Der er vist ikke nogen tvivl om, at vi er mange, der er ramt af Ferrante-feber og har været det længe. Romankvartetten der i en periode på 50 år følger veninderne Lila og Elena fra Napoli har fået et internationalt gennembrud, og de fire bind Min geniale veninde, Historien om et nyt navn, Dem der flygter og dem der bliver og Det forsvundne barn bliver ikke kun til en HBO-serie, men også en forestilling på Odense teater i 2019. Men hvad skal vi så gøre i mellemtiden, mens vi venter på tv-serie og teater? CK/Politikens Forlag udgiver den 30. august bogen Frantumaglia – Mit liv i ordene der endelig giver læserne lov til at kigge med i skrivebordsskufferne hos det mystiske pseudonym Elena Ferrante.
Over tyve års breve, essays, overvejelser og interviews samler sig i bogen og giver et unikt billede af en forfatter, som for mange er legemliggørelsen af, hvad det vil sige at elske det skrevne ord. Her taler Ferrante åbent og frimodigt om, hvorfor hun som forfatter har valgt at træde om bag sine romaner og være anonym, om sine bekymringer og glæder over filmatiseringerne, om skriveblokeringer, om Italien, om moderskab og feminisme, barndom og fantasi. Resultatet er et spillevende, intimt selvportræt af en arbejdende forfatter.
Og hvis du ikke helt kan vente til 30. august, så kan du i mellemtiden læse Paolo Cognettis De otte bjerge. Cognetti skildrer i romanen et særligt venskab mellem to italienske drenge, der møder hinanden i bjergene i Milano, og han selv bliver i hjemlandet kaldt en ny Ferrante. Du kan læse min anmeldelse af romanen HER. Og ellers vil jeg virkelig anbefale dig at smutte over til Frk. Borch Anbefaler, hun er nok, foruden mig selv, den største Ferrante-aficianado jeg kender. Borch har skrevet et virkelig godt indlæg om italienske Dominico Starnone, der netop er aktuel med romanen Drilleri. Og hvorfor er Starnone så interessant? Ja, fordi ham og hans kone, Anita Raja, tidligere er blevet udpeget som værende forfatterparret bag pseudonymet Ferrante. Det er dog ikke endeligt blevet bekræftet, men Borch har nogle interessante observeringer, og afsløringer!, i sin anmeldelse af romanen. Den kan du læse HER.
I skrivende stund er forfatteren bag pseudonymet Elena Ferrante ikke blevet afsløret, trods spekulationer og talrige forsøg. Da Elena Ferrante i sin tid sendte manuskriptet til Besværende kærlighed til sit italienske forlag, forklarede hun i et brev, hvorfor hun har valgt at være anonym og aldrig træde frem i offentligheden:
Kære Sandra
Under det sidste behagelige møde med dig og din mand spurgte du mig, hvad jeg har tænkt mig at gøre for at promovere Besværende kærlighed (godt du vænner mig til at bruge bogens definitive titel). Du stillede spørgsmået ironisk, ledsaget af et af dine levende, lidt desorienterede ansigtsudtryk. Lige i øjeblikket havde jeg ikke mod til at svare dig, jeg troede, jeg allerde havde udtrykt mig klart over for Sandro. Han havde sagt, at han var helt enig med min beslutning, og jeg håbede, at han ikke ville vende tilbage til emnet, ikke engang for sjov. Nu svarer jeg skriftligt, så jeg slipper for pinlige pauser, tvivl, risikoen for at lade mig overtale.
Jeg har ikke tænkt mig at gøre noget som helst for Besværende kærlighed, da den slags kan medføre offentlig interesse for min person. Jeg har allerede gjort nok for denne lange historie: Jeg skrev den.
Hvis bogen er noget værd, burde det være tilstrækkeligt. Jeg vil ikke deltage i diskussioner og konferencer, hvis jeg bliver inviteret. Jeg vil ikke modtage priser, hvis en eller anden bliver mig tilbudt. Jeg vil aldrig promovere bogen, især ikke på tv, hverken i Italien eller, hvis det skulle komme på tale, i udlandet. Jeg vil kun interviewes skriftligt, og selv det vil jeg begrænse til et absolut minimum. En endegyldig beslutning jeg har taget på egne og min families vegne. Det er mit håb, at jeg ikke bliver tvunget til at ændre mening. Jeg forstår, at denne beslutning kan skabe visse vanskeligheder for forlaget. Jeg har stor respekt for jeres arbejde, jeg kom straks til at sætte pris på jer begge to, og jeg vil ikke skabe problemer for jer. Hvis I ikke længere har lyst til at støtte mig, så sig det ligeud, det vil jeg forstå. Udgivelsen af denne bog er ikke spor nødvendig for mig. Det er, som I ved, meget vanskeligt for mig at forklare alle grundene til min beslutning. Jeg vil fortælle jer, at det drejer sig om et lille væddemål med mig selv, med mine overbevisninger.
Når bøger først er skrevet, tror jeg ikke, at de har brug for deres forfattere. Hvis de har noget at fortælle, finder de før eller senere deres læsere; hvis ikke, finder de dem ikke.
Der er masser af eksempler. Jeg holder meget af disse mystiske bind, både gamle og moderne, som ikke har nogen bestemt forfatter, men har haft, og stadig har, deres eget intense liv. De virker på mig som en slags natligt mirakel, som La Befanas gaver jeg altid ventede på som barn (La Befana er en heks, der kommer på besøg helligtrekongersaften med slik til små børn). Jeg gik stærkt ophidset i seng, og gaverne var der om morgenen, når jeg vågnede, men ingen havde set La Befana. Sande mirakler er dem, hvis skaber ingen kender; det kan være de hemmelige husånders meget små mirakler eller de store mirakler, som virkelig forbløffer os. Jeg har stadig denne barnlige længsel efter store eller små vidunderlige overraskelser, og jeg tror stadig på dem. Derfor, kære Sandra, vil jeg sige det klart: Hvis Besværende kærlighed ikke har tråd nok i sig selv til at være, så pyt, det betyder at du og jeg tog fejl; hvis den på den anden side har det, vil tråden væves, hvor den kan, og vi har kun læserne at takke for deres tålmodighed, når de griber den og trækker. Er det i øvrigt ikke rigtigt, at promovering er dyrt? Jeg bliver forlagets billigste forfatter. Jeg vil endda spare jer for min tilstedeværelse.
Kærlig hilsen, Elena
Elena Ferrante debuterede med romanen Besværende kærlighed i 1992, du kan læse min anmeldelse HER, og udgav herefter romanerne Forladte dage og Dukken der blev væk.
Frantumaglia udkommer som sagt 30. august, men kan allerede nu forudbestilles lige HER.