Oversættelsens kunst

“It is the task of the translator to release in his own language that pure language that is under the spell of another, to liberate the language imprisoned in a work in his re-creation of that work.”
― Walter Benjamin, Illuminations: Essays and Reflections

Walter Benjamin siger det ret godt. At den danske oversættelse er et nyt værk. At den har indflydelse på, hvordan værket bliver læst af modtageren, fordi den danske læser måske aldrig læser originalen. Det er ikke kun en sprogbarriere, der skal nedbrydes, så læseren rent faktisk kan læse ordene og forstå, hvad de betyder, læseren skal også gerne nyde sproget, der skal skabes en sprogglæde hos læseren, så de får en komplet læseoplevelse ud af den. Det handler ikke kun om at overføre tekst fra et sprog til et andet, men om at have en dybere forståelse for sproget.

Hvad er en god oversætter? Hvor vigtigt er det for en roman?
I sin bog Tvímæli – þýðingar og bókmenntir nævner den islandske professor i litterære studier Ástráður Eysteinsson tre ting, som afgørende for en oversætters opgave: For det første skal oversætteren være flydende i det sprog som han/hun oversætter fra. Dernæst skal oversætteren have gode færdigheder i at udtrykke sig på sit eget modersmål og slutteligt skal oversætteren have en god baggrundsviden eller sprogkundskaber om det emne som han/hun arbejder med.

Det klassiske skoleeksempel på god og dårlig oversættelse er Griberen i rugen vs. Forbandede ungdom. Forbandede ungdom er en meget misvisende titel, og den som blev givet først. Senere oversatte Klaus Rifbjerg den til Griberen i rugen i stedet, der ligger sig mere sprognært op af The Catcher in the Rye, som J. D. Sallingers klassiker hed. Men det er ikke altid i titlerne, at de dårlige og gode oversættelser kan afsløres. Nogle gange er man ned på mere sætnings/ordnært hold. Jeg har selv stiftet bekendtskab med oversættelse af skønlitteratur, når jeg har læst Diana Gabaldons populære Outlander-bøger. Indtil videre er det kun de fire af dem, der er oversat, bind fem er lige på trapperne og skal udkomme på Gyldendal her i starten af juni. Jeg har læst alle de seks første bind i serien på engelsk, netop fordi jeg ikke kunne vente på den danske oversættelse, som det ofte er tilfældet med den oversatte litteratur. Jeg har i mine anmeldelser af bind tre Den rejsende og bind fire Trommer i det fjerne faktisk rost Gyldendals oversættere for, at de evner at gøre de danske bøger næsten ligeså voluminiøse og detaljerede, dvs. tæt op af Gabaldons sansemættede skrivestil og imponerende sprogbrug. Et par få steder fejler den danske oversættelse dog, som fx når de har oversat Jamie og Claires datters gravsten til ‘Tro’ som det at tro på noget eller håbe, i stedet for ‘Faith’, som altså var den dødfødte datters navn. Det ville man vide, hvis man havde læst de engelske bøger rigtigt eller set tv-serien. Den danske oversættelse har dog beholdt ‘Sassenach’, som er det gælisk/skotske ord for ‘outlander/udlænding’ og også det navn, Jamie kalder Claire, men så har de til gengæld erstattet ‘Lord’ med ‘Herre’. Serie-fans og engelske Outlander bog-fans vil vide,  at der ikke er noget mere sexet end når Jamie siger ‘Sassenach’ eller ‘Lord’: “Herre, du gav mig en sjælden kvinde“, lyder bare ikke ligeså romantisk som “Lord, you gave me a rare woman“.. Et andet eksempel er de danske oversættelser af George R. R. Martins Game of Thrones-bøger, hvor  Jon Snow hedder Jon Sne og Winterfell hedder Vinterborg. Åh! Lad nu bare stednavne og egenavne bestå! Især når tv-serien bakker den op. Og lige noget andet, nu hvor vi snakker om ventetiden på danske oversættelser, hvornår køber et dansk forlag rettighederne og oversætter André Acimans Call me by your name, så danske læsere også kan få glæde af mesterværket?

En måde at forsvare eller komme eventuel kritik i forkøbet som oversætter, er at skrive et efterskrift, hvor man argumenterer for fra- og tilvalg samt omskrivelser. Jeg synes fx Niels Brunse, der har oversat Erica Jongs Fanny, der dog er skrevet i 1980, men som skal forestille at foregå i 1700-tallet, og hvis sprogtone også er derefter, har gjort et virkelig godt stykke arbejde, og netop i hans efterskrift, kommenterer han på de på valg og fravalg, som han har taget i oversættelsen.

“Vildfarelser i litteraturen kan være en velsignelse. Men skyldes det en ringe eller decideret misvisende oversættelse, er det en forbandelse. Læserne er prisgivet oversætternes fornemmelse for teksten, tonen og sproget. Oversætteren er et vigtigt bindeled mellem forfatteren og læseren, og det er oversætteren, der gør en udenlandsk forfatter tilgængelig for et dansk publikum. Alligevel er det et overset arbejde.”
– Artikel i Information

Oversætteren er altså en vigtig instans for den oversatte skønlitteratur, det der dem, der gør værkerne til gængelige for de danske læsere, det er dem, der skaber et helt nyt værk, der kan åbne sig på tværs af sprog. At de danske forlag så presser prisen for oversættere, hvilket får flere oversættere til enten at oversætte mindre eller helt holde op, er en anden, og ærgerlig tendens, som jeg ikke vil skrive så meget om her, men som du kan læse mere om i denne artikel i Information.

Det litterære miljø kan generelt godt blive bedre til at italesætte, belønne og værdsætte oversætterne mere. At det en overset del af litteraturen, blev så tydeligt italesat i går, da der i vel nok Facebooks største danske litteraturklub blev diskuteret, hvorfor mit opslag omkring, hvem folks yndlings oversætter var, skulle være aktuelt i en litteraturklub. Vedkommende “tænker aldrig over, hvem der har oversat den udenlandske litteratur, når vedkommende læser på dansk“, vedkommende “læser bare”, og det er sådan set fint nok, men kommentaren viser så tydeligt, at der er et kæmpe problem, som bør italesættes. Hele formålet med dette blogindlæg har også været at sætte fokus på, at vi fx aldrig ville have læst Harry Potter, Dan Brown eller Ringenes Herre på dansk, hvis det ikke var for oversætterne, og at vi sjældent tænker over det store arbejde, en oversætter har lavet, inden vi åbner bogen. Det er vel også de færreste af os, der har læst den oversatte skønlitteratur på originalsproget først. I den forbindelse vil jeg også lige tippe jer om Book Me Up, Scottys indlæg om Mette Kojma, der oversætter japanske Haruki Murakamis romaner, direkte fra japansk til dansk vel at mærke. Du kan læse det indlæg lige HER.

Derfor vil det fra nu af tydeligt fremgå i mine anmeldelser af oversatte bøger, hvem den danske oversætter er, noget jeg tidligere har overset eller ikke bidt mærke i. Tak i øvrigt til Mich Vraa for at gøre mig opmærksom på problemstillingen, som jeg håber flere bogbloggere, litteraturformidlere, forfattere, oversættere og forlag vil være med til at sætte fokus på. Jeg starter med hashtagget #hyldenoversætter hvor I er velkomne til at dele små historier om romaner i har læst, hvor I særligt bed mærke i oversætterens store arbejde.

Danske oversættere af udenlandsk skønlitteratur, som man passende kan hylde (med kærlig tak til Litteraturklubben for inspiration): Mette Kojma Holm, Shekufe Heiberg, Ida Jessen, Thomas Haarder, Hanne Lützen, Mich Vraa, Iben Hasselbalch, Niels Brunse, Kim Lembæk, Erik Skyum-Nielsen, Karsten Sand Iversen, Bjarne Skovlund, Mogens Boisen, Jørgen Herman Monrad, Judyta Preiss, Claus Bech, Agnete Stjernfeldt, Peter Poulsen, Anne Brinch, Arne Herløv Petersen, Elsa Gress, Jannick Storm, Lillian Cipikoff, Anne Marie Berg.

Tænker du over, hvem der har oversat den udenlandske litteratur, som du læser på dansk?

Følg og like liftix

Skriv et svar