørkøre, Kiki Brandt, Torben Kirkegaard og Søren Bech-Madsen m.fl.
HVOR: Odense Teater, Store Sal, Odeon, Odense.
HVORNÅR: 22.01.19-15.02.19.
Læs mere om forestillingen HER.
Elena Ferrante Min geniale veninde, Odense Teater // 2019
STOR DRAMATISK FORTÆLLING AF APRIL DE ANGELIS BASERET PÅ ELENA FERRANTES ROMANER
MIN GENIALE VENINDE er en stærk historie om kærlighed, køn, ambitioner, vold og selvdestruktion.
I denne episke saga følger vi barndomsveninderne Elena og Lila fra deres opvækst i 1950’ernes fattige og barske Napoli og op gennem voksenlivets udfordringer. Selvom livet gentagne gange forsøger at trække de to kvinder i forskellige retninger, forbliver skæbne veninderne uløseligt forbundet.
Historien spænder over seks årtier i efterkrigstidens Italien og tegner et tidsbillede med kvinderne i centrum med blandt andet den seksuelle revolution, mafiaens udvikling og kvinders radikalt ændrede rolle på arbejdsmarkedet.
Elena Ferrantes romaner om Elena og Lila og deres lange venskab er udgivet i over 50 lande og er blevet hyldet og prisbelønnet. Som teater er MIN GENIALE VENINDE blevet en stor triumf. April De Angelis har dramatiseret de fire romaner til to teaterforestillinger: MIN GENIALE VENINDE del 1 og MIN GENIALE VENINDE del 2.
DEL 1
”Elena og Lila er skæbneveninder. Det har de været siden de som små ofrede deres yndlingsdukker i Don Achilles kælder, men nu mere end 50 år senere er Lila sporløst forsvundet, og dét sætter Elena på en erindringsrejse tilbage til alle barndomsminderne i 1950’ernes Napoli.
De er begge dygtige piger, meget dygtigere end hvad de voksne forventer af to fattige skolepiger, og skolen er for dem et tilflugtssted, hvor de udfordrer hinanden og sammen gør hinanden endnu dygtigere. Men mens Elena får lov til at studere videre af sine forældre, må Lila droppe ud af skolen og tage arbejde i sin fars skomagerforretning. Hun gifter sig med naboforretningens søn, Stefano, og hendes liv synes sat, men da Elena introducerer hende for sin hemmelige forelskelse, barndomsvennen Nino, omvæltes hele Lilas verden og pigernes venskab sættes på en prøve. ”
DEL 2
”Lila er alene med sin lille søn og må hutle sig igennem med dårligt betalte småjobs. Elena gifter sig med Pietro, som får job som professor i Firenze. De får to døtre, men Elena føler sig fortabt i husmoderrollen og hendes forfatterskab går i stå. Lila oplever hvordan Napoli formørkes af den lokale mafia og dens lyssky handel med stoffer. Elena møder Nino igen, forlader sin familie og vender tilbage til Napoli. Lila og Elena er igen tæt på hinanden og får deres yngste døtre samtidig. Livet har endnu mange overraskende hændelser i ærmet til de to kvinder, som må sande at skæbnens veje er uransagelige og at tiden ikke læger alle sår.”
MEDVIRKENDE: Sarah Boberg og Malene Melsen m.fl.
HVOR: Odense Teater, Odeon, Odense.
HVORNÅR: 11.05.19.08.06.19
Læs mere om forestillingen HER.
Mio min Mio, Odense Teater // 2019
EFTER ASTRID LINDGRENS POETISKE OG SØRGMODIGE MESTERVÆRK
Livet er ikke nemt, når man er ni år, ensom og forældreløs. Og det bliver ikke nemmere, når man, som Bo Vilhelm Olsen, bor hos en adoptivfamilie, der ikke bryder sig om børn.
En dag hvirvles Bo på forunderlig vis ind i et fortryllende eventyr i ’Landet i det Fjerne’, hvor han krones som den hjemvendte kongesøn, prins Mio. Her lever han lykkeligt med sin kærlige far kongen, sin ven Jum Jum og sin hest Miramis, indtil han en aften hører sorgfuglen synge om mørke kræfter. For på den anden side af Morgenlysets bro hersker den onde ridder Kato i Landet Udenfor. Han stjæler børn og gør menneskehjerter til sten, og Mio forstår, at det er hans opgave at bekæmpe den hjerteløse skurk. Sammen med Jum Jum drager Mio ud på en farefuld færd, der kræver heltemod, kløgt og kammeratskab.
MEDVIRKENDE: Mathias Sprogøe Fletting, Jeppe Ellegaard Marling m.fl.
HVOR: Odense Teater, Odeon, Odense.
HVORNÅR: 15.01.19-09.03.19.
Læs mere om forestillingen HER.
Skal du i teatret snart? Og hvilke forestillinger vil du gerne se?